KATOLSK LIV: I Danmark lever vi i et evangelisk-luthersk kongerige og selvfølgelig skal vi som katolske kristne have samvær, på forskellige områder og niveauer, med vore medbrødre og medsøstre i folkekirken og andre kristne trossamfund. Vi deler trods alt den samme trosbekendelse - næsten.
KATOLSK LIV har inviteret sognepræst i folkekirken Anne-Lene N. Fredericksons indenfor, og vi bringer hendes tekst på festdagen for alle helgener og hendes KIRKEBREV for november - december 2024. Anne-Lene er sognepræst i Rødby Kirke på Lolland.
Alle helgens dag
Alle helgens dag mindes vi dem, vi har mistet, som var lys og salt i vort liv. Dem, hvis død gjorde os fattigere, fordi de var med til at gøre vort liv rigere, da de levede. Dem som vi stadig føler os berigede af, hver gang vi tænker på dem. Sådan var han. Sådan var hun. Sådan ville han have gjort, hvis han stadig havde været i live. Sådan ville hun have sagt, hvis vi stadig havde hende iblandt os.
Når vi er kommet os over det første chok over, at den elskede er død - eller måske vennen, der altid var der med en hjælpende hånd eller en god bemærkning, der var med til at sætte vort liv i relief, ja så opdager vi, at sorgen over at miste aldrig er så stor som glæden, der gik forud.
Denne opdagelse gøres ganske let. Det er bare at stille dette spørgsmål til sig selv: Ville jeg have undværet at kende ham eller hende for så til gengæld at slippe for at sørge.
Hvis kærlighed koster noget, så er prisen sorgen over det man har tabt. Enten da noget af saltet og lyset i vort liv forsvandt, fordi døden kom, eller det bare var selve kærligheden, der døde.
Den eneste måde at slippe for denne sorg på er at gå igennem livet uden at elske - og det er en meget høj pris at betale for ikke at sørge. Prisen er præcis så høj, at den er ubetalelig. For hvem kan undvære kærlighed, lys og varme for til gengæld at undvære sorgen og tabet. Et lidenskabsløst liv ville det blive.
Når Jesus så direkte siger: I er verdens lys og jordens salt. Ja så siger han dermed også, at det drejer sig om den anden - de andre. Det kan aldrig kun komme til at dreje sig om en kredsen om sig selv. Storm P. har en tegning af en lille sørgelig mand, som siger: "Alle tænker kun på sig selv. Det er kun mig, der tænker på mig". Det er sikkert en meget god karakteristik af os, men det kommer der ikke lys og salt for hinanden ud af. Derimod så handler det i dag om at vi skal være hinandens sammenhæng - og det skal vi være med så livsnødvendige ting som lys og salt.
Kirkebrev │ november - december
Digteren Henrik Nordbrandt er blevet kendt for digtet om november.
Året har 15 måneder, fortæller han, og ender med den monotone opremsning: november, november, november, november. En måned -- fire gange så lang som de andre. November er en tid på året, som også af andre end Nordbrandt opfattes som mørk og lang og kold, tiden inden adventstidens festligheder, tiden efter sommerens naturorgie. Og selvom den aktuelle novembermåned skulle modsige det, så er der en stemning af tristhed og kedsommelighed forbundet med den, sådan som digtet har fortolket det for os alle sammen.
November er tiden mellem det, som var, og det, som skal komme. Den er tiden, hvor vi gør status på krop og sjæl, vi betragter os i både det jordiske og det himmelske spejl uden at bryde os synderligt om, hvad vi ser. Spejle er aldrig, hvad spejle har været.
Kirkeåret har to halvdele: I halvcirklen fra advent til pinse lever vi med i den guddommelige historie, som den er skildret i Jesu liv og død og liv på ny. Det er den del af året, der har de mange højtider, høje tider. I den anden halvdel -- trinitatistiden, er der ingen højtider, ingen ekstra fridage. For her gælder det livet efter Kristus, det kristne liv i lyset af den guddommelige historie, her gælder det livet der, hvor vi går og står. Det helt almindelige hverdagsliv, som dog får højde og dybde af den historie, som udspilles i kirkeårets første del.
For livet skal jo også leves i november, livet skal leves i denne verden, selvom vi venter en ny og anden. Der er opvaske, der skal vaskes; kartofler, der skal skrælles; syge, der skal trøstes og besøges; smil, der skal smiles; byrder, der skal løftes; tab, der skal bæres; børn, der skal have pudset næse
Livet er netop for størstedelen novemberliv. Et liv kan ikke bygges på de små og få bjergtoppe af verdens lykke, vi oplever. Livet er en lang og til tider sej vandring gennem sorgens og glædens landskaber.
Med til november hører, at der er kort tid mellem solopgang og solnedgang. Dæmringen og skumringen gør alle katte grå, det er svært at skelne mellem godt og ondt, vanskeligt at afgøre, hvad der er mening og fylde i livet. November som måned og som livsforløb kan føles så lang og ørkesløs, at man har lyst til at ryste den af sig. Derfor begynder julefrokosterne allerede i november, derfor forsøger vi selv at skabe vore kunstige glæder, hvis vi da ikke gemmer os under dynerne – enten forkølede og sølle eller værre endnu: vi gemmer os for den mørke og den tristhed, der for mange af os hører årstiden til.
Derfor må vi stadig huske hinanden på: Bladene falder og november kan se ud som om den kun er grå. Men med til måneden hører også stadigvæk blå himmel, solstrejf og stjerneskær. Og sidst men absolut ikke mindst: Vi er så småt ved at forberede os på advent og jul. Det er det store lyspunkt, der fejer al novembermørke væk.
