EWTN VATICANO BUREAU
Oversat af Birgit Bidstrup Jørgensen
Beliggende i hjertet af Italiens Appenniner-bjerge og omgivet af egeskove, ligger byen Greccio højt på toppen af en bakke med udsigt over Reatina-dalen, også kendt som den hellige dal.
Ifølge traditionen grundlagde en græsk familie Greccio som en koloni og slog sig ned i dette land efter at være blevet forelsket i skønheden i det omkringliggende landskab. Derfor er oprindelsen af navnet Greccio det italienske "Greci", der betyder "grækere".
De tidligste optegnelser, der dokumenterer denne middelalderby, går tilbage til det tiende og ellevte århundrede. De viser, hvordan Greccio fra resterne af de gamle bygninger blev en befæstet middelalderborg midt i de skovklædte bjerge, omgivet af mure og beskyttet af seks vagttårne.
Kun 2 km væk fra den befæstede by oplevede indbyggerne i Greccio for næsten 800 år siden noget enkelt, men alligevel ekstraordinært, noget, der til sidst spredte sig over hele verden: traditionen med julekrybben.
Det hele begyndte i år 1223. Tilbage fra det hellige land passerede en ung eremit ved navn Frans, kendt som den fattige mand fra Assisi, gennem dette område på vej hjem.
Slået af landskabets betagende skønhed, der mindede ham så meget om den hellige by Betlehem, fik Frans af Assisi ideen til at genoplive mysteriet om Guds Søns fødsel. Af denne grund tøvede han ikke med at få hjælp fra de lokale indbyggere: borgerne i Greccio.
Fr. Domenico, franciskaner, fortæller:
Frans havde en drøm: at genopleve med sine egne øjne, hvad den nyfødte Jesus har lidt for menneskeheden. Og denne drøm gik i opfyldelse juleaften 1223, da han bad sin ven, ejeren af disse huler, en Giovanni di Greccio kendt som Il Velita, om i denne hule at forberede, hvad der var nødvendigt til begivenheden. Alt hvad Frans havde brug for var en sten – som stadig findes der – en smule hø, et æsel, en okse og et alter. Nogle siger, at der også var et spædbarn, en simulacrum [noget, der ligner, o.a.]; andre nævner slet ikke denne simulacrum. Men under fejringen havde Giovanni Velita og andre en vision: På stenen ser de et spædbarn vågne op fra en lang søvn. Barnet smiler til Frans, og Frans omfavner ham og tilbeder ham.
Og netop på dette sted blev helligdommen Greccio opført i 1228, netop det år hvor kirken fejrede helligkåringen af Frans af Assisi.
Det bankende hjerte i helligdommen i Greccio er grotten, der er kendt som krybbe-kapellet. På dette sted på alteret kan du se et udsnit af den originale sten, hvorpå Skt. Frans placerede en repræsentation af Jesus under den første levende julekrybbe i 1223.
Freskoerne, der pryder kapellets forvægge i hulen, skildrer to tæt sammenvævede scener: Krybben i Betlehem og julekrybben i Greccio.
I forgrunden af dette sidstnævnte freskomaleri knæler Frans, klædt i en diakons hvide kappe, i tilbedelse af barnet, og lidt ovenfor fejrer præsten messe. I baggrunden er de andre hovedpersoner i denne vidunderlige begivenhed: blandt dem Giovanni Velita, hans hustru og alle indbyggerne i Greccio.
Antonio Rosati, borgmester i byen Greccio, fortæller:
Allerførste gang i historien, en julekrybbe blev præsenteret, var her, juleaften i 1223. Og fordi det var første gang, havde de ingen til at vejlede sig. Greccio har faktisk en ret atypisk julekrybbe, en smule anderledes end hvad vi finder nutildags i italienske familier og over hele verden. Det er den eneste julekrybbe uden Jomfru Maria og Josef. Det skyldes, at den blev skabt med folk fra Greccio, Skt. Frans, Giovanni Velita, folk fra Greccio og andre, såsom hyrderne i Ariety-dalen og så videre.
Siden dengang for meget længe siden har indbyggerne i Greccio hver jul genlevet disse historiske øjeblikke med stolthed.
Borgmester Rosati fortsætter:
Vi genoplever disse begivenheder hvert år, fordi de er en del af vores historie, en del af vores hjerte og også en del af en ikonografisk arv, som er anerkendt som universel, selvom den nogle gange også er ... ja, også offer for alt for meget snak, fordi ingen religion er i kontrast til julekrybben og dens ikonografi. Forskellige mennesker har forskellige meninger, og det er godt, men julekrybben er noget, der forener os snarere end adskiller os. Og på samme måde forener Greccio og sår ikke splid.
Federico Giovannelli, viceborgmester i Greccio, siger:
Mit navn er Federico og i julekrybben repræsenterer jeg Skt. Frans. Jeg har repræsenteret Frans i 8 år, men jeg har været en del af dette lige siden jeg var 6 år. Jeg er 43 nu, så jeg har været i det her i et stykke tid.
Jeg repræsenterer den hellige Frans, men også den almindelige person fra folket. Det hele er meget følelsesladet. Hvis vi alle skaber vores egen julekrybbe i dag, er det fordi Skt. Frans skabte den første her på dette sted den aften. Så selvfølgelig er den mest bevægende del den sidste, hvor Frans byggede julekrybben for første gang i historien.
Natalino Lelli, borger i Greccio, fortæller:
Mit navn er Natalino, og jeg har været en del af Greccios julekrybbe i 8 år nu. For mig er dette en stor oplevelse at se Skt. Frans ved min side, meget nær ved mig, og hvad kan jeg ellers sige? … Jeg er fascineret af min rolle som Greccios herre, glad for at hjælpe helgenen med at præsentere julekrybben i Greccio tilbage i 1223.
Kapellet i krybbe-hulen
Greccios borgmester, Antonio Rosati, fortæller:
”Den historiske genskabelse af den første julekrybbe i verden” - dette er det officielle navn på vores begivenhed her i Greccio. Det er ikke en levende julekrybbe, men den historiske genskabelse af den første julekrybbe i verden. Der har været nogle ændringer i årenes løb, men det hele begyndte tilbage i 1973. Det år blev en historisk genopførelse sat op på helligdommens område og området omkring den, som dengang bestod af 4 levende tableauer. Vi taler om tableauer med rigtige mennesker. De taler, handler, de er meget levende.
I dag har vi 6 scener. Den første scene repræsenterer Skt. Frans' ankomst til Greccio. Det skete omkring 1209. Helgenen kom sandsynligvis til Greccio med båd og krydsede Valino-søen, som ligger i nærheden. Han slog sig ned på Monte Lacerone, 1.216 meter over havets overflade, og der byggede han sig et lille tilflugtssted. Det er henholdsvis det første og det andet tableau.
Herefter går vi videre til Skt. Frans' forhold til Greccios indbyggere. De finder ud af, at der oppe på bjerget – dengang bjerget var kilden til rigdom og liv – lever denne fromme mand, og sammen med Giovanni Velina, byens herre, beslutter de sig for at gå op til ham og invitere ham ind i byen og slottet.
Dette er det fjerde tableau: Frans' ankomst til Greccio. Han kommer ind i byen lige her, lige bag mig – vi er inden for murene her – og han begynder at prædike fra en sten, der findes inde i et lille kapel, og han spørger efter livets værdier, ikke kun Guds ord, men også andre vigtige værdier som f.eks. enhed. Befolkningen i Greccio er betaget, og de er slået af Frans' karisma.
De beder ham om at blive og bo i byen og slottet. Frans ville gerne være tættere på dem, men han nægter, fordi han siger: "Det ligger ikke i min natur." Og legenden fortæller, at den hellige mand også sagde, at han ville bo, hvor end det brændende stykke træ landede, som et barn kastede fra bjerget ned i dalen. Brændestykket landede præcis det sted, hvor helligdommen står i dag. Dengang var der huler på det sted, ejet af Il Velita, som straks donerede dem til Frans og hans venner.
Det femte tableau fortæller historien om Frans’ møde med pave Honorius. På det tidspunkt var det jo meget let at blive sendt på bålet: det var nok at foreslå ændringer eller vise initiativ, der enten afveg fra eller gik imod Kirkens officielle lære. Pave Honorius havde meget høje tanker om Frans, og således gav han ham tilladelse til, at julekrybben måtte bygges i Greccio. Og derfor vender Frans meget begejstret tilbage til Il Velita, de taler om det og gør alting klar, og her er vi ved det sjette og sidste tableau: julekrybben."
Krybbehulen, der ligger inde i helligdommen i Greccio, er kun en af de mange skatte, der er gemt inden for murene på dette hellige sted.
Fr. Domenico, franciskaner, fortæller:
Der var andre huler på Frans' tid. Denne her for eksempel, hvor de plejede at spise. Spis, som fattige plejer at spise, sagde de. Frans kunne godt lide dette med "at spise som fattige mennesker gør", og så skete det, at han en dag efter at have været væk et stykke tid kom tilbage og fandt brødrene her juledag, og de havde dækket bord med en dug. Frans ville ikke gå ind i hulen, han sagde: "I har forrådt min ægtefælles fattigdom." Og han nægtede at komme ind.
Der er en anden hule lige her bag mig, og denne blev brugt som sovesal. I enden af denne hule er der et lille hjørne, hvor Frans plejede at sove, de få gange han faktisk kom forbi. Frans ville simpelthen læne sig op ad den klippe. Også her er der en lille anekdote om Frans, for en aften gav Giovanni Velita, herren af Greccio, Frans en pude som gave, en fjerpude. Han sagde til ham: "Frans, du er så ung og ser alligevel så mager ud. Hvil dig lidt.” Og han giver ham denne fjerpude. Frans tager imod gaven og takker Giovanni, men tidligt næste morgen kalder han på sine venner og siger, "I nat kunne jeg ikke sove et øjeblik, fordi djævelen fristede mig og fortalte mig, at "Han har det ikke komfortabelt på korset, men du sover behageligt på en pude." Og ja, jeg tror, det siger os moderne mennesker meget, fordi vi aldrig er tilfredse med det, vi har.
Fr. Domenico talte med glæde om det uventede første besøg fra pave Frans til helligdommen i Greccio den 4. januar 2016:
Pludselig efterlader Frans sin bil på parkeringspladsen og dukker op. Han kommer ned alene med biskoppen et stykke foran sig, og uden at advare nogen af os brødre finder han den første del af hulen åben, men den anden lukket. Og så spredte rygtet sig lidt efter lidt blandt os brødre om, at han var her, og vi løb til ham fra alle hjørner, og han omfavnede os alle, meget enkelt, i den sande franciskanske ånd. Det kunne vi alle sammen godt lide... og det smukke var også den gave, han gav os: Tre linjer i vores store gæstebog. Da jeg er kronikør, bragte jeg den store bog til ham, så han kunne underskrive den. Og han skrev tre linjer. Jeg vil prøve at gengive dem fra hukommelsen: Jeg takker Gud for denne nåde, og jeg beder ham om at velsigne kirken, biskoppen af Rieti, brødrene og alle de troende – og at han må hjælpe os med at lede efter stjernen, så vi kan finde barnet. I disse få ord findes hele pave Frans.
For fader Domenico er det ikke tilfældigt, at kardinal Jorge Bergoglio valgte navnet Frans. I ham og hans pontifikat ser franciskanerbroderen den hellige Frans af Assisis lære. Og ligesom helgenen gjorde selv, er han sikker på, at pave Frans vil støde på mange vanskeligheder på sin vej.
Fr. Domenico fortsætter:
Den hellige Frans var modstander af emnet fattigdom. Tingene var ikke altid lette. Den første gruppe brødre skændtes meget, ved vi nu, fordi nogle ønskede mere fattigdom, andre ønskede mindre fattigdom. Den hellige Frans selv var ked af dette og sagde: "I vil ikke følge reglen til punkt og prikke.”
Eller, som han udtrykte det, "sine glossa, sine glossa, sine glossa", som betyder uden kommentarer og tilføjelser. Absolut fattigdom var reglen for Frans. For han tror, der er en barmhjertig far, han, der kan sørge for alle, og Frans sagde, "hvis han kan sørge for fuglene på himlen ... og de små mus – vi har mange mus her – så vil han uden tvivl sørge for alle os, I lidet troende mennesker!"
Pave Frans forsøger at indpode dette budskab i os alle, ikke kun i os kristne, men i hele samfundet, at vi for enhver pris ikke må være grådige. Vi må ikke skulle eje, men have, så vi kan give. Der er mere glæde ved at give end ved at modtage.
Som solen går ned over helligdommen i Greccio, falmer dens ornamenter og forbliver skåret ud i klippen i dens stramhed og enkelhed, og viser sig i sin totale oprigtighed som det nye Betlehem for vores øjne. Det er uden tvivl et af de vigtigste steder for franciskanerordenen og et referencepunkt for katolikker og alle kristne verden over... som julekrybbens fødested.
