21. november 2024
Udland

Kamala Harris’ holdninger til katolske spørgsmål: Hvad du bør vide

Den amerikanske vicepræsident Kamala Harris deltager den 22. juli 2024 i NCAA’s fejring af mesterskabet på Det Hvide Hus’ South Lawn i Washington, D.C. USA's præsident Joe Biden opgav sin kampagne for en anden periode som præsident efter ugers pres fra andre demokrater om at trække sig tilbage og bare måneder forud for valget i november og gav Harris sin støtte. | Kredit: Andrew Harnik/Getty Images

Catholic News Agency, CNA,Washington, D.C. Newsroom, den 24. juli 2024
Af: Tyler Arnold
Oversat af Birgit Bidstrup Jørgensen

Med præsident Joe Biden, der trækker sig fra at søge genvalg som præsident i 2024 efter intenst pres fra sit eget parti, er vicepræsident Kamala Harris den sandsynlige demokratiske modkandidat til tidligere præsident Donald Trump ved valget i november.

Harris blev opdraget af en kristen far og en hinduistisk mor og deltog i både hinduistiske og kristne gudstjenester som barn. Som voksen var Harris medlem af en Black Baptist-kirke. Hendes mand, Douglas Emhoff, er jøde og var medlem af en Reform Synagogue, da han voksede op.

Gennem hele sin karriere - som vicepræsident, senator og justitsminister i Californien - har Harris indtaget en række holdninger, der kan udgøre problemer for katolske vælgere, der er en central vælgergruppe.

Harris har konsekvent været fortaler for abort, undersøgte katolske nominerede til dommerembeder og modsatte sig pro-life [abortmodstander, o.a.] graviditetscentre og aktivister. Hun har også tilsluttet sig kønsideologi samt transkønnede og prævention, som til tider har sat religionsfriheden i fare.

Leder af Biden-administrationens indsats for abort

Som vicepræsident har Harris taget føringen i mange af Biden-Harris-administrationens bestræbelser på at fremme abort, herunder bestræbelserne på at gøre Roe v. Wades standarder for retten til abort til føderal lov.

I september sidste år påbegyndte vicepræsidenten en turné, med besøg på forskellige universitetscampusser kaldet "Fight for Our Freedoms College Tour" for at fremme abort og andre aspekter af administrationens dagsorden.

I begyndelsen af ​​2024 lancerede hun endnu en turné med taler for fremme af abort, kaldet "Fight for Reproductive Freedoms". I marts blev Harris under denne turné den første siddende vicepræsident, der besøgte en abortklinik, da hun besøgte en Planned Parenthood-facilitet i Minneapolis. Ved begivenheden roste hun abortforskere og revsede lovgivere, der stemte for at sætte grænser for abort.

I et interview med ABC i 2023 kritiserede Harris stater, der vedtog love mod abort og opfordrede Kongressen til at vedtage lovgivning, som ville etablere føderale abortstandarder, der forhindrer stater i at håndhæve pro-life love. I 2022 hævdede vicepræsidenten, at religiøse amerikanere kan støtte abort uden at opgive deres tro.

Som senator støttede Harris lovgivning, der ville have forhindret stater i at vedtage abortrestriktioner, og hun stemte imod et lovforslag, der ville have pålagt læger at yde lægehjælp til et barn, der er født efter et mislykket abortforsøg.

Undersøgte dommerkandidats medlemskab af Knights of Columbus

Som senator lagde Harris pres på tre nominerede til dommerembeder om deres tilknytning til Knights of Columbus: Brian Buescher, Paul Matey og Peter Phipps. Hendes spørgsmål antydede, at de nomineredes bånd til den katolske organisation kunne gøre dem partiske, fordi gruppen holder sig til Kirkens lære om liv og ægteskab.

I skriftlige spørgsmål til Buescher spurgte Harris for eksempel den nominerede, om han vidste, "at Knights of Columbus modsatte sig en kvindes ret til at vælge, når [han] sluttede sig til organisationen." Hun satte spørgsmålstegn ved, om han var enig med den daværende Supreme Knight Carl Anderson i, at abort er "drab på uskyldige i massiv skala." Hun spurgte ham, om han vidste, "at Knights of Columbus modsatte sig ligestilling, da [han] sluttede sig til organisationen."

I sit svar til Harris, informerede Buescher hende om, at "Knights of Columbus er en romersk-katolsk organisation med cirka 2 millioner medlemmer over hele verden."

"Organisationen har et religiøst og velgørende formål," fortsatte han. “Jeg sluttede mig til Knights of Columbus, da jeg var 18 år gammel og har været medlem lige siden. Mit medlemskab har indebåret deltagelse i velgørende begivenheder og samfundsbegivenheder i lokale katolske sogne."

Angreb på pro-life aktivists hjem

Som Californiens justitsminister organiserede Harris' kontor i 2016 en razzia i pro-life-aktivisten David Daleidens hjem.

Razziaen var en respons på Daleidens undercover-undersøgelse af Planned Parenthood, som viste, at organisationens embedsmænd diskuterede indtægter ved salg af væv og kropsdele fra aborterede fostre. Det er ulovligt at sælge fostervæv og kropsdele.

Harris hævdede, at Daleiden brød flere love, da han skaffede sig videoer af embedsmænd i Planned Parenthood. Han blev anklaget for 15 forbrydelser relateret til beskyldninger om forfalskning af identitet og krænkelse af privatlivets fred. Han nægtede sig skyldig, men sagen kører stadig.

Som statsadvokat iværksatte hun aldrig en undersøgelse af anklagerne mod Planned Parenthood, og hun modtog tusindvis af dollars i kampagnemidler fra Planned Parenthood.

Regulering af pro-life graviditetscentres ytringsfrihed

Som statsadvokat for Californien medsponsorerede og promoverede Harris Reproductive FACT Act, som krævede, at pro-life graviditetscentre skulle offentliggøre meddelelser med oplysninger om, hvor man kunne få abort.

Pro-life graviditetscentre sagsøgte statsadvokatens kontor og hævdede, at loven krænkede deres First Amendment-rettigheder. I 2018 afgjorde USA's højesteret, at loven krænkede retten til ytringsfrihed, fordi den tvang til ytring.

Lovgivningen tjente som model for lovgivere i andre stater, såsom Vermont og Illinois, der forsøgte at regulere ytringer fra pro-life graviditetscentre.

Modarbejder religionsfrihed og støtter kønsideologi

Gennem hele sin karriere har Harris været imod stærk beskyttelse af religionsfrihed og har støttet kønsideologi.

I 2014 var Harris en af ​​14 statsadvokater, der indgav en amicus-sag til Højesteret, som bad retten om at tvinge Hobby Lobby til at dække prævention - som inkluderede potentielt abortfremkaldende stoffer - i sine sygeforsikringer på trods af ejerskabets religiøse modstand.

Som senator gik Harris videre og var medsponsor af Do No Harm Act og Equality Act. Førstnævnte ville have afsluttet religiøse undtagelser for visse regeringsmandater, såsom love, der forbyder diskrimination baseret på seksuel orientering og kønsidentitet og regler, der tvinger til forsikringsdækning af abort og kønsskifteoperationer. Sidstnævnte ville have forbudt diskrimination på grund af seksuel orientering og kønsidentitet.

Som vicepræsident har Harris yderligere fremmet kønsideologien. Hun har kritiseret republikanske stater for at forbyde læger at udføre kønsskifteoperationer på mindreårige, begrænse kvindelig sport til kun biologiske kvinder og piger og forhindre lærere i at påvirke eleverne med kønsideologi.

 



Annoncer og betalingsmure

Du kan være med til at gøre KATOLSK LIV til en del af danske medier. Skabe balance i et medielandskab, hvor formidling af religiøs tro, liv og overbevisning er udfordret.

HJÆLP KATOLSK LIV med at holde projektet fri af annnoncer og betalingsmure; så når vi også dem af os der ikke kender til katolsk tro og liv.

Læs mere om økonomisk hjælp - HER