Kieler, Elsebet von Führen (4/8 1918 — 17/11 2006). Mag.art., forfatter, foredragsholder og forlagsleder. Hun blev født i København som datter af læge Julius Ernst von Führen Kieler (17/2 1888 — 16/12 1957) og hustru Margrethe Kieler f. Wegge (1890—1976). EK er søster til Flemming → Kieler, Bente Kieler og modstandsmanden Jørgen Kieler. Hun blev student fra Horsens Statsskole 1937 og studerede derefter almindelig og sammenlignende litteraturhistorie ved Københavns Universitet, hvor hun blev mag.art. i 1946. Hun deltog aktivt i modstandskampen i gruppen Holger Danske II under den tyske besættelse og medvirkede bl.a. til at få danske jøder sendt til Sverige. Før krigen havde hun under rejser i Tyskland selv oplevet nazismens indstilling til jøder. EK blev pågrebet 16/2 1944 og indsat i Vestre Fængsel og Frøslevlejren, hvorfra hun blev løsladt 1/10 s.å. Hun var oprindeligt pacifist, men jødeforfølgelserne og overtrædelser af menneskerettighederne fik hende til at yde ikke-væbnet modstand. Efter undervisning hos pastor Hubert → Messerschmidt konverterede EK 28/3 1945 til Den katolske Kirke og tilhørte i mange år den kreds af tilhængere, han havde. Efter sin magisterkonferens var hun på flere studieophold og rejser i udlandet, bl.a. ved Harvard University 1946-1947, i Italien, Frankrig og Belgien i 1947, samt ved Institut Catholique i Paris fra 1952-1954. EK var meget optaget af det bibelske menneskesyn, hvilket bl.a. resulterede i bøgerne Troens vandring (1955, 237 s.), Det bibelske menneskesyn (1983, 209 s.), Syndere og helgener i Bibelen: Gl. Testamente (1991, 339 s.) og Syndere og helgener i Ny Testamente (1994, 2 bd.). Hun har desuden forfattet og udgivet en række andre bøger, bl.a. om Eukaristien, Bodens Sakramente, pavebesøget i 1989 og pastor Hubert Messerschmidt. EK forberedte midt i 90'erne en oversættelse til dansk af Den katolske Kirkes Katekismus, som kom til at danne grundlaget for den danske udgave (2006, 807 s.). Også Dagny → Kjærgaard og Lars → Messerschmidt var involveret i dette arbejde. EK udøvede lægapostolatet på mangfoldige måder, bl.a. ved at arrangere lederskoler i Norden, bibelhøjskoler, kirkedage og biskop Martensens familieretræter på Sostrup (1973—1993). EK var medlem af *Synoden på Nyborg Strand (1967-1969), menighedsrådet i Sankt Ansgars Menighed i København (1970-1976, formand 1972-1976) og af Pastoralrådet (1970-1982), hvor hun foreslog og var koordinater for flere projekter, bl.a. De fremmede iblandt os og Nye tjenester i Kirken. En særlig opgave, som hun udførte fra 1974-2000 var at være daglig leder af Katolsk Forlag, hvor hun arbejdede ulønnet og medvirkede til udgivelse af et stort antal katolske bøger. EK var ugift og modtog 15/8 1988 jomfruvielsen. I sine senere år blev Elsebet Kieler angrebet af Alzheimers sygdom og flyttede til Dalum Kloster; sin sidste tid tilbragte hun på et plejehjem i Odense, hvor hun døde, og hun blev begravet på Katolsk Vestre Kirkegård i København. Hun viede sit liv til Kirken, besad en stor energi og viljestyrke og var meget betænksom over for de mennesker, hun var i kontakt med.
Kilder: KHA 30. MS (1968, s. 318). Bjørnvad (1993, s. 121). KO 2006,3z(zo),5. St. Ansgar (2007, 46). Katolikker i Bredgade (2017, s. 33, 61). Frihedsmuse- ets Modstandsdatabase: http://modstand.natmus.dk/Person.aspx?33175 (set 2016-06-17). www.catholica.dk/fileadmin/Catholica_files/111.15/catholica. dk_11q5-19.11.2006-Elsebet_Kie|er-Den_fortsatte_frihedskamppdf(set 2016—06-17).