Det er en udbredt fordom, at kvinder i middelalderen var undertrykte og først fik indflydelse på samfundslivet og deres eget liv efter middelalderen, nærmere bestemt under renæssancen. Det var faktisk det modsatte, der skete.
Det kræver en nærmere forklaring, hvor vi først skal se på kvindernes situation inden middelalderen, d.v.s. mens Romerriget endnu eksisterede.
Ifølge romerretten var kvinden ikke et rets-subjekt. Det vil sige, at hun ikke var beskyttet af loven og derfor ikke blev betragtet som et selvstændigt individ. Hvis hun ikke var gift endnu, var det hendes far, der bestemte over hende, og hvis hun var gift, var det hendes mand, der overtog denne rettighed.
I modsætning til kvinderne i oldtidens Grækenland og kvinderne i de muslimske lande var hun dog ikke spærret inde bag hjemmets fire vægge, men kunne færdes udendørs og f.eks. deltage i selskabslivet og gå i teatret. Men hun kunne ikke deltage i det politiske liv eller have en stilling i det offentlige som dommer eller administrator.
I familien var det faderen, der i princippet bestemte alt - også over børnene, som han havde lov til at slå ihjel fra fødslen. I de romerske familier var det således almindeligt kun at beholde en enkelt pige.
Faderens absolutte magt medfører også, at hans datter ikke kan gifte sig mod hans vilje. Hvis hun er sin mand utro, har han ret til at slå hende ihjel, mens hendes mand kun har lov til at hævne sig på hendes elsker.
Hvis det er sønnen, der er utro, er det kun svigerfaderen, der kan straffe ham ved at kræve, at han skal betale medgiften tilbage.
Kort sagt, kvinden eksisterer ikke som person, og det er først i de sidste ca. 200 år, inden Romerriget bryder sammen, at det bliver strafbart at bortføre eller voldtage kvinder. Og man skal helt frem til ca. 396, før faderen mister retten til at slå sine børn ihjel.
Den kristne revolution
Det er således først, da Romerretten forsvinder, og Kirkens lære får større indflydelse, at kvindernes situation for alvor begynder at ændre sig. I de områder, der hidtil har været administreret af romerske embedsmænd, er det nu kun Kirken, nærmere bestemt biskopperne i byerne, der er i stand til at optræde som myndighed, og som dermed i løbet af 400-tallet kan forhindre, at samfundene går helt i opløsning.
For kvinderne er der tale om en revolution, fordi det nu er Evangeliet og Kirkens lære, der sætter dagsordenen - ikke den hedenske Romerret. Og hvad siger Evangeliet og Kirken så om familien og om forholdet mellem mand og kvinde? Grundlæggende, at mand og kvinde i Guds øjne har den samme værdighed. Og mere specifikt:
- at familien (ordet betyder fællesskab) bygger på solidariteten mellem alle dens medlemmer, ikke kun på faderens autoritet
- at ægteskabet er et sakramente og derfor ikke kan opløses. Læg mærke til, at manden og kvinden, hvad dette angår, er underkastet præcis de samme vilkår
- at kvinden nu er blevet en selvstændig person med rettigheder. Hun har ret til at vælge, hvem hun vil giftes med. Hendes far kan ikke længere tvinge hende til at gifte sig med en anden. Det kan han ikke, fordi Kirken lærer, at et ægteskab kun er gyldigt, hvis begge parter frivilligt har lovet hinanden at ville leve sammen resten af deres liv.
Alt dette er fuldstændig i strid med det hedenske romerske samfunds normer, hvor ægteskabet og familien byggede på faderens autoritet. Det er også forklaringen på, at kristendommens syn på ægteskab og familie kun langsomt bliver accepteret af det store flertal i Romerriget og i den tidlige middelalder, hvor kvinderne i begyndelsen må kæmpe en hård kamp for at forsvare deres nyvundne rettigheder - ofte med livet som indsats.
De første martyrer, som huskes af eftertiden, er således typisk unge kvinder, som nægter at gifte sig med den mand, som deres (ikke kristne) far har valgt til dem.
Og det er samtidig forklaringen på, at kvinderne i de første århundreder af middelalderen spiller en fremtrædende rolle i evangeliseringen af Europa. De håber på denne måde at ændre samfundet, så det bliver mere menneskeligt (mindre brutalt og mandsdomineret), og i samfundets top sker det bl.a. ved, at de overtaler deres mænd til at omvende sig til den kristne tro.
Et berømt eksempel på dette er den hellige Chlotilde (ca. 474-544), som var gift med frankerkongen Clovis. Clovis herskede over det meste af Nordfrankrig, men blev i 496 angrebet af allemannerne.
Det fortælles, at Chlotilde, inden Clovis drog afsted med sin hær, fortalte ham, at han ville sejre, hvis han bad den kristne Gud om hjælp. Det huskede Clovis på, da det i begyndelsen af slaget gik dårligt for ham. Han råbte da til Gud og lovede at lade sig døbe, hvis Gud ville hjælpe ham mod hans fjender. Herefter lykkedes det ham at besejre alemannerne og drive dem på flugt.
Uanset om man vil tro på, at denne fortælling er helt historisk korrekt, er det en kendsgerning, at det var Chlotilde, der overtalte sin mand til at omvende sig og stole på Guds magt, og at hun dermed banede vejen for, at Gallien (det nuværende Frankrig) med tiden blev et kristent katolsk land - ikke mindst efter at flere tusinde af Clovis' mænd havde fulgt hans eksempel.
Og der er ikke tale om et enkeltstående tilfælde. I Italien, Spanien og England sker der noget lignende i løbet af 500-tallet: kvinderne overtaler deres mænd til at konvertere - enten fra hedenskabet eller fra arianismen, som var meget udbredt på det tidspunkt.
Klosterlivet
Kvinderne er også i høj grad med til at bygge middelalderens kristne samfund op ved at gå ind i ordenslivet. Det første kvindelige kloster i Vesten grundlægges i 513 i Gallien i tilknytning til Saint-Jean Kirken i Arles. I "Jeg tror” side 78 (tidligere udgivet undervisningsmateriale fra Katolsk Forlag - red.) har du kunnet læse om, hvordan munke og nonner i løbet af middelalderen opbygger et gratis hospitalsvæsen og et skolevæsen, og på s. 27- 28 i denne bog kan du læse om Katarina af Siena, som ikke blot var en stor helgen, men også pavens personlige rådgiver. Andre kvindelige helgener fra middelalderen kan du læse om i "Gudsvenner” (tidligere udgivet undervisningsmateriale fra Katolsk Forlag - red.): Santa Lucia, Hildegard af Bingen, Elisabeth af Thüringen, Birgitta af Vadstena og Jeanne d'Arc.
Alt i alt et klart vidnesbyrd om, at kvinderne i middelalderen har en frihed og en mulighed for at gøre brug af deres evner både i og uden for Kirken, som de aldrig har haft før. Vendepunktet kommer efter middelalderen, det vil sige allerede fra midten af 1400-tallet, med renæssancen, hvor dele af Romerretten igen kommer til at præge lovgivningen, og hvor kvindens situation derfor forværres. Hendes mulighed for at disponere over sine egne eller familiens penge forsvinder. Det samme gør hendes mulighed for at deltage i det politiske liv, og det er en situation, som varer ved og kun langsomt ændrer sig igen fra slutningen af 1800-tallet.
Kilde: "Den katolske Kirke i 2000 år - din kirkehistorie"
Katolsk Forlag 2019
