Spørgsmål:
Kære Marguerita,
Tak for denne mulighed for at spørge om katolsk tro og liv. Hvert år støder jeg som katolik og mor ind i spørgsmål hvorfor vi som katolikker ikke fejrer Halloween. Kan I forklare den rigtige sammenhæng?
Venlig hilsen
Maria - Hørsholm
Svar:
Kære Maria,
Halloween er oprindelig en hedensk skik fra den keltiske folketro, hvor man ved indgangen til vinterhalvåret troede på, at dødsrigets porte stod åbne, og man kunne få kontakt til de afdøde. Senere kom traditionen til USA, hvor man sammen med inspiration fra mexicanske dødeskikke begyndte at fejre Halloween den 31.oktober.
I den katolske kirke fejrer vi derimod Allehelgensdag og Allesjælesdag hhv. den 1.og 2. november. På Allehelgensdag mindes og fejrer vi de helgener, dvs. dem som er hos Gud, men som ikke har deres egen helgendag i løbet af kirkeåret. Dagen efter fejrer vi Allesjælesdag, hvor vi beder for de afdøde sjæle i Skærsilden.
Som katolikker kan vi dog godt bruge populærkulturens fejring af Halloween til at sætte fokus på de afdøde helgener og sjæle (og martyrer!) sammen med vores børn. Vi skal ikke hylde eller dyrke det onde og okkulte, men børnene kan bruge Halloween til at øve sig i at møde det onde og uhyggelige i trygge omgivelser.
Samtidig kan man fortælle børnene om, hvordan Gud har overvundet det onde – og om hvordan de afdøde i troen enten er på vej til at blive eller er helgener. Her kan børnene fx lave kreative helgenfigurer, klæde sig ud eller lave græskarhoveder med kristne motiver.
Med venlig hilsen
Marguerita Hvid Spangsberg