21. november 2024
TroslivVerdenskirken

Netflix med serie om katolske relikvier

Netflix sætter fokus på branden i Notre Dame-katedralen i Frankrig i 2019, hvor tornekronen, som de romerske soldater satte på Herrens hoved, næsten gik tabt, i en ny serie kaldet "Troens mysterier". | Foto: "Troens mysterier", trailer/Netflix

ACI Prensa Staff, 4. februar 2024
Oversættelse: Kuno Arnkilde

Hvordan kan ældgamle genstande forbinde katolikker med Jesu offer? Hvorfor tilbeder og beskytter Den katolske Kirke disse genstande med så stor iver? Disse spørgsmål indleder "Mysteries of Faith", en Netflix-serie, der udforsker historien og betydningen af helgenernes relikvier og Jesu passion.

I en serie i fire dele præsenteres nogle af de vigtigste relikvier for katolicismen på grund af deres direkte forhold til Jesu forløsende offer: tornekronen, den hellige gral og et fragment af det hellige kors, der er bevaret i Rio de Janeiro, Brasilien.

Derudover fokuserer miniseriens sidste afsnit på vigtigheden af helgenrelikvier, især den blodige skjorte fra den salige Rosario Angelo Livatino, en italiensk dommer, der blev myrdet i 1990 af den sicilianske mafia.

Selvom nogle akademikere, der omtaler relikvier, sætter spørgsmålstegn ved deres ægthed og beskriver deres historier - behørigt dokumenteret og bevist af Kirken gennem århundreder - som "legender", giver hver episode også plads til forskellige katolske stemmer med en forbindelse til de hellige genstande.

Det er tilfældet med kardinal Marcello Semeraro, præfekt for Vatikanets Dikasterium for Helgenkåringer, som var ansvarlig for at forestå saligkåringsceremonien for Livatino i 2021. I den sidste episode af serien opsummerer den italienske kardinal Den katolske Kirkes formål med at bevare og ære helgenernes relikvier.

"Relikvier fører os til historier om hellighed, historier om mænd og kvinder, der lod sig føre af Gud. Vi har brug for relikvier, for uden minder ville vi ikke have noget håb," sagde han.

Med hensyn til relikvier relateret til Jesus lægger serien særlig vægt på branden i Notre Dame-katedralen i Paris i 2019, hvor tornekronen, som de romerske soldater placerede på Jesu hoved, næsten gik tabt.

Miniserien viser billeder fra den 15. april 2019, hvor parisere græd, mens de så den ikoniske kirke brænde. Tornekronen blev opbevaret et hemmeligt sted for at beskytte den mod den antikristne vold, der blev sluppet løs under den franske revolution. Siden revolutionen er relikviet kun blevet vist frem én gang om året, på langfredag, for at blive æret af troende fra hele verden.

Under branden vidste brandmændene ikke, hvor kronen blev opbevaret, og det var takket være indsatsen fra fader Jean-Marc Fournier, kapellan for brandmændene i Paris, at det dyrebare relikvie kunne reddes.

Efter få øjeblikke og "for at bevare relikvierne var et team af brandmænd nødt til at bryde relikvieskrinet op og desværre oversprøjte skrinet med pulver," sagde han i et interview i 2019.

"De hellige relikvier kunne fjernes og bevares på et sikkert sted under politiets beskyttelse - i dette tilfælde embedsmændene fra politipræfekturet," forklarede Fournier.

Hvorfor tilbeder katolikker relikvier?

Den første sæson af "Mysteries of Faith", som udkom i november 2023, har en seerscore på 70% på "Rotten Tomatoes" hjemmeside. På trods af de overvejende positive anmeldelser var der nogle kommentarer på Reddit, der sagde, at serien antyder, at katolikker "tilbeder" relikvier.

I den sidste episode af miniserien opsummerer kardinal Semeraro Den katolske Kirkes lære om billeder og hellige genstande og henviser til den historiske sandfærdighed af de relikvier, der har været sikkert beskyttet i mange århundreder.

"Lad os sige, at autenticiteten af relikvier betragtes som et vigtigt spørgsmål, men det betragtes ikke som absolut. Genstanden i sig selv er ikke det vigtigste, men den virkelighed, den repræsenterer," påpegede han.

På denne måde har katolikker æret relikvier af helgener siden oldtiden (det andet århundrede), forklarede fader Carlos Martins, relikvieforvalter og direktør for Kirkens Skatte, i et interview med CNA i 2019.

Præsten bemærkede, at relikvier "er fysiske genstande, der har en direkte forbindelse til helgenerne eller til Vor Herre" og forklarede, at ordet relikvie betyder "fragment" eller "rest af en ting".

Han påpegede også, at "relikvierne ikke er magiske. De indeholder ikke deres egen kraft, en kraft adskilt fra Gud" og sagde, at Herren bruger dem som et middel til at udføre sine mirakler, fordi "han ønsker at rette vores opmærksomhed mod de hellige som 'forbilleder og forbedere'."

Denne historie blev først offentliggjort af ACI Prensa, CNA's spansksprogede nyhedspartner. Den er oversat og bearbejdet af CNA