Af Else Marie Kjerkegaard
Det var den 2. maj 1975. Fragtskibet Clara Mærsk fra rederiet A. P. Møller-Mærsk var på vej fra Bangkok til Hongkong med en besætning på 32 mand, da telegrafisten modtog et SOS-opkald. Kaptajn Pham Ngoc Luy på båden Truong Xuan telegraferede, at han havde omkring 3000 sultne og tørstige flygtninge fra Saigon ombord. Skibets makine var brudt sammen, og skibet tog vand ind.
Situationen var deperat, og der var brug for øjeblikkelig hjælp.
Kaptajnen på Clara Mærsk besluttede uden tøven at vende skibet og sætte kurs efter den opgivne SOS-position. Det tog dog flere timer, før det lykkedes at lokalisere den synkefærdige båd og begynde den historisk store redningsaktion. Under vanskelige forhold blev de nødstedte bragt over på Clara Mærsk. Vejret var med dem. Havet var heldigvis roligt den dag. I alt blev 3.743 mænd, kvinder og børn reddet fra druknedøden, deriblandt et spædbarn, der var kommet til verden under flugten.
Clara Mærsk var ikke indrettet til at have så mange mennesker ombord, og det var den medbragte proviant heller ikke. Heldigvis var skibet kun halvt lastet, så man kunne tage tomme lastrum i brug til indkvarteringen. Drikkevandet og den mad, der var til rådighed for besætningen, blev delt ligeligt, til man to dage efter nåede Hong Kong, nu med yderligere to små nyfødte ombord.
En af de reddede var en nitten årig gymnasiepige ved navn Linh. Hun bor i dag i Danmark, og takket hende kan man nu læse om den storstilede redningsaktion i en nyligt udkommet bog om de vietnamesiske flygtninge.
Linh fortæller, hvordan hun sammen med sin mor og syv søskende, den mindste kun fire år, forlod den fuldkommen kaotiske by Saigon for at gå om bord på den overfyldte båd Truong Xuan. Det stod klart, at byen var ved at blive indtaget af nordvietnameserne. USA havde forladt landet, og det sydvietnamesiske regime var brudt sammen. Faderen var død året forinden. Moderen var derfor alene om at træffe beslutningen om at flygte med børneflokken. Alt, hvad familien ejede og havde, måtte de lade blive tilbage.
Linhs mor var allerede flygtet én gang - fra Nord-vietnam til Sydvietnam. I 1954 måtte den franske kolonimagt definitivt opgive sit herredømme over landet. Fredsforhandlingerne var endt med, at landet blev delt i to zoner, et kommunistisk Nordvietnam og et vestligt orienteret Sydvietnam. Udsigten til at skulle leve under et kommunistisk styre fik Linhs mor og tusindvis af andre til at flygte mod syd.
Nu skete det så igen, men denne gang var der ingen steder at søge hen. Det var velkendt, at kommunisterne forfulgte mennesker, der ikke sympatiserede med deres ideologi. Det gjaldt blandt andet religiøse mennesker, katolikker som buddhister. Linh og hendes familie var praktiserende katolikker.
IKKE BLOT I FORBINDELSE med Saigons fald i 1975 men også i de følgende år forlod bølger af vietnamesere landet. Fra 1975 til 1989 voksede og voksede antallet af bådflygtninge. De flygtede af politiske eller religiøse årsager eller af frygt for de berygtede kommunistiske genopdragelseslejre og andre repressalier. Nogle både blev opdaget i tide og reddet af forbipasserende skibe, men det hændte også, at en kaptajn satte kikkerten for det blinde øje og sejlede forbi. Mange på de overfyldte både endte med at drukne i havet. Linh lægger ikke skjul på sin taknemmelighed over for kaptajnen på Clara Mærsk og rederiet A.P. Møller-Mærsk. Rederiets skibe reddede tilsammen 6.594 personer i løbet af perioden, og også Østasiatisk Kompagni tog del i redningsaktionerne.
Det var FN, der kom til at stå for fordelingen af det store antal flygtninge, der blev samlet i flygtningelejre i Vietnams nærområde. Danmark endte med at modtage omkring 7.000 flygtninge, heriblandt Linh og hendes familie.
Mange år er gået, og i dag er Linh pensionist. I bogen interviewer hun seks andre flygtninge om deres flugt fra Vietnam og om det liv, de endte med at få i Danmark. Formålet med bogen beskriver hun med disse bevægende ord:
Jeg var 19 år gammel, da vi flygtede ud af Vietnam., og nu har jeg nået pensionsalderen. De fleste af dem, der var voksne dengang, er enten døde eller kan ikke huske ret meget mere. Det er derfor nu eller aldrig, hvis disse historier om vores flugt skal blive fortalt til den nye generation, så de forstår, hvorfor de er her i Danmark, og hvad deres forældre har ofret for deres skyld, og hvordan den danske befolkning kan være stolte af de dygtige og gode søfolk fra A.P. Møller-Mærsk og ØK, som reddede tusindvis af liv dengang.
Det siger sig selv, at vores flugt var ekstremt farlig. Under interviewene kunne jeg ikke lade være med at føle medlidenhed med dem, der fortalte deres livshistorie, med mit folk og med mit land. Ingen ønsker at forlade sit hjem, med mindre de er nødt til det. Nogle var mere heldige end andre. Mange af os har været hjemsøgt af mareridt endnu mange år efter, vi kom til Danmark.
Udover de seks flygtninges beretninger om deres flugt og redning har Linh samlet udsagn fra telegrafisten og fra overstyrmanden på Clara Mærsk, ligesom hun har haft adgang til rederiets arkiv med fotos taget af besætningerne på de skibe, der samlede bådflygtningene op. Sammen med forfatterens og de interviewedes egne billeder og andre fotos får læseren et værdifuldt supplement til bogens beskrivelser. Ikke mindst billederne af de overfyldte både gør et stort indtryk.
PÅ ET TIDSPUNKT, hvor der var en særlig stor gruppe vietnamesere på vej fra flygtningelejrene i det fjerne østen, var jeg kontorchef i det daværende Arbejdsdirektorat. Vi havde det centraladministrative ansvar for deres integration på det danske arbejdsmarked. Sammen med chefer fra de statslige arbejdsformidlingskontorer etablerede vi en koordinerende arbejdsgruppe til at forberede indsatsen, for vi var meget bekymrede. Ville disse flygtninge mon kunne blive selvhjulpne, når man tog i betragtning, at de kom fra et krigshærget land, at de havde været igennem en traumatiserende flugt, at de havde baggrund i en fremmedartet kultur og at de talte et sprog, der lå meget langt fra det danske.
Vi kunne have sparet os bekymringerne. Vietnameserne viste sig at være utrolig arbejdsomme og i stand til at gøre brug af de tilbud om danskundervisning og erhvervsuddannelser, som de fik. I den forbindelse var det en hjælp, at de ikke først skulle til at lære det latinske alfabet. I Vietnam anvender man ikke skrifttegn mere, sådan som man for eksempel gør det i Kina.
De vietnamesiske flygtninge fandt ret hurtigt en plads på det danske arbejdsmarked. I et nyttigt indledningskapitel om Vietnams historie skriver historikeren Sebastian Olden-Jørgensen om vietnameserne, at de holder sammen og hjælper hinanden. De dyrker deres vietnamesiske sprog og bevarer deres traditioner. De er ikke overrepræsenteret i kriminalirtetsstatistikken og holder i almindelighed diskret afstand til det politiske liv og dansk folkekultur.
De katolske flygtninge blev del af det eksisterende katolske menighedsliv i Danmark. Fra min tid som praktiserende buddhist ved jeg desuden, at de buddhistiske flygtninge ud af deres sparsomme midler samlede penge sammen til at oprette templer, hvor de kunne dyrke deres buddhistiske tro i traditionen fra den nyligt afdøde verdenskendte vietnamesiske zenmester Thich Nhat Hanh.
DE SEKS FLUGT- OG INTEGRATIOSBEETNINGER, som fremlægges i bogen ”Vores flugt”, vidner om de for en velfærdsdansker ubegribelige lidelser, de vietnamesiske flygtninge gennemgik under flugten, og om deres evne til at tilpasse sig et nyt og fremmedartet samfund. Linh selv fik job hos A.P. Møller-Mærsk, hvor hun var ansat i fyrre år, de sidste ti år som IT-analytiker og projektkoordinator. Hendes søskende fik også gode uddannelser og job. Andre fandt arbejde som for eksempel teknisk designer, rengøringsassistent, socialrådgiver og social- og sundhedsassistent. Flygtningenes børn har også gennemgående klaret sig godt.
Man kan undre sig over, at danske samfundsforskere har beskæftiget sig så lidt med de vietnamesiske flygtninges historie, som de har. Et oplagt emne ville for eksempel være historien om den nyligt afdøde danske journalist Henning Becker, som landede i Ålborg i 1975 med 204 drenge. Det var gadebørn, han havde taget sig af i Vietnam, og som det lykkedes ham at bringe ud af landet i sidste øjeblik, inden landet blev kommunistisk. Hans aktion gav anledning til en del diskussion med de danske myndigheder. En af de seks interviewede i bogen hører til Henning Beckers børn. Hvordan mon det er gået de 203 andre?
Else Marie Kjerkegaard
Forfatter til ”Med håbet som rejsefælle – Vietnam fra nord til syd” (Forlaget Boedal 2012)
Af Linh Nguyen
