Catholic News Agency, CNA, Paris, Frankrig, den 10. august 2024
Af: Emma Silvestri
Oversat af: Birgit Bidstrup Jørgensen
I de sidste 340 år har folk i byen Hasselt i det nordøstlige Belgien hvert syvende år fejret en stor Mariabegivenhed med processioner, liturgier og kulturelle initiativer til ære for "Virga Jesse". I år forventes titusindvis af mennesker at deltage i den 47. fejring mellem den 11. og den 25. august.
"Virga Jesse", som kan oversættes til "Jesses rod", er en gammel betegnelse for Jomfru Maria. I Det Gamle Testamente forudsiger profeten Esajas Kristi fødsel med disse ord: ”Men der skyder en kvist fra Isajs [Jesses, o.a.] stub, et skud gror frem fra hans rod” (Es 11,1). Den kristne tradition hilser Kristi mor, efterkommer af Davids stamme, som "Jesses rod".
Fejringen af Virga Jesse hvert syvende år er en del af en tradition for Maria-processioner i Euroregionen Meuse-Rhein, der samler en del af Flandern i Belgien, den sydøstlige del af Holland og den vestlige del af Tyskland. Festlighederne afholdes hvert syvende år i Tongeren (Belgien), Susteren (Holland) og Aachen (Tyskland).
I år har byen Hasselt i Belgien arrangeret festlighederne omkring sin Mariastatue i Vor Frue Basilika. Den gotiske egestatue af Maria er blevet æret i Hasselt siden det 14. århundrede, og traditionen med fester hvert syvende år begyndte i 1682.
Denne dyrebare skulptur, der er omkring 90 cm høj og med mange farver, er fyldt med symbolik. Ifølge Virga Jesses officielle hjemmeside i Hasselt henviser Jesusbarnets tunika i en blanding af gul og brun til det guddommelige og det jordiske.
Fejringens rødder
Folk i Hasselt er meget knyttet til deres Madonna, som de gennem generationer har påkaldt i tider med ulykke. Madonnaen af Hasselt modtog officiel anerkendelse i en historie, der fortælles på festens hjemmeside.
I vinteren 1867 ramte alvorlig kvægpest, en smitsom virussygdom for klovdyr, besætninger i Hasselt. På grund af deres brug af heste truede sygdommen destillatørerne af den lokale specialitet jenever (forgængeren til moderne gin). Som de havde gjort i århundreder, søgte befolkningen i Hasselt tilflugt ved foden af Virga Jesse og indledte en novene [en andagt over ni dage, o.a.].
Sygdommen blev slået ned, og bevæget af en dyb taknemmelighed over for deres beskytter, bad indbyggerne i Hasselt Vatikanet om at krone Virga Jesse. Rom indvilligede, og den 15. august 1867 blev denne hæder givet statuen i centrum af byen under besøget af en pavelig repræsentant, monsignor Xavier de Merode.
Denne historie har yderligere styrket byens indbyggeres beslutning om at mødes hvert syvende år for at fejre Virga Jesse.
"Det er en åndelig tradition, men også en kulturel," sagde Luc Vandeweyer, kommunikationschef for Hasselts Virga Jesse-udvalg, til CNA. "Festlighederne er centreret om Jomfru Maria, men mange initiativer er blevet udviklet i byens kvarterer med ornamenter og levende tableauer i gaderne."
Mens Vandeweyer erkendte, at katolicismen i Belgien "er blevet mindre moderigtig i de seneste årtier", sagde han, at han glæder sig over, at denne marianske tradition stadig er "sprællevende".
"Vi formår at samle over 1.300 deltagere til hver procession, der er baseret på episoder fra Marias liv," sagde han.
I flere måneder har otte grupper med hjælp fra den organiserende Virga Jesse-komité i Hasselt og en professionel producent udarbejdet tekster, sange og danse, der illustrerer Jomfru Marias liv omkring temaer som åbenhed over for Gud, glæde, tro, evig kærlighed, håb og taknemmelighed.
I år kunne deltagerne for første gang bidrage aktivt til optogets indhold og udformning. I programhæftet til festivalgæsterne gjorde udvalget plads til interviews med deltagere. For eksempel vil den ældste mand i optoget på 97 år følge optoget i kørestol. Der er også historien om en familie, som deltager med fire generationer af kvinder - bedstemor, datter og et barnebarn, som er gravid med en datter.
Selve organisationskomiteen har omkring 20 medlemmer og i august 250 frivillige, som koordinerer tre processioner rundt om Jomfruen den 15., 18. og 24. august samt musikken, kostumerne, dekorationerne og sikkerheden under festlighederne. Alene hver procession tiltrækker omkring 20.000 besøgende.
Virga Jesses ”mirakler”
I Hasselts gader skildrer malerier de "mirakler", Hasselts skytshelgen har udført - og mange mirakuløse begivenheder tilskrives Virga Jesse.
Traditionen fortæller, at et barn, der legede på et loftskammer, faldt ud af et vindue og blev fundet død på brostenene af sin mor. Da moderen bragte barnet til statuen af Virga Jesse, udvirkede Jomfruen at hendes søn vendte tilbage til livet.
I en anden historie, "L'homme errant", begav en indfødt i Hasselt ved navn Christianus sig på en pilgrimsrejse til Rocamadour i Frankrig. En nat vandrede han ind i en skov og endte altid det samme sted, uden at kunne finde vejen ud. I ekstrem nød råbte han: "Virga Jesse, red mig!" Og pludselig mærkede han Jomfru Maria tage ham i hånden og føre ham i sikkerhed.
I endnu en mirakuløs historie omkring Virga Jesse brød en tyv natten til den 16. august 1659 ind i basilikaen lokket af de guld- og sølvsmykker, ædelstene og kniplingskjoler, der dækkede statuen af Jomfruen.
Tyven fyldte en pose med byttet og klatrede op på hegnet mellem koret og tværskibet, da han indså, at han på mærkelig vis sad fast på hegnet, trods alle sine forsøg på at flygte. Her fandt politiet ham.
Et andet mirakel stammer fra Anden Verdenskrig. Natten mellem den 3. og 4. november 1944 ødelagde en bombe en stor del af kirken, der huser Virga Jesse. Statuen blev dog fundet intakt under murbrokkerne.
Dette års festligheder
Foruden de ovennævnte processioner finder der mellem den 11. og 25. august omkring 50 gudstjenester, 100 koncerter, 70 teaterforestillinger og en halv snes udstillinger sted.
En tradition, man ikke må gå glip af, er uddelingen af "ærtesuppe", som finder sted på pladsen foran basilikaen under "Langemans” øje - en 16 fod høj statue af en kæmpe fra den lokale tradition, som kun kommer ud af sin kælder til Virga Jesse-festligheder eller ved ankomsten af en ny belgisk konge.
Alt dette fuldendes af "rotten", det traditionelle engelske navn for 45 gadekomittéer i Hasselts indre bydele, som udsmykker byens gader og pladser med flag, blomster, kunstværker, vimpler og bånd, der hænger fra træer. De samme grupper tager sig også af at skildre alle "miraklerne" omkring byens elskede Virga Jesse.
Annoncer og betalingsmure
Du kan være med til at gøre KATOLSK LIV til en del af danske medier. Skabe balance i et medielandskab, hvor formidling af religiøs tro, liv og overbevisning er udfordret.
HJÆLP KATOLSK LIV med at holde projektet fri af annnoncer og betalingsmure; så når vi også dem af os der ikke kender til katolsk tro og liv.
Læs mere om økonomisk hjælp - HER