21. november 2024
Familien

12 katolske citater om moderskabets skønhed

Mosaik af Vor Frue af Guadalupe inde i Christ Cathedral i Orange, Californien. | Kredit: Kate Veik/CNA

På mors dag anerkender katolikker mødrene i vores liv samt Maria, Guds moder. For at fejre alt det, mødre gør, er her 12 citater fra helgener og andre katolske skikkelser om moderskabets skønhed og betydning.

Af: Katie Yoder │ CNA
Oversættelse: Kuno Arnkilde

Thérèse af Lisieux

"Det smukkeste mesterværk af Guds hjerte - er en mors hjerte."

Teresa Benedicta (Edith Stein):

"At være mor er at nære og beskytte den sande menneskelighed og bringe den til udvikling."

Pave Frans

"Et samfund uden mødre ville være et umenneskeligt samfund, for mødre er altid, selv i de værste øjeblikke, vidner om ømhed, hengivenhed og moralsk styrke. ... Kære mødre, tak, tak for det, I er i jeres familie, og for det, I giver til kirken og verden."

Johannes Paul II

"Tak, kvinder, som er mødre! I har beskyttet mennesker inden i jer selv i en unik oplevelse af glæde og arbejde. Denne erfaring gør, at I bliver Guds eget smil på det nyfødte barn, den, der leder jeres barns første skridt, som hjælper det med at vokse, og som er ankeret, når barnet går sin vej på livets rejse."

Ærværdige ærkebiskop Fulton Sheen

"Moderskabet bliver så en slags præstedømme. Hun bringer Gud til mennesket ved at forberede det kød, hvori sjælen skal indopereres; hun bringer mennesket til Gud ved at tilbyde barnet tilbage til Skaberen ... hun er naturens konstante udfordring til døden, bærer af kosmisk rigdom, indvarsler af evige realiteter, Guds store samarbejdspartner."

Teresa af Calcutta

"Den særlige kærlighedskraft, der tilhører en kvinde, ses tydeligst, når hun bliver mor. Moderskabet er Guds gave til kvinder. Hvor taknemmelige må vi ikke være over for Gud for denne vidunderlige gave, der bringer sådan en glæde til hele verden, både kvinder og mænd!"

Zélie Guérin Martin, mor til den hellige Thérèse af Lisieux

"Frem for alt skal moderen i månederne umiddelbart før sit barns fødsel holde sig tæt til Gud, som det barn, hun bærer i sig, er et billede af, et værk, en gave og et barn. Hun skal så at sige være et tempel, en helligdom, et alter, et tabernakel for sit afkom. Kort sagt, hendes liv skal så at sige være et levende sakramentes liv, et sakramente i handling, der begraver sig i brystet på den Gud, der så sandt har indstiftet det og helliget det, så hun der kan hente den energi, den oplysning, den naturlige og overnaturlige skønhed, som han vil, og som han netop ved hendes hjælp vil give det barn, hun bærer, og som skal fødes af hende."

Den hellige Gianna Beretta Molla

"Se på de mødre, der virkelig elsker deres børn: hvor mange ofre de bringer for dem. De er klar til alt, selv til at give deres eget blod, så deres børn kan vokse op og blive gode, sunde og stærke."

Sankt Augustin, søn af Sankt Monica

"Og nu 'rakte du din hånd ud fra oven' og trak min sjæl op af det dybe mørke [manikæismen], fordi min mor, din trofaste, græd til dig på mine vegne mere end mødre plejer at græde over deres børns legemlige død ... Og du hørte hende, o Herre."

Kardinal József Mindszenty

"Den vigtigste person på jorden er en mor. Hun kan ikke gøre krav på æren af at have bygget Notre Dame-katedralen. Det behøver hun heller ikke. Hun har bygget noget mere storslået end nogen katedral - en bolig for en udødelig sjæl, den lille perfektion i hendes barns krop. ... Englene er ikke blevet velsignet med en sådan nåde. De kan ikke tage del i Guds kreative mirakel med at bringe nye helgener til himlen. Det kan kun en menneskelig mor. Mødre er tættere på Gud Skaberen end nogen anden skabning; Gud går sammen med mødre om at udføre denne skabelsesakt ... Hvad på Guds gode jord er mere herligt end dette; at være mor?"

Alice von Hildebrand

En "kvinde er af natur moderlig - for enhver kvinde, hvad enten hun er gift eller ugift, er kaldet til at være en biologisk, psykologisk eller åndelig mor - hun ved intuitivt, at det at give, at pleje, at tage sig af andre, at lide med og for dem - for moderskab indebærer lidelse - er uendeligt meget mere værdifuldt i Guds øjne end at erobre nationer og flyve til månen."

Vor Frue af Guadalupe til Sankt Juan Diego

"Vær ikke bekymret eller tynget af sorg. Frygt ikke nogen sygdom eller ærgrelse, angst eller smerte. Er jeg ikke her, som er din mor? Er du ikke under min skygge og beskyttelse? Er jeg ikke din kilde til liv? Er du ikke i min kappes folder? I mine korslagte arme? Er der noget andet, du har brug for?"