Sr. Christiane Hansen OCist er født i København. I dag er hun priorinde for cistercienserindernes Kloster Helfta i Lutherstadt Eisleben. I interviewet fortæller hun om klosterliv i diasporaen i Sachsen-Anhalt.
Interview af: Simon Helmers
Trykt i Bonifatiusblatt nr. 1, 2023, s. 18-19.
Bringes med tilladelse fra Bonifatiuswerk og fra Sr. Christiane Hansen
Oversat af: Birgit Bidstrup Jørgensen
I 1999 blev Kloster Helfta efter mere end 450 år igen beboet af cistersienserinder. Hvordan lever I?
Vi lever efter den hellige Benedikts regel. Dagen er indrammet af korbønner. Mine syv medsøstre og jeg fører et åbent hus; alle skal kunne komme på vort område. Vi har også en børnehave. De fleste børn er – som størstedelen af menneskene i Sachsen-Anhalt – ikke døbt, men i vores hus får de trosundervisning foruden naturligvis den sædvanlige pædagogiske omsorg.
Klostret driver også en butik?
Ja, der er ikke så meget gang i den, som hvis den lå midt i München. Men vi har en pakkeshop, og folk kommer for at hente eller sende deres pakker. Man kan virkelig sige det sådan, at det er den første forsigtige kontaktmulighed, en mulighed for at komme i snak med de mennesker, der bor rundt om vores kloster. Desuden sælger vi vores egne håndlavede sæber, og de er meget populære.
Du sagde, at de fleste mennesker ikke er døbt. Hvordan mærkes denne diaspora-situation i jeres arbejde?
Atmosfæren er sikkert anderledes end i det gamle Vesttyskland. Jeg finder omgivelserne meget åbne, ofte en smule nysgerrige. Man mærker, at der er en vis skyhed. Ofte siger de mennesker, der ikke er døbt: ”Jeg er intet.” Så siger jeg, at de måske nok ikke bekender sig til en tro, men at de ikke er intet. Man har ofte følelsen af, at de udøbte alligevel oplever det sådan.
Ændrer besøget hos jer noget ved denne indstilling?
Faktisk sker det nogle gange, at folk kommer til at tro og også til at blive døbt, når de har arbejdet et stykke tid hos os eller har oplevet bønnen i kirken. Yndlingsbønnen er Komplet kl. 19.45. Den har hver dag de samme tre salmer, som vi beder. Og atmosfæren er, ligesom når computeren spørger: ”Vil du lukke ned nu?” Og så siger man naturligvis ”Ja”. Følelsen af at slutte dagen af på denne måde og lægge den tilbage i Guds hånd, sætter gæsterne særlig pris på.
Hvordan ser I i diasporaen på diskussionerne om Den synodale vej?
Geografisk er vi meget langt væk fra Den synodale vej, men mentalitetsmæssigt måske endnu længere. På vores egn er man taknemmelig, når der er en præst. De præster, der kommer til os, er venlige og behagelige. Vi føler os sandsynligvis mere forbundet med Verdenskirken, fordi vi ikke kan stille meget op alene. Når man tænker på de anstrengelser og udgifter, der driver Den synodale vej, håber jeg naturligvis meget, at resultaterne svarer til de kræfter, der er sat ind. Om det er tilfældet, vover jeg ikke at dømme om. På afstand har man mere et indtryk af, at Den synodale vej har bidt sig fast i spørgsmål, som man ikke kan løse på lands-niveau. Det er sikkert vanskeligt for mange at forstå, hvorfor kvinder ikke kan få tilladelse til at blive præster, men i den slags spørgsmål kan man ikke bare ignorere paven og verdenskirken.
Hvis du havde haft valget, ville du så gerne have været præst?
Det har jeg aldrig tænkt på, fordi jeg ikke så gerne hører prædikener, og slet ikke har lyst til at holde dem. Derfor ville jeg ikke finde embedet som præst attraktivt. Fra begyndelsen har jeg følt mig stærkt tiltrukket af det benediktinske klosterliv, ora et labora [bed og arbejd, o.a.], og ikke så meget af det der med at prædike.
