Jeg vil tilføje én bemærkning: Hvis jeg til en middag skal skåle for religionen (selv om det ikke synes helt passende), så vil jeg skåle – for paven, selvfølgelig – men først for samvittigheden og så bagefter for paven.
Hvis jeg skal skitsere samvittighedens ret og høje autoritet, må jeg begynde med skaberen og hans skabning. Jeg vil hævde, at det højeste væsen har en særlig karakter, som vi menneskeligt udtrykt kan kalde etisk. Han er af natur fuld af evig retfærdighed, sandhed, visdom, hellighed, velvilje og barmhjertighed. Ved skabelsen lagde han den lov, som er ham selv, i sindet på alle sine fornuftsbegavede skabninger. Den guddommelige lov er altså den etiske sandheds rettesnor, målestokken for rigtigt og forkert, en højeste myndighed, en uforanderlig, uafhængig myndighed for mennesker og engle. „Den naturlige lov“, siger den hellige Thomas, „er en afglans af det guddommelige lys i os, den fornuftsbegavede skabnings delagtighed i den evige lov“. Individet sanser denne lov i form af det, man kalder „samvittighed“, og selv om loven kan blive forvrænget, når den passerer igennem det enkelte menneskes forstand, så betyder det ikke, at den ophører med at være guddommelig lov. Tværtimod har den som sådan stadig krav på at blive adlydt.
Jeg ved, at denne måde at opfatte samvittigheden på, afviger meget fra den almindelige forståelse både i videnskaben og litteraturen og i dagens offentlige mening. Den bygger på den lære, at samvittigheden er Guds stemme, mens det nu overalt er på mode at anse den for at være menneskeskabt på den ene eller den anden måde
Det er hverken det nyttige, det praktiske, de flest muliges lykke, statens fordel, helbredet, orden eller skønhed, der er den rette målestok for ansvarlighed og pligtfølelse. Samvittigheden er ikke en forudseende egoisme og heller ikke ønsket om at være i overensstemmelse med sig selv. Den er derimod en budbringer fra ham, som både i naturen og nåden taler til os som bag et slør, og som underviser og leder os gennem sine repræsentanter. Samvittigheden er den oprindelige „Kristi stedfortræder“, en profet i sine budskaber, en konge, der ikke tåler modsigelse, en præst i sine velsignelser og forbandelser, og selv hvis Kirkens evige præstedømme skulle ophøre, så ville præstedømmets princip bestå i samvittigheden og udøve sin autoritet.
Ord som disse er lutter tom snak for vore dages fremherskende filosofi. Så længe jeg har levet, har der været ført energisk krig – jeg havde nær sagt sammensværgelse – mod samvittighedens ret, sådan som jeg har beskrevet den. Litteratur og videnskab har forenet sig i store organisationer for at nedkæmpe den. Lærestole på universiteter er blevet sæde for modstandere. Dag efter dag har skribenter i offentligheden indoktrineret utallige læseres sind med påstande, som undergraver samvittighedens krav.
Så vidt filosofferne. Lad os nu se på almindelige menneskers forståelse af samvittigheden i dag. Her finder man lige så lidt som blandt de intellektuelle, at ordet „samvittighed“ har bevaret sin gamle, sande, katolske betydning. Når folk forsvarer samvittighedens ret, sigter de på ingen måde til skaberens rettigheder eller til skabningens pligt over for ham i tanke og handling, men til deres egen gode ret til at tænke, tale, skrive og handle, som de finder bedst eller har lyst til uden nogen tanke på Gud overhovedet. De lader ikke engang, som om de følger en moralsk rettesnor, men kræver en englænders ret til at være sin egen herre i alle ting og til at bekende, hvad man mener. Samvittigheden er en streng opsynsmand, men i dette århundrede er den blevet erstattet af et falskneri, som de foregående atten århundreder aldrig havde hørt om og aldrig ville være faldet for, hvis de havde. Det er egenviljens ret.
Jeg vil tilføje én bemærkning: Hvis jeg til en middag skal skåle for religionen (selv om det ikke synes helt passende), så vil jeg skåle – for paven, selvfølgelig – men først for samvittigheden og så bagefter for paven.
John Henry Newman
Uddrag af Letter to the Duke of Norfolk, 5 (1875)
Hvem er John Henry Newman?
John Henry Newman (1801-1890) studerede i Oxford, blev 1822 fellow ved Oriel College og i 1824 præst. Som prædikant, teolog og leder af Oxfordbevægelsen var han en prominent person i den anglikanske kirke. Studier af kirkefædrene førte ham efterhånden til den overbevisning, at den katolske Kirke var Kristi sande Kirke, hvor han derfor blev optaget i 1845.
I 1847 blev han ordineret til præst i Rom, og tilskyndet af pave Pius IX grundlagde han oratorianer-kommuniteter i London og Birmingham. Han var en produktiv, indflydelsesrig og formfuldendt forfatter og brevskriver. Hans bøger omhandler mange emner: dogmeudvikling (On the Development of Christian Doctrine), tro og fornuft (Grammar of Assent), samvittighedens natur (Letter to the Duke of Norfolk), universitetsuddannelse (The Idea of a University), samt hans selvbiografiske „Apologia pro Vita Sua“ om vejen til Kirken.
Hans popularitet forblev stor, også efter at han var blevet katolik, og hans konversion betød en afgørende ændring i den katolske Kirkes status i den engelske opinion. Han blev berømmet for sin ydmyghed, sit liv i bøn, sin utrættelige sjælesorg og sine bidrag til det intellektuelle liv både i Kirken og i England. Hans historiske syn, at kirke og teologi indgår i en permanent udvikling, vakte nogen mistænksomhed fra katolsk hold, men i 1879 ophøjede pave Leo XIII ham til kardinal. Kardinal Newman blev saligkåret i 2010; hans festdag er den 9. oktober, der er datoen for hans konversion i 1845, men den fejres ikke i Bispedømmet København.
