21. november 2024
Præste- og ordenslivUdlandVidenskab

Asteroider opkaldt efter fire nonner, som kortlagde en halv million stjerner

Et team nonner måler fotografiske plader til Carte du Ciel-projektet i begyndelsen af 1900-tallet. | Kredit: On Being, CC BY-NC-SA 2.0, via Flickr

Af Kate Quiñones │ CNA │ 4. oktober 2024
Oversættelse KATOLSK LIV │ EWTN Danmark

Forskere har for nylig opkaldt fire asteroider efter fire katolske ordenssøstre, som var med til at katalogisere omkring 500.000 stjerner i Vatikanets del af stjerneatlasset Carte du Ciel »Celestial Map« fra begyndelsen af 1900-tallet.

Søstrene Emilia Ponzoni, Regina Colombo, Concetta Finardi og Luigia Panceri forventede at skulle arbejde som sygeplejersker, da de sluttede sig til Suore di Maria Bambina-fællesskabet i Milano. I stedet brugte de op til 11 år på at undersøge 481.215 himmellegemer for Vatikanets observatorium. Deres opdagelser blev derefter udgivet i et 10-binds katalog.

I juni og september i år offentliggjorde forskerne deres beslutning om at opkalde fire asteroider efter de fire katolske ordenssøstre, hvoraf den sidste døde i 1982.

De fire asteroider, der er opkaldt efter nonnerne, blev opdaget på Mount Graham Observatory i Arizona, hvor Vatikanets Observatorium driver Vatican Advanced Technology Telescope ca. 320 km sydøst for Phoenix.

Navngivning af asteroider er en lang proces. Et himmellegeme skal observeres, registreres, rapporteres og tildeles et identifikationsnummer; dataene gennemgås for eventuelle duplikater af uidentificerede himmellegemer.

Når en nøjagtig bane er fastlagt, har den forsker, der har beregnet banen - og ikke asteroidens opdager - ret til at foreslå et navn. Navnet gennemgås derefter af arbejdsgruppen: Small Bodies Nomenclature (WGSBN), som drives af Den Internationale Astronomiske Union.

Vatikanet hjalp med at lede stjernekortlægningen i begyndelsen af det 20. århundrede

Jesuitpater John Hagen påtog sig projektet for kortlægningen i Vatikanets observatorium i begyndelsen af 1900-tallet og bad Suore di Maria Bambini-ordenen om hjælp. Ordenen var specialiseret i sygepleje og uddannelse, men på opfordring fra Hagen sendte ordenen et par søstre - søster Emilia og søster Regina - til observatoriet for at deltage i projektet i 1910.

Flere år senere, i 1917, fulgte endnu et par: Søster Concetta og søster Luigia. I 1921 havde søstrene i fællesskab katalogiseret næsten 500.000 stjerner.

Vatikanets kortlægningsprojekt var en del af en verdensomspændende bestræbelse på at skabe et himmelkort. Vatikanet havde en udvalgt del af nattehimlen, som skulle kortlægges ved hjælp af fotografering og analyser, mens næsten 20 andre observatorier arbejdede på deres respektive sektioner. Projektet omfattede registrering af 5 millioner stjerners lysstyrke og position.

Paverne Benedikt XV og Pius XI hædrede senere søstrene for deres indsats. Vatikanets Observatoriums arkivar, fader Sabino Maffeo, SJ, genopdagede i en alder af 94 søstrenes identitet for næsten et årti siden.

Jesuitpater Gabriele Gionti, som arbejder på Vatikanets observatorium, fik også en asteroide opkaldt efter sig i år og blev dermed den 41. jesuit, der fik et himmellegeme opkaldt efter sig.

Vatikanets observatorium er et af de ældste observatorier i verden, og dets tidligste rødder går tilbage til det 16. århundrede og reformen af den gregorianske kalender. Observatoriet ligger uden for Rom i byen Castel Gandolfo og fortsætter med at skabe videnskabelige gennembrud.


Annoncer og betalingsmure

Du kan være med til at gøre KATOLSK LIV til en del af danske medier. Skabe balance i et medielandskab, hvor formidling af religiøs tro, liv og overbevisning er udfordret.

HJÆLP KATOLSK LIV med at holde projektet fri af annnoncer og betalingsmure; så når vi også dem af os der ikke kender til katolsk tro og liv.

Læs mere om økonomisk hjælp - HER



KATOLSK LIV │ EWTN Danmark

KATOLSK LIV er associeret med verdens største religiøse medienetværk EWTN, og modtager ingen økonomisk støtte. Vi kan derimod frit gøre brug af en lang række katolske medieresurser og har fuld redaktionel frihed.