Om samvittighed

Kardinal John Henry Newman (1801-1890)

Jeg vil tilføje én bemærkning: Hvis jeg til en middag skal skåle for religionen (selv om det ikke synes helt passende), så vil jeg skåle – for paven, selvfølgelig – men først for samvittigheden og så bagefter for paven.

Hvis jeg skal skitsere samvittighedens ret og høje autoritet, må jeg begynde med skaberen og hans skabning. Jeg vil hævde, at det højeste væsen har en særlig karakter, som vi menneskeligt udtrykt kan kalde etisk. Han er af natur fuld af evig retfærdighed, sandhed, visdom, hellighed, velvilje og barmhjertighed. Ved skabelsen lagde han den lov, som er ham selv, i sindet på alle sine fornuftsbegavede skabninger. Den guddommelige lov er altså den etiske sandheds rettesnor, målestokken for rigtigt og forkert, en højeste myndighed, en uforanderlig, uafhængig myndighed for mennesker og engle. „Den naturlige lov“, siger den hellige Thomas, „er en afglans af det guddommelige lys i os, den fornuftsbegavede skabnings delagtighed i den evige lov“. Individet sanser denne lov i form af det, man kalder „samvittighed“, og selv om loven kan blive forvrænget, når den passerer igennem det enkelte menneskes forstand, så betyder det ikke, at den ophører med at være guddommelig lov. Tværtimod har den som sådan stadig krav på at blive adlydt.


Kom videre som abonnent - med sikker betaling.


DEN HURTIGE MÅDE

Du kan blive abonnent på KATOLSK LIV for kun 50 kr.
Betal med kredit- eller betalingskort og få adgang med det samme.

KLIK HER 


Hvis du ikke vil benytte kredit- eller betalingskort, kan du vælge at betale med Mobilepay.
Når vi har registreret din betaling, åbner vi dit abonnement.

235 639

Husk at oplyse fakturanummer

KLIK HER

Hvem er John Henry Newman?

John Henry Newman (1801-1890) studerede i Oxford, blev 1822 fellow ved Oriel College og i 1824 præst. Som prædikant, teolog og leder af Oxfordbevægelsen var han en prominent person i den anglikanske kirke. Studier af kirkefædrene førte ham efterhånden til den overbevisning, at den katolske Kirke var Kristi sande Kirke, hvor han derfor blev optaget i 1845.

I 1847 blev han ordineret til præst i Rom, og tilskyndet af pave Pius IX grundlagde han oratorianer-kommuniteter i London og Birmingham. Han var en produktiv, indflydelsesrig og formfuldendt forfatter og brevskriver. Hans bøger omhandler mange emner: dogmeudvikling (On the Development of Christian Doctrine), tro og fornuft (Grammar of Assent), samvittighedens natur (Letter to the Duke of Norfolk), universitetsuddannelse (The Idea of a University), samt hans selvbiografiske „Apologia pro Vita Sua“ om vejen til Kirken.

Hans popularitet forblev stor, også efter at han var blevet katolik, og hans konversion betød en afgørende ændring i den katolske Kirkes status i den engelske opinion. Han blev berømmet for sin ydmyghed, sit liv i bøn, sin utrættelige sjælesorg og sine bidrag til det intellektuelle liv både i Kirken og i England. Hans historiske syn, at kirke og teologi indgår i en permanent udvikling, vakte nogen mistænksomhed fra katolsk hold, men i 1879 ophøjede pave Leo XIII ham til kardinal. Kardinal Newman blev saligkåret i 2010; hans festdag er den 9. oktober, der er datoen for hans konversion i 1845, men den fejres ikke i Bispedømmet København.