BISKOP ROBERT BARRON på den netop afviklede Eukaristiske Kongres i USA:
Venner, den nationale eukaristiske kongres var et af højdepunkterne i min tid som præst. Hvilken glæde at være til stede sammen med over halvtreds tusinde deltagere, der så trofast søgte vores Herre.
Jeg fremhævede tre temaer i min hovedtale, de evangelsike råd: Fattigdom, kyskhed og lydighed. Hvis alle katolikker udlevede disse dyder - og vi er alle, ikke kun præster og ordensfolk, kaldet til dem - kunne vi ændre verden fra den ene dag til den anden.
Lyt til en tale hvor den verdenskendte katolske biskop, med millioner af følgere på sociale medier, tillægger det katolske lægfolk (the laity), dig og mig, et fornyet ansvar for en anden og bedre verden.
BEMÆRK: KATOLSK LIV vil monterer danske undertekster til talen.
Maskinoversættelse til dansk:
Gud velsigne jer alle. Jeg takker jer. Sikke et syn.
Og sikke en dag det har været, hva'? Jeg har været præst i 38 år, og disse dage er et af de største øjeblikke i mit præstedømme. Det mener jeg virkelig. At se processionen i dag, entusiasmen og den dybe hengivenhed hos jer alle.
At se denne forsamling, hvordan kan man benægte, at Helligånden er her blandt os? Jeg så listen over talere i aften, og så så jeg Jonathan Rumi backstage, og jeg sagde: Fedt, jeg får lov til at være den første taler efter Jesus. Jeg lærte ham rigtig godt at kende, da jeg var biskop i Californien. Og faktisk kom han hjem til mig flere gange.
Og Californien. Vi kan ikke alle være fra Californien, okay? Nå, men Jonathan kom et par gange, og jeg opdagede, at han er god til stemmer, som du ved. Og at han og jeg deler en stor kærlighed til The Simpsons.
Så en aften sad vi på verandaen i mit hus, og Jonathan Rumi lavede Simpsons-stemmer. Og på et tidspunkt tænkte jeg: Okay, ud af Jesu ansigt kommer Homer Simpsons stemme. Og jeg tænkte, at mit liv har taget en mærkelig drejning.
Nå, men jeg vil gerne dele nogle tanker med jer i aften, alle sammen. Den store engelske katolske apologet Ronald Knox sagde noget, som altid er blevet hos mig, lige siden jeg læste det. Knox sagde, at næsten alle Jesu befalinger er blevet vanæret eller i bedste fald æret i bruddet.
Tænk på, du ved, elsk dine fjender, og velsign dem, der forbander dig, og døm ikke, og alle de moralske krav fra Jesus. Gang på gang ignorerer vi dem. Men mærkeligt nok, sagde Knox, er der en befaling fra Jesus, som vi gennem århundreder konsekvent har adlydt.
Og det er: Gør dette til minde om mig. På trods af vores synder, på trods af vores fiasko, på trods af vores dumhed og alt det der, har vi på en eller anden måde vidst, alle sammen, af et meget dybt instinkt, at vi skal følge denne befaling fra Herren. Vi har på en eller anden måde i vores hjerter vidst, hvor uundværlig eukaristien er.
Dette er mit legeme, siger Jesus. Dette er mit blod. Og fordi han ikke bare er en profet blandt mange, ikke bare en visdomsfigur, men snarere Gud fra Gud, lys fra lys, sand Gud fra sand Gud, fordi han er det, er det, han siger, sandt.
Det er kirkens grundlæggende teologi, teologien om det virkelige nærvær. Det er derfor, vi er her. Men jeg vil gerne have, at du fokuserer på nogle ord, som vi måske ikke lægger nok mærke til.
Jesus siger ganske vist, at dette er mit legeme, men så tilføjer han, at det er givet hen for jer. Dette er mit blod, udgydt for jer. Det, der virkelig bliver til stede i eukaristien, er ikke bare Jesu legeme og blod, som stumt og objektivt er der.
Det, der virkelig bliver nærværende, er Jesu legeme, der gives. Jesu blod udgydt. Når vi derfor indtager eukaristien, bliver vi det, vi spiser, ikke? Vi bliver, hvad vi spiser.
Vi bliver tilpasset en kærlighed til døden. Vi bliver en krop, der gives til andre. Vi bliver til blod, der udgydes på vegne af andre.
Her er en, det er en udfordrende idé, men jeg vil tilbyde den til jer alle i aften. Din kristendom er ikke for dig. Kristendom er ikke et selvhjælpsprogram, noget, der er designet til at få os til at få det bedre med os selv.
Jeres kristendom er for verden. Jesus sagde, at I er verdens lys. Hvis du sætter dit lys under en skæppe, nytter det ikke noget.
Du er jordens salt. Derfor er det meningen, at du skal forbedre det, der er godt i verden. Det er meningen, at du skal dræbe det, der er dårligt i verden.
Men hvis saltet mister sin smag, hvem kan så gøre det salt igen? Du kan godt se ideen. Vores kristendom er ikke for os. Vi spiser Jesu legeme og drikker hans blod, som er blevet ofret for verden.
Tænk her, alle sammen, på den kære pave Frans, kirken, der går ud fra sig selv. Ja, ja, ja. Eukaristien er ikke til for os som en lille privat ejendel.
Det er meningen, at den skal gøre os lig med Kristus, som giver sit legeme, blod, sjæl og guddommelighed til verden. Det er Vaticanum II, det store koncilsdokument, Lumen Gentium, ikke? Nationernes lys. Hvem er lyset? Jamen, Kristus.
Det er meningen, at vi skal være bærere af det lys til hedningerne, til verden. Det er hele kirkens ekklesiologi. Det var det, der animerede Johannes Paul II, Benedikt XVI og pave Frans.
Den samme idé. Kirken, der går ud fra sig selv. Når jeg ser på denne store skare i dette rum, jøsses, det løfter mit hjerte.
Energien i dette rum... Jeg mener det, alle sammen. Energien i dette rum kunne ændre vores land. Det er sandt, er det ikke? Det er sandt.
Ved du, hvor mange katolikker der er i USA? Omkring 70 millioner. Vi udgør lige knap en fjerdedel af befolkningen. Tænk over det et øjeblik.
Se dig omkring i lokalet, mens du gør det. Tænk, hvis 70 millioner katolikker fra og med i aften begyndte at leve deres tro radikalt og dramatisk? Blev en krop, der blev ofret, et blod, der blev udgydt. Vi ville ændre landet.
Siden 2. Vatikankoncil har der været en masse snak om lægfolkets rettigheder og privilegier. Og det er rigtigt. At overvinde en slags indskrænket klerikalisme og invitere lægfolket og alt det der.
Jeg er vild med det. Jeg er vild med det. Jeg går helt ind for det.
Men må jeg måske tilføje et ord om udfordring? Det er ikke blevet understreget så meget. Sammen med lægfolkets rettigheder og privilegier er lægfolkets forpligtelser. Ved du, hvad Vatikanet II ønskede? Vatikanet II ønskede store katolske advokater.
Store katolske politikere. Store katolske forfattere. Store katolske journalister.
Store katolske forældre. Store katolske undervisere. At gå ud i verden.
Vatikanet II sagde, at seculum, den sekulære orden, er jeres rum. Bevæg jer ind i det med panache og energi og intelligens og entusiasme og bliv krop givet, blod udgydt. Vi har sat ild til det land.
Se på os. Du har helt sikkert rettigheder og privilegier. Og du har denne store, hellige forpligtelse.
Dorothy Day har længe været en af mine helte. Og tilbage i 1950'erne klagede Dorothy Day over noget. Hun sagde, at der var en slags todelt spiritualitet i den katolske kirke.
Der var en spiritualitet med buddene. Den var for lægfolk. Og det betød, at man skulle følge de grundlæggende ti bud.
Og det er alt, hvad vi kan forvente af dig. Og så var der det, hun kaldte en rådsspiritualitet for præster og ordensfolk og så videre. Hvad er det for noget? Tja, de evangeliske råd.
Fattigdom, kyskhed, lydighed. Så ud over budene, som er for almindelige mennesker, er der en slags, du ved, for de åndelige atleter, de har fattigdom, kyskhed og lydighed. Dorothy Day hadede det.
Hun hadede den skelnen. Se, hun elskede præster, og hun elskede de indviede ordensfolk, og hun vidste, at de udlevede disse ting på en særlig måde. Men hun vidste også, at der ikke findes en todelt spiritualitet i kirken.
Lægfolket er også kaldet til heroisk hellighed. Lægfolk er også kaldet til fattigdom, kyskhed og lydighed. Så i den korte tid, jeg har til rådighed, vil jeg gerne sige noget meget enkelt om hver enkelt af dem.
For jeg tror, at vi i denne udlevelse af en koncilspiritualitet vil se mere konkret, hvad det vil sige at være Kristus i verden. Så først fattigdom. Lægfolk er ikke kaldet til den fattigdom, som f.eks. en franciskanermunk eller en trappistmunk har.
Det er en særlig religiøs form for fattigdom. Der er nogen, der fløjter for det, okay, godt. Men lyt til mig nu.
Alle lægfolk er faktisk kaldet til det evangeliske fattigdomsråd. I hvilken forstand? I den forstand, som alle de åndelige mestre kalder løsrivelse. Løsrivelse.
Jesus sagde, hvad mente han? Han mente en klarhed om, hvad du vil, og hvad du står for. Guds rige. Og resten af livet vil på en måde passe sig selv i forhold til det ønske.
Sankt Augustin sagde: "Hvis du elsker alt andet for Guds skyld, så skal det nok gå. Et billede, som jeg har delt, hvis folk har fulgt med i mit arbejde, ved de det, men det har været så nyttigt for mig gennem årene. Billedet af lykkehjulet.
Ikke Vanna White, men længe før Vanna White, i middelalderen, var der dette store symbol. Lykkehjulet, der uundgåeligt drejer rundt. Øverst sidder en konge.
Han har alt. Så drejer hjulet, og du har en konge, der har mistet sin krone. Og allernederst er der en fattig mand.
Han har ingenting. Og så drejer hjulet denne vej, og du har nogen, der klatrer op til toppen. Tænk på rigdom.
Nydelse. Ære. Magt.
Alle de ting, som verden fortæller os, vil gøre os lykkelige. Bare fyld dit liv med nok af dem, så bliver du lykkelig. Det er at leve på kanten af hjulet.
Har jeg ikke ret? Det hjul, der drejer. Når du er på toppen af lykkehjulet, har du alt, hvad du nogensinde har ønsket dig. Al den rigdom, magt og berømmelse, du nogensinde har ønsket dig.
Det eneste, du ved, er, at det vil ændre sig. Du kommer til at miste det. Og nogen, der søger berømmelse, vil forsøge at slå dig ud af den position.
At leve på hjulets evigt foranderlige kant er at leve i angst og afhængighed. Lyder det bekendt? Medsyndere i dette rum. Vi kører alle på lykkehjulet i varierende grad.
Vi bruger vores liv på at løbe efter rigdom, fornøjelse, ære og magt. De åndelige mestre siger, at man ikke skal leve på kanten. Lev i midten af hjulet.
I midten er der en afbildning af Kristus. Den samme i går, i dag og til evig tid. Kristus, som forbinder os med Guds evighed.
Lev i ham. Og så kan du se, hvordan hjulet drejer. Jeg er rig, jeg er fattig, jeg er tidligere rig, jeg bliver rigere.
Hjulet skifter, men jeg lever ikke der. Se, at leve i det rum er at leve i løsrivelsens rum. Hør nu her.
På hjulets kant er jeg fanget i angst og afhængighed. Jeg er besat af de verdslige goder. Og derfor kan nåden ikke strømme gennem mig.
Medsyndere, vi spilder så meget af vores liv på at jage efter disse verdslige goder, som ikke vil tilfredsstille os. Men hvis vi lever i Kristus, hvis vi lever i centrum af hjulet, løsrevet fra verdens goder, så kan Gud arbejde gennem os. Nåden kan strømme gennem os ud i verden.
Og det er den fattigdom, som I alle er kaldet til. Det er den fattigdom, der virkelig vil forandre verden. Må jeg give jer en lille ting fra pave Leo XIII? Det er fra Rerum Novarum, du ved, det dokument, der grundlagde kirkens sociale undervisningstradition.
Han sagde dette: Når kravene om nødvendighed og anstændighed i dit liv er opfyldt, tilhører alt andet, du ejer, de fattige. Må jeg foreslå dig, at det vil ændre dit liv, hvis du lader det synke ind. Igen, når kravene om nødvendighed og anstændighed i dit liv er opfyldt.
Så tænk nu på rigdom, glæde, ære, magt, når du har nok af de ting til at, du ved, okay, du har nok til at leve, ja så tilhører alt andet de fattige. Det kan man ikke sige, hvis man lever på kanten af hjulet. Det kan man kun sige, når man lever i midten, på det sted, hvor man er løsrevet.
Okay, så det er fattigdom. For det andet kyskhed. Nu er der kyskhed i cølibat, som leves af ordensfolk og præster, og folk blander ofte de to ting sammen, cølibat og kyskhed.
Men kyskhed er et meget mere generelt begreb. Det betyder, at man lever sit seksuelle liv på en moralsk og åndeligt ansvarlig måde. Det betyder seksuel retskaffenhed.
Det betyder at leve sin seksualitet på en moralsk og åndeligt retfærdig måde. Alle er kaldet til det. Lad mig sige det på denne måde.
Ja, du kan bifalde kyskhed. Jeg ved, at kirken får et dårligt ry på dette område, og når de unge mennesker, der har meldt sig ud, fortæller, hvorfor de har meldt sig ud, siger de ofte noget i retning af, at kirkens seksualundervisning ikke er fair, og at den er for puritansk, og de løfter altid pegefingeren. Dette er kirkens seksualundervisning.
At bringe ens seksualitet helt ind under kærlighedens vinger. Lad mig sige det igen. At bringe hele ens seksualitet under kærlighedens vinger.
Hvad er kærlighed? Ikke en følelse. Ikke en ting. Kærlighed, sagde Thomas Aquinas, er at ville den andens bedste.
Det er hele det kristne liv. At elske hinanden, ikke? Så nu lever du din seksualitet på en sådan måde, at den ikke primært er til dit eget bedste, men til den andens bedste. At din seksualitet bliver en kærlighedshandling.
Kan I nu se, alle sammen, at al kirkens undervisning på det seksuelle område ikke har noget med puritanisme at gøre. Nej, kirken fejrer seksualiteten. Vi er ikke et dualistisk, puritansk system.
Men vi ønsker at bringe hele livet, inklusive din seksualitet, ind under kærlighedens vinger. Tænk på nogle af de klassiske emner. Abort og seksuelt misbrug, objektivering af både mænd og kvinder, utroskab, hook-up-kulturen, pornografi.
Hvad har alle disse ting til fælles? Ingen af dem falder ind under kærligheden. De er alle, i varierende grad, en seksualitet vendt mod sig selv. Kirken er ikke imod sex.
Den er imod sex adskilt fra kærlighed. Lad mig give dig et citat fra den hellige pave Paul VI. Det er fra den meget udskældte Humanae Vitae, og pave Paul taler her ganske vist om prævention, men jeg vil gerne have, at I hører det princip, han formulerer.
Det er præcis, hvad jeg har talt om. Dette er fra Humanae Vitae. En anden effekt, der giver anledning til bekymring på dette område af prævention, er, at en mand, der bliver vant til at bruge præventionsmetoder, glemmer den ærbødighed, der skyldes en kvinde, og ser bort fra hendes fysiske og følelsesmæssige ligevægt, reducerer hende til at være et rent instrument til tilfredsstillelse af hans egne ønsker og ikke længere betragter hende som sin partner, som han bør omgive med omsorg og kærlighed.
Ikke dårligt. Det er princippet, alle sammen. Det er princippet.
Johannes Paul II sagde det samme, da han sagde, at man aldrig må behandle et andet menneske som blot et middel og ikke som et mål i sig selv. Igen reducerer man hende til blot at være et instrument til at tilfredsstille sine egne ønsker. Det er det, kirken er imod.
Kyskhed betyder, at man lever sit seksuelle liv i opposition til det, at det hele bliver en kærlighedsgave. Hør nu på mig. Hvad ville der ske, kære katolikker, hvis 70 millioner katolikker fra og med i aften besluttede sig for at leve i overensstemmelse med kyskhed? Hvad ville der ske? Abort, seksuelt misbrug, pornografi, hook-up-kulturen, objektivering af mænd og kvinder, alt det ville blive angrebet.
Alt dette ville blive undermineret. Så hvis vi vrider vores hænder over vores onde, faldne samfund, og det er det på mange måder, men giver vi så os selv skylden for, at 70 millioner af os ikke har levet i overensstemmelse med dette store evangeliske råd? Åh, det er for præsterne. Nej, siger Dorothy Day.
Nej, siger jeg i aften. Det er for alle. Det er for alle.
Fattigdom og kyskhed. Bare en mere, så stopper jeg. Fattigdom, kyskhed og lydighed.
Måske det vigtigste. Tal med præster, og de vil ofte fortælle dig om de løfter, de aflægger. Det sværeste er lydighed.
Jeg kan huske for mange år siden, da kardinal George, som var min store mentor og helt, udnævnte mig til rektor for Mundelein Seminary. Det var måske en måned senere. Hej, Mundelein.
Måske en måned senere, og der var en stor fundraiser, og mange af de velhavende mennesker var der, og kardinalen var der iført sin prestekjole og sin røde kappe og det hele. Der kom en dame hen til mig, og hun var helt forarget. Hun sagde: Fader Baron, det er den dummeste udnævnelse, jeg nogensinde har hørt.
Du har en tjeneste, Word on Fire, som rejser rundt i hele landet, og du udfører dit evangeliske arbejde, og nu har de sendt dig ud på det lille seminarium for at skubbe papirer rundt. Jeg synes, at det er den dummeste beslutning, der nogensinde er taget, at du skal være rektor. Og jeg sagde til hende, at der er en lille mand i en rød kappe i rummet ved siden af, som kan svare på alle dine spørgsmål.
Jeg har ikke besluttet det her. Nå, okay, det er præstelig lydighed, når man virkelig overgiver sit liv til sin overordnede. Da jeg blev ordineret, lagde jeg mine hænder i kardinal Bernadines hænder og sagde, at jeg lover lydighed mod dig og din efterfølger.
Okay, det er præstelig lydighed. Men lægfolk, lægfolk, I er også nødt til at praktisere det evangeliske råd om lydighed. I hvilken forstand? Hvilken stemme lytter du til? Der er så mange stemmer.
De er i sange, de er i film, de er i politikernes taler, de er i kulturen. Hvad er det, de siger? Rigdom, nydelse, magt, ære. Når man først ser de fire store - jeg lærte dem af Thomas Aquinas - når man først ser dem, ser man dem overalt.
Det er det, alle stemmerne fortæller dig, hvordan du kan få mere og mere og mere af de ting. Hører du efter? Obedire, ja, det betyder at lytte, lydighed. Lytter du til dem? Eller lytter du til en højere stemme? Det er på en måde hele Bibelen, alle sammen.
Det er hele Bibelen. Tænk på Abraham og Isak og Jakob og Moses og Josva og Peter og Paulus og Esajas og Jeremias. Hvad har de alle til fælles? De hørte helt sikkert virvaret af stemmer omkring dem.
Men så hørte de også den lille hviskende stemme, den højere stemme, Guds stemme. Hvad er det for en stemme? Den, der fortæller dig, at du ikke skal søge efter disse verdslige goder, men gøre det rigtige. Søg ikke efter, hvad verden fortæller dig, men vær et godt menneske.
Lad være med at bekymre dig om rigdom, glæde, magt og ære. Gør i stedet det, som Gud ønsker, at du skal gøre. Især unge mennesker her, lyt til mig, det er alt, hvad der betyder noget.
Alt andet i jeres liv er en fodnote. Det, der betyder noget, er, hvilken stemme du lytter til? Lydighed, obederer. En fantastisk moderne fortælling af denne bibelske historie er en af mine yndlingsfilm, Field of Dreams.
Kan du huske i Field of Dreams, da han hører dette... Iowanerne jubler sikkert over det, ikke? Det ved jeg nu ikke. Mit bispedømme ligger lige nord for Iowa, mit Winona Rochester bispedømme. Han er i gang med sit arbejde, og så hører han denne mærkelige, lille, hviskende stemme.
Hvis du bygger det, vil han komme. Og på trods af naboernes fordømmelse, på trods af familiens afvisning, lytter han til den stemme. Han bygger den baseballbane, som bliver en kanal til en højere verden, forbinder ham med fortid og fremtid, forbinder ham med det hellige.
Der er metaforen, alle sammen. Hvad lytter du til? Hvilken stemme følger du? Ved du, hvad der er det største problem i vores kultur i dag? Det er det, jeg kalder selvopfindelsens kultur. Den er udbredt overalt.
Det, jeg mener, er, at jeg bestemmer, hvem jeg er. Jeg bestemmer meningen med mit liv. Jeg bestemmer, hvad det hele handler om.
Du skal ikke fortælle mig det. Ingen autoritet fortæller mig det. Det er mig, der bestemmer.
Ja, selv mit køn bestemmer jeg. Selvopfinderkulturen er frastødende i forhold til det, jeg taler om, og det, Bibelen taler om. Når vi hører Guds stemme, fortæller Gud os, hvem vi skal være, og hvordan vi skal leve.
Hvilken stemme følger du? Alt andet vil være en fodnote. Jeg har før fortalt om Hans Urs von Balthasars store skelnen mellem egodramaet og teodramaet. Ego-dramaet er det, jeg skriver, jeg instruerer, jeg producerer det, og jeg er stjernen.
Er det ikke rigtigt? Bishop Barron-historien, som nu er på vej til Indianapolis. Det er egodramaet. Jeg keder mig ihjel med egodramaet.
Det keder mig til døde. Hvad er teodramaet? Det drama, som Gud skriver, Gud producerer, Gud instruerer, og han har en rolle til dig, som måske ikke er noget i verdens øjne, men hvem bekymrer sig om det? Hvem lytter du til? Hvilken stemme? Lægfolk er kaldet til at være lydige i denne radikale åndelige forstand. Og det er sådan, du finder din hellighed.
Bare en sidste tanke. Gå til den allersidste bog i Bibelen, Johannes' Åbenbaring. Det himmelske Jerusalem kommer ned og repræsenterer Åbenbaringens kulmination.
Verden er nu, hvad Gud ønsker, at den skal være, den skinnende by. Og mærkeligt nok er der ikke noget tempel i det himmelske Jerusalem. Og man tænker på, hvor mærkeligt det er.
Templet var grunden til, at folk kom til Jerusalem. Der er ikke noget tempel i det himmelske Jerusalem, fordi hele byen er blevet et tempel. Tænk på en by med uddannelsesinstitutioner og virksomheder og sportsarenaer som denne og symfoniteatre og al den aktivitet, der er i en by.
Tænk, hvis hver eneste del af det blev brugt til at lovprise Gud? Hvad hvis hver eneste del af det fandt sin opfyldelse i Gud? Så ville hele byen være et tempel. Det er lægfolkets opgave, alle sammen. Og jeg vil slutte af med dette.
Det er jeres opgave at bringe lumen til gentes. Bring Kristi lys ud i den sekulære verden. Denne store vækkelse vil have været en fiasko, hvis vi ikke ændrer vores samfund, hvis vi ikke strømmer ud fra dette sted med Kristi lys.
(Denne fil er længere end 30 minutter. Gå til Unlimited på TurboScribe.ai for at transskribere filer, der er op til 10 timer lange).
Annoncer og betalingsmure
Du kan være med til at gøre KATOLSK LIV til en del af danske medier. Skabe balance i et medielandskab, hvor formidling af religiøs tro, liv og overbevisning er udfordret.
HJÆLP KATOLSK LIV med at holde projektet fri af annnoncer og betalingsmure; så når vi også dem af os der ikke kender til katolsk tro og liv.
Læs mere om økonomisk hjælp - HER
