KOMMENTAR: Vatikanets tavshed om menneskerettigheder og religionsfrihed i Kina er dybt skuffende og faretruende kontraproduktiv.
George Weigels kommentar │NCR │ 13. november 2024
Oversættelse KATOLSK LIV │ EWTN Danmark
I annalerne over historiske uforskammetheder er det svært at finde noget mere uhyrligt end Den Hellige Stols timing, da den i 2018 fornyede sin aftale med Folkerepublikken Kina, som giver det kinesiske kommunistparti en betydelig rolle i udnævnelsen af katolske biskopper. Fornyelsen fandt sted den 22. oktober: den liturgiske mindedag for pave Johannes Paul II, hvis forsvar for religionsfrihed var med til at bringe den europæiske kommunisme til fald, og hvis brændende ønske om at besøge Kina blev afvist af et kommunistisk regime, der tydeligvis frygtede, at han kunne antænde en ny samvittighedsrevolution der. Det er en tankevækkende sammenstilling.
Johannes Paul II's mindedag blev mere passende fejret i London, hvor Lord David Alton fra Liverpool, en overbevist katolik, pro-lifer og menneskerettighedsforkæmper, hjalp med at offentliggøre en rapport fra Aid to the Church in Need om de »forfulgte og glemte« - og havde dette at sige om aftalen mellem Vatikanet og Kina.
»Lige siden den første gang blev underskrevet i 2018, har aftalen mellem Kina og Vatikanet kun ført til en yderligere forøgelse og intensivering af religiøs forfølgelse i Kina og har ikke ført til nogen som helst forbedringer,« sagde han. »Spørg Xinjiangs forfulgte uighur-muslimer, Tibets buddhister, kristne fra alle kirkesamfund og Falun Gong. Det er dybt problematisk, at denne [aftale] er blevet fornyet endnu en gang uden debat, kontrol eller, ser det ud til, betingelser.«
Alton tilføjede: »Løsladelsen af fængslede katolske biskopper og præster burde i det mindste have været en betingelse for Vatikanets accept af at forny denne usmagelige aftale. Vatikanet burde også have krævet en afslutning på den fortsatte uretfærdige fængsling af Jimmy Lai, en trofast og dybt engageret katolik, der sidder fængslet i Hongkong, som en forudsætning. I stedet er der en øredøvende tavshed, når det drejer sig om religions- og trosfrihed. Vatikanets tavshed om menneskerettigheder og religionsfrihed i Kina er dybt skuffende og faretruende kontraproduktiv.«
Ved samme begivenhed i Palace of Westminster læste Lord Alton også navnene op på 10 forfulgte kinesiske biskopper, hvis sager er blevet dokumenteret af den utrættelige forkæmper for religionsfrihed, Nina Shea, i en rapport udgivet af Hudson Institute's Center for Religious Freedom. Shea-rapportens sammenfatning indeholder syv skridt, som den næste amerikanske regering bør tage for at løse den tiltagende krise for religionsfriheden i Kina; man kan håbe, at disse anbefalinger vil være i spil fra den 20. januar.
Men ud over de politiske forskrifter er Shea-rapporten en stærk åndelig læsning, da den erfarne menneskerettighedsadvokat (som engang forsvarede modtageren af Nobels fredspris Andrei Sakharov) fortæller historierne om 10 modige mænd, som tro mod den ed, de svor før deres indvielse til biskopper, har været sande efterfølgere til de martyrdræbte apostle, som vandrede med Herren Jesus og gav deres liv i lydighed mod hans befaling om at »gå ... og gøre alle folkeslag til disciple« (Matthæus 28:19).
Når adventstiden nærmer sig, så husk disse mænd og deres vidnesbyrd:
- Kardinal Joseph Zen, biskop emeritus af Hong Kong, som har levet sit otium med stor risiko som en stemme for de stemmeløse;
- Biskop James Su Zhimin, som har været hemmeligt tilbageholdt i 27 år efter at være blevet tortureret i en arbejdslejr;
- Biskop Peter Shao Zhumin, der blev taget i hemmelig forvaring den 2. januar, hans sjette tilbageholdelse, siden aftalen mellem Vatikanet og Kina blev underskrevet;
- Biskop Augustine Cui Tai, forfulgt siden 1993 og nu i hemmelig varetægt, beskrevet af en af hans menigheder som »vores biskop [som] er blevet et offerlam«;
- Biskop Julius Jia Zhiguo, grundlægger af et børnehjem for handicappede børn, der efterfølgende blev nedlagt af regimet som en »uautoriseret religiøs aktivitet«, og som menes at have været i husarrest siden 2020;
- Biskop Joseph Zhang Weizhu, arresteret i 2021, mens han var ved at komme sig efter en kræftoperation, og hemmeligt tilbageholdt uden retfærdig rettergang;
- Biskop Joseph Xing Wenzhi, forsvundet siden 2011;
- Biskop Thaddeus Ma Daqin, der blev erstattet af en regimekonform biskop i et træk, der blev godkendt af Vatikanet;
- Biskop Melchior Shi Hongzhen, indespærret i en sognekirke i 15 år og kynisk anerkendt af regimet som biskop af Tianjin, fordi han er 95 år og for skrøbelig til at udføre sine biskoppelige pligter;
- Biskop Vincent Guo Xijin, der blev frataget sit bispesæde af pave Frans som en betingelse for aftalen mellem Kina og Vatikanet i 2018, og som blev tvunget til at sove på gaden om vinteren, og hvis opholdssted nu er ukendt.
Kirken står i stor taknemmelighedsgæld til Nina Shea og David Alton for at have gjort verden opmærksom på disse martyrbekendere fra det 21. århundrede. At en sådan gæld ikke vil blive anerkendt i dette pontifikat er skammeligt. At den nedværdigende, pinlige og evangelisk destruktive aftale mellem Vatikanet og Kina er blevet fornyet, er intet mindre end en skandale.
Annoncer og betalingsmure
Du kan være med til at gøre KATOLSK LIV til en del af danske medier. Skabe balance i et medielandskab, hvor formidling af religiøs tro, liv og overbevisning er udfordret.
HJÆLP KATOLSK LIV med at holde projektet fri af annnoncer og betalingsmure; så når vi også dem af os der ikke kender til katolsk tro og liv.
Læs mere om økonomisk hjælp - HER