Tidligere folkekirkepræst på Anholt og i Opstandelseskirken i Albertslund, nu katolsk munk i Nordsjælland, Poul Exner voksede op i et spændingsfelt mellem Indre Mission og Grundtvig på egnen omkring Randers i midtjylland.
Grundtvig blev hans voksne bekendelse, fordi han mente der var større fokus på sakramenterne og det kirkelige. Ved sakramenterne følte, mærkede og levede Poul Exner på en særlig tæt måde med Kristus.
Derfra var springet til Den katolske Kirke ikke langt, for i Den katolske Kirke erfarede han en ny frihed og sammenhæng, og endnu flere sakramenter, som han fortalte KATOLSK LIV under en videosamtale.
Vi har kaldt samtalen "Sandhed og kærlighed" - to omdrejningspunkter i Poul Exners liv som præst og benediktinermunk.
Nekrolog over Poul Exner, Cella Pax, OSB
Da Poul Exner fyldte 85 år insisterede han på, at der kun var én ting han ønskede at blive husket for: Mobilen Trinitas.
Han mente det var en gave, der blev ham givet, da han begyndte at samle en menighed i 60'ernes Albertlund med gudstjenester i en skolesal. Det første eksemplar af "uroen" blev på passende vis ophængt over døbefonten.
Hos Poul mødtes familien samt præster fra alle konfessioner. Hos brødrene, arkitekten og guldsmeden, blev kunsten livsopgaven. Poul malede landskaber, ikke mindst Anholt hvor han var præst den første halvdel af 60'erne, med detaljer af træer, huse og veje. I Hans Egedes sognesal på Østerbro blev der i 2008 arrangeret en udstilling ved hjælp af venner, som ved opsporing og rejser samlede hans værker.
Poul ville være præst og begyndelsen blev Indre Mission, men Collegium Trinitatis førte ham ind i højkirkeligheden de første studieår, som også førte ham nogle måneder til det anglikanske kloster-seminar Society of the Sacred Mission i Kelham. Han fortsatte studierne hos bl.a. Regin Prenter i Aarhus og ville herefter hellere være grundtvigianer, helst katolik, absolut ikke protestant. Luther læste han ikke meget af.
Messen var i centrum i den reformation af folkekirken som han engagerede sig i, sammen med nogle embedsbrødre i Kristi Legems Fornyelse, en bredere bevægelse i Fællesskabet Kirkelig Fornyelse som på den måde forenede ord og kunst.
Opstandelseskirken i Albertslund blev opført sammen med broder Johannes og svigerinde Inger som arkitekter og guldsmedebroderen Bent der er ansvarlig for kunstværket der pryder alteret, skulle konkretisere syntesen.
Men først kom det menneskelige byggeri. Her med et vidnesbyrd fra én som blev inddraget:
Poul kom som præst med katolske holdninger, ansat i folkekirken, til et kirkefjendsk miljø i Albertslund, det måtte give stridigheder, og det gjorde det . Poul kæmpede, med debatgudstjenester, med seriøse dåbssamtaler, med oprettelse af en menighed bestående af tilflyttere. Det blev som en levende, engageret storfamilie....Poul var fast i troen, men ville gerne diskutere med andre, han sagde jeg lytter gerne, hvis I har en tro der er bedre end min… Det skete aldrig !
Sandheden ville han i den dybe sammenhæng med kærligheden. Hans Trinitas (Treenigheden) viste den, harmonien i helheden mellem de tre ovale figurer "Øjet - Faderen, Fisken, græsk ICHTHYS, som kan tydes som Iesous Christos Theou (h)Yios Soter, Jesus Kristus, Guds Søn, Frelser, og Duen - Helligånden. Det er det inderste i tilværelsen. (Du kan se "uroen" i indledning til ovenstående video "Sandhed og Kærlighed" - red.)
Det er denne enhed i mangfoldighed, som er fællesskab, og frugten af den dialog han søgte - om end nærtstående ind i mellem kunne opleve, at hans entusiasme for det som han selv så som sandhed, ikke gav meget rum for andres overbevisning. Den enkelte mødte han dog meget positivt, med sit svar på spørgsmålet: Hvordan har Du det? - Jo, når du er her, har jeg det godt. På den måde samlede han i de sidste år et nyt fællesskab omkring sig: Hjemmeplejens hjælpere af så mange nationer og religioner.
I vennekredsen fandtes også betydende teologer: Johannes og Anne-Marie Aagaard, Lars og Anne-Marie Thunberg, A.M. Allchin; den anglikanske Grundtvigentusiast ...
Han blev gift og fik med ægtefællen Gytte f. Windfeld to døtre og en søn. Skilsmissen, som han ikke ville, men påtog sig skylden for, blev et dybt sår, men gav ham også muligheden for at videreføre ungdommens stærke oplevelse af klosterliv i Kelham - også det som et eksempel på mangfoldighed i enhed.
Efter pensioneringen fra Albertslund i 1995 indtrådte han i Östanbäcks kloster ved Sala i Sverige, i rammen af Svenska kyrkan. I lidt mere end 20 år tjente han ydmygt i vaskeriet og sakrastiet, gerne med ture i skoven på jagt efter bær og svampe, men også som præst med messe og skriftemål.
Han ville dog være dansk, og klosterets fader sendte ham i 2015 tilbage til Danmark med opgaven at realisere Hakon og Isa Rahbjergs vision med munke i Hellig Kors Kloster ved Lem, men det var ikke realistisk. I stedet blev det den benediktinske Cella Pax ved Vor Frue Kloster i Høsterkøb, efter den genforening med Moderkirken, som han bevidst havde søgt i et halvt århundrede.
I Östanbäck udtrykte han ofte ønsket om den sidste hvile i dansk jord, og det blev en realitet ved generøs imødekommenhed fra priorinde og nonner på Åsebakken.
Må han hvile i fred til Opstandelsens morgen!
: Brødre i Cella Pax
Fotos fra Poul Exners, OSB begravelse ved Vor Frue Kloster
