Her i september 2022 kan vi efter mange års venten endelig tage den definitive danske oversættelse af det romerske missale, Kirkens officielle messebog, i brug.

Tekst: Biskop Czeslaw Kozon

I 1969 godkendte Den hellige Pave Paul VI en ny udgave af den romerske messebog. Messebogen var det vigtigste resultat af den reform af Kirkens liturgi, som var foranlediget af Andet Vatikankoncil, hvis første dekret, Sacrosanctum Concilium, netop handlede om liturgien og dens betydning. Samme år blev en reformeret udgave af Kirkens kalender godkendt, ligesom der også fulgte en total ændring af ordningen for messens bibelske læsninger, som har givet os et langt bredere udvalg af tekster fra Den hellige Skrift, fordelt på de tre søndagstekstrækker og de to for hverdage.

Formålet med fornyelsen af missalet var at skabe en messeordning, som i højere grad inddrager lægfolket og understreger messen som hele gudsfolkets fejring, der skal komme til udtryk ved, at både gejstlighed og lægfolk giver udtryk for deres aktive deltagelse i både ord og handling. Dette blev fremmet både ved en øget brug af modersmålet og ved at flere funktioner i liturgien skulle kunne varetages af lægfolk. Kalenderreformen bestod bl.a. i en understregning af betydningen af de ’stærke tider’ i kirkeåret – advents-, jule-, faste- og påsketid, en forenkling af klassificeringen af festernes rang og en reducering af antallet af helgenfester, men dog også med indføjelse af nye helgener, så både flere lande og også vor tid blev repræsenteret.

Efter indførelsen af de ovennævnte reformer blev der straks iværksat oversættelser af de latinske grundtekster til de relevante modersmål. Brugen af modersmålet var dog allerede begyndt for dele af messen i 1965, altså mens den let ændrede form af den såkaldte ’tridentinske messe’ stadig var i kraft.

Også herhjemme begyndte man hurtigt på oversættelsesarbejdet, som har haft en bevæget historie og også har taget uforholdsmæssigt lang tid sammenlignet med processen i andre lande. Flere personer og arbejdsgrupper har siddet med opgaven i tidens løb, og tilsvarende flere versioner af teksterne har været i omløb og brug.

I de seneste år har arbejdet været intensiveret, dog stadig over lang tid, også fordi de personer, der var engageret, havde mange andre opgaver. Arbejdet er foregået i en efterhånden tættere kontakt med Gudstjenestekongregationen, hvis ledelse og medarbejdere har været yderst hjælpsomme og med til at fremme processen, således, at den endelige romerske godkendelse forelå den 23. september 2021.

Denne godkendelse betød, at man nu kunne sætte gang i trykningen og den endelige udgivelsesproces. Udover den nødvendige kontakt til trykkeri, bogbinder, grafiker m.fl. var der også mulighed for at korrigere enkelte fejl i ortografi og layout. Det har også været en ambition at finde smukke illustrationer til missalet. Det havde været oplagt kunne vælge noget fra danske middelaldermissaler; men desværre er materialet her ret sparsomt. I stedet bliver det motiver fra Ingeborgpsaltret, ganske vist et fransk illumineret håndskrift fra 1195, men fremstillet til den danske prinsesse Ingeborg, hustru til den franske konge Philip II.

Uden at skulle bagatellisere den lange tid, det har taget, at få udgivet missalet på dansk, har den sidste fase af arbejdet gjort det muligt at få en række nye helgenfester med, som først for nylig er blevet optaget i den universelle kalender, så missalet er i hvert fald opdateret.

Fire påfaldende ændringer i den nye danske udgave af missalet

Den danske oversættelse af missalet, som nu foreligger, følger det forlæg, som har dannet grundlag for messens liturgi siden 1969. Messen vil derfor absolut være genkendelig og sådan, som vi har været vant til.

Dog er der i hvert fald fire ændringer i den nye oversættelse, af sproglig art og af forskelligt omfang, men alligevel af en sådan karakter, at det kræver en vis opmærksomhed at tilegne sig dem.

Ændring 1

Ny tekst til Fader vor

Den mest gennemgribende ændring er en ny oversættelse af Fader vor, gennemgribende fordi det ikke blot drejer sig om brugen af Herrens bøn under messen, men også i vort øvrige bønsliv.

Fader vor er en bøn som alle kristne er fælles om. Modsat andre sprogområder har vi herhjemme altid opereret med både en katolsk og folkekirkelig hhv. frikirkelig version af denne vigtige bøn. Selv om forskellene er små og kun af sproglig karakter, har det ofte været et let irritationsmoment, at vi har forskellige versioner af bønnen, fx ved dåb, bryllup, begravelser, økumeniske gudstjenester og på vore katolske skoler, hvor børn af forskellige kristne konfessioner mødes. Det har ikke gjort forvirringen mindre, at Folkekirken for nogle år siden indførte en alternativ version, som dog ikke er generelt forpligtende.

På den baggrund blev der for nogle år siden fremsat et forslag i pastoralrådet om, at vi fra katolsk side skulle arbejde på, at den samme version af Herrens bøn blev bedt i alle kristne sammenhænge. Dette forslag blev senere drøftet og bifaldet i præsterådet, men bestemt til først at skulle træde i kraft med udgivelsen af den endelige oversættelse af missalet, da den nye version af Fader vor specifikt skulle godkendes af Gudstjenestekongregationen.

Resultatet er blevet, at vi har overtaget den version, som indtil den ovennævnte alternative version kom i brug, var den gængse i Folkekirken. Udover, at vi nu får den samme tekst, så er det faktisk også sådan, at den ’folkekirkelige’ version i højere grad svarer til den latinske.

Den nye version af Herrens bøn i katolsk sammenhæng herefter som følger (med fremhævelse af de ændrede ord):

Fader vor, du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn, komme dit rige.
Ske din vilje som i himlen, således også på jorden.
Giv os i dag vort daglige brød og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde.

Ændring II

Nyt menighedssvar ved afslutningen af offertoriet

Siden indførelsen af den oversættelse af messens liturgi, vi indtil nu har kendt, har menighedes svar på præstens opfordring ”Lad os forenes i bøn, at vor offergave må blive Gud til behag” lydt: ”Herren til ære og verden til frelse.”

Dette er en stærkt forkortet og ikke indlysende version i forhold til den latinske tekst. Derfor vil svaret på præstens opfordring fremover lyde: ”Herren modtage ofret af dine hænder, til pris og ære for hans navn og til gavn for os og hele hans hellige Kirke.”

Ændring III

Ny formulering af forvandlingsordene over kalken

Disse ord berører ikke menigheden direkte, da de jo fremsiges af præsten. Dog er ændringen ret iørefaldende og anderledes end før. Samtidigt har spørgsmålet til tider været genstand for en intensiv diskussion blandt teologer.

Det drejer sig om ændringen fra ”som udgydes for jer og for alle…” til ”som udgydes for jer og for mange… I lande som Frankrig, Sverige og Polen har man fra begyndelsen sagt ”for mange,” i det engelske sprogområde er man i den seneste udgave af missalet gået fra ”for all” til ”for many,” mens det i andre sprogområder fortsat er genstand for diskussion.

Ændring IV

Akklamation efter forvandlingen

I den latinske udgave af Det romerske Missale har der fra begyndelsen foreligget tre mulige akklamationer efter forvandlingen. Dog har kun én akklamation været almindeligt brugt herhjemme, nemlig ”Herre, vi forkynder din død, vi priser din opstandelse, vi forventer dit komme i herlighed.” Denne version svarer dog ikke til nogen af de latinske forlæg, og vil derfor ikke være at finde i det nye missale. På førstepladsen står nu: Herre, vi forkynder din død, vi priser din opstandelse, indtil du kommer.” Den svarer ordret til den første akklamation i den latinske grundtekst, og er den, der fremover skal promoveres.

En let forandret version af den indtil nu mest brugte akklamation, står på andenpladsen og lyder: ”Herre, vi forkynder din død, vi priser din opstandelse, indtil du kommer i herlighed.

Derudover vil man kunne bemærke mindre ændringer i fx nadverbønnerne og andre bønner, som fremsiges af præsten, ændringer som blot er en mere korrekt gengivelse af den latinske tekst.

En vigtig begivenhed og afslutningen på en lang proces

Som allerede nævnt består udgivelsen af det komplette missale på dansk kun i, at det værk, som siden 1969 har været grundteksten for fejringen af messen nu foreligger i en endegyldig, opdateret, korrigeret og ikke mindst æstetisk set præsentabel udgave.

Det har været en lang proces at nå så vidt og mange mennesker har i dette spand af tid været involveret. Den lange tid betyder også, at flere af de involverede ikke opnåede at se resultatet af deres engagement.

Der skal således lyde en stor tak til alle disse personer: medlemmer af skiftende liturgikommissioner, særlige arbejdsgrupper og enkeltpersoner. En helt speciel tak skal – desværre posthumt – lyde til bibliotekar Jacob Thomsen, hvis utrættelige og yderst kompetente oversættelsesarbejde med det samlede missale har dannet grundlag for den tekst, der til sidst kunne forelægges til godkendelse i Rom. Erik Christiansen nåede heller ikke at se det færdige resultat af sit arbejde, ikke mindst af opsætningen af teksterne. Også til ham en stor tak for en dedikeret indsats.

Udover, at den latinske tekst skulle oversættes til dansk, forestod der også et stort arbejde med musikken. Her har der både skullet komponeres nye melodier og arbejdes med en tilpasning til dansk diktion og sprogrytme. Tak til Erling Rasmussen, af hvis værker væsentlige dele er indgået i missalet. Tak til Jette Thomsen samt til Knud-Erik Kengen og Michael Stæger, som i den sidste del af processen har ydet en stor indsats for den endegyldige version af melodier og nodebilleder.

I den sidste del af færdiggørelsesprocessen har en særlig missalegruppe intensivt arbejdet med missalet. Ved oversættelsesarbejde er altid en opgave både at være tro mod grundteksten og søge at få den gengivet på et værdigt og forståeligt dansk. Med udgangspunkt i Jacob Thomsens arbejde, der i høj grad søgte at tilgodese disse to behov, har generalvikar Niels Engelbrecht og Elisabeth Hansen ydet en væsentlig indsats. Også til dem en stor tak, til Elisabeth Hansen også for i den sidste fase at have været givet værdifulde råd med hensyn til grafik og design, et felt, som også Maria Hammershøy har været inde over og fortjener stor tak for.

En banal, men vigtig opgave i et udgivelsesproces, er korrekturlæsning. Her skal der lyde en tak igen til Elisabeth Hansen, Michael Stæger, Kirsten Dam og pastor Finn Arvé.

Et par personer har i tidligere faser og på det sidste ydet et godt arbejde. Det er pastor Raymond Minnaert, Jakob Egeris Thorsen og afdøde Käthe Lund og afdøde Mette Olsen. Også for deres indsats en stor tak.

Endelig men ikke mindst skal der lyde en stor tak til Pastoral-Centrets leder, Marcelino Gauguin, som har været med i tiden op til den endelige godkendelse i Rom, men ikke mindst her i den sidste faste har haft en stor og krævende opgave med at tage hånd om processen i form af kontakt med trykkeri og bogbinderi, organisering af bestillinger og distribution, deltagelse i korrekturarbejdet og meget mere.

Midt i de mange udfordringer, vi ofte står i, er det glædeligt at se afslutningen på et vigtigt arbejde med liturgien og nu på en helt ny måde kunne gøre brug af den åndelige og teologiske rigdom, som misalet indeholder. Det nye missale vil være en æstetisk berigelse og betyder, at alle messens tekster er samlet i én bog.

Pave Frans opfordrer til fordybelse i liturgien

Den 29. juni i år udsendte pave Frans et apostolsk brev Desiderio desideravi. Emnet for dette brev er ’Gudsfolkets liturgiske dannelse’. Det lange brev er skrevet på baggrund af pavens ønske om at skabe enhed omkring liturgien; men hans hovedanliggende er at få vakt og styrket de troendes sans for liturgien og dens betydning. I brevet advarer han både mod tom understregning af ydre former og mod en forsimpling og banalisering af liturgien. De troende skal ifølge paven have vakt evnen til at undres.

”Mangler denne evne til at undres over påskemysteriet, som bliver nærværende i de sakramentale tegns håndgribelighed, kan vi virkeligt risikere at blive uimodtagelige for det hav af nåde, som gennemstrømmer enhver fejring,” siger pave Frans (nr. 24).

Dette er naturligvis intet nyt. Liturgien har altid skullet kunne formidle evnen til få os til at undres, og ikke mindst har Andet Vatikankoncil ville fremme dette. Derfor bringer den endelige oversættelse af vort missale heller ikke noget nyt. Alligevel kan vi godt bruge anledningen til en fornyet fordybelse i liturgien og dens rigdomme, således, at ”genopdagelsen af den teologiske forståelse af liturgien og dens betydning for Kirkens liv må fremme en fuld, bevidst, aktiv og frugtbar deltagelse i fejringen af den og dermed kunne indgive os den ægte kristne ånd” (jf nr. 16).