21. november 2024
Præste- og ordensliv

Dødsfald

Sr. Regina König døde den 9. januar på plejehjemmet Klostergården i sin egen bolig.

Sankt Joseph søster Regina König

Af sr. Gisela, 11. januar 2024

Læs også nekrologen på Sankt Josephs søstrenes egen hjemmeside og se flere fotos fra Sr. Regina König liv - HER

Sr. Regina døde den 9. januar på plejehjemmet Klostergården på Strandvejen 91 i København omgivet af sine medsøstre, som hun havde delt livet med de sidste 67 år. Døden kom som en ven, meget stille, meget fredfyldt således at sr. Regina turde overgive sit liv i Guds hænder efter et par dages dyb og fredfyldt søvn, hvor kun åndedrætets rolige rytme kunne høres i stilheden.

Sr. Regina blev født som Katharina König i Bremen i Nordtyskland og var lillesøster til en bror og en søster. Som treårig oplevede hun udbruddet af 2. verdenskrig. I krigens slutfase blev også sr. Reginas elskede far indkaldt til krigstjeneste. Afskedens øjeblik har fulgt Sr. Regina hele livet igennem og savnet af den far, der aldrig vendte tilbage. Familien fik heller aldrig opklaret, hvad der skete med faren. Uvisheden og tabet forblev et sår, som aldrig virkelig ville hele helt.

Käthe, som familien kaldte sit yngste medlem, afsluttede sin skolegang i 1951 og blev uddannet til handelsmedhjælper. Som sådan arbejdede hun siden 1954 i tekstilbranchen. Hendes største arbejdsgiver var tyske firma Leffers, i 1950erne et førende stormagasin for tøj. I denne tid modnede hende ønske om at indtræde i en orden. Dette ønske førte hende i 1956 til Sankt Joseph Søstrene i København, hvor hun påbegyndte sit postulat den 13.februar og præcis seks måneder senere startede hun sit noviciat på Strandvejen 91 på Østerbro, som var Sankt Joseph Søstrenes moderhus og noviciat. Ved sin iklædning den 15.august 1956 antog Katharina ordensnavnet Regina, som hun bibeholdt resten af sit liv. Efter det første års noviciat flyttede hun i 1957 til Sankt Josephs Hospital i Griffenfeldtsgade på Nørrebro. I årene hvor hun hører til kommunitetet på Sankt Josephs Hospitalet sker der med jævne mellemrum vigtige ting: de første løfter aflægger sr. Regina den 15.august 1958, tre år senere, i 1961 afslutter hun sin uddannelse som hospitalslaborant, igen to år senere, den 15.august 1963 aflægger hun de evige løfter og i 1965 afslutter hun en videreuddannelse som laborant. Helt frem til 1971 er hun aktiv som laborant, et arbejde, hun elskede og med sin sans for præcision en skræddersyet opgave.

Det forhindrede dog ikke sr. Regina i at bryde op til nye horisonter. Nytænkning har altid været en mærkesag for sr. Regina. Hendes skridt til at forlade hospitalsverden i 1971 og uddanne sig til religionspædagog i Paderborn falder helt i tråd med det. Sammen med to danske og to norske medsøstre danner hun kommunitet i den lille tyske by i tre år. Uddannelsen afsluttes med et praktiksår i Osnabrück, som dengang var det nordligste bispedømme i Tyskland og tæt forbundet med Skandinavien. Her, i ungdomshuset ”Haus Maria Frieden” etablerer Sr. Regina kontakter mellem tyske og danske ungdomsgrupper. I 1975 vender hun tilbage til Danmark og bor i kommunitetet på Primulavej. I denne tid bliver hun DUKs første ungdomskonsulent.

I 1980erne begynder der ”nye tider” i den Danske provins. Et kommunitet oprettes i Sankt Hans Gade på Nørrebro, som dengang var en ”ikke så pæn” bydel. Tanken var, at være tæt på folk, tæt på samfundets mest udsatte. Dette afspejlede også Sr. Reginas tjeneste – hun var den katolske kirkes pastorale medarbejder i fængselsvæsenet i hele Danmark. Også dette var en tjeneste hun udførte med hele sit hjerte og meget hjerteblod. Med stor engagement og kærlighed tog hun sammen med sit kommunitet på Nørrebro ansvar for en lille flok forældreløse vietnamesiske børn, som var blevet reddet fra flygtningebåde og bragt til Danmark. Det var gennem Dansk Flygtningehjælp at søstrene med sr. Regina i spidsen prøvede at give børnene et hjem, en familie og at integrere dem i det danske samfund og formidle danske værdier (”drenge skal gør lige så meget i huset som piger”! Der var flest drenge i familien…)

Op igennem 1980erne var sr. Regina en del af forskellige provinsledelser som ”rådgiver”, medlem af provinsteamet, som støttede provincialpriorinden. I 1992 faldt valget af provincialpriorinde på sr. Regina. Denne tjeneste udøvede hun i 4 år, frem til 1996. Denne periode afsluttede hun med et sabbatsår i Canada, hvor hun uddannede sig til åndelig vejleder. Efter hjemkomsten til Danmark flyttede sr. Regina i juli 1997 til Århus, hvor søstrene havde et kommunitet i Ryesgade, ved siden af den katolske kirke. Sr. Regina begyndte et omfattende virke som retræteleder, vejleder, underviser (”konvertiter”), hun var fortaler for økumenien og … og … meget mere. I 2001 havde provinsen igen brug for en ”klog kone”, en leder i spidsen af provinsen. Sr. Regina sagde endnu engang ja til denne tjeneste for en periode på tre år. I denne tid pendlede hun mellem Århus og København, fordi hun havde besluttet ikke at flytte tilbage til det kæmpestore moderhus på Strandvejen 91. Helt frem til 2015 boede hun i Århus. I juni 2015 flyttede hun for sidste gang. Denne sidste flytning var meget svær, fordi turen gik til København på søstrenes eget plejehjem. Demensen havde gjort dette skridt nødvendigt, og som denne sygdom udviklede sig i de kommende år, blev sr. Regina til en person, som mistede meget – men vandt alt: et liv, hvor hun levede helt ”i nuet”, med stor venlighed og selverkendelse om sine begrænsninger – som hun også tog med et smil.

Sr. Regina havde den evne at se livets muligheder og mulighederne i hvert enkelt menneske. Disse muligheder så hun altid og allevegne, også når hun i varme og klare sommernætter betragtede stjernehimlen over Jylland eller var sammen med søstrene på udflugt. Sr. Regina elskede sit kald som Sankt Joseph Søster og den frisættende Ignatianske spiritualitet, som hun også var god til at formidle. Sr. Regina havde også den sjældne gave altid at se det positive i andre eller en given situation.

Som sr. Susanne sagde ved udsyngningen på plejehjemmet Klostergården den 9. januar, har sr. Regina været et forbillede for os alle sammen. Vi husker hende som det omsorgsfulde og nærværende menneske hun har været.

Må hun hvile i dyb fred.

R.I.P.
Vi tager afsked med sr. Regina lørdag den 20. januar kl. 12.30. i Sankt Therese kirke, Bernstorffsvej 56, 2900 Hellerup. Alle er hjertelig velkomne!