16. oktober 2024

Hedvig, ordenssøster

Født ved Ammersee i Bayern, Tyskland, i 1174
Død i Trzebnica, Polen, i 1243
Helgenkåret i 1267
Mindedag 16. oktober

Hedvig var datter af en adelig familie.

Fem år gammel blev Hedvig sendt til benediktinerinderne i klostret Kitzingen i Franken for at blive opdraget og få en skoleuddannelse. Tolv år gammel blev hun gift med en søn af den polske kongefamilie, hertug Henrik I af Schlesien. De havde et lykkeligt ægteskab og fik syv børn. Hedvig overlevede alle sine børn undtagen en datter, der blev abbedisse. Efter fødslen af det sidste barn i 1208 bad Hedvig sin mand om, at de derefter måtte leve sammen i kyskhed.

De levede fortsat lykkeligt sammen til Henriks død i 1238. De grundlagde sygehuse og andet karitativt arbejde. De tilkaldte også tyske eksperter for at lære bønderne moderne jordbrugsmetoder. Hedvig grundlagde også i 1203 det første kvindekloster i Schlesien, et cistercienserindekloster i Trzebnica, og hun og Henrik stod bag åbningen af flere andre klostre.

Hedvig oplevede megen lidelse på grund af stridigheder i familien. Efter hendes ældste søns død i 1241 trak hun sig tilbage til klostret i Trzebnica, hvor hun tilbragte resten af sit liv, dog uden at aflægge klosterløfter. Der levede hun fattigt og asketisk, mens hun brugte sin formue til almisser og havde evnen til at helbrede syge.

Hedvigs grav i Trzebnica er et kendt valfartssted. Hedvig-søstrene, der udfører karitativt arbejde for syge, og som også har virket i Danmark, har taget deres navn efter hende.

Læs mere HER og HER

Værnehelgen for Polen, bispedømmet Berlin, for hjemmearbejdende og for brudefolk.