Af: Birgit Bidstrup Jørgensen
Liturgisk rang: Højtid. Liturgisk farve: Hvid
En af kirkeårets mest festlige højtider er Kristi Allerhelligste Legemes og Blods fest, og det med rette, for Kristus har givet os sit legeme og sit blod i Alterets sakramente som en gave for at frelse os. Når vi spiser hans legeme og drikker hans blod, gør vi, som han har budt os at gøre. Selve indstiftelsen af eukaristien fejres skærtorsdag aften i lyset af den stille uges sorgfulde begivenheder, hvor Jesu forestående tilfangetagelse og død hviler som en skygge over glæden. Men på denne højtidsdag i påsketiden er glæden i centrum over det store sakramente, som Kirken anbefaler os at modtage, så ofte vi kan.
I den liturgiske kalender falder den egentlige festdag 60 dage efter påske, altså på en torsdag, for at fremhæve sammenhængen med indstiftelsen af eukaristien skærtorsdag; men i mange ikke-katolske lande henlægges festen til den følgende søndag, dvs. 2. søndag efter pinse. I fejringen indgår, hvor det er muligt, en festlig procession med det allerhelligste sakramente udstillet i en monstrans, der under sang og bøn bæres gennem byens gader, nogle steder sejles med båd over søen ved kirken, mens blomster strøs foran sakramentet, som processionen skrider frem.
Oprindelsen til højtiden for Kristi Allerhelligste Legeme og Blod går tilbage til 1209, hvor den salige Giuliana di Cornillon (1193-1258) fra Liège i Belgien, en 16-årig augustinernonne, havde den første af flere visioner af en fuldmåne, hvor et stykke var brækket af. Hun vidste ikke, hvad visionen betød, men i en ny vision fik hun at vide, at det manglende stykke symboliserede en manglende fest i kirkeåret, nemlig en fest for Kristi Legeme og Blod, den hellige eukaristi, som hun skulle sørge for at få indført i Kirken. Som nonne var hun ikke selv i stand til at få indført en sådan fest, så i mange år fortalte hun ikke nogen om sine visioner. Da hun med tiden blev priorinde, fortalte hun sin skriftefader om dem, og talte også med flere teologer. Det førte til, at biskoppen af Liège i 1246foreskrev, at festen for Kristi Legeme og blod skulle fejres i hans bispedømme. En anden af teologerne var ærkediakonen af Liège, som senere blev pave Urban IV.
I 1263 skete et eukaristisk mirakel i Bolsena: En præst, som var kommet i tvivl, om brød og vin faktisk blev forvandlet til Kristi legeme og blod, så en dag blodet dryppe fra hostien og ned på corporalet (den dug på alteret, som hostierne og kalken sættes på). Pave Urban IV, som havde sin residens i det nært liggende Orvieto, hørte om miraklet, og fik corporalet bragt til sig. Han besluttede, at det måtte betragtes som et relikvie, fik bygget en domkirke i Orvieto til at huse det, og dér kan det nu ses i Capella del Corporale. I 1264 bestemte pave Urban IV, at der i hele Kirken skulle fejres en fest for Kristi Allerhelligste Legeme og Blod 60 dage efter påske. Men fordi pave Urban snart efter døde, blev festen først reelt indført af pave Clemens V i 1311. Skikken med at afholde procession med sakramentet begyndte dog allerede omkring 1275.
Men pave Urban IV nåede at bede teologen og filosoffen den hellige Thomas Aquinas (1225-74), der var dominikaner, om at skrive tekster til fejringen af denne store fest. Salmen Tantum ergo sacramentum synges, hver gang det allerhelligste sakramente udstilles i monstransen, og salmerne Pange Lingua, ”Pris det store sakramente”, og Lauda Sion Salvatorem, ”Pris o Sion din Forsoner”, synges på Kristi Legems og Blods fest. I sidstnævnte udtrykker Thomas Aquinas Kirkens lære om eukaristien meget klart:
Kristen tro os vished giver:
Brødet til hans legem bliver
Vinen til hans hjerteblod.
Hvad forstand og sans ej nemme
Lærer troens trygge stemme
Al naturens skik imod.
Brød og vin er kun et dække
Og der skjuler sig bag begge
Skikkelser en skat så stor.
Kød er spise, blod er drikke,
Og dog splittes Kristus ikke
Helt bag hver en form han bor.
Ej han deles, når han nydes,
Ej han mindskes, ej han brydes,
Helt og udelt rækkes han.
Én og tusinde annamme*,
Én og tusind få det samme;
Aldrig han fortæres kan.
[*annamme: fra nedertysk annamen ”tage imod”]
