Sandhedens og kulturens vogter

Man kan forudse, at denne traditionelle belæring vel ikke vil blive modtaget uden videre af alle. Dertil er der for mange røster, der taler imod Kirken og disse røster forstærkes gennem de moderne meddelelsesmidler. Men Kirken er ikke forbavset over at blive et „modsigelsens tegn“ i lighed med sin stifter, Kristus. Men den undlader ikke af den grund ydmygt, men fast at forkynde hele den etiske lov såvel den, der findes i menneskets inderste væsen, som den, der findes i evangeliet. Det er ikke Kirken, som har givet disse love. Den kan derfor heller ikke sætte sig til doms over dem; den kan kun bevare og udlægge dem. Den kan derfor aldrig erklære noget for tilladt, der er virkelig utilladeligt, da det altid vil være i indre strid med menneskets sande vel.

Kirken ved, at den bidrager til at genskabe en virkelig menneskeværdig kultur ved at forsvare ægteskabets etik i sin helhed. Den forpligter derfor mennesket til ikke at give afkald på sit personlige ansvar ved at støtte sig til tekniske midler. Derved forsvarer den ægtefællernes værdighed. Tro mod Kristi lære og eksempel viser Kirken sig som en oprigtig og uegennyttig ven af menneskene. Den vil hjælpe dem - allerede her i denne verden - „til som børn at få del i den levende Guds liv, han der er alle menneskers fader“

Kilde: Humanae Vitae kap. 18: Sandhedens og kulturens vogter