Overskrifter
Tekst og foto: Caroline Belaunde Brynsrud
Artiklen er stillet til rådighed for KATOLSK LIV af det norske magasin "St Olav".
Oversættelse: Kuno Arnkilde
Ridka fra Irak: Jeg voksede op på gaden. Kirken blev mit hjem. Fordi jeg har oplevet så meget, føler jeg mig mere som en 40-årig, end en 18-årig, siger den unge iraker. Jeg blev sendt til militæret som 7-årig, da IS kom til Irak. Mine opgaver var at lave mad til soldaterne, vaske op, hente lig fra slagmarken og gøre dem klar.
- Jeg blev sendt til militæret som 7-årig, da IS (Islamisk Stat - red.) kom til Irak. Mine opgaver var at forberede mad til soldaterne, vaske op og hente lig fra slagmarken og gøre dem klar. Jeg arbejdede også i en begravelsesforretning og som slagter for at få penge til at overleve for, fortæller den 18-årige Ridha Khalaf.
Ridka tilbragte en stor del af sin barndom på gaden. Hans mor døde to timer efter han blev født, og hans far boede i Norge. De første år af sit liv boede han hos slægtninge. "Fordi du ikke har en mor, må du huske at Maria (Jesu mor - red.) er din mor" sagde hans bedstefar, som fortsat lever og er 106 år gammel.
- Jeg vidste, at Maria var min mor, at hun altid ville støtte mig, og at jeg kunne søge tryghed hos hende, selvom jeg ikke kunne se hende. Og jeg vidste, at Jesus også passede på mig. Jeg har altid haft en kristen tro, men jeg vidste kun lidt om kristendom. Frem til jeg var 16 år, havde jeg kun gået i skole ét år af mit liv. Troen har været en trøst for mig gennem hele mit liv, selvom jeg ikke havde så meget viden om den.
Boede hos præster som barn
Gennem en del af sin barndom boede Ridha på gaden. Her søgte han ly hos forskellige trossamfund. Han sov i moskeer og i synagoger, og i flere perioder var kirkernes hans hjem.
- Præsterne tog imod mig. De indså hvad jeg havde brug for. De prøvede også at lære mig lidt om troen, men de var klar over at mine tanker var et andet sted; jeg tænkte først og fremmest på at overleve. Jeg havde behov for stabilitet, før jeg kunne begynde at lære en masse. Men de lærte mig at bede, at tænde lys, og om hvem Maria og Jesus er.
Vanskeligt at være kristen i Irak
Ridka fortæller, at det ikke var nemt at være kristen i Irak.
- Det er meget vanskeligt at være kristen i Irak, man føler sig overvåget hele tiden. Politiet står udenfor kirkerne og registrerer alle, som går ind. For hvis en kristen gør noget, som politiet anser som forkert, kan vi blive hængt. Hele menigheden bliver straffet, hvis nogen gør noget galt.
Som 9-årig valgte han kun at spise lidt for at spare penge til et krucifiks. Han bar det på sig over alt. Da hans onkel så det, smadrede han det i gulvet og sagde at man ikke skal bede til figurer. Ridha fortæller, at han blev meget ked af det. Han måtte finde en bedre måde at have Jesus med sig.
- Jeg havde et billede af Jesus, som jeg kunne folde og have i min lommen, så folk ikke kunne opdage det. I dag har jeg femten krucifikser der hjemme!
Når Ridka fortæller om sin opvækst, synes han det er vanskeligt at huske ting og sætte dem i den rigtige rækkefølge. Livet var hårdt, så han tænkte mest af alt på hvordan han skulle overleve. Derudover sov han meget lidt, ofte bare fire timer hver nat, fordi han måtte arbejde for at skaffe penge til mad.
Fra den protestantiske kirke til den ortodokse
Som 14-årig kom han til Norge, og efterfølgende under børn- og ungeforsorg, efter han selv søgte hjælp hos politiet. Han fortæller, at han herefter kunne fokusere mere på skole og begynde at finde sine egne interesser og sin egen tro.
Han opsøgte den protestantiske kirke, uden at vide at der fandtes forskellige grene af kristendom. Han syntes gudstjenesterne manglede højtidelighed, og han oplevede at Maria, som er så vigtig for ham, ikke fik tilstrækkelig plads. Fordi han kun talte lidt norsk, havde han tolk med til møderne med børne- og ungeforsorgen. Han fortalte tolken om kristendommen han kendte fra Irak, og om hvordan den var anderledes fra protestantismen.
- Tolken spurgte, om jeg havde hørt om den ortodokse kirke. Det havde jeg ikke. Så jeg blev taget med dertil, men også dér var trosudtrykket fremmed for mig. Der var for eksempel gardiner, så man ikke kunne se alteret. Jeg var på vej til at opgive, og tænkte at der ikke fandtes et kirkesamfund for mig i Norge.
Nidarosdomen forandrede alt
Men tingene ændrede sig, da han en dag besøgte Nidarosdomen.
- Jeg boede på en børneinstitution i Trondheim et stykke tid. Her gik jeg til Nidarosdomen. Jeg sagde til præsten, at denne kirke ikke kunne være protestantisk, den var så anderledes fra de andre protestantiske kirker jeg havde set i Norge. Her var billeder af den hellige Olav, det var der ikke i de andre kirker jeg havde set. Herefter gav præsten mig en bog på arabisk om Nidarosdomen.
- Jeg læste for første gang om Den katolske Kirke. Jeg undersøgte hvad "katolsk" betyder, og hvad Den katolske Kirke står for. Lidt senere hørte jeg om St. Olav domkirken i Oslo, og tænkte at jegville besøge den. Da jeg kom til St. Olav, var det som at komme hjem. Det gik op for mig, at de kirker hvor jeg havde boet i Irak, var katolske.
“Hvem er de mennesker i hvide dragter med rosenkrans?”
Ridka tilbragte meget tid i domkirken. Under messen en dag fik han øje på brødrene i St. Dominikus som var kommet til domkirken den dag. Et barndomsminde dukkede op i tankerne, og han indså, at han havde set den dominikanske dragt før. Siden da har han også indset, at det var dominikanerne, der tog sig af ham i Irak, da han var barn.
- Jeg så de havde rosenkransen som en del af dragten. Jeg spurgte det omsorgspersonale, som var med mig, hvem disse mænd i hvide dragter med rosenkranse var. "Vi ved ikke noget om det, vi er ikke religiøse, men vi kan undersøge det for dig", sagde de.
Børn- og ungeforsorgens personale forklarede, at det var var dominikanere. "Jeg syntes, det var et mærkeligt navn, "Dominikanere". Jeg læste mere om dem og spurgte personalet, hvor dominikanerne boede.
- Det var sådan, jeg fandt Sankt Dominikus' kloster på Majorstuen i Oslo. Jeg begyndte at gå til messe dér, og da jeg følte mig tryg, begyndte jeg at tale med præsterne.
For en skræmt dreng, der var ny i storbyen, var domkirken simpelthen for stor. Ridha beskriver St Dominikus kirke som "hjemlig", og han følte sig tryg dér.
- I begyndelsen trivedes jeg bedre hos dominikanerne end i St. Olav, men nu føler jeg mig hjemme begge steder, og ministrerer i begge kirker.
Længes efter at fortælle alle om Jesus og Maria
Ridha fortæller, at han tror, han har et kald til at blive præst. Han holder meget af at tjene ved alteret. Og efter han kom til Norge og begyndte at føle sig mere hjemme, begyndte hans længsel efter at fortælle andre om Jesus og Maria.
- Folk har brug for at vide noget om dem. Jeg ønsker, at norske mænd og kvinder skal lære om kristendommen. Jeg bliver bekymret, når jeg læser om krige rundt omkring i verden. Jeg ønsker at lære nordmænd, at kærligheden er det
største bud, som Jesus siger. Det er sådan vi kan sikre fred i vores land.
Ridha fortæller, at han er klar over, at præsteuddannelsen er udfordrende; uddannelsen tager mange år med læsning og studier. Han lærer hurtigere, når han får lov til at bruge sine hænder og arbejde praktisk. Hvis han skal lære gennem læsning, har han brug for mere tid, fordi han er ordblind og har indlæringsvanskeligheder.
- Og jeg har stadig en masse bagage at bearbejde fra min barndom. Men jeg er også klar over, at jeg kan bidrage som lægperson, for eksempel som ministrant. Det er en stor glæde at bidrage i kirken. Kirken betyder alt for mig, den er min familie.
