Hvem er Gud?

Gud er et MYSTERIUM. Det er et ord, du tit vil støde på, når vi taler om troen. F.eks. kærlighedens mysterium, Opstandelsens mysterium, lidelsens mysterium ... Et mysterium er en slags hemmelighed, en virkelighed, som helt eller delvis er skjult for os. Det kan man også sige om Gud. Vi kan hverken overskue eller gennemskue Gud, fordi Gud på alle måder er uendeligt meget større end os. Med andre ord, det er ham, der har skabt os og ikke omvendt.

Alligevel ved vi noget om Gud, men det ved vi kun, fordi han selv har villet fortælle os det - eller med et andet ord, som man plejer at bruge her: fordi han har åbenbaret det for os. Gud er altså ikke er et abstrakt begreb eller et upersonligt væsen, vi har tænkt os til, men en person, som henvender sig til os, interesserer sig for os, og som vi kan lære at kende.

ÅBENBARINGEN (med stort Å) er alt det, Gud har valgt at fortælle os - om hvem han selv er, om hvem vi mennesker er, og om hvad meningen er med vores liv. Det har han gjort ved først at tale til sit udvalgte folk, jøderne, og senere ved at sende sin Søn, Jesus Kristus, ned på jorden, for at han kunne tale - ikke kun til jøderne - men til alle mennesker - og vise os, hvem Gud er.

Med Jesus afsluttes Guds Åbenbaring. Med ham er alting sagt. Det skal forstås sådan, at der herefter ikke kommer noget nyt til, men at det, der er åbenbaret for os, til gengæld rummer så meget, at vi aldrig bliver færdige med at spekulere over meningen med det og over, hvordan vi kan bruge det i vores eget liv.

Og hvad er det så, vi har fået at vide om Gud? Allerførst, at han er Skaberen. I SKABELSESBERETNINGEN (1. Mosebog, kapitel 1 og begyndelsen af kapitel 2) er de første ord: "I begyndelsen skabte Gud Himlen og jorden"- altså hele universet. Og som du allerede har set, står der i den korte trosbekendelse linie 40, at Gud er himlens og jordens Skaber.

Skabelsesberetningen er en gammel fortælling, som bruger billeder, som helt almindelige mennesker på den tid var i stand til at forstå - ikke en videnskabelig forklaring. Når der f.eks. står, at Gud skabte universet (himlen og jorden) på seks dage og hvilede på den syvende dag, skal det ikke tages helt bogstaveligt. De seks dage fortæller os blot, at skabelsen strakte sig over forskellige faser. Men budskabet i teksten er: Der behøvede slet ikke at eksistere noget som helst ud over Gud. Det gør der kun, fordi Gud har skabt det - og alt hvad Gud har skabt, er godt.

Skabelsesberetningen, se efter "Skabelsesberetningen"  kan du sammenligne med, hvad vor tids astronomer og fysikere har at sige om skabelsen.

Kort fortalt:

  • Gud er et mysterium
  • Det, vi ved om Gud, har han selv åbenbaret for os.
  • Gud er en person
  • Gud har skabt hele universet

Skabelsesberetningen

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.

Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.

Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag.

Gud sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og det skete. Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt.

Gud sagde: »Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.« Og det skete; jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag.

Gud sagde: »Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!« Og det skete; Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, fjerde dag.

Gud sagde: »Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!« Og det skete; Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt. Og Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene skal blive talrige på jorden!« Så blev det aften, og det blev morgen, femte dag.

Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt.

Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.

Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte.

Det var himlens og jordens skabelseshistorie.

Hvordan opstod universet?

Grafisk fremstilling af teorien om "Big Bang"

Både oldtidens græske filosoffer og mange astronomer i nyere tid har ment, at universet var evigt og uforanderligt. Derfor var der mange, der sagde: Den moderne videnskab modsiger Bibelens skabelsesberetning. Når universet altid har været til, giver det ingen mening at tale om skabelse eller om en Skaber.

Men så skete der noget. I 1920'erne foretog den amerikanske astronom Edwin Hubble beregninger, der viste, at afstanden mellem galakserne* hele tiden øges altså at universet udvider sig. Det skal forstås således, at det er hele verdensrummet, der konstant udvider sig og vokser - og altså ikke noget, der udvider sig inde i et rum, der allerede eksisterer.

At universet udvider sig, er en af de vigtigste opdagelser i astronomiens historie. Nu ved man med meget stor sikkerhed, at universet er blevet til på et tidspunkt, og at det er vokset til den ufattelige størrelse, det har idag, fra et enkelt punkt, hvor al masse og energi har fyldt mindre end et punktum på denne side.

Den hastighed, det er sket med, kan man ved hjælp af moderne teknik (rumteleskoper opsendt med satellitter) fastslå med stor sandsynlighed. Dernæst kan man spole tiden tilbage, altså regne baglæns for at finde ud af, hvornår det hele begyndte. Men da man ikke kan være sikker på, at hastigheden hele tiden har været den samme, er astronomernes teori om, at det skete for 13-15 milliarder år siden, foreløbig kun, hvad de selv kalder et kvalificeret gæt.

* en galakse er et stjernesystem. Vores egen galakse kalder vi Mælkevejen.

Og hvad kan vi så lære af det?

Først og fremmest, at den viden, vi har om universet, i dag, ikke strider mod Bibelens skabelsesberetning og Kirkens trosbekendelser.

Det, som Big Bang-teorien fortæller os. er, at universet har en begyndelse. Derfor kan man ikke længere afvise, at der har fundet en skabelse sted. Nogen eller noget, som ikke selv er en del af universet, og som altså var der, inden universet blev til, må have været årsag til, at det opstod, for ting opstår ikke bare af sig selv.

Og det er netop, hvad Bibelens skabelsesberetning og Kirkens tradition fortæller os: Det var Gud, der skabte universet, og han skabte det af intet. Det kunne han og kun han, fordi han er almægtig, som der står i trosbekendelserne. Intet er umuligt for Gud.

Kan vi bevise, at det netop er sådan, det er gået til?

Nej, ikke på samme måde som man kan bevise, at 2+2 er 4, men det er ud fra den viden, vi har i øjeblikket, den eneste logiske og derfor mest sandsynlige forklaring.

Hvad mere fortæller det os, at Gud har skabt alt af intet? For det første, at der ikke var noget som helst, før universet blev til - kun nogen, nemlig Gud.

I 2. Mosebog kapitel 3 kan vi læse, at Gud viser sig for Moses i en flammende ild fra en tornebusk og fortæller Moses noget meget vigtigt om sig selv. Han siger: Jeg er den, jeg er (nogle oversættelser har: Jeg er den, som er), og han fortsætter: "Sådan skal du sige til israelitterne: JEG ER har sendt mig til jer.

Her bekræfter Gud, at han er - altså er til, eksisterer - men på en helt anden måde end mennesker.

Mennesker er skabt af Gud og derfor helt aflwængige af ham. Alt, hvad vi er og har, har vi modtaget fra Gud. Gud derimod er ikke skabt. Han har altid været til og vil altid være til og er derfor helt uafhængig af tid og sted - og naturligvis også af det univers, han selv har skabt.

Så på spørgsmålet: Er Gud en slags naturkraft? Nej, han kan naturligvis ikke være en del af den natur, han selv har skabt.

Men hvorfor skabte Gud idet hele taget universet og os mennesker? Er der en forklaring på det?

Det er der, for Gud har fortalt os meget mere om sig selv, sådan at vi kan vide, hvorfor han handler, som han gør, og hvad det er, han vil med os.

Treenigheden

For at forstå det, skal vi se på TREENIGHEDEN, som er det mysterium, der fortæller os noget om Guds indre liv. Det, vi får at vide i trosbekendelserne, er, at Gud er ål Gud, men alligevel tre forskellige personer.

Det bliver vi mindet om, når vi kommer i kirken for at deltage i messen. Her er det første, præsten siger: I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Det siger han også, når han døber et barn. Og vi bliver mindet om det, hver gang vi siger Trosbekendelsen (især den lange), hvor der står, at Jesus er Guds enbårne Søn (linie 6), det vil sige den eneste søn, Gud har født (7,11) , men - læg endelig mærke til det - ikke skabt (linie 11). For Jesus er Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud (linie 8 -10) af samme væsen som Faderen (linie 12). Jesus er altså Gud, ligesom Faderen er Gud, og ligesom Helligånden (linie 29 -34) er Gud.

Det er ikke nemt at forstå, hvordan tre forskellige personer kan være en, eller hvordan de indbyrdes forholder sig til hinanden. Det er som sagt et mysterium. Men det hjælper lidt på forståelsen, hvis vi stiller spørgsmålet: Hvad er det, der holder de tre personer sammen i en ubrydelig enhed?

Kærligheden

Svaret er: kærligheden. Guds kærlighed. Det, som Gud først og fremmest vil have os til at forstå ved at afsløre, at han er treenig, er, at hans inderste væsen er kærlighed - kærlighed fra person til person. Fader, Søn og Helligånd er en enhed i kærlighed, hvor Faderen er helt i Sønnen, helt i Helligånden; Sønnen er helt i Faderen, helt i Helligånden; Helligånden er helt i Faderen, helt i Sønnen.

Men hvad er kærlighed? Vi kan bedst danne os et indtryk af, hvad kærlighed er, ved at finde eksempler på ægte kærlighed mellem mennesker. Tænk f.eks. på en mor og en far, som elsker deres børn over alt i verden. Hvis de virkelig gør det, så betyder det

• at de vil ofre alting for deres børn
• at de ikke tænker på sig selv, men kun på, hvad der er godt for børnene.

Eller tænk på et menneske, der er villig til at ofre sit liv for at redde en anden. Eller et menneske, der bruger hele sit liv på at hjælpe andre.

Man kan sige, at deres kærlighed minder om den kærlighed, som er den treenige Guds inderste væsen, og at den derfor også minder om Guds kærlighed til os mennesker.

At Gud er kærlighed, betyder også, at alt, hvad Gud gør, er godt. At der i det hele taget er noget, der er til, andet end Gud selv, er godt, fordi det er skabt af Gud - i kærlighed. Den jord, vi lever på, og det, at vi selv lever, er en gave fra Gud, altså noget godt.

I skabelsesberetningen står der da også i slutningen af hvert af de afsnit, hvor vi hører om de ting, Gud skaber: Gud så, at det var godt. Og til sidst, da Gud er færdig med sit værk: Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.

At Gud er kærlighed - grænseløs kærlighed - blev først helt tydeligt og håndgribeligt for os, da han kom ned på jorden til os og lod sig føde som et menneske af Jomfru Maria. Så stor er hans kærlighed, at han for at frelse os blev menneske og gav sit liv som menneske for vores skyld:

Det skal vi høre meget mere om senere. Men først er der et spørgsmål, vi bliver nødt til at få besvaret. Når vi siger, at Gud vil frelse os, og at han har en frelsesplan - hvad er det så helt præcis, vi skal frelses fra?

Kærligheden er tålmodig ... Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
1. Korinterbrev kapitel 13, vers 4 og 7

Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner
Johannesevangeliet kapitel 15, vers 13.


Kilde: "Jeg tror - din bog om at være katolik"
Katolsk Forlag 2013

%d bloggers like this: