KOMMENTAR: Det kulturelle argument, som tilsyneladende vandt hævd i 1971 hos pave Skt. Paul VI, kan bruges mod den traditionelle latinske messe i dag.
National Catholic Register den 5. Juli 2024
Af: Fader Raymond J. de Souza
Oversat af: Birgit Bidstrup Jørgensen
Blandt traditionelle katolikker i England er "Agatha Christie"- brevet en prøvesten på hukommelsen, æret på samme måde som en manipel fra den elizabethanske æra, der ikke vil underlægge sig autoritet.
Så det er ikke overraskende, at brevet findes frem igen i forhold til de aktuelle kontroverser om 1962-missalet, eller den traditionelle latinske messe (TLM), som den almindeligvis kaldes af sine tilhængere.
I juli 1971 offentliggjorde The Times i London et åbent brev til pave Paul VI, en underskriftindsamling, der bad om tilladelse (dispensation) til at fortsætte TLM i England og Wales. Brevet blev underskrevet af mere end 100 kendte kulturpersonligheder, herunder romanforfatteren Agatha Christie. Hun var ikke katolik, men hun havde stor agtelse for katolske traditioner. Andre bemærkelsesværdige underskrivere omfattede Graham Greene, Kenneth Clark, Iris Murdoch, Joan Sutherland, jøden Yehudi Menuhin og to anglikanske biskopper (fra bispedømmerne Exeter og Ripon).
Paul VI, der selv var en mand af stor kultur, læste listen af underskrivere igennem og blev især slået ved at se Agatha Christies navn. Han gav "Agatha Christie-dispensationen", som den blev kaldt. Tilhængere af TLM peger på brevet som en erkendelse af, at, som brevet fra 1971 udtrykte det, "den pågældende rite med sin storslåede latinske tekst har inspireret til uvurderlige præstationer ... af digtere, filosoffer, musikere, arkitekter, malere og billedhuggere i alle lande og epoker. Derfor hører den til den universelle kultur."
I denne uge blev et nyt brev offentliggjort i The Times. Initiativet blev anført af den skotske komponist Sir James MacMillan. Som katolik fik han til opgave at komponere messer til pave Benedikt XVIs besøg i Storbritannien i 2010 samt en hymne til begravelsen af Hendes Afdøde Majestæt Dronning Elizabeth II i 2022.
MacMillan organiserede det åbne brev som svar på "bekymrende rapporter fra Rom om, at den latinske messe skal forvises fra næsten enhver katolsk kirke", og derved fjerne, hvad den kalder en "storslået åndelig og kulturel arv" fra det katolske liv.
Brevet kalder dette en "smertelig og forvirrende udsigt, især for det voksende antal unge katolikker, hvis tro er blevet næret af den", udtaler brevet med specifik reference til præcedens i brevet fra juli 1971.
"Den traditionelle liturgi er en 'katedral' af tekst og gestus, der udvikler sig, ligesom de ærværdige bygninger gjorde det gennem mange århundreder," skriver underskriverne fra 2024. “Ikke alle sætter pris på dens værdi, og det er fint; men at ødelægge den virker som en unødvendig og ufølsom handling i en verden, hvor historien alt for let kan glide ind i glemsel."
De 48 underskrivere kommer fra kulturens, den akademiske og politikkens verdener og omfatter katolikker, protestanter, jøder, agnostikere og ateister. Foruden MacMillan omfatter listen magasinudgiveren Sir Nicholas Coleridge, pianisten Dame Imogen Cooper, den tidligere minister Michael Gove, historikeren Tom Holland, menneskerettighedsforkæmperen Bianca Jagger, musicalkomponisten Andrew Lloyd-Webber, prinsesse Michael af Kent, sopranen Dame Kiri Te Kanawa og journalisten. A.N. Wilson. Det er en imponerende liste.
Ligesom dets forgænger fra 1971 henter brevet sine argumenter fra kulturen mere end fra gudsdyrkelse generelt eller liturgiske normer i særdeleshed. Det står klart i og med at også ikke-troende er underskrivere af brevet.
I de senere år er debatter om den traditionelle latinske messe skiftet fra mere specifikke liturgiske spørgsmål til spørgsmål om kultur, nemlig at TLM skaber sin egen kultur. Det er der en vis konsensus om.
Tilhængere taler om den sunde TLM-kultur som et alternativ til den dominerende sekulære og fordærvede kultur, et sikkert, trygt sted, hvor evangeliske energier kan næres, og hvorfra de kan sendes ud. Kritikere taler om en snæver subkultur, der lukker sig om sig selv og udvikler forskellige beklagelige tendenser.
Damian Thompson - en fremtrædende journalist i London og tidligere redaktør af Catholic Herald - skrev for nylig om, hvorvidt "pave Frans vil dræbe den latinske messe." Thompson er forsvarer for den traditionelle latinske messe og en voldsom kritiker af pave Frans.
"Hvordan kan Rom overhovedet retfærdiggøre en sådan grusomhed?" spørger Thompson.
"Ét argument, som Frans og hans anti-traditionalistiske kreds bruger, er, at TLM-tilhængere, især i Amerika, opfører sig som en åndeligt overlegen elite. Og det er der nogen sandhed i,” skriver han. ”De mere glødende traditionalister har taget en form for særlig klædedragt til sig: mændene bærer skæg og ryger pibe; deres hustruer klæder sig i iøjnefaldende beskedne lange nederdele. Nogle gange glider de over i et formynderisk sprog, som har fremmedgjort katolikker, der ellers ville være velvilligt indstillede over for dem."
Thompson mener, at de, der ønsker at begrænse TLM, ikke går så meget op i selve messen, men netop i den kultur, den skaber. Der er en vis legitimitet i den opfattelse.
Da pave Frans begrænsede TLM i 2021, skrev han et ledsagende brev til biskopper. Det er tydeligt, at den Hellige Fader var bekymret over, at en vis negativ kultur var ved at udvikle sig:
"En mulighed, der blev tilbudt af Skt. Johannes Paul II og, med endnu større storsind, af Benedikt XVI, med hensigten om at genvinde enheden i en Kirke med forskellige liturgiske sensibiliteter, blev udnyttet til at udvide kløfterne, forstærke forskellene og tilskynde til uenigheder, der skader Kirken, blokerer dens vej og udsætter den for fare for splittelse."
I stedet for at den traditionelle latinske messe er et sted for kulturel fornyelse, mener denne opfattelse, at TLM er blevet en forstyrrende subkultur i Kirkens liv. At fremsætte et kulturelt argument til forsvar for TLM er således måske ikke optimalt; der kan være enighed om, at den skaber sin egen kultur, men uenighed om, hvorvidt den kultur er god eller dårlig i sin art.
MacMillans brev fra 2024 fremsætter dog et ret anderledes kulturelt argument. Det foreslår, at den traditionelle latinske messe, ligesom de store katedraler, der gennem århundreder i overflod er plantet i Englands grønne og smukke land, er en guldgrube af visdom, et kar for idealer og et udtryk for ædel stræben. Det er et argument, der er dybt resonant med et vist engelsk temperament.
Det ses måske ikke på samme måde fra Rom - eller fra den nye verden. Det "katedral"-billede, som brevet anvender, inviterer også til iagttagelsen af, at den engelske religiøse kultur har et særligt talent for at bevare formen, efter at troen er væk, stil uden substans.
De store katedraler i Ely og Canterbury er monumenter over det bedste af engelsk kultur, men bliver nu anvendt til profane rave-fester. Skønheden i den ydre form betyder ikke en indre integritet. For en vis tankegang, der fuldt ud er klar over den doktrinære og moralske forvirring i det anglikanske fællesskab, kan et argument om engelske kulturmonumenter slet ikke give positiv genklang. Så meget desto mere, når agnostikere og ateister argumenterer for disse monumenter.
Faktisk var de største af de engelske katolikker, som var en pryd for engelsk kultur - John Henry Newman, Ronald Knox, G.K. Chesterton - villige til at tage standpunkt imod den formelle storhed i anglikansk arkitektur, ritualer og musik til fordel for den katolske tro.
Tilhængere af den traditionelle latinske messe ville svare, at de er vogtere af katolsk ortodoksis autentiske tradition. De ønsker at leve troen i sammenhæng med "katedralen for tekst og gestus" i TLM. Det er uden tvivl et oprigtigt argument for en kultur levendegjort af tro. I betragtning af tilhængernes prestige, vil det blive bemærket.
Men det kulturelle argument, som tilsyneladende vandt hævd hos pave Skt. Paul VI, kan bruges imod den traditionelle latinske messe i dag.
