Overskrifter
Br. Hans Clemens Caesarius Cavallin, OSB læste dagens messe på Vor Frue Kloster i Høsterkøb. I sin prædiken sagde han i sin indledning:
Hjertets udveksling med Jesus, som Sankt Gertud af Helfta bad om og erfarede, er det som kaldes metanoia* i Det Nye Testamente. Det tør vi bede om, når vi siger: Gud, du har beredt dig en værdig bolig i den salige jomfru Gertruds hjerte. Lad lyset fra din Nåde skinne i vort hjertes mørke, så at vi glade kan erfare, at du lever og virker i os. Ved Vor Herre Jesus Kristus, din Søn, som lever og råder med dig i Helligåndens enhed, Gud, fra evighed til evighed.
Visdommens bog:
18:14-16 For da dyb stilhed herskede overalt, og natten i sit hastige løb var halvt til ende, sprang dit almægtige ord fra himlens kongetrone som en barsk kriger, bevæbnet med din ubønhørlige befalings skarpe sværd, midt ind i det fortabte land. Dér gjorde han holdt og fyldte alt med død; han stod på jorden, men rakte dog til himlen.
19::6-9 For hele skabningen blev omformet i sin natur og adlød dine befalinger, for at dine børn kunne blive beskyttet og være i god behold. Man så, at skyen overskyggede lejren, og det tørre land dukkede op af det, der før var vand; af Det Røde Hav kom en vej uden hindringer, en slette med frodigt græs af de vilde bølger. Dér gik de over, hele det folk, som var beskyttet af din hånd, og som havde fået overvældende undere at se. De færdedes jo som heste på græs og sprang rundt som lam, og de lovpriste dig, Herre, som havde udfriet dem.
Salme 105:
2-3 Tak Herren, påkald hans navn! Gør hans gerninger kendt for folkene! Syng for ham, lovsyng ham, syng om alle hans undere!
36-37 Han dræbte alle førstefødte i landet, hele førstefrugten af deres manddom. Så førte han dem ud med sølv og guld, ingen i hans stammer snublede.
42-43 Fordi han huskede sit hellige løfte til sin tjener Abraham, lod han sit folk drage ud med fryd, sine udvalgte drage ud under jubel.
Evangelium:
Luk 18:1-8 Han fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.« Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?«
Prædiken:
Det er kun evangelisten Lukas der har denne fortælling, og det er måske én af grundene til, at han bliver betragtet som evangelist for bøn og kvinder; denne fortælling om en bedende kvinde, St. Gertrud fra Helfta, som vor egen søster Gertrud her på klosteret, med samme engagement i bøn.
Sankt Gertruds bøn var i høj grad en bøn af hjertet, endda en mystisk forening med Jesus, som udvekslede sit hjerte med hendes i den mystiske forening, hun oplevede.
Men bønnen hos enken fra evangeliet var meget mindre mystisk: Hun græd og insisterede på sin ret og var på ingen måde diskret og tvang dommeren til at give efter, endnu et udfordrende billede på Gud (som tyven om natten er det...).
Og er det ikke at sammenligne med de bønner som nonner og munke beder i kirken og synagogen, salmernes bønner, hvoraf mange af dem hverken er rare eller fromme, men kræver retfærdighed for undertrykte og fattige?
Jo, nonnernes bøn her på Vor Frue Kloster på Åsebakken, Karmelklosteret i Hillerød og rundt om i verden sammen med munkene og hele Kirken beder kontinuerligt for alle undertrykte, forfulgte, uretfærdigt behandlede, misbrugte mennesker både i dag og gennem alle generationer.
Og sådan var råbene fra det hebraiske slavefolk i Egypten. De råb, der nåede Guds øre, den fædrene Gud, som den store fortælling om Pesach, påskehaggadaen, i centrum af jødisk tradition, fortæller os.
Vi har én version af begivenheden i salmen mellem læsningerne, 105, og en anden i de sidste kapitler i Visdommens bog hvorfra den 1. læsning er taget, og vi bemærker hvordan fortællingen dér er blevet endnu mere mirakuløs end den, der blev fortalt i 2. Mosebog eller i den salme der hører til fortællingen til påske; den skulle pyntes på en poetisk måde, så den mægtige handling ved Israels befrielse fra Egypten, påskens handling, var svar på bøn.
Og det er mønsteret for Guds mægtige gerninger; at sætte fri. Gud ønsker dette samarbejde, han provokerer det endog selv ved at teste, udsætte for trængsler, ængstelser og lidelser. Så vigtigt er mennesket for Gud, at Han selv blev menneske, den fortolkning i liturgien om passagen i den dramatiske nedstigning af Guds Ord i natten, den 14. Nisan, som inkarnationen af Guds ord er i julemysteriet.
Og det er opmuntringen til denne vor gentagelse af salmernes råb fra den ihærdige enke: Hans ord vil komme ned som den kriger, vi har brug for i vores kamp mod vores åndelige fjender, fremfor alt i vore egne hjerter.
Det er vores læsning af påskehistorien. Blodet fra den virkelig førstefødte Søn, Guds Lam, hans død betyder død fra stolthed, død og alle slags synd.
Så lad os bede som enken og som Sankt Gertrud af Helfta.
*metanoia = Omvendelse fra vantro til tro, fra et syndigt til et moralsk liv. Et nøgleord i Johannes Døberens og i Jesu egen forkyndelse.
GERTRUD, jomfru, mystiker
Født ca. 1256. Død i Helfta 1302. Festdag 16. november. Denne Gertrud kaldes ofte "den store". Fem år gammel blev hendes opdragelse betroet nonnerne i Helfta i Sachsen, og det lader til, at hun aldrig har forladt klostret.
Hendes vejleder og ven var Skt. Mechtilde. Gertrud fik en fortræffelig uddannelse, men hun beklædte aldrig noget hverv i kommunitetet, og hendes liv var udadtil begivenhedsløst.
Hun overgav sig af ganske hjerte til det kontemplative liv, da hun var 25 år, som følge af en vision af Kristus. Derefter mistede hun interessen for verdslige studier og rettede al sin opmærksomhed mod Bibelen, kirkefædrenes skrifter og liturgien. Hendes liv blev en række åndelige erfaringer, hvoraf mange er beskrevet i en skriftsamling kaldet "Gertruds og Mechtildes åbenbaringer", hvori "Guds kærligheds sendebud" mest stammer fra hendes noter eller diktat, men delvis også fra hende selv. De danner et vigtigt bidrag til den middelalderlige mystik. I senere tider har det haft særlig interesse, fordi Gertruds skitser til tilbedelse af Jesu hellige hjerte nu er så udbredt blandt katolikker.
Kilde: Donald Attwater, Helgenleksikon
