KIRKE I KAMP: Fokus på Kirken

Den 17. januar 1976 fejrede Hubert Messerschmidt sit 50 års præstejubilæum med en Kirke-Weekend på det tidligere Magleås Kursuscenter i Nordsjælland. Med et »kirkeligt kalejdoskop" bragte nogle af hans elever ham, i mundtlig form et »festskrift«. Dagen efter opsummerede Elsebet Kieler i nedenstående tekst, som dannede oplæg til et afsluttende plenum - En tekst der holder 44 år senere.

Af Elsebet Kieler

Man kan diskutere værdien af det arbejde, der gøres i pastoralrådet. Det er en demokratisk valgt forsamling med den tyngde i arbejdet, som følger af, at alle i Kirken er repræsenteret, og at alle så vidt muligt skal være med i det, der sker. Men der er en dimension i det, som opleves som en enorm chance til én selv: det er jo kirkebyggeri, vi har med at gøre. Det er Guds egen husholdning, vi er taget med ind i. Det er under disse konkrete forhold, Kristus arbejder på at bygge sin Kirke op. Vi er de levende, mere eller mindre velegnede sten, han har at arbejde med. Pastoralrådet er naturligvis langt fra hans eneste byggeplads. Hvorsomhelst en kristen arbejder i hans intention, er han selv ved arbejdet. Men arbejdet i pastoralrådet sætter focus på Kirken, og det umiddelbare engagement i dette arbejde former ens mentalitet.

Sentire cum ecclesia

At fornemme sig frem til tingene sammen med Kirken -  sentire cum ecclesia - det bliver man katolik af når man vel at mærke oplever denne arbejdssituation i tro. Set med naturalistiske øjne er der gode muligheder for at falde fra. Det er ikke bare embedsmændene i de romerske kongregationer, der kan skuffe. Vi er her jo alle sammen, med alt, hvad der bor i os. Vi kan sagtens være selvforsynende, hvad det angår. Det tænkte jeg en del over, da jeg mødte den romerske Centralkomité for det hellige år (1975) - og præsidenter for de nationale komitéer fra hele verden. Det var mest biskopper. Ikke så få havde fået deres præsteuddannelse i Rom. På mødet i Vatikanet var de som en flok skoledrenge, der var sluppet løs på ferie. Men snakkede man nærmere med dem, fik man et lille indblik i det, de til daglig sidder i: »Det daglige pres, omsorgen for menighederne,« som Paulus siger; »er der vel nogen, der vakler, uden at jeg lider med ham? er der vel nogen, der snubler og falder, uden at jeg brænder for ham?« (2. Kor ll,28-29). En biskop fra Ny Guinea skrev til mig, at den praktiske omsorg for Kirken og de politiske forhold, hvorunder den skal eksistere, kan få én til at tabe af syne det, som skal være sigtet med det hele: at Kristi legeme skal have Kristi Ånd! En anden skrev til jul, at deres nationale valfart til Rom bl.a. havde givet katolikkerne et nyt forhold til ham som biskop: de havde opdaget, at han også var et menneske! Sådanne bemærkninger antyder dimensionerne i Kirkens hyrdeembede. På højde med sit embede er en biskop naturligvis kun i den grad han er identificeret med Kristus. Men på højde med vort kald, vort sande jeg, er vi andre også kun i den grad vi - enhver på sin plads - er identificeret med Kristus. Så kan vi jo se, hvem der kommer først i mål.

Er det mærkeligt, at vi kan gribe de mænd i Kirken, der skal holde sammen på det hele, i taktiske manøvrer, i diplomati og menneskeværk? Falder vi ikke selv for den daglige fristelse at komme Gud i forkøbet og bede ham hjælpe os med det, vi selv kunne tænke os? Jo ældre man bliver, jo mindre føler man sig i stand til at forarges over Kirkens alt for menneskelige side. Det er jo ikke blot Jesu historie med de første disciple om igen. Det er også Jesu historie med sådan nogen som os. Som ung var man så sikker på, hvordan kagen skulle skæres, og så hurtig til at forkaste de andres makværk. Som historien skrider frem, sker der en gradvis omformning og forvandling af én selv.

Først føres man ind i en situation, der entydigt peger på det kald, Gud har tiltænkt én, den rolle, man skal spille i den guddommelige historie. Kaldet fremkalder i én en ny identitet - eller bringer den gamle jeg-bevidsthed til nyt og uanet gennembrud. Bibelen udtrykker det ved i kaldsøjeblikket at give sine personer nyt navn. De, der går i kloster, eller de kvinder, der gifter sig, kender til det samme: et nyt navn, en ny identitet - det er, hvad det personlige kald skænker én. Vi andre kender også lidt til det, når vi i firmelsen valgte et helgennavn som tillægsnavn. Jeg beklager, at denne navnepraksis i Kirken og samfundet er ved at gå af mode. For den er meningsfyldt.

Kaldet provokerer alle kræfter frem i én. Man har fået fat på meningen med sit liv. Nu skal der arbejdes, skabes nyt, bygges op i Kirke og samfund. Skaber- og frelsesværk skal gå hånd i hånd. Arbejdet i samfundet skal støbe fundamenterne, skaffe rum og modtagelighed for livet i Gud. Og arbejdet i Kirken skal samle og forløse, bygge Kristi legeme op, så verden kan få øje på Kristus i vort fællesskab.

Samfund og Kirke

De to arbejdsfelter, samfund og Kirke, forudsætter gensidigt hinanden. Nåden bygger på og fuldender naturen, siger Thomas (Thomas Aquinas er katolsk kirkelære - red.). Mennesket kan i sin naturlige udvikling vokse skævt eller frustreres. Nåden bliver da som en plante i dårlig jord. Eller mennesket kan blive stikkende i sin naturlige udvikling uden at modtage eller ville modtage sæden fra Gud. Det kan have hele potentiellet i orden uden at det bliver brugt til det, det er skabt til. Og så kommer der heller ikke nogen plante ud af det. Det er, som Hanne Gregersen (kendt katolsk kvinde i Danmark - red.) sagde: natur - overnatur betinger hinanden, hvis Gud og mennesket skal komme til sin ret.

Den vejledning, som vi er pastor Messerschmidt så taknemmelige for, har tilgodeset dette forhold. Jeg husker, De selv har sagt, det var som havemand (pastor Messerschmidt var glad for at arbejde med jorden under sin gerning i Sønderjylland - red.) De lærte at kende og respektere livslovene. I denne sans for naturens orden mødes De med Bent Dalsgaard Larsen (kendt katolsk forfatter - red.) bag ploven. Og det var den historiske situation i Kirken og i Deres eget liv - og det vil jo sige Gud - som stillede Dem i et åndeligt centrum, hvorfra det blev muligt for Dem at gennemskue denne problematik og finde vejen igennem den. Denne vej skal naturligvis ikke forstås som en opskrift, der låser livet fast. Den skal forstås bibelsk - som Guds vej ned gennem historien.

Deres vejledning har været så diskret og tilbageholdende, at det sommetider har kriblet i nogen af os. I den grad kunne det forekomme os, at De bare lod tingene ske og menneskene køre deres eget løb. Deres grunde til denne vejlederholdning har været to: respekten for den guddommelige historie, hvis tegn og tale man også som vejleder måtte aflytte fra situation til situation - og respekten for enhvers personlige integritet.

Det har været helt vor egen viljes beslutning, hvor langt vi ville gå, men bad vi om hjælp, så blev skovlen også lagt ved træets rod. Så blev der ikke sat nye lapper på gammelt tøj. Så blev der tinget om selve eksistensen og renset ud i eksistensgrundlaget: Hvad var det, vi byggede vort liv på? hvad fandt vi vores tryghed og styrke i? hvad var det, vi dybest set var ude på? Når vi har bedt Dem gå ind i dette arbejde med os selv og hjælpe os, så har Deres udholdenhed med os, synes jeg, været uden grænser. Den stadige revision af eksistensgrundlaget har kastet dem, der selv ønskede det, ind i den død-og-opstandelsesproces, som Flemming Kieler (én af Elsebet Kielers brødre - red.) har talt om, et stadigt hamskifte, som jo skal endelig fyldbyrdes i den legemlige død og opstandelse. Den har været bestemmende for den organiske vækst og frugten af vort arbejde.

Det personlige forhold til Gud

I denne sammenhæng forstår jeg også Lars Messerschmidts (Hubert Messerschmidt nevø og katolsk præst - red.):  det personlige, kompromisløse forhold til Gud. Vi er så tilbøjelige til at gøre Gud til objektet for vores anstrengelser. Vi vil gerne gøre alt muligt for ham og be`r ham til gengæld velsigne også vores lille menage. Vi glemmer, at et ægte personsforhold til Gud og mennesker består i, at den anden med alt, hvad han er og står for, selv får lov at gøre sig gældende i vort liv. Gud skulle ikke være objektet for vores anstrengelser, men subjektet i dem, den, der personligt taler og handler gennem os.

Det er denne trosholdning, Teilhard de Chardin (2) mediterede over, da han bar den konsekrerede hostie på sig under den 1. Verdenskrig. Så nær Kristus han var i Sakramentet, så meget han længtes efter at blive forenet med ham, følte han sig dog endnu langt borte. Hvad skilte ham fra den fuldkomne forening med Gud? Det gjorde livsopgaven, som var hans kald. Der skulle en trosvandring til, gennem tiden og verden. På denne trosvandring ville Gud successivt kalde hans kræfter frem, fysiske, psykiske, åndelige, og engagere dem i de opgaver og mennesker, han førte på hans vej. Og kun ved på denne måde at følge kaldet og udøse alle sine kræfter i det, ville det blive muligt for ham at elske Gud med alle sine kræfter og det vil jo sige med hele sit hjerte - og sin næste som sig selv.

Sådan opleves forvandlingskraften, som Flemming angav som motivet til sin konversion. Det var også mit motiv. Det drejer sig her om en troserfaring, som naturligvis ikke er forbeholdt katolikker, men som dog er typisk katolsk. Ikke moralistisk og individualistisk som vulgærkatolicismen kan være - men sakramental og ecclesial, kirkelig bestemt.

Det daglige arbejde i samfund og Kirke driver os, hvis vi vil være tro, ud af vort hus, vor subjektivitet og nøder os til at indtage en ny position, nemlig i den personlige situation, som de andre befinder sig i, de mennesker, vi er sat til at arbejde for. Ved at tænke og handle ud fra deres sande identitet, så vidt vi kan få øje på den, deres særlige bidrag og behov, problemer og tilskyndelser fra Gud - går vi den offergang med vort liv til vor fælles Herre, som er betingelsen for at han i messen kan forvandle også os og føje os sammen i sit legeme. Der er en fidus ved denne teologale næstekærlighed, som er gennemstruktureret af tro, håb og kærlighed. Den virker dybt ind på gudsforholdet, ligesom gudsforholdet virker dybt ind på den.

Lars sætter et spørgsmålstegn ved vor holdning i så henseende. Den svigtende trosholdning er uden tvivl forklaringen på den identitetskrise, som rammer så mange i dag. Og dog er jeg ikke så pessimistisk. Personligt vil jeg ikke ombytte vores tid med nogen anden. I den grad synes jeg, at der er muligheder og chancer i den.

Det er mit indtryk, at vi er inde i et omsiggribende kulturforfald i den vestlige verden, som jeg ikke ser nogen vej ud af, men at Kirken som sådan er på vej op. Mange katolikker formår tilsyneladende ikke at følge den. Jeg tænker her hverken i progressive eller konservative baner. Jeg tænker på troens plan, på det gennembrud af åndelige kræfter, som vi har oplevet siden 2. Vatikankoncil.

Mange synes at have været uforberedt på det, så indfanget af deres egne ideer og aktiviteter, at de ikke har kunnet få øje på det plan, fornyelsen foregår på. l stedet for at gå med ind i en kollektiv renselse af forholdet til Gud og mennesker og dvs. i et stadig dybere opbrud fra os selv, søger de fornyelsen - skal vi sige - i en flirt med denne verden. Resultatet bliver derefter. Der, hvor trosakten udebliver, går også trosindholdet efterhånden tabt. I stedet suges man ned i det almindelige kulturforfald. Det oplever vi daglig omkring os. Men lad os være varsomme med at afgøre, hvem der ikke har tro.

Omkring jul har jeg besøgt flere katolikker og ikke- katolikker, som går på gravens rand. Det har, især hos katolikkerne, været en befriende oplevelse. Det er, som om åndelige kræfter frigøres i mennesket, når det ikke mere er spændt for arbejdsvognen. Dette at skulle møde daglige krav fra andre, som man ikke kan leve op til, det provokerer selvopholdelsesdriften og selvforsvaret frem. Megen aggressivitet hos os mennesker skyldes jo den latente angst for ikke at kunne stå model til det pulveriserende liv. Så snart mennesket fritages for denne byrde, lever det op. Og hjertet afslører en tillidsfuld tro på Gud og et enfoldigt ønske om at være hos ham og være hans barn.

Jeg tror, der findes mere skjult tro af denne art i menneskene, end vi aner. Jeg føler også, ligesom Jørgen Hviid (katolsk præst - red.), en vis ærefrygt for de fattige, syge, ensomme og gamle, som har gennemlevet livet og holdt ud i håbet. Når man selv har taget mål af et stykke af vejen, ved man, at det er ikke nogen ringe ting - dette at komme igennem tilværelsen med troen og håbet i behold.

På en dag for de syge på Rygård husker jeg, at pastor Messerschmidt talte om flådebesøg. Det er jo flot, når fine, nymalede krigsskibe lægger til ved kajen, og folk strømmer ud for at se dem. Men det er en ganske anden sag at se et slagskib vende hjem fra krig, medtaget, med hul i skroget og lig i lasten. Så er der ingen, der råber hurra. Så bøjer man hovedet i taknemmelighed og stolthed over, at sådan kan mennesker kæmpe til det sidste.

Vi trænger uden tvivl til den unge Paulus, der fuld af åndens lidenskab revser menighederne. Vi holder meget af den prøvede og modne Paulus, der skriver til Timoteus: »Jeg ofres allerede og tiden er inde, da jeg skal bryde op. Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet, bevaret troen« (2. Tim 4,6-7). Når dette er sagt, skynder jeg mig at tilføje: Lad os med taknemmelighed konstatere denne skjulte tro i mange, men lad os ikke gøre nogen filosofi ud af den til os selv.

Gudsfolket kaldet til at gå på barrikaderne

Om nogensinde da er Gudsfolket kaldet til at gå på barrikaderne nu. Sr. Simone Springer O.S.B. sagde, at Guds undere er initialundere (initial = indgang, begyndelse - red.) , der vil sætte menneskene i gang. Paulus taler om kampberedskab for fredens evangelium, om sandhedens bælte, retfærdighedens brynje, troens skjold, frelsens hjelm, Åndens sværd, som er Guds ord (Ef 6,14-l7). Den tale er tydelig nok.

Det vestlige samfund er på vej ned, tror jeg - Kirken er på vej op. Vi er borgere i begge samfund. Det kan meget let, som Christian West sagde, føre til en åndelig skizofreni, en spaltethed i engagementet, som gør, at vi i virkeligheden flygter fra Kristi vej gennem verden. Læger og sygeplejersker, som er her til stede, ved, hvad jeg taler om. I præsenteres daglig for samvittighedsspørgsmål, hvor det kristne menneskesyn tørner sammen med samfundets. Pædagogerne har længe stået i frontlinjen og oplevet, hvordan forældregenerationens materialisme og arbejdsræs har fremmedgjort børnene for både Gud og mennesker. Et par politikere har vi også iblandt os. Lars Roar Langslet og Erling Tiedemann mærker, så godt som nogen, det enorme værdiskred - i Danmark stærkere end i Norge. For jer står den elementære kamp for menneskerettighederne formodentlig øverst på dagsordenen hver eneste dag. Bent står som universitetslærer midt i dialogen med studenterungdommen og marxismen, hvor godt og ondt så sært er blandet sammen. Christian kan også berette fra gymnasieverdenen, hvordan marxistisk ideologi og fællesskab har indtaget kristendommens plads. Christian peger samtidig på verden uden for Europa, på Afrika f.eks., hvor kristendommen vinder stadig mere terræn. I Afrika er der ganske vist mangel på kvalificeret arbejdskraft, men der er ingen mangel på kald, sagde de afrikanske biskopper, jeg traf i Rom.

I Europa kæmper vores biskopper for at holde på deres mandskab. Præstekald, ordenskald, ægteskaber og venskaber slår dybe revner. Kønsrollemønsteret er ramt af identitetskrisen som i ethvert kulturforfald. Det alvorligste er imidlertid ikke, at mennesker omkring os rammes hårdt af tidsånden. Gud er en barmhjertig Gud, som har medlidenhed med vore skrøbeligheder. Ingen af god vilje, han være nok så svag, behøver at tvivle på hans omsorg. Det alvorligste er, at der hos mange synes at være en tendens til at ville normalisere sine egne afvigelser og forme Kirken i sit eget billede. Det synes jeg er det værste af alt.

Vi var et par stykker, der engang gik aftentur på Øm - kan du huske det, Jan Locher? Og så stillede en af os det spørgsmål: Hvad hjælper det, at vi bliver ved med at tale om Gud, når vi ikke kan leve det! Og en anden svarede: Selv om solen kun når sparsomt ind i din stue, så står den dog på himlen og lyser og varmer. Tænk, hvis også solen blev formørket, hvor stort ville mørket da ikke blive!

Tænk, hvis vi forplumrer selve billedet af det liv, der har åbenbaret sig for os, vansirer Kirkens ansigt, så den kommer til at ligne det samfund, der omgiver os indtil forveksling - hvor stort vil faldet da ikke blive! Det er hverken vore fuldkommenheder eller ufuldkommenheder, vi skal vidne om for verden, det er Kristus. Det, verden trænger til, er måske mindre perfekte kristne end bodfærdige syndere. I den oprig tige anger over os selv, den faste tro på Kristus og den udholdende længsel efter at leve med i hans liv og arbejde - giver vi verden et overkommeligt og troværdigt eksempel. Herom kan vi næppe være uenige.

Tilbage bliver: Hvor skal vi, som her er samlet, sætte ind? Sr. Simone har kommenteret salme 126: »De, som sår under tårer, underjubel skal de høste..«. Høsten sorterer ikke under os, men sæden skal i jorden, også nu. Jeg foreslår, at vi koncentrerer os om dette spørgsmål i dag. Er det i Kirkens strukturer, arbejdet skal gøres? Det gør bl.a. vore jurister, som er her til stede. Er det i de fremskudte forpoststillinger på arbejdspladserne? Det kan I alle snakke med om. Er det i basisgrupper, i små kvalificerede katolske fællesskaber, der samles om bøn og bibel, hjælpes ad med dagen og vejen og holder døren åben til verden, så den kan komme indenfor i varmen? Det er der også nogle iblandt os, som mener. Hanne efterlyste i går et ægte trosmiljø i Kirken, som man kan referere sig selv og andre til. Hvad kan vi gøre, for at vort eget liv og arbejde kan få denne kirkekarakter og således virkelig blive det tegn, som verden spejder efter og trænger til?

Det kollektive vidnesbyrd

Der er for mig ikke nogen tvivl om, at det eneste mulige samfund mellem mennesker i dette ords sande og fulde betydning er de helliges samfund. Et blot naturligt samfund, der kun har menneskenaturens reserver at slide på, er pr. definition dømt til at gå al kødets gang. Når Kristus er det sande menneske, og vi kun finder vor sande identitet i ham - så er det indlysende, at enhver varig samfundsdannelse må ske på hans præmisser, i hans navn og Ånd. Altså er et kollektivt vidnesbyrd om Kirken som samfund vigtigere end noget andet i vor tid.

Vi har nydt at være sammen i denne weekend. Det har været en sabbatshvile midt i arbejdet. Men jeg tror ikke, jeg tager fejl, når jeg siger, at det, der har drevet os sammen, netop er det, pastor Messerschmidt ved enhver lejlighed har tilskyndet til: viljen til sammen at være Kristi Kírke. Hvordan kan vi bedst følge denne vilje op? sådan at Kirkens fællesskab viser sig som et ægte trosmiljø for alle af god vilje?

 

Kilde

"Kirke i kamp"
Hubert Messerschmidt in memorim
Redigeret af Elsebet Kieler

Katolsk Forlag 1982