Af Andrea Gagliarducci │ Vatikanet, 3. oktober 2024
Oversættelse KATOLSKLIV │ EWTN Danmark
Måske ligger det i synodens natur at tage skridt tilbage efter at have taget flere skridt fremad. Men tonen i de første dage af synodens afsluttende generalforsamling gør det tydeligt, at der i øjeblikket ikke er tale om revolution i kirken.
Den tone blev slået an, få dage før samlingen gik i gang i Vatikanet i denne uge, da pave Frans i sin tale i Belgien den 27. september sagde, at det ikke var meningen, at synoden skulle fremme det, han kaldte »trendy reformer«.
Nu synes det klart, at selv om de delegerede måske vil diskutere mange ting i løbet af de næste tre uger, vil der ikke blive besluttet noget. Der vil ikke ske nogen læremæssige ændringer. Ingen indskrænkning af biskoppens rolle. Ingen hast med at løse spørgsmålet om at åbne diakonatet for kvinder.
I stedet kan denne måneds virkelige udfordring meget vel være, hvordan man håndterer forventningerne hos dem, der håber på og presser på for gennemgribende ændringer. Kardinal Jean-Claude Hollerich, synodens generalrapportør, hentydede til den fare ved afslutningen af sidste års samling, da han bemærkede, at mange ville blive skuffede, hvis kvinder ikke fik en større rolle i kirken.
Men er der en større ændring i kirkens ledelse på vej? Det virker usandsynligt. Pave Frans understregede selv i sine bemærkninger ved åbningen af dette års forsamling den 1. oktober, at »tilstedeværelsen af medlemmer, der ikke er biskopper, i Bispesynodens forsamling ikke mindsker forsamlingens episkopale dimension«, en henvisning til de snesevis af lægfolk og kvindelige ordensfolk, der deltager som delegerede med stemmeret.
Han tilføjede med tydelig irritation, at forslag om det modsatte skyldtes »en eller anden storm af sladder, der gik fra den ene side til den anden.« Faktisk er der ikke engang »nogen grænse eller undtagelse for den enkelte biskops eller bispekollegiets autoritet«, sagde han.
Paven forsøgte snarere at præcisere, at forsamlingen »indikerer den form, som udøvelsen af biskoppelig autoritet er kaldet til at tage i en kirke, der er bevidst om at være konstitutiv relationel og derfor synodal.« Kort sagt er det en »modus gubernandi«, en måde at regere på. Alligevel forbliver det en regering snarere end et åbent forum.
Der har været masser af andre signaler om, at en revolution ikke er nært forestående.
For eksempel var der kardinal Víctor Manuel Fernández, præfekt for Dicastery for the Doctrine of the Faith, som i sin rapport om nye ministerier sagde, at pave Frans ikke anser øjeblikket for det kvindelige diakonat for at være »modent«. Refleksionen fortsætter med andre ord. Kirken vil bestræbe sig på at give mere plads til kvinder i beslutningstagende roller, men der er brug for yderligere diskussion om enhver form for ordineret tjeneste - noget, som paven allerede havde antydet på sin pressekonference i flyet den 29. september på vej tilbage fra Belgien.
I deres foreløbige rapporter til synoden viste de studiegrupper, som paven havde bedt om at undersøge spørgsmål om et kvindeligt diakonat og andre kontroversielle emner, også en vis forsigtighed fra biskoppernes side, når de behandlede doktrinære spørgsmål. Biskopperne vil måske nok give lægfolket større indflydelse på beslutningstagningen, men ikke når det drejer sig om lærespørgsmål.
Studiegruppen, der har til opgave at undersøge »biskop-dommerens« rolle, er et tydeligt eksempel. Pave Frans har placeret biskopperne i centrum af processen for omstødelse af ægteskaber og bedt dem om - ja, næsten pålagt dem - at være de endelige dommere. Men de biskopper, der er indkaldt til at tale om emnet, har i stedet bekræftet, at biskoppen i nogle tilfælde bør have mulighed for at uddelegere dette ansvar til regionale og nationale domstole, der »kan garantere stor upartiskhed i beslutningerne.« Er det et skridt tilbage i forhold til, hvad pave Frans allerede har bedt om?
Og når det gælder om at gøre processen med at udvælge biskopper mere gennemsigtig, afhænger meget af, hvordan den apostoliske nuntius i hvert land udøver udvælgelsesprocessen. Der opfordres til »mere opmærksomhed på den lokale kirke« og »mere inddragelse af den lokale kirke«, men det er et spørgsmål om tilgang, ikke om revolutionerende ændringer.
Selv om nyheden er, at Dicastery for Bishops har iværksat en undersøgelse for at evaluere praksis for ad limina-besøg, ved vi allerede, at pave Frans længe har inkluderet møder på tværs af afdelinger i sine ad limina-besøg, når den lokale situation kræver det.
Studiegrupperne har også understreget, at der ikke er behov for at ændre Ratio Fundamentalis, Vatikanets dokument, der allerede blev revideret af pave Frans i 2016, og som tjener som grundlag for uddannelsen af præster og diakoner. I studiegruppens tekst står der, at man højst kan skrive »en præambel, der på den ene side klart beskriver de ordinerede præsters relationelle identitet i en synodal og missionær kirke og på den anden side angiver principper og kriterier for implementeringen af Ratio Fundamentalis og Ratio Nationales i harmoni med denne ekklesiologiske og missiologiske ramme.«
Den måske mest interessante del vedrører spørgsmålet om forholdet mellem de østlige katolske kirker og den latinske kirke, for ifølge studiegruppens tekst er målet at få et »dokument fra Den Hellige Stol, redigeret af Dikasteriet for de østlige kirker, adresseret af Den Hellige Fader til de latinske biskopper og indeholdende nogle retningslinjer for disse aspekter.«
Synodens kanoniske kommission fokuserer på at gøre pastoralråd i bispedømmer/provstier og sogne obligatoriske. Men dette tema er allerede fremhævet i Den Internationale Teologiske Kommissions dokument om synodalitet, som blev udgivet i 2018.
Indtil videre er der kort sagt meget ballade om ingenting. Måske er der større vægt på »de fattiges råb« og på behovet for ikke at fokusere på doktrinære spørgsmål. Og alligevel synes biskopperne at være tilfredse med deres almindelige disciplin, når det drejer sig om at komme med et konkret forslag.
Annoncer og betalingsmure
Du kan være med til at gøre KATOLSK LIV til en del af danske medier. Skabe balance i et medielandskab, hvor formidling af religiøs tro, liv og overbevisning er udfordret.
HJÆLP KATOLSK LIV med at holde projektet fri af annnoncer og betalingsmure; så når vi også dem af os der ikke kender til katolsk tro og liv.
Læs mere om økonomisk hjælp - HER
KATOLSK LIV │ EWTN Danmark
KATOLSK LIV er associeret med verdens største religiøse medienetværk EWTN, og modtager ingen økonomisk støtte. Vi kan derimod frit gøre brug af en lang række katolske medieresurser og har fuld redaktionel frihed.
