PÅ KATOLSK LIV er vi oprigtigt kede af, at Stephen Holms jubilæum som katolsk præst i 40 år, den 5. maj, gik under vor radar.
Vi ønsker på ingen måde at gøre forskel på bispedømmets præster og ordensfolk - tværtimod. Vi har valgt at offentliggøre Stephens indlæg på sin blog. Du kan også læse det nedenfor.
Du kan også se eller gense et af de allerførste indlæg på KATOLSK LIV for fem år siden med netop Stephen Holm - han var altså pioner - på KATOLSK LIV. Et indlæg vi kaldte "Til Jesus ved Maria". Det kan du se HER
Når alt det er sagt, kan vi på KATOLSK LIV selvfølgelig ikke have fingeren på alt hvad der sker i det katolske bispedømme i Danmark. Det er derfor vigtigt du er med til at holde os orienteret hvis du synes vi skal omtale en begivenhed - eller blot har en go' ide. Skriv til info@katolskliv.dk
Undskyld Stephen.
– så fik jeg fejret mit 40-års præste-jubilæum
søndag d. 05. maj 2024
– i samme kirke, hvor jeg i 1984, – dagen efter min vielse, – fejrede min første hellige messe
– i samme kirke, hvor jeg for 15 år siden i 2009 fejrede mit 25-års-præstejubilæum.
– i samme kirke, hvor jeg gennem 26 år var sognepræst:
– i VOR FRUE KIRKE I SLAGELSE
– med stor hjælp og stor imødekommenhed fra såvel sognepræst som den aktuelle menighed.
Jeg nød at fejre min jubilæumsmesse i den smukt pyntede allersmukkeste kirke, og jeg nød den musikalske ledsagelse. Ida Koefoed, som 1979 afløste mig som organist i Skt. Vincents Kirke i Helsingør og som spillede til min første messe i Slagelse, var igen ved orgelet,_- sammen med Annelies van der Meer, min trofaste organist fra min sognepræstetid på Vestsjælland.
Jeg glædede mig osse over den fornemme repræsentation af Kalundborg-menigheden. Endda med en folkekirkepræst. Og fra menigheden i Næstved, hvor jeg på det seneste (2021-23) med inderlig glæde har været nærmest fast vikar.. Osse et par trofaste fra Holbæk fik jeg hilst på.
Jeg er dybt taknemmelig over de mange, som mødte frem for at fejre sammen med mig, – flere havde kørt nok så mange kilometer for at komme.
Længst afstand tilbagelagde vores br. Johannes Bossmann, medlem af bestyrelsen af den tyske delegation af montfortanerne, – som vi i DK hører under. Han var kørt fra Bonn fredag aften og var hos os i Sorø lørdag morgen. Søndag, straks efter festen, kørte han afsted hjemad. Jeg er taknemmelig for en sådan opbakning fra vores ordens side.
Vores medbror, Thomas Birkheuser, som aktuelt er sognepræst i Horsens, var osse mødt op. Ligesom min kære medbror og husfælle, Poul-Erik Jensen, der i dagens anledning, trods skrøbeligt helbred, var taget méd fra Sorø. Det var ham en overraskende stor glæde, at så mange huskede ham for hans mangeårige indsats i Slagelse og kærligt tog ham i hånden.
Med min 80-års fødselsdag bag mig har jeg således i skrivende stund levet 40 år af mit liv som lægmand, og 40 år som præst. Og, – det kan jeg regne ud, idet jeg gennem de 40 år hver dag har fejret messe, nogle dage flere gange: – at jeg således fejret den hellige messe omkring 16.000 gange.
Og stadig har jeg den fejrede messe, nu mest i vores Skt. Montforts kapel i Sorø, som hver dags højdepunkt.
Til alle, som har vist mig opmærksomhed siger jeg, som jeg sagde det efter min 80-års fødselsdag, – inspireret af dronning Margrethe:
AF HJERTET TAK!!
Gavebordet bugnede i en sådan grad, at jeg på selve dagen efter festen, – med sognepræstens accept, – simpelthen efterlod det hele i menighedshuset i Slagelse. Først i dag har jeg ved samme sognepræsts hjælpsomhed fået alt læsset ud i bilen og kørt det hjem til Sorø. Med tre trillebør-læs fra bilen til husets ydre kældertrappe, hvor vores altid tjenstvillige 40-år-yngre nabo bar det ned ad trappen og i hus.
Men endnu mangler jeg kræfter til at tage kampen op og nærme mig gave-bjerget. Det skal ske i go’ ro og orden. Og det kommer! Ihvertfald ser jeg allerede nu, at der fortsat (min fødselsdag i november) ikke tegner sig en askese m. h. t. rødvin/portvin.
Sluttelig:
Jeg er Gud dybt taknemmelig, fordi han kaldte mig til præst. Jeg har tjent med mine stærke og mine svage sider. Gennem gode og gennem ret så hårde tider. Men selv, når det har været allerværst, har jeg ikke én eneste dag fortrudt, at jeg har fulgt mit kald. Den hellige Montforts ord om korsets mysterium/velsignelse har været afgørende bærende.
Jeg er alle, som bærer mig, dybt taknemmelig for, ikke at være gået i glemme-bogen.
Angående Vorherre.
Jeg er sikker på, at hvis vores franske Pére de Montfort havde kendt vores danske H. A. Brorson, som er hans næsten samtidige, var de, trods konfessions-forskellige, blevet perlevenner. Hvad Brorson skriver i én af sine salmer, ville Montfort spontant have sat sit navn under.
Og jeg osse mit:
”Hvor Gud mig fører vil jeg gå
om foden skulle brænde!
Kan jeg det forud ej forstå
til sidst jeg dog skal kende:
At det er ægte trofasthed
hvor han mig fører, – op og ned.
Det er min troes anker”.
