Hubert Messerschmidt – I Frisk Erindring

Første gang Peter Schindler og Hubert Messerschmidt mødtes, var i Assisi - det må have været i 1922. Begge var da i en slags undtagelsestilstand. Schindler havde haft en personlig krise i København og var på ubegrænset orlov fra det danske bispedømme. Hubert Messerschmidt havde omsider fået tilladelse til at udtræde af Jesuitterordenen; han havde ansøgt om det hvert år igennem 10 lange år og først nu fået tilladelsen. Jesuitteme troede simpelthen ikke på, at han havde et andet kald. Også hans nen/er var tyndslidte. Peter Schindler var officielt på en kombineret rekreations- og studierejse. Hubert Messerschmidt havde gemt sig i en græshytte oppe i Apenninerbjergene og levet eneboerliv hele sommeren, mens han ventede på bispedømmets tilladelse til at færdiguddanne sig til verdenspræst. Begge havde stillet sig selv spørgsmålet forfra: Hvad var Guds mening med deres liv?

Det var Johannes Jørgensen, der bragte dem sammen. Schindler var vel en 30 år på det tidspunkt, Hubert Messerschmidt 29. Den ene stor og rund, glad for samfund med andre mennesker, for at dele med dem både bogens og bordets glæder. Den anden lille og skarp, hengiven til ensomhed, faste og bøn. Det var trangen til et mere kontemplativt liv, der skilte ham fra jesuitterne. ,,Lidet anede jeg,“ skriver Schindler i sine Erindringer (,,Tilbage til Rom“ s.122), ,,i hvilken grad hans livstråd gennem mange
år skulle flettes ind i min.“

Det var filosofien, de snakkede om ved denne lejlighed, særlig thomismen. Ifl. Schindler's beretning lagde Hubert Messerschmidt den på operationsbordet og dissekerede den som man dissekerer et lig: værsgo'- der er øjnene, der tændeme, indvoldene pænt på række.. Sådan blev principperne hentet frem og analyseret. Schindler gav en god dag i de enkelte dele - det var helheden, der interesserede ham: det levende menneskebarn.. se ungen sidde og lalle og savle og få lov at skrive om
det- beskrive det, snarere end at forklare det- det var, hvad han kunne og ville.

Hubert Messerschmidt har uden tvivl forsøgt at kikke lige igennem ham med sine skarpe brune øjne. Og Schindler har uden tvivl plirret med sine blå og skænket noget mere vin i hans glas. Det hele foregik nemlig,
typisk, ved en bedre middag hos ham. Forskellige som dag og nat, det
var de - men hver for sig med noget i sig, som den anden havde brug for
- og som Kirken herhjemme i høj grad frk brug for.

Det første møde gav kun en overfladisk kontakt. Pastor Schindler var
ikke bare stor og rund. Bag alt rejseriet og den litterære virksomhed
arbejdede troen og lod ham ikke i fred: var det nu lidenskaben efter Kristus,
han var konverteret til? eller var det bare Kirkens store, rige menneske-
verden, der fascinerede ham? Det samme spørgsmål, som konvertitten
Johs. Jørgensen havde stillet sig selv 25 år tidligere: Var han blevet en
katolsk turist eller et omvendt, nyfødt menneske? - Efter et ophold i Paris
fældede den unge Schindler selv dommen: ,,Det var hans kjortel, jeg
rørte ved - ikke ham selv“. Smerten havde jo forladt ham - selvsikker-
heden havde taget dens plads. Men så greb den almægtige Gud ind og
sendte ham smerten tilbage i form af et syndefald - og det var baggrunden
for hans exil i Italien i den omgang.

Og Hubert Messerschmidt var ikke bare lille og skarp. Han lod sig ikke
sådan bringe på én formel. Han var utrolig mangfoldig. Johslørgensen
kaldte ham det uregelmæssige verbum. Også han kendte til smerten. Fra
denne tid stammer en tegning, han har lavet af sig selv, siddende
sønderknust, med udstrakte ben ved korsets fod: pro me peccatore: for
mig synder - havde han skrevet under billedet. Det var, hvad han havde
puslet med deroppe i fårehyrdens græshytte i bjergene.- Men det var
også deroppe, at han en tidlig morgen havde mødt en ateistisk professor
fra Turin. De mødtes ved kilden, hvor de begge skulle hente vand - og
faldt i samtale om Gud. Og den samtale førte til professorens konversion.

Menneskefiskere - det blev de også, både Schindler og Messerschmidt
med mange konvertitter. Den ene arbejdede nok mere i bredden, den
anden i dybden ~ og dog: man skal være forsigtig med at skære tingene
ud i pap. Ved et senere møde, jeg tror også det var i Assisi, da Schindler
igen var i krise og Hubert Messerschmidt trådte til som vejleder og ven,
havde Schindler en lang nats tingen med Gud. Den næste morgen
afleverede han sit resultat til HM: det var hans salme ,,Mig lyster nu at
svæve - i Herrens himmel ind..“ Det er lidt svært at forestille sig onkel
Peter svæve, men alligevel: han vedkendte sig den længsel, vi sikkert
alle kender til: åh, at kunne folde vingerne ud og mærke, at de kan bære!

Han var naturligvis ikke digter som Johs.Jørgensen, men han skrev disse vers med sit hjerteblod. Og Hubert Messerschmidt var ikke bare
filosoffen, der dissekerede hans strofer; han havde tårer i øjnene, da han
senere citerede dem for mig. Han huskede den nat og vidste, hvad den
havde kostet. Så sent som ved sit 50-års præstejubilæum, som vi fejrede
med ham på Magleås for nu snart 10 år siden (1976), sluttede han sin
prædiken med Schindler`s sidste vers: ,,Nu ruller ud Guds rige sit store
herredom - kom, lad os stige, stige - kom, Herre Jesus, kom!“
De var vel egentlig et humoristisk par, de to - en Don Quijote og en
Sancho Pansa, hinandens modsætninger og derfor også velegnede til at
sætte hinanden i relief- men her, i troens kerne, mødtes de og satte deres
spor, også i os.

Det er kun 6 år siden, Hubert Messerschmidt døde - det var juleaftensdag
i 1979; han blev begravet nytårsaftensdag, lige inden 70”emes ti-år løb
ud. Han var født i 1893 i en københavnsk købmandsfamilie. Hans mor
var tysker og ærkekatolik, fra Berlin. Hendes bamdomshjem havde gjort
kulturkampen under Bismarck med i 1870'erne. Hendes morbror og
adoptivfar havde været medstifter af Det katolske Centrumsparti, der
kæmpede for Kirkens uaflrængighed af staten. Hans landejendom i Berlin
blev et møde- og skjulested for partiets ledere.

Det var også kulturkampen, der fordrev tyske ordenspræster og -søstre
til Danmark i nogle år og satte gang i vort lille bispedømme o. århundred-
skiftet.

Det var sådan, jesuitteme kom hertil og vi fik Andreaskollegiet i Ordrup
med lærere og elever fra Tyskland.

Jeg lærte fru Messerschmidt at kende i hendes høje alderdom: en 100%
katolik uden økumeniske nuancer, parat til at fortsætte kampen for sin
katolske tro også her i Danmark. Ene katolik kom hun herop, men ca 25
år senere havde hun 30 trosfæller i sin familie, deriblandt sin mand. Hubert
Messerschmidts far var ikke katolik, da de giftede sig. Messerschmidt'eme
var indvandret fra Tyskland, men havde også fransk blod i åreme. De
anlagde et garveri, som gik i arv i familien. Faderen fik en damekonfektion
på Strøget, men gik senere over til fabrikation en gros. De boede på
Frederiksberg, men supplerede om sommeren med ferieophold i
frskerlejerne i Nordsjælland, som slet ikke var opdaget endnu som
ferieland. Hertil inviterede de også forretningens ansatte. Det var en social
gestus, der var ret ukendt dengang. Måske var den inspireret af Leo d. 1 3.s sociale rundskrivelse Rerum Novarum (1891), som via det katolske
Centrumsparti var nået til København.

Hubert Messerschmidt var bare 1O år gammel, da Leo d. 13. døde (1903).
Det var hans mor, der fortalte ham det oppe i Gilleleje. Hun lagde sit eget
stærke engagement både i det og i sin søn, så drengen løb stortudende ud
i lyngbakkeme, ude af sig selv over den ulykke, der havde ramt Guds
Kirke. Det siger lidt om pavens betydning dengang, men også noget om
Hubert Messerschmidt. Fra sin tidligste barndom var han ét med Kirken;
det er ikke for meget sagt, at den var hans familie og hans hjem.

Til det borgerlige familiemiljø må føjes et andet, som blev afgørende
for ham, nemlig de tyske jesuitteri København. Han gennemførte hele sin
skoletid hos dem, først på St Knuds Skole i Stenosgade og så som kostelev
på Andreas-kollegiet i Ordrup. Herfra blev han student og straks efter
indtrådte han i jesuittemes tyske ordensprovins, som dengang var forvist
til Østrig. Her fik han en nær personlig kontakt med den østrigske kejser-
familie, gennem dens drenge, som han fik ansvaret for på jesuitternes
kostskole i Feldkirch.

Her var han også sammen med en anden ung Jesuit, Jon Svensson, den
islandske forfatter til ,,Nonni og andre historier“, som senere, især i
udlandet, slog igennem som en anden H.C.Andersen. Sammen oplevede
de derfra Den I. Verdenskrig. De holdt med de allierede. De havde et fransk
flag inde i klædeskabet, som de satte på hel eller halv, alt eftersom det
gik op og ned på Vestfronten. Hubert Messerschmidt var profeten, der
forstod sig på strategi og forudsagde udfaldet. Svensson var det
fabulerende bam, der hørte andægtigt på og ordnede det med flaget. Men
bøm var de på en måde begge to. Også Messerschmidt kunne være meget
fantasifuld. En historie blev aldrig ringere af at blive genfortalt af ham.
Man siger, at våbenstilstands-forhandlingeme under l.Verdenskrig blev
ført i al hemmelighed i hans stue, med en slægtning af den østrigske
kejserfamilie som mellemmand. Det passer fint ind i billedet. Alt var
muligt og alt lod sig gøre. Den unge Messerschmidt var mere end villig
til at hjælpe Vor Herre med det hele.

I Østrig blev studeringeme indtil videre lagt på hylden. Patrene var
indkaldt og de unge præstestuderende fik ansvaret for kostskolen og dens
drenge. Hubert Messerschmidt fik betroet den afdeling, der var reserveret
drenge fra den tyske, østrigske, polske og ungarske adel. De sultede og
frøs, bad og arbejdede sammen, i stor samdrægtighed, og under alt dette
blev Hubert Messerschmidt præsenteret for en pædagogisk opgave, derkaldte nye kræfter frem i ham. Her blev grunden lagt til hans dybe indsigt
i menneskenaturen og sjældne evner som sjælesørger.

I sin sjælesorg gik han andre veje end sine læremestre, jesuitteme. Det
billede, han gav os konvertitter, af de gamle jesuitter fra Andreas-Kollegiet
i Ordrup, var både elskeligt, sjovt og inspirerende. Det var fine, fromme,
lærde originaler, med hovedet og hjertet i orden, men temmelig håbløse
som pædagoger og menneskelig set taknemlige ofre for den, der havde
humor, og det havde Hubert Messerschmidt i høj grad.

Som dengang læreren i naturhistorie var ved at miste sin abe, som han
boede sammen med. Den var kravlet ud af vinduet og hang udenfor på
muren, og den gamle jesuit var syg af angst for dens liv. Eller som dengang
drengene lokkede p.Svensson til at fortælle sine historieri timeme, så de
var fuldstændig blanke i faget til eksamen. Men så tilbød de ham ædel-
modigt et snyde-system, så lærer og elever kunne hjælpes ad med at klare
skæreme.

Men det var varme, fromme og værdifulde mænd, og det var en vann
kritik de fik. Da kollegiet måtte lukke, tog rektor, p.Nösen, ind til biskop
v.Euch for at meddele ham den sørgelige nyhed. Og da sad de to gamle
hædersmænd og græd sammen af sorg. Andreas-kollegiet var ikke bare
en institution, det var en menneskeverden, en ærkekatolsk menneske-
verden. Det var det første katolske miljø herhjemme, jeg hørte om under
krigen (Den 2.Verdenskrig!) og allerede dengang blev jeg interesseret:
her gemte sig vist nogle værdier, jeg ved lejlighed måtte undersøge
nærmere.

Men pædagogikken var altså ikke særlig up-to-date. De tyske jesuitter
havde lært, at man skulle lystre - disciplin var vejen. I Østrig forlod
Messerschmidt kadaverdisciplinen og valgte i stedet den personlige kontakt
og den gensidige tillid _ et fuldkommen afgørende skridt, både for drengene
og for ham selv. Målet var ikke kæft, trit og retning - målet var at hjælpe
disse drenge til indre frihed og kaldsbevidsthed. Det havde ikke noget
med pladder-humanisme at gøre. De, der har kendt Hubert Messerschmidt,
ved, at det er det sidste man kan beskylde ham for. Det var drengenes
livsvilje, han allierede sig med, deres selverkendelse, tro og kamp med
sig selv.

I sin målrettethed var han ubestikkeli g og konsekvent. Det hændte, at
han brugte kniven, som når en dreng eller en gruppe drenge viste sig at
være så afsporede eller fordærvede, at de ødelagde skolemiljøet. Så var
det bortsendelse uden pardon, en hurtig og nødvendig operation for at
redde de andre. Men når nogle var parat til bod og bedring, så blev både
15

drengen og boden accepteret; boden blev ikke sprunget over; den blev
gennemlevet af dem begge som en hemmelig aftale for at komme ondet
til livs. Sådan blev en dreng kureret for sin hidsighed, en anden for sin
trang til at lyve, en tredie for sin ukammeratlighed overfor de andre. Det
var fælles krigsførelse på den indre front for at komme i beredskab for
Gud - en helt anden slags verdenskrig end den, stormagteme udkæmpede.
Er Kirken samfundets sjæl - det siger 2.Vatikankoncil, at den er - så er
det sådan, sjælen blir til. I en række af disse drenge modnedes i disse år
præstekald, der senere førte nogle af dem ud på de hårdeste jobs på
missionsmarken.

Hvordan var han selv i disse tidlige år? Som barn var han kåd og fore-
tagsom, med i skolekomedierne med liv og sjæl, i en grad så han drømte
om at blive skuespiller, ligesom den nuværende pave har gjort.

Han var også meget opfindsom, når det gjaldt at have det rart i skolen,
men nogen almindelig ballademager var han langt fra. Allerede som 4-årig
foretog han det, man kunne kalde en indre emigration. En blå ballon, som
havde overlevet natten, bundet til hans sengestolpe, gik den næste dag i
stykker på en skåret kældenude. Den skrumpede ind til et væmmeligt
stykke gummi og sådan skrumpede også denne verdens herlighed ind for
drengens indre blik. Det gav ham en existentiel oplevelse af at ,,have
andetsteds hjemme“ - et indtryk, som aldrig siden forlod ham.
Sådan kom han under sin opvækst på en vis måde til at leve på to spor
samtidig: udadtil kåd, fræk og opfindsom - indadtil en stærk åndelig
optagethed, intens refleksion og et stærkt religiøst engagement. Daglig
ministrant fra han var 8 år, først i Stenosgade, siden på Andreas-kollegiet.
Daglig korsvejsandagt, alene i kirken efter skoletid, fra han var 10-12 år.
Og senere daglig meditation over Thomas á Kempis' Kristi efterfølgelse.
En stærk, følelsesbetonet optagethed af Jesu lidelse og et voksende ønske
om at følge ham efter og erobre verden for Kristus.

Men samtidig var der altså jordforbindelsen, som han heller aldrig slap.
Jeg husker endnu fra min konvertitundervisning, hvordan jeg gang på
gang fik at vide, at jeg skulle værsgo” komme ned på jorden, for det var
her det foregik. Den ,,rene“ protestantiske åndelighed stødte her sammen
med en katolsk spiritualitet, som var inkarneret: ordet skulle blive kød,
også i os. Sin egen jordforbindelse tog han meget bogstaveligt. Under-
visningen i naturfag uddybede den kontakt med naturen, han havde fået
i ferierne, først i Gilleleje og Tisvildeleje, siden i Ålsgårde. Han dyrkede
sejlsport og lod sig trække med et tov mellem tænderne af en båd tværs over sundet. Han spiste levende myrer og samlede på kokasser og andre
ulækre præparater til sin lærer på kollegiet. Det var altid så intenst, det
han foretog sig. Hans nervøse, agressive temperament gik hånd i hånd
med hans stærke åndelige engagement, både når det gjaldt det jordiske
og det himmelske.

Senere, som ung præst, blev han en erfaren og dristig bjergbestiger:
Han besteg samtlige tinder i Jotunheimen, og Schindler forsikrede ham,
at han fik ikke nogen kirkelig begravelse hos ham, hvis han drattede ned.
Som sognepræst i Sønderborg cyklede han Sønderjylland tyndt, når han
skulle på husbesøg. Så havde han sit telt med, hvis han da ikke sov i lader
undervejs. Anlægsgartner og havemand var han også - det blev hans store
hobby livet igennem indtil kræfterne slap op. Og hvad kom der ikke ud
af det af skønne haver med rododendron og cedertræer fra Libanon og
mange andre sjældne planter, som han smuglede hjem fra sine rejser i
udlandet.

Men snart blev det også historien, der fangede hans interesse, takket
være den noble og lærde pater Droste på Andreas-kollegiet. Kongerækken
og krigene hørte med - strategi og politisk tænkning optog ham enormt
meget - men det var især hemmeligheden i al udvikling, dynamikken,
han ville trænge ind i: hvordan der af et agem kunne blive et egetræ, af et
primitivt samfund en høj kultur, af apostelkirken Kirken, som vi kender
den i dag. Det var denne interesse, som fik ham til at kaste sig over Henry
Newman 's skrifter, skønt de dengang var forbudt læsning på kollegiet i
Østrig. Newman var endnu på den sorte liste, 100 år forud for sin tid;
men Hubert Messerschmidt slugte hans bøger i en grad, så han senere
regnede ham for sin åndelige far og ven. Det var et kn`tisk-dynamisk
historiesyn, ikke statisk, men heller ikke rodløst - en organisk udvikling,
som han selv, som moden teolog, overførte på sin forståelse af Bibelen,
Kirken og mennesket- i troens tjeneste, vel at mærke, ikke i vantroens,
sådan som vi ser det i dag. Hans tro var klippefast og uden revner, suget
ind med modermælken. Den sad ham i blodet, både i hans arbejde og i
hans liv.

Det var sådan, han begyndte sin sjælesorg med drengene i Østrig og
sådan han fortsatte med de mange herhjermne, han har været vejleder
for. Det blev hans form for ,,bogproduktion“. Han skrev sig ind i de
mennesker, der lod sig bygge op, bogstavelig talt, ved hans hjælp. - Men
Rom blev ikke bygget på en dag og det gjorde Hubert Messerschmidt
heller ikke. Herhjemme begyndte han som kapellan ved Rosenkranskirken
på Vesterbro i 1926. Schindler har fortalt om det i sine Erindringer; han
17

boede nemlig selv oppe under taget. Sognepræst var Bernhard Jensen.
Der var ikke noget toilet til de unge præster, de måtte ned på gaden, og
ingen fællesbetjening; enhver sørgede selv for sin mad, på god,
individualistisk vis. Men ellers har man indtryk af, at de danske præster
havde et fint, menneskeligt forhold til hinanden.

Det var i de dage, Hubert Messerschmidt foldede sig ud som privat-
detektiv. Et tæppe var blevet stjålet fra kirken, men på en tur op ad Frede-
riksberg allé stødte han på tyven. Ikke at der var noget at se på ham, men
et instinkt sagde ham, at dette var manden. Han ,,arresterede“ ham og fik
ham lodset ind i en taxa og kørt på politistationen, hvor de var mere end
skeptiske, da beviser manglede totalt, men det lykkedes dog for ham at
få politiet med sig, og så hjem til tyven og siden til en af hans forbindelser,
hvor tæppet ganske rigtigt var gemt. Politiet var målløs.

Også senere, da han blev rektor for St Augustins Kirke på J agtvejen,
optrådte han som privatdetektiv. Mens han gik og arbejdede i sin have,
bad en mand ved gitteret, som troede, han var klosterets havemand, om
han ikke ville låse ham ind i kirken, da han gerne ville se den. Men
,,havemanden“ kunne ikke lide den fremmedes gule slips, så efter at have
lukket ham ind, ringede han til politiet og bad dem hente ham. Det viste
sig at være en sand lækkerbisken for dem. Det var lige ved, de bad præsten
om fast samarbejde.

Fast samarbejde fik han også med psykiatere sidenhen. For også når
det gjaldt menneskesindets krinkelkroge havde han denne mærkelige
sporsans, en kombination af intuition og erfaring - et udgangspunkt, som
han næsten fik gratis, men som han derefter gav sig til at forarbejde og
analysere for rette vedkommende, der havde søgt hans råd - indtil den
anden var ved at falde ned af stolen, ligesom pastor Schindler. De skulle
ikke have det så indgående, når bare de fik resultatet.

Han var også synsk. Jeg skulle måske ikke fortælle det; det hører ud-
præget hjemme i fritidsafdelingen, men er jo meget sjovt at få med. Han
selv talte næsten ikke om det. Det optog ham ikke så gevaldig meget, og
det var en rent naturlig evne, forsikrede han mig; han kunne bare ikke
forklare, hvordan det gik til. En nat, under Den 2.Verdenskrig (i 1940),
vågnede han pludselig og hørte sig selv sige: de kommer den 9.april om
morgenen. Det var tyskeme det drejede sig om. Den 9.april, tidligt om
morgenen, stod han da også oppe i kirketåmet på St Augustins Kirke, da
de tyske bombemaskiner drønede ind over København. Han vidste også,
hvomår de ville være ude af landet igen; det havde Filip Neri fortalt ham
i en drøm (inden d.26.maj).

Da kong Konstantin og dronning Anne Marie måtte flygte fra Athen,
drømte han det om natten og om hvordan de ankom med fly til lufthavnen
i Rom. Næste morgen læste han og vi det i aviseme. Jeg blev lidt ærgerlig:
når præsten nu endelig gav sig af med at drømme, kunne han sa ikke
vælge noget mere betydningsfuldt? Men han lo bare og trak pa skuldrene;
han var ganske uskyldig, og kunne hverken gøre fra eller til. _
Tjenesten ved Rosenkranskirken fik en brat afslutning, da han rev kirken
ned, i hvert fald inventaret. Den var jo ikke køn, og da han en dag sa et
hul i kirkeruden stoppet med en skocremedåse, eksploderede han. Men
den historie kan De læse om i ,,Kirke i kamp“. Han tyede til sin gode
veninde, forstanderinden på den franske skole på Frederiksberg Alle, for
at få et lån til genopbygningen. Men det korte af det lange blev, at biskop
Brems forviste ham til Sønderborg og fratog ham hans præstegage 1 13 ar.

Som sognepræst i Sønderborg begyndte han så at dyrke grønsager ~ noget
skulle han jo leve af, og almisser fra gode venner i København modtog
han også. Men skattevæsnet nægtede at tro, at man kunne leve af så lidt.
I præstegården tog ,,beridersken“ imod - deto var uden forrige. præsts
husholderske, han arvede. Hun regerede med hard hand og henviste den
unge præst til et værelse på loftet. Hubert Messerschmidt lod hende regere
en tid og tingede sig i kost på Missionshotellet, hvor de først gik udenom
ham i en stor bue, fordi han var katolsk præst, men siden ændrede kurs,
da han kom i lag med byens joumalister. _ _

Imidlertid blev beridersken sagt op. I stedet fik han en vestindisk dreng
fra Nørrebro som en slags hushovmester. Den sorte dreng levede op til
sin nye position. Han slyngede rosenkransen om cykelstyret og kørte pa
indkøb i byen, skrålende af fuld hals - Salve Regina, tror jeg det var,
Men efterhånden som potteskår og smadrede tallerkener hobede sig op i
køkkenskabet, blev han dog for dyr i drift. _

Pastor Messerschmidt fik kontakt med det ikke-katolske borgerskab i
byen, fordi han blev deres teaterinstruktør. Hjemmoe begyndte han at
planlægge en ombygning af kirken og en ny præstegard. Han inviterede
arkitekten på besøg, satte en plade pa grammofonen med munkekor fra
Beuron, for at give ham atmosfæren, ånden i det nye byggeri. IØV11gt
tegnede han også selv - han begyndte med håndtaget til præstegardens
gadedør; det findes endnu.

I kirken holdt han messe, hveranden søndag på tysk og hveranden på
dansk, for en fortrinsvis tysk- og polsk-født menighed. Iøvfigt brugte
han tiden til videregående studier i Augustin og Thomas. Jeg tror også,
det var i Sønderjylland, at en lokal Mariakongregation bad ham komme
og læse messe for dem. I sakristiet bad formanden ham læse den sagte,
så præsten ikke forstyrrede deres andagt - det var vist rosenkransen, de
var i gang med. Hubert Messerschmidt forsikrede, at han ville slet ikke
forstyrre. Han tog sit gode messetøj og gik. Det var en lille forsmag på
den liturgiske fornyelse, der var undervejs. Senere, i St Augustins Kirke
på Jagtvejen, indførte han reciteret messe sammen med Liobasøstrene;
det var også nyt.

En vigtig begivenhed i Sønderborg var, da han og Knud Ballin, der var
kommet til som kapellan, fik Liobasøstrene til Danmark fra moderhuset i
Freiburg. Det var sr Maria Birgitta Ballin, sr Ansgaria og den tyskfødte
sr Ludovica, der begyndte heroppe. Søstrene har netop fejret deres
50-årsjubilæum i år. Hubert Messerschmidt hjalp dem med at få monastisk
form på deres lille kommunitet - det første danske kloster efter
reformationen.

Det var også i dette tidsrum, i midten af 30'erne, at kronprins Frederik,
den senere kong Frederik IX, fik sin gang hos ham, når kongefamilien
var på Gråsten Slot. Kronprinsen var fortrolig med den katolske Kirkes
liturgi fra sine påskebesøg i Rom. Da Hubert Messerschmidt spurgte ham,
hvad det var, der fængslede ham, svarede han: ,,Her er man mysteriet
nærmest!“ -I virkeligheden var det regulær undervisning han nu fik. En
dag, da han fik øje på sr Maria Birgitta i klosteret, udbrød han: ,,Hvor er
det dog synd, at sådan en køn ung pige er gået i kloster!“ - “For hvem er
det synd, Deres kgl.Højhed?“ spurgte pastor Messerschmidt. Ved en
middag på Gråsten Slot kom Kronprinsen med nogle bemærkninger, der
fik Ingrid til forfærdet at udbryde: ,,Men Frederik dog, du blir da vel ikke
katolik!“ - ,,Jeg er den eneste i Danmark, der ikke har min frihed,“ svarede
kronprinsen og forlod taflet.

Efter 10 indholdsrige år i Sønderjylland blev Hubert Messerschmidt
omsider (1939) kaldt tilbage til København, som rektor for St Augustins
Kirke på Jagtvejen. Her fik han sin anden lange periode, i begyndelsen
med pastor Schindler som en slags andenpræst. Og hertil kom også
Liobasøstrene, da den evige Tilbedelsesorden blev lukket og komrnunitetet
flyttede til Åsebakken. Her samledes altså nogle fremtrædende danske
katolske kræfter, som i de flg. år skabte et miljø for et stigende antal
mennesker - et miljø, der var dansk i sin kultur, gennemkatolsk og
temmelig avanceret i sin liturgi og spiritualitet. Vi er nu fremme ved 40'-
erne og 50'erne. Schindler og Messerschmidt gik sammen i et pioner-
arbejde, der skulle gøre op med den gamle moralisme og intellektualisme
og spore os ind på et bibelsk, sakramentalt og liturgisk præget trosliv,
som også lægfolket skulle deltage aktivt i. Og søstrene skabte et kloster-
miljø, hvor katolsk fromhedsliv fik liturgisk form, og dansk smag satte
sit præg på den katolske livsstil. Et uundværligt kvindeligt supplement.

I denne periode var Hubert Messerschmidt`s geming nogenlunde ligelig
fordelt mellem kirkeligt arbejde og ikke-katolsk kontakt, ikke mindst i
form af undervisning og foredragsvirksomhed. Det interne katolske opgør
fandt bl.a. sted i AC; det exteme med professorer i filosofi og teologi
fandt sted i studenterforeningen, studentersamfundet på Vartov og hvor
han ellers kom; også på universitetet holdt han nogle forelæsninger om
den hl.Augustin i anledning af 1500-året.

Det var ikke, hvad vi i dag forstår ved økumenisk arbejde; det var
tiden før 2.Vatikankoncil ikke moden til. Det var snarere en intellektuel
holmgang, hvor Hubert Messerschmidt var go' til at få det sidste ord.
Men det var heller ikke bare ,,fodbold“ - det var kamp for troen, den
sande tro og hele troen. En kamp, hvor linjer og holdninger blev trukket
skarpt op og spørgsmål blev stillet og besvaret, som kunne gå meget
dybt. Dybest, synes jeg, i hans samtaler med prof Prenter om messeofferet,
som blev trykt i tidsskriftet Lumen. Særlig ,,Fire Spørgsmål“ om mennes-
kets medvirken i sin egen frelse og ,,Vore Oflergavers Ypperstepræst“ om
Irenæus° Kristologi, som i hvert fald har præget mig for livet: om Kristus
som alfa og omega i skaberværket og frelsesværket som en sammenfatning
af hele verden i ham. ,,Instaurare omnia in Christo“ (Ef 1,10) blev pastor
Messerschmidt's valgsprog. Det var Kristus-Kirkemysteriet, der her for
alvor begyndte at tage form i hans tænkning - det, som kom til at præge
hele 2. halvdel af hans præstegeming.

Om Johsjørgensen har Vilhelm Andersen (litteraturhistorikeren) engang
sagt, at religionen tømte hans bæger. Man fomemmer det i hans ,,Livs
Legende“: en større tørhed i beskrivelsen efter hans konversion, et stadigt
gentaget confiteor, fordi han følte sig mere som turist i Kirken end som
barn af huset. De pinlige selverkendelser hober sig op... For Hubert
Messerschmidt lå problemet på en anden led: religionen fyldte hans bæger,
men han kunne ikke få det ud -i det mindste ikke i en sådan form, at folk
kunne forstå det og tage det til sig. Jeg har i den forbindelse sommetider
tænkt på den græske gud Apollon, der blev optændt af elskov til Kasandra
og skænkede hende evne til at forudse kommende ting. Men da hun ikke
besvarede hans kærlighed, føjede han til, at ingen ville tro hendes
sandsagn.

På en vis måde blev det også Hubert Messerschmidt's skæbne. Hans
klarsyn blev ikke accepteret. Han kunne ikke skrive - han har næsten intet
at opvise sammenlignet med Schindler”s imponerende produktion - og
hoan havde ogsa svært ved at gøre sig forståelig på anden vis. Forklaringen
la bade i ham selv og i det budskab, han bragte. Han var jo mystiker,
syntes de katolikker, der hørte ham. De var vant til katekismens
trosartikler, de 10 bud og de 5 kirkebud - eller, hvis de var mere
intellektuelle: dogmatikken og kasuistikken. Præsteme syntes det var for
avanceret, det trosliv, Hubert Messerschmidt talte om. Det var ikke noget
at servere for lægfolk, det var kun for præster og nonner. Erfaringen viste
imidlertid, at folk delte sig på tværs af disse kategorier: der var i alle lejre
dem, der kunne bruge det, og dem, der ikke kunne.

Schindler syntes ikke, det var tågesnak. Tværtimod. De havde gen-
opdaget Evangeliet, men moralismen og intellektualismen i Danmark
ville ikke have det. Det førte til en spænding mellem bærepunkt og
bristepunkt, som Schindler udtrykte det. for ham blev det bristepunktet.
Han ville aksle sit skind og drage tilbage til Rom, og han ville have Hubert
Messerschmidt med. Så kunne de fortsætte arbejdet sammen dernede.
Hvis Messerschmidt ville støbe kugleme, så skulle Schindler nok fyre
dem af. Han tilbød at være hans pen. Det var i 1944-45, disse overvejelser
stod pa - det ar, hvor ogsa jeg lærte dem begge at kende.

Jeg kom som én, hvis bæger var blevet tømt under krigen - fattig og
sulten og mere end taknemmelig for den åndelige næring, jeg her uventet
fik. For første gang i mit liv var der svar på de mange spørgsmål, man
havde gaet og kæmpet med. Skulle de så have lov at stikke af til Rom!
Efterhanden fomemrnede jeg problematikken og Hubert Messerschmidt`s
dilemma. Exil i Rom - det lød som en befrielse, men var det vejen? Han
følte, at han og Schindler trods alt var for forskellige til at han kunne
være hans pen.

Jeg gjorde mig færdig på universitetet i maj 46, og så tilbød jeg mig
med min pen, men i Danmark vel at mærke Og svaret blev: Vi kunne jo
lade det kormne an på en prøve. Hvad skulle vi skrive om? Det vidste jeg
godt. Med krigen i ryggen var jeg ikke tvivl: det skulle være en Jesu
Korsvej.

NU begyndte en drøj måned for eg boede på kollegieværelse hos
Liobasøstrene, det daværende Manahjem. Hver gang jeg kom ned til
pastor Messerschmidt i hans studereværelse med nogle sider, jeg havde
skrevet, blev de gennemstuderet og kasseret. Det var ved at tage livet af
mig. Det var den sejrende Kristus, der skulle i focus, den kronede Kristus
på korset. Det skulle ikke være en subjektiv, sentimental indlevelse i
Jesu lidelse; det havde der været nok af siden reformationsårhundredet.
Det skulle være troens forkyndelse af frelsen i Jesus Kristus, sådan som
den kom til udtryk i evangeliet og Kirkens liturgi.

Omsider erklærede han sig tilfreds. Men hermed var trængsleme ikke
endt. Nu skulle jeg for domstolen - først hos pastor Schindler, bred og
mægtig, som allerede var en erfaren forfatter. Ja, sagde han og bladede
den igennem; Deres stil er jo stærkt præget af Deres Kierkegaard-læsning,
men det kan gå an.

Antaget altså - men endnu ikke afgjort. Næste dommer var biskop
Suhr. Den skulle jo have imprimatur, hvis den skulle udgives (hvor var
den katolske Kirke dog besværlig). ,,Allerede“, sagde biskoppen tørt, da
jeg angst og bange mødte op i Bredgade med mit lille ynkelige produkt.
,,Jeg havde jo nok ventet, at der ville komme noget fra Deres hånd, men
ikke så hurtigt efter Deres konversion.“ - Jeg fik dog grønt lys, men uden
større begejstring. Så glad var jeg, da jeg i september kunne ryste støvet
af mine fødder og drage på studieophold i udlandet de næste par år.

,,Ja,“ sagde Schindler et par år efter til mig, da vi var på vandring
sammen i Rom: ,,De fik jo Hubert på andre tanker, så han blev derhjemrne;
men skal vi nu ikke se at få noget at spise.“ Der var generalstrejke i Rom
den dag; alt var lukket og folk skød efter hinanden i gaderne. Men onkel
Peter kendte et lille osteri og signorinaen, der ejede det. Moderen kaldte
han mama mia - det kunne hun slet ikke stå for, så han fik en fisk og jeg
en omelet - og dagen sluttede, så vidt jeg husker, i pension Dinesen.

Jesu Korsvej udkom anonymt, og er vel i dag nærmest ulæselig. Jeg
ville i hvert fald udtrykke det samme på en anden måde i dag. Men man
kan da sige, den opfyldte sin mission. Den førte til et nyt gennembrud í
Hubert Messerschmidfs præstegerning, i 2.halvdel af hans liv. Et stort,
vidtforgrenet skolearbejde tog sin begyndelse. Han støbte kuglerne og
hans nye, unge konvertitter fyrede dem af.Vi udbredte det glade budskab
til hvem, der gad høre på os. ,,I talte som små dogmatikker,“ var der en,
der flere år senere sagde til mig, ,,men vi kunne se, hvor meget det betød
for jer selv, så der måtte jo være noget om det!“

Det var i 1948, at Nordiske Lederskoler startede i Danmark, Norge og
Sverige, i 1949-50 skolerne på Øm, sommer og efterår; i 60'erne kom
Bíbelhøjskolen til med 5 afdelinger rundt om i landet; endvidere Nordisk
katolsk Højskoleuge på Borrevejle-Ledreborg; alt i alt et ambulant høj-
skolearbejde igennem et par og tyve år. Det indførte flere tusinde unge
og voksne i Norden i et trosliv, som efter 2.Vatikankoncil ikke mere var
forkætret, men som stadig, mere end nogensinde måske, er et modsig-
elsens tegn. _

Hvad var det så, vi lærte hos pastor Messerschmidt, og som vi i stor,
umoden begejstring gav videre til vores kammerater?

Vi lærte troens holdning. Gud var ikke bare rigtige sætninger og bud.
Han er Virkeligheden. Vi andre kommer kun ind i billedet, hvis vi træder
ud af os selv og begynder, ligesom den bedende i Davids salmer, at ,,søge
hans Åsyn“, dvs ham selv, på hans betingelser, for hans egen skyld, fordi
han er den, der gør livet værd at leve.

Derfor skulle vi også lytte til hans Ord og adlyde det. Bibelordet var
ikke noget almindeligt ord, ikke en død tekst fra fortiden, heller ikke
bare et overleveret ord med guddommelig signatur. Nej, bibelordet er
Guds levende aktuelle tale til den, der tror,

Jeg husker, da det for alvor gik op for mig. Jeg befandt mig som ny
konvertit i USA og skulle nu til at leve det, jeg havde lært. Men præsteme
derovre prækede mest om penge - til alle mulige gode formål, selv-
følgelig, men ikke noget jeg kunne leve på. Så begyndte jeg på egen hånd
at trække ud af messens læsninger det, jeg trængte til. Og så skete det,
han havde sagt: Bibelordet åbnede sig, det blev levende og vedkommende,
nogle dage med så personlig adresse, at man følte sig afsløret el. befriet
- det var et gennembrud, Guds Ords gennembrud i mit indre univers, og
det ændrede min holdning til Den hellige Skrift totalt. Nu var den ikke
bare ærværdig og sand; den var personlig og aktuel.

Men pastor Messerschmidt gik videre. Bibelen viser, at Gud også taler
ibegivenhederne, ide store historiske begivenheder og i hverdagens små.
Ligesom han talte ind i fortiden gennem profeteme og Jesus og lod dem
tyde tidens tegn, sådan taler han også til os i dag. I Bibelordet giver han
os nøglen til at forstå hans sprog og handlemåde; i Kirkens læreembede
tydningen af vor tids tegn; i bønnen oplyser han os om, hvor vejen går i
vort eget liv; i messeofieret giver han os kræfter til at gå den.

Vox temporis - vox Dei: i tidens røst skal vi lære at opfatte Guds, for
han taler uafbrudt til os i det,der sker, for at føre sit folk frelst gennem
verden. At få fat på det og gradvis opdage, hvad der lå gemt i det- det var
som at få revet et bind fra øjnene. Verden blev gennemsigtig. Gud var
overalt. Det var os, der gik rundt som blinde og døve og ikke var til at
råbe op.

Det var troens vandring, der nu kom på dagsordenen. Vi blev Smfl
mystikere. En afsjælet verden havde vi fået nok af. At der existerede en
dæmonisk verden, det var gået op for os under krigen. Men at verden og-
så er beboet af Gud og hans ånder, og at han har hånd om det hele og er
med i alt- det var nyt! _

Vi begyndte at læse de spanske mystikere. Vi stred os igennem J ohs.
af Korsets l., 2. og 3.nat - alle de trin og etaper som den arme sjæl Skal
igennem for at nå frem til foreningen med Gud. Vi læste ogsa Teresa af
Avila, om hendes mystiske erfaringer i bønnen. Her var altsa køreplanen!
Nej, sagde pastor Messerschmidt, pas på! Her er nogle gode og nyttige
troserfaringer hos nogle store helgener, en psykologisk beskrivelse af de
tilstande, de successivt har været i og et vidnesbyrd om den and, der
førte dem til forening med Gud - men ikke nogen køreplan forandre pa
troens vandring. Hvis der fandtes en køreplan, så vara det jo igen 1k_kC
Gud selv, vi havde med at gøre, men bare en opskrift pa detandelige livl

Men den går ikke. Fælles troserfaring kan bekræfte og inspirere os i
troen, men ikke erstatte den personlige kontakt med Gud. Læs Bibelen,
sagde pastor Messerschmidt. Se, hvordan Gud handler 1 det konkrete liv,
under konkrete forhold med bestemte mennesker. Og lyt så til, hvad han
vil med jer.

Så gik vi i gang med store skikkelser i Bibelen: Abraham og Jakob,
Moses, David og profeteme i Gamle Testamente og apostlene og Maria i
Ny Testamente. Lære Guds veje at kende i Åbenbaringshistorien for at
lære Gud selv at kende og finde vores egen vej i Kristi efterfølgelse.

Kristus er det sande menneske. Maria er den fuldkomne Kristi efter-
føl gelse. Hun blev hans medhjælp i frelsesværket. Sammen blev de ophav
til Kirken. I Kirken samler de alle troens vandrere i en eneste Gudsfamilie.
Her skal vi oplyses, opdrages, renses, forvandles igen og igen til vi er
ligedannet med Kristus. Og som Kristi kirkelegeme skal vi være sam-
fundets sjæl ~ et lys i mørket, et godt budskab til verden.

Sakramentskirken den 26.november 1985; i serien: Grands Danois: E. Kieler.