Søndag, den 9. juni fejrede præst Jesper Fich sit 40 års præstejubilæum sammen med Lioba-søstrene og den øvrige menighed ved Sankt Mariæ Kirke på Frederiksberg. Se tidligere indlæg HER
KATOLSK LIV deltog også, og vi tog fotos og video fra den festlige dag. Vi bringer her fotogalleriet samt den prædiken som Jesper vil afholde søndag den 16. juni.
Vi håber at vi i denne uge - uge 25 - kan bringe videoen fra festdagen, bl.a. med bispedømmets trubadur Hans Jensens hjertelige sang om Jespers liv som præst.
Fotogalleri
Prædiken 11. almindelige søndag - den 16. juni 2024
Markus kap. 4, vers 26-34
Af sig selv gir kornet vækst. Automatæ står der i den græske tekst. Det er det ord, som hos os er blevet til automatisk. Hvad mennesker på Jesu tid nu ikke forestillede sig. De vidste ikke så meget om biologi, som vi. De kunne se et korn eller et frø. De så dets udvikling, men viste ikke hvordan. Det var et under, helt uforklarligt og derfor Guds værk.
I dag er vi blevet klogere. Men det er ikke ubetinget af det gode. Når både naturen og mennesket selv bliver til noget vi tager magten over, så er faren der, for at det hele ender i det rene makværk.
Paven har talt om, at det ikke er nok at vi opdager økologien, når det drejer sig om fødevarer, det er mennesket selv, som må forstå sig selv økologisk – det vil sige, at vi genopdager det, som mennesker spontant på Jesu tid tænkte: væksten er Guds værk og gave, noget som jeg ikke skal manipulere med, men møde med respekt – og tage imod som det, det er: gave.
Der er altid en gavekarakter over tilværelsen. Vi udtrykker det i sproget – måske uden at tænke over det, når f.eks. sølvbrudgommen siger til sin sølvbrud: så fik vi 8 gode år sammen i Rødovre… fik – ikke tog. Der er meget som unddrager sig menneskets plan, jeg har snart sagt: alt det som jeg er mest glad for i mit liv, er kommet til mig – ofte uforskyldt.
Paulus siger: ”af nåde er jeg den, jeg er.” Han må have været et menneske, der hvilede meget i sig selv. Ellers ville han ikke have kunnet sige om sit liv. Han siger jo: alt det vigtigste kom til mig som gave. Alt det bedste, alle de mest lysfyldte øjeblikke: kun gave… Man kan blive helt religiøs af det, hvis det er sådan, man ser på sin tilværelse, så bliver man klar over, hvor meget der er grund til at være inderligt taknemmelig over.
Husk at sig tak, over alt det der skete automatæ… uforskyldt.
I klostrene begynder man hver morgen med Laudes – lovprisningen af skaberen, fordi han er alle gode gavers giver, og hver morgen på ny skænker han: en ny dag, livet selv.
Vi burde begynde hver dag med at sige: ”Tak!” – ikke rettet ud i intetheden, men sagt som en mini-laudes: tak til skaberen. Så kan vi måske begynde at leve mere økologisk, mere bevidst se os selv, som noget vi ikke selv frembringer, og det vi så alligevel frembringer, kan have sin rod i skaberen, som har givet os del i sin skaberkraft og skaberglæde. Så undgår vi forhåbentligt en del makværk.
En af martyr-munkene fra klosteret i Algier – de blev martyrer i 1996 – skrev i sin dagbog: ”Med Jomfru Maria hører jeg i stilhed og i fred og lader kærligheden komme til mig, som hun gjorde. Om lidt vil jeg træde frem til alteret og modtage alt det, som du, Gud, vil lade virke i mig, så hele mit liv kan blive til en kærlighedsgave".
Så kan jeg åndeligt set blive Marias søn, som Jesus på korset sagde til Johannes, at vi skulle være: Marias sønner. Giv mig gaven, at blive hos ham til det sidste. Grib mig igen, når jeg vil trække mig bort fra det som oprindelig greb mig. Omvend mig i evangeliets ånd fra grunden af.
Automatæ – ikke automatisk – men med som det under, mennesket ikke selv producerer… så bliver livet frugtbart.
Jesper Fich op
