Som en ansvarlig del af det danske samfund og verdenssamfundet har kirkerne en pligt til som andre institutioner og organisationer til at forholde sig til de fælles udfordringer vi står overfor lokalt og globalt.
Af tidligere biskop over Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller
Svaret er JA! - Et overvældende flertal af naturvidenskabsfolk fortæller os om menneskeskabte klimaforandringer og voldsomme forringelser af livsvilkårene for vilde dyr og planter på kloden gennem de sidste par hundrede år. Politikere herhjemme og internationalt kalder til handling for at begrænse klimaforandringerne og naturødelæggelsen.
I den sammenhæng har vi som kirker pligt til at handle ansvarligt. Ved at skifte fra fossile brændstoffer til ikke-CO2 udledende energiformer som sol og vind. Ved at begrænse vores forbrug og handle bæredygtigt ved om muligt at foretrække økologiske og/eller lokalt producerede varer. Ved at begrænse den mængde af affald vi producerer og sørge for at få sorteret vores affald bedst muligt. Ved at forvalte vores kirkegårde og præstegårdsjorde så klima og vild natur tilgodeses bedst muligt. Kort sagt: Vi skal i vores kirkelige arbejde så vel som i vores personlige adfærd gøre, hvad vi kan for at sikre, at kommende generationer på denne fantastiske lille grønne og blå planet kan få livsmuligheder, der er sammenlignelige med dem, vi selv fik givet. Eller som det hedder i et kinesisk ordsprog: Vi har ikke arvet jorden af vores forfædre, vi har fået den til låns af vores børn og børnebørn.
Kirkerne er sat i verden for at dele et glædeligt budskab med alle mennesker. Et budskab om Guds kærlighed til sin verden og sine mennesker - på trods. Et budskab om håb - på trods. Et budskab som har rigtig meget at gøre med den jord, vi lever på, de dyr og planter vi er gensidigt afhængige af, og de mennesker, som vi lever sammen med. Det kommer jeg tilbage til om lidt.
Der er mere end 2000 kirker i Danmark. Kirkerne med deres præster og menighedsråd og ansatte er spredt over hele landet og indgår som vigtige medspillere i lokalsamfundene. Hvis vi som kirkefolk i ord og handling bærer den grønne omstilling og en mere bæredygtig livsstil med os, så flytter det, noget lokalt og globalt. Så JA. Kirkerne og den grønne omstilling har noget med hinanden at gøre.
Jeg har selv arbejdet med det her, siden jeg blev biskop i 2008, spurgte mine bispekolleger om vi som folkekirke ikke skulle gøre noget i forbindelse med det forestående klimatopmøde i København i 2009, og blev henvist til det arbejde, der udfolder sig i Grøn Kirke under Danske Kirkers Råd (se mere om det arbejde på www.gronkirke.dk). Det arbejde er jeg stadig med i.
Nu glæder jeg mig over , at flere har valgt at engagere sig i mange forskellige sammenhænge, og senest har Landsforeningen af Menighedsråd, Provsteforeningen, biskopperne og Kirkeministeriet med kirkeministeren i spidsen valgt at iværksætte et projekt, "Folkekirkens Grønne omstilling" (se mere om dette arbejde på www. fizlkekirkensgrgnneomstilling dk), som over de kommende 4 år skal støtte kirkerne i hele landet i arbejdet.
Og hvad er det så lige det kristne evangelium har at bidrage med i forhold til den grønne omstilling? For mig at se har den kristne tro tydelig relevans i forhold til klimaforandringer, biodiversitet og bæredygtighed på andre felter. I den sidste generation har vi særligt arbejdet med det skabelsesteologisk.
Vi har talt om de perspektiver, der åbnes, når vi taler om universet, jorden og naturen som "Guds skaberværk", og hører skabelsesberetningens omkvæd: ”Og Gud så at det var godt!" Det religiøst-poetiske sprog åbner vore sanser for den værdi naturen har i sig selv helt bortset fra, hvad vi mennesker kan bruge den til. Vi hører også, at mennesket er skabt i Guds billede med den opgave at "herske" over naturen. De ord er i historiens løb blevet brugt som legitimering af en hensynsløs udnyttelse af naturen og dens liv og ressourcer til realisering af menneskers projekter, men i sammenhængen er det mere nærliggende at tolke dem på baggrund af den bibelske forestilling om herskeren som forvalter af betroet gods og som ansvarlig for at værne den svage mod de stærkes overgreb. Vi får et andet perspektiv på vores opgave som mennesker, når vi taler og tænker om mennesker som forvaltere af betroet gods, end hvis vi alene tænker os som personer med individuelle og kollektive rettigheder.
Den kristne tro kalder os syndere. Der bliver ikke lagt fingre imellem. I den kristne tros lys kan vi ikke slippe afsted med at påstå, at de problemer vi kæmper med - også de problemer der har med klima, miljø, biodiversitet og bæredygtighed alene er nogle andres skyld. Hver gang vi peger fingre ad nogen, opdager vi, at 3 fingre peger tilbage på os selv. Modet til at se det i øjnene, giver kristendommen os ved at fortælle historien om Jesus, om hans ord og gerninger, om hans liv, død og opstandelse. Om en kærlighed og en tilgivelse, som viste sig stærkere end alt andet. Om Guds kærlighed, der vil verden og os - på trods. Kristendommen fortæller os ikke kun, at Gud blev menneske, men at Ordet blev kød. At Gud i Jesus har udfoldet sin solidaritet med hele skaberværket, med alt levende.
Og det her er ikke kun en historie, som handler om hvad der skete for milliarder af år siden, da universet blev til og livet på jorden begyndte at tage form, eller noget der udfoldede sig for 2000 år siden, da Jesus gik på jorden. Det sker lige nu. I hvert eneste åndedrag er du og jeg i nærkontakt med alt andet levende her på kloden. Vi deler luft og jord og vand med hinanden. Vi påvirker hele tiden hinanden. Vi kan slet ikke undvære de andre. Vi er gensidigt afhængige og gensidigt forpligtede. Det er hvad økologien fortæller os naturvidenskabeligt. Og det er hvad den kristne tros bekendelse til Helligånden udfolder. Vi er ikke overladt til os selv på en tilfældig planet i et uendeligt univers. Vi er Guds skabninger, kendt og elsket og i hvert eneste åndedrag opretholdt af Gud.
Er det her nye teologiske erkendelser.
Nej, det er det ikke. De går faktisk helt tilbage til de oldkirkelige fædre. Til Irenæus der omkring år 200 gjorde op med gnostikerne, som ikke mente at verden var Guds skaberværk. Til Athanasius, som i 300tallet udfoldede hvad der lå i troen på, at Ordet blev kød. Og til Basilios den Store der i 400tallet i ord og handling udtrykte at Helligånd forbinder os med Gud og hinanden og med alt andet levende. Så kirke og grøn omstilling har faktisk altid haft med hinanden at gøre, selvom man måske brugte nogle andre ord om det.
Kilde: "Sammen" - et magasin om diakoni 1/2022 - Samvirkende Menighedsplejer - bringes efter aftale.
Læs også pavens budskab til Verdensbededagen for Skaberværket 2022
