Med deklarationen "Fiducia supplicans" udstedt af Dikasteriet for Troslæren og godkendt af pave Frans, vil det være muligt at velsigne par af samme køn, dog uden nogen form for ritual eller at give indtryk af, at der er tale om et sakramentalt ægteskab. Læren om ægteskab ændres ikke, og velsignelsen betyder ikke godkendelse af forholdet.
Vatican News, den 18. December 2023
Oversat af Birgit Bidstrup Jørgensen
Når to mennesker anmoder om en velsignelse, selvom deres forhold som par er "irregulært", vil det være muligt for en præst at samtykke til at give denne velsignelse. Denne gestus af pastoral nærhed skal imidlertid undgå elementer, der på nogen måde ligner et ægteskabsritual.
Dette er, hvad der er udtrykt i deklarationen Fiducia supplicans om den pastorale betydning af velsignelser, som er udgivet af Dikasteriet for Troslæren og godkendt af pave Frans.
Dokumentet udforsker temaet velsignelser og skelner mellem rituelle og liturgiske velsignelser og spontane, der er mere beslægtet med tegn på folkefromhed. Det er netop i denne anden kategori, at muligheden nu overvejes for at imødekomme også dem, der ikke lever efter normerne for den kristne morallære, men ydmygt anmoder om at blive velsignet. 23 år er gået siden en tidligere pave udgav en deklaration af en sådan doktrinær betydning. Det skete sidst i august 2000 med Dominus Jesus.
Fiducia supplicans begynder med en introduktion fra præfekten, kardinal Victor Fernandez, som forklarer, at deklarationen overvejer den "pastorale betydning af velsignelser", og tillader "en udvidelse og berigelse af den klassiske forståelse" gennem en teologisk refleksion "baseret på pave Frans’ pastorale vision."
Efter de første afsnit (1-3), der genkalder den tidligere erklæring fra 2021, som nu er videreudviklet og erstattet, præsenterer deklarationen velsignelsen i ægteskabets sakramente (afsnit 4-6), hvor "ritualer og bønner, der kunne skabe forvirring mellem hvad der konstituerer et ægteskab" og "hvad der modsiger det", fastslås som utilladelige, så enhver antydning af, at "noget, der ikke er ægteskab, bliver anerkendt som ægteskab" skal undgås. Det gentages, at ifølge katolsk troslære kan kun seksuelle forhold mellem en mand og en kvinde i forbindelse med ægteskab anses for lovlige.
En anden og omfattende del af erklæringen (afsnit 7-30) analyserer betydningen af forskellige velsignelser, hvis modtagere er mennesker, genstande for tilbedelse og steder i livet. Der mindes om, at "fra et strengt liturgisk synspunkt" kræver velsignelsen, at det velsignede "er i overensstemmelse med Guds vilje, som den kommer til udtryk i Kirkens lære".
"Når en velsignelse nedkaldes over visse menneskelige forhold" gennem et særligt liturgisk ritual, bemærker deklarationen, "er det nødvendigt, at det velsignede svarer til Guds planer, som er skrevet ind i skabelsen" (afsnit 11). Derfor har Kirken ikke magten til at give en liturgisk velsignelse til irregulære forhold eller par af samme køn. Det er også nødvendigt at undgå risikoen for at reducere betydningen af velsignelser til kun dette punkt, ved at man forventer "de samme moralske betingelser for en simpel velsignelse, som kræves ved modtagelsen af sakramenterne" (afsnit 12).
Efter at have analyseret velsignelser i Skriften tilbyder deklarationen en teologisk-pastoral forståelse. De, der beder om en velsignelse, viser sig "at have behov for Guds frelsende nærvær" i deres liv ved at udtrykke "en bøn om Guds hjælp, en bøn om at leve bedre" (afsnit 21). Denne anmodning bør modtages og værdsættes "uden for en liturgisk ramme", når den findes "i en verden af større spontanitet og frihed" (afsnit 23).
Set i folkefromhedens perspektiv, "bør velsignelser vurderes som gudfrygtige handlinger." De, der anmoder om en velsignelse, "bør ikke forudgående afkræves moralsk perfektion" som forudsætning, bemærker deklarationen.
Idet den undersøger denne sondring baseret på pave Frans’ svar på den dubia, der blev offentliggjort i oktober sidste år, og som opfordrede til skelnen i forhold til muligheden af "former for velsignelse, efter anmodning fra en eller flere personer, som ikke formidler en fejlagtig opfattelse af ægteskab" (afsnit 26), bekræfter deklarationen, at denne form for velsignelse kan "tilbydes alle uden nogen krav", for at hjælpe mennesker til at føle, at de stadig er velsignet til trods for deres fejltagelser, og at "deres himmelske Fader fortsætter med at ville deres bedste og håbe, at de i sidste ende vil åbne sig for det gode” (afsnit 27).
Ved "flere lejligheder beder folk spontant om en velsignelse, hvad enten de er på pilgrimsrejser, ved helligdomme eller endda på gaden, når de møder en præst, og disse velsignelser "er beregnet for alle; ingen må udelukkes fra dem” (afsnit 28).
Selvom det ikke er hensigtsmæssigt at etablere "procedurer eller ritualer" for den slags tilfælde, kan præsten tilslutte sig de personers bøn, der "selv om de lever i en forening, som ikke på nogen måde kan sammenlignes med et ægteskab, ønsker at betro sig selv til Herren og hans barmhjertighed, at påkalde hans hjælp og at blive ledt til en større forståelse af hans plan for kærlighed og sandhed” (afsnit 30).
Den tredje del af deklarationen (afsnit 31-41) åbner derefter for muligheden for disse velsignelser, som repræsenterer et tegn for dem, der "erkender, at de er nødlidende og har brug for hans hjælp - ikke gør krav på en legitimering af deres egen status, men som beder om, at alt, hvad der er sandt, godt og menneskeligt gyldigt i deres liv og deres forhold, bliver beriget, helbredt og ophøjet ved Helligåndens nærvær” (afsnit 31).
Disse velsignelser bør ikke nødvendigvis blive en norm, bemærker deklarationen, men må betros til "en praktisk dømmekraft under særlige omstændigheder" (afsnit 37).
Selvom parret, men ikke deres forening er velsignet, bemærker deklarationen, at dét, der er velsignet, er det legitime forhold mellem de to mennesker: I "en kort bøn forud for denne spontane velsignelse, kunne præsten bede om, at individerne får fred, sundhed, en ånd af tålmodighed, dialog og gensidig bistand – men også Guds lys og styrke til fuldstændigt at kunne opfylde hans vilje” (afsnit 38).
Det præciseres også, for at undgå "enhver form for forvirring eller skandale", at når et par i et irregulært forhold eller par af samme køn beder om en velsignelse, "bør den aldrig gives i overensstemmelse med ceremonierne i en civil forening, og heller ikke i forbindelse med dem. Den kan heller ikke udføres med tøj, fagter eller ord, der er passende for et bryllup” (afsnit 39). Denne form for velsignelse "kan i stedet finde sted i andre sammenhænge, såsom et besøg i en helligdom, et møde med en præst, en bøn fremsagt i en gruppe eller under en pilgrimsfærd" (afsnit 40).
Som afslutning minder det fjerde kapitel (afsnit 42-45) om, at "selv når en persons forhold til Gud er blevet uklart gennem synd, kan han altid bede om en velsignelse. At række hånden ud til Gud" og ønske en velsignelse "kan være en god mulighed i nogle situationer” (afsnit 43).
