Af: Præst Jesper Fich, op
Skulle du være så heldig at komme til Krakow i Polen, så skal du ikke snyde sig selv for at besøge Nowa Huta.
Nowa Huta – ca. ½ time med sporvogn fra byens centrum, var tænkt som en socialistisk mønsterby. Og her skulle der naturligvis ikke være plads til nogen kirke.
Men det gik anderledes.
Indbyggerne var ikke tilfredse. De fik privilegiet af at bo i dette materialistiske paradis, som helt sikkert har været et stort løft i tiden efter anden verdenskrig, hvor det var mangel på alt, ikke mindst boliger, men de ville have deres kirke.
I 1952 blev der oprettet et en menighed i det kirkeløse sogn. Der blev rejst et kors.
Som myndighederne ganske vist forsøgte at fjerne, hvilket førte til store sammenstød med politiet. Korset fik lov at stå.
Ved kirkeindvielsen, mange år senere sagde ærkebiskoppen, der ikke var nogen anden end Karol Wojtyla, den senere pave Johannes Paul II: ”Korset og arbejdet hører sammen.” Det var ikke tilfældigt sagt. Han talte ind i hjertet til arbejderne fra Nowa Huta – de 70.000 der var samlet i øsende regnvejr. Korset og arbejdet hører sammen. Hvis korset, med alt hvad det står for, forsvinder, bliver arbejdet tømt for mening, for kreativitet, for perspektiv.
Da Karol Wojtyla blev ærkebiskop i Krakow holdt han gentagende gange messe i det fri, stående ved korset. Og ikke mindst gennem hans stædighed, blev tilladelsen til at bygge kirken omsider givet.
Opførelsen varde fra 1969 til 1977 – fordi myndighederne igen og igen lagde hindringer i vejen, og alle byggematerialer måtte således indføres fra vest.
18. maj 1969 blev grundstenen lagt – den var en sten fra kejser Konstantins basilika og en gave fra Pave Paul VI.
Og hvad rejste der sig så i Nowa Huta? En helt igennem moderne kirke, stort set uden side stykke, i brutalistisk stil, beton og rå vægge. Dog med inspiration fra le Corbusiers kirke i Ronchamp. Efterhånden tog den nye kirke form: med navnet: Guds ark.
I Nowa Huta stod kirken overfor at præsentere sin selvopfattelse: ikke en historiserende bygning, ikke et levende museum, men en bygning, der overgik alt hvad Nowa Huta ellers havde af huse, mere moderne og fremtidsorienteret end de grå boligblokke i den socialistiske mønsterby.
Kæmpestor – med plads til 6000 mennesker – 7 porte fører ind i de store rum, for kirken har mange kapeller og rum for personlig bøn, for tilbedelse, og til omvendelse. De 7 porte er ikke kun praktiske til at få store mængde mennesker ind og ud i en fart, men de er billeder på de syv sakramenter, med hvilke Guds folk bygges op.
Året efter indvielsen blev Karol Wojtyla valgt som pave.
Da han i juni 1979 besøgte sit gamle ærkebispesæde, gjorde myndighederne Vatikanet klart, at de under ingen omstændigheder ville tillade ham at holde messe ved den nye kirke. Han måtte tage til takke med at holde messe i et kloster i nærheden.
Her sagde han, at religionsfriheden er menneskets fornemmeste ret. Den har sin rod i menneskets ret til samvittighedsfrihed.
I dag står kirken som en gigantisk manifestation af den kamp som var indledt, og som førte til murens fald i 1989. Dens opførelseshistorie var som en prøve for den kommende kamp mod undertrykkelsen, et laboratorium for friheden.
Med kirkens indvielse havde normaliteten på ingen måde indfundet sig. Den 13. i hver måned samlede sig store mængder til en andagt for Maria af Fatima, under politiets modstand, der både fyrede tåregas af inde i kirken, og sågar skød mod Mariafiguren, der var båret ud af kirken, fordi der var så mange forsamlede, at selv den store kirke ikke kunne rumme dem.
Kuglerne kan i dag ses ved figurens fundament.
Et historisk imponerende monument, en vidunderlig kirke, der rummer både historie og angiver en kirke, parat til at slås for menneskers frihed.
