Vatican Media's redaktionschef, Andrea Tornielli, reflekterer over pave Frans' fordømmelse af klerikale seksuelle overgreb under hans netop afsluttede apostoliske rejse til Belgien.
Af Andrea Tornielli │ Vatican News
Oversættelse KATOLSK LIV │ EWTN Danmark
Under sine apostoliske rejser lader pave Frans sig udfordre og såre af den virkelighed, han møder; ikke alt kan forberedes på forhånd. Det var også tilfældet under hans besøg i Luxembourg og Belgien, som sluttede søndag den 29. september.
Da han talte med den belgiske konge og premierminister, som i forskellige toner rejste dramaet om overgreb mod mindreårige, der har vejet tungt og fortsat vejer som en byrde på livet i landets kirke og dens hierarkier, sagde biskoppen af Rom klart, at selv et enkelt tilfælde af et barn, der har været udsat for overgreb af en gejstlig, er et for meget.
Paven kiggede op fra sin forberedte tekst og citerede de »hellige uskyldige«, kong Herodes' ofre, for at illustrere, at dette stadig sker i dag. Det var ikke første gang, at paven lavede denne sammenligning. I februar 2019, da han afsluttede det topmøde om overgreb, som han havde indkaldt til i Vatikanet, nævnte han Herodes og hans massakre på spædbørn og tilføjede uden videre, at der bag overgreb på indreårige »står Satan«.
I sin prædiken ved messen på Kong Baudouin Stadion i Bruxelles ønskede pave Frans at tilføje et par klare og stærke afsnit. Det gjorde han efter at være blevet dybt bevæget af mødet med flere overgrebsofre, som fandt sted to dage tidligere, en dramatisk og bevægende samtale, der varede mere end to timer i den apostoliske nuntiatur i Bruxelles. [Læs mere HER - red.]
Paven vendte »med sind og hjerte« tilbage til deres historier og deres lidelser for at gentage, at der ikke er plads til overgreb eller til at dække over overgreb i kirken. Han sagde, at ondskaben »ikke skal skjules«, men modigt skal bringes frem i lyset, så overgrebsmanden stilles for retten, uanset hvem han eller hun er - »lægmand, præst eller biskop«.
Der er et andet vigtigt aspekt at fokusere på i pave Frans' ord. Både på det belgiske kongeslot og i sin samtale med journalister under hjemrejsen nævnte paven statistikker, der viser, at størstedelen af overgrebene sker i familier, på skoler og i sportsverdenen.
Det var ikke første gang, han gjorde det. Men denne gang forsøgte han med en hidtil uset klarhed at fjerne ethvert alibi for misbrug af disse tal fra dem, der ville forsøge at forsvare sig ved at fremhæve andres ansvar og minimere problemet.
Det er sandt, at kirken i det sidste kvarte århundrede har taget en vej, der har ført til meget strenge nødlove mod misbrug. Det er sandt, at andre ikke har taget de samme skridt.
Men det er lige så sandt, at overgreb inden for kirken er noget forfærdeligt, som altid begynder med magtmisbrug og manipulation af samvittigheden hos dem, der er forsvarsløse. Familier, der havde betroet deres børn til kirken for at blive oplært i troen og troede, at de var i sikkerhed, har set dem vende tilbage dødeligt sårede på krop og sjæl.
Derfor kan der ikke være nogen instrumentel brug af statistikker, næsten som om man forsøger at minimere noget, der ikke kan og ikke må minimeres på nogen måde, men som skal bekæmpes og udryddes med al mulig beslutsomhed. Overgreb er en forbrydelse, der »dræber sjælen«, som ærkebiskop Charles Scicluna engang sagde.
Peters efterfølger har således i sine to forgængeres fodspor vedtaget meget strenge nye love for at stoppe overgreb og har udtalt, at selv et enkelt tilfælde af overgreb af mindreårige inden for kirken ville være ét for meget.
Han indikerede over for hele kirken, at den mest passende holdning er skam, ydmygelse og anmodning om tilgivelse. Det er den samme bodfærdige holdning, som pave Benedikt XVI foreslog - selv om han blev misforstået - da han hævdede, at kirkens største fjende ikke er ydre, men synden inden i den.
Ydmygelse og anmodning om tilgivelse er dybt kristne holdninger. De minder os om, at det kirkelige fællesskab består af tilgivne syndere, og at de overgreb, der sker i det, er et sår, der vedrører os alle.
