Catholic News Agency, Baltimore den 13. november 2024
Af: Zelda Caldwell
Oversat af: Birgit Bidstrup Jørgensen
En fremtrædende amerikansk katolsk biskop opfordrede onsdag sine bispekolleger til at støtte op om at genoplive traditionen med afholdenhed fra kød på fredage som en måde at fejre det kommende 10-års jubilæum for Pave Frans' miljøencyklika Laudato Si' fra 2015.
Ærkebiskop Borys Gudziak, der er formand for den amerikanske katolske bispekonferences komité United States Conference of Catholic Bishops’ (USCCB) Committee on Domestic Justice and Human Development, den komité, der har til opgave at fremme katolsk sociallære, fremsatte sine bemærkninger ved konferencens årlige efterårsmøde i Baltimore den 13. november.
I 1966 fjernede USCCB (dengang kaldet National Conference of Catholic Bishops) de troendes forpligtelse til at afholde sig fra kød om fredagen undtagen i fastetiden. Traditionen med at faste om fredagen går tilbage til den tidlige kirke, men blev kodificeret i kanonisk lov i 1917.
"Vi kunne forny traditionen med afholdenhed fra kød om fredagen," sagde Gudziak, metropolit i det ukrainsk katolske ærkeparki i Philadelphia. "En tilbagevenden til afholdenhed om fredagen ville være godt for sjælen og for planeten, måske også for noget andet, og forene vores hengivenhed for Herren og ærbødighed for Herrens skabelse."
Han bemærkede, at de katolske biskopper i England og Wales, inspireret af pave Benedikt XVI’s pastorale besøg i England, i 2011 introducerede den praksis, der var gældende før 2. Vatikankoncil. Pave Benedikt XVI var, sagde biskoppen, kendt som den "grønne pave", fordi han lagde vægt på vigtigheden af omsorg for skabningen.
Genindførelse af faste om fredagen ville også bringe den romersk-katolske kirke tættere på sine østlige brødre, sagde han.
"Ydermere kunne faste være en mulighed for et synodalt engagement, for at udforske ældgamle praksisser i den latinske ritus, såsom tamperdage [de 4 årlige faste- og bodsdage, o.a.] eller adventsfaste, og andre rige østlige kristne praksisser blandt katolikker og andre," sagde Gudziak.
I tillæg til faste foreslog Gudziak katolikker at ære sabbatten og vende sig mod eukaristiens sakramente.
"I en verden af konstant arbejde og stimulering, med altid tilstedeværende fotos, skærme og gadgets, hviler vores verden i bund og grund ikke og kæmper for at få tid fri. Måske mindes vi ved forsynets styrelse i 2025 ikke kun Laudato Si’, men også jubelåret, et særligt år rodfæstet i sabbatshvilen,” sagde han.
"Vores hyperaktive verden længes efter sabbatten, som kommer til udtryk i søndagens eukaristi, når Herren gør alting nyt," fortsatte han. "Til dette tema vil jeg foreslå bestræbelser centreret om kontemplation af skabelsen, fritid og fest. Dette kunne føre til en pilgrimsrejse til en vigtig lokal helligdom, basilika eller et økologisk sted i jeres bispedømme eller eparki, der vækker undren over Guds skabelse."
Han foreslog, at biskopper overvejede at fejre en særlig messe for omsorgen for skabelsen på festen for den hellige Frans af Assisi eller "at prædike om skabelsens og det guddommeliges forening i eukaristien."
"For at være virkelig fredfyldt bør et sådant initiativ være orienteret mod sakramenterne og flyde over med fest og glæde," sagde han. "Målet med dette forslag er ikke at gøre noget, men at opleve noget, nemlig mysteriet om Guds tilstedeværelse i sakramenterne og i skabelsen."
Annoncer og betalingsmure
Du kan være med til at gøre KATOLSK LIV til en del af danske medier. Skabe balance i et medielandskab, hvor formidling af religiøs tro, liv og overbevisning er udfordret.
HJÆLP KATOLSK LIV med at holde projektet fri af annnoncer og betalingsmure; så når vi også dem af os der ikke kender til katolsk tro og liv.
Læs mere om økonomisk hjælp - HER