Kardinal John Henry Newman og lægfolkets rolle

John Henry Newman født 1801 i London i en evangelisk familie

Af biskop Czeslaw Kozon

Kardinal John Henry Newman (1801-1890), der blev saligkåret af pave Benedikt XVI den 19. september 2010, er for længst blevet erklæret for én af forløberne for Andet Vatikankoncil.

Én af koncilets mærkesager var at relancere lægfolkets rolle i Kirken, at vække ny sans for betydningen af det almindelige præstedømme, som alle døbte og firmede har del i (Den dogmatiskse konstitution "Lumen Gentium" 10), uden at reducere embedspræstedømmets plads. Koncilet taler meget om det universelle kald til hellighed (Den dogmatiskse konstitution "Lumen Gentium" 40), at alle døbte ikke blot har en rolle at spille i Kirken, men også kan opnå det tætte og intensive forhold til Gud og dermed aflægge et autentisk vidnesbyrd om troslivet, noget, som man tidligere var tilbøjelig til noget eksklusivt eller i hvert fald fortrinsvis at tilskrive gejstlige og ordensfolk.

Selv om lægfolkets rolle og betydning i Kirken i vid udstrækning er blevet anerkendt og synlig, er det stadig forfriskende, ja, næsten provokerende, at læse en ofte citeret passage om lægfolket i kardinal Newmans forelæsningsrække ”The Present Position of Catholics in England” fra 1851. Hans udsagn er ikke blot en forudsigelse af noget, der i høj grad er gået i opfyldelse, men også en uddybelse af, hvad der menes med lægfolkets rolle, og en inspiration til yderligere opfølgning.

Glasmaleri i St. Franziskus Xaverius Kirke i Burg på Fehmern

Det meget velkendte citat, der er at finde i den niende forelæsning i ovenstående række, er lidt omfattende, men gengives her i sin helhed, da næsten hvert eneste ord er ladet med betydning: ”Hvad jeg savner hos katolikker, er den gave at komme ud med, hvad deres religion er. – Jeg ønsker et lægfolk, ikke arrogant, ikke overilet i tale, ikke trættekært, men mennesker, som kender deres religion, som går ind i den, som ved nøjagtigt, hvor de står, som ved, hvad de har, og hvad de ikke har, som kender deres trosbekendelse så godt, at de kan gøre rede for den, som ved så meget om historien, at de kan forsvare den. Jeg ønsker et intelligent, velinformeret lægfolk – jeg ønsker at I øger jeres viden, opelsker jeres fornuft, skaffer jer en indsigt i forholdet mellem sandhederne, lærer at betragte ting, som de er, forstår hvordan tro og fornuft forholder sig til hinanden, hvad der er katolicismens grundlag og principper, og hvor de vigtigste inkonsekvenser og absurditeter i protestantisk lære ligger.”

Dette sidste polemiske udsagn skal forstås på baggrund af kardinal Newmans egen trosvandring, hans konversion fra Church of England til Den katolske Kirke, og ikke mindst ses i lyset af en tid, hvor de menneskelige og følelsesmæssige fronter mellem konfessionerne var trukket langt hårdere op end i dag.

Kardinal Newman fortsætter længere fremme: ”I bør være i stand til at komme frem med, hvad I føler, og hvad I mener, samt at føle og mene det; på en forståelig måde at fremlægge jeres modstanderes fiktioner og usandheder for andre; at forklare de anklager, som bringes mod Kirken; ikke for at tilfredsstille blinde fanatikere, men fornuftige mennesker, af hvilken opfattelse de end måtte være.”

Også denne sidste passus virker i dag meget polemisk, ikke mindst fordi vi som katolikker selv har fået et nuanceret og sundt kritisk syn på mange både fortidige og nuværende forhold i vor Kirke.

De polemiske islæt i kardinal Newmans redegørelse er medtaget for fuldstændighedens skyld og for at se det samlede citat i sin historiske sammenhæng. Nogle af hans væsentlige udsagn om lægfolket i citatet kan måske også virke autoritære og patroniserende, hvilket i så fald også skal ses med samtidens briller.

Vi vil nu prøve på at gå lidt mere ind på kardinal Newmans konkrete forventninger til lægfolket, ikke mindst betragtet på baggrund af vor tids udfordringer.

”Hvad jeg savner hos katolikker, er den gave at komme ud med, hvad deres religion er.” Trods øget bevidsthed hos lægfolk, bedre uddannelse og kritisk sans, er dette ønske stadig aktuelt og noget, man skal arbejde på at få opfyldt. Som bibelsk underbygning af dette hører vi ofte følgende citat fra 1. Peters brev: ”I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til ansvar for det håb, I har.” (3,15).

Kardinal Newman sigter hermed nok til evnen til at møde søgende og spørgende mennesker samt modstandere og kritikere, men også til det helt fundamentale at en kristen ved, hvorfor han eller hun tror samt lever og handler efter troen.

I datidens England var katolikkerne kun så småt ved igen at gøre sig gældende i det offentlige liv. I århundreder forinden var de tvunget til et liv i tilbagetrukkethed og diskrimination. De, der holdt fast ved troen, gjorde det meget bevidst og ofte under store ofre. Det var således virkelig en bevidst bekendelse at være katolik og følge sin tro.

Kardinal Newman taler dog også i en tid med mange åndelige og sociale nybrud, som begyndte at give de udfordringer, vi også – og i forstærket omfang – kender til i dag. Mennesker er i dag udsat for mange åndelige og ideologiske påvirkninger, som gør, at et nominelt tilhørsforhold til en sammenhæng – religiøs eller national – ikke længere er en garanti for, at man bliver i denne sammenhæng, endsige kan gøre rede for den, forsvare den og leve i overensstemmelse med den.

Videre siger kardinal Newman, at han ønsker sig et lægfolk, ikke arrogant, ikke overilet i tale, ikke trættekært. Også dette kan lyde polemisk, som om lægfolket skal kende sin plads, og som om det at være arrogant, overilet og trættekært skulle være en last, som særligt præger lægfolk og det netop i den tids England, hvor Den katolske Kirke indtil kort tid forinden i høj grad var blevet holdt i live af lægfolk i form af familier, der trofast havde bevaret den fædrene tro trods mange afsavn.

Måske ville kardinal Newman på en subtil måde samtidigt advare mod klerikalisme, den negative form for fremhævelse af gejstligheden, der også til tider har manglet ydmyghed. Både præster og lægfolk har brug for ikke at være arrogante, overilede og trættekære. Dette gælder ikke kun i præsters og lægfolks indbyrdes omgang. Præsterne skal ikke længere påberåbe sig privilegier eller retten til ikke at blive sagt imod, men være bevidste om, at et godt kristent vidnesbyrd kan aflægges af alle, der søger fællesskab med Gud. Lægfolket har sin kompetence både i kraft af uddannelse og andre kvalifikationer og på grund af deltagelsen i Kristi profetiske sendelse i kraft af dåb og firmelse.

Samtidig skal lægfolket også anerkende præsternes særlige tjeneste, plads i liturgien og det særlige lederansvar, positioner, der ganske vist eksponerer præsten, men hele tiden skal afspejle et fælles ansvar mest muligt i så mange sfærer af menighedslivet som muligt.

Kardinal Newmans ideal på lægfolket er ”mennesker, som kender deres religion, som går ind i den, som ved nøjagtigt, hvor de står, som ved, hvad de har, og hvad de ikke har.”

At være troende betyder ikke først og fremmest at bekende sig til dogmer, men at have et nært forhold til Gud. Det er således ikke et spørgsmål om at have en omfattende viden. Dog har et aktivt og virkningsfuldt trosliv altid måttet bæres af et vist mål af viden om, eller rettere fortrolighed med, hvem vi tror på, og hvordan Han gør sig gældende i vort liv. Uden viden om troens indhold ville vi lade os styre af egne tanker og forme vort liv ud fra de behov og lyster, vi umiddelbart føler; men i en tid med mange bud på sandhed eller undertiden også bevidst fravalg af nogen form for absolut sandhed, er det vigtigt at vide, ”hvad man har, og hvad man ikke har,” dvs viden om hvad der hører med til troslæren, og hvad der ikke gør.

Uden at være polemisk gælder det også i økumenisk sammenhæng. Mange fordomme kristne imellem er blevet nedbrudt, man er blevet mere bevidst om det fælles trosgods, og man har kunnet hjælpe hinanden med at blive opmærksom på forsømte sider af fromhedsliv og kristen praksis. Dette er ikke blot en ansporing til at søge efter fuld enhed. Disse tilnærmelser danner også en fælles platform, hvorfra man kan møde de udfordringer mod kristen tro og moral, som ikke tager hensyn til forskelle kristne konfessioner imellem, men gerne vil eliminere eller mindske kristen indflydelse fra samfund og meningsdannelse.

Alligevel er det vigtigt som katolik at vide, ”hvad man har, og hvad man ikke har,” ikke for med ny polemik at lægge afstand til andre kristne, men for at styrke kendskabet til den del af læren og traditionen, som ud over at skabe vor katolske identitet også udgør Guds åbenbaring til menneskene.

Glasmaleri i St. Franziskus Xaverius Kirke i Burg på Fehmern

På Kardinal Newmans tid var de konfessionelle fronter trukket hårdt op, og man vidste, hvor man stod, måske ikke altid læremæssigt, men i hvert fald sociologisk. Nedbrydning af fordomme og fælles tiltag må dog aldrig få os til at overhøre Kristi bøn om enhed (jf. Joh. 17,20). Fuld enhed er ikke noget, vi må mene at kunne leve foruden, hvis almindelige menneskelige relationer fungerer, men et udtryk for Kristi vilje og inderligste længsel, som vi ikke må modmodsætte os eller anse for mindre væsentlig.

Kardinal Newman taler udtrykkeligt om kendskab til historien som en vigtig del af et troende menneskes dannelse. Denne understregning af historiens betydning kan vi se i sammenhæng med, hvad han nævner i slutningen af det lange citat, hvor han taler om at kunne afsløre modstandernes urigtigheder og forklare anklager mod Kirken.

Mange af de kritikpunkter, både berettigede og uberettigede, der fremføres mod Kirken, drejer sig om aktuelle spørgsmål. Ligesom man i samfundet som sådant jævnligt beklager den svindende historiske sans, må vi i troens sammenhæng være endnu mere opmærksomme på historien, ikke først og fremmest i akademisk forstand, men ud fra bevidstheden om, at Guds historie med os mennesker er noget levende. Som medlemmer af det verdslige samfund har vi brug for at være bevidste om de historiske rødder som kilde til vor identitet.

Er man alligevel mindre afhængig af sine verdslige historiske rødder, kan man ikke være det af kirkehistorien. Ud over at vi er en del af Guds historie med mennesket, det vi kalder frelseshistorien lige fra Abrahams kaldelse over Guds Søns komme til jorden, så er Kirkens fortid også en del af dens nutid: De første kristne martyrers vidnesbyrd gentager sig i nutidens ofte blodige kristenforfølgelser. Kirkens tilstedeværelse i de enkelte lande er resultatet af en beundringsværdig missionarisk iver efter at forkynde det glade budskab nye steder. Mange af Kirkens ordener er gamle, og deres virke i nutiden er en frugt af deres grundlæggeres karisme og nytænkning. Trods behovet for nye måder at formidle troen på bliver fortidens teologiske skoler aldrig overflødige eller helt uaktuelle. Kirkens fromhedsliv er gennem tiderne blevet beriget med nye former, som har vist sig at være holdbare og værd at bevare. Det sidste koncil, som af nogle opfattes som et brud med fortiden, bygger trods sine banebrydende fornyelser videre på tidligere kirkemøders prægning af troslæren.

Glasmaleri i St. Franziskus Xaverius Kirke i Burg på Fehmern

Kardinal Newman nævner specifikt nødvendigheden af at ”øge sin viden, opelske fornuften … lære at forstå, hvordan tro og fornuft forholder sig til hinanden.” En øget viden og dyrkelse af fornuften betragtes af mange som erstatning for religionens svar på alle spørgsmål og derfor også som dens endeligt. Selv om mennesket siden renæssancen var blevet mere autonomt i sin tankegang, og nye filosofiske retninger betød delvise opgør med religionen, kom 1800-tallets ideologier med industrialisering og ekstrem fremtidstro til at blive en stor og langtrækkende udfordring for troslivet, på det europæiske kontinent måske mere end i England. Selv om tekniske fremskridt ikke længere betragtes ukritisk, har en skepsis over for dem ikke af den grund betydet, at religionen har genfundet sin tidligere plads i menneskers liv. Uanset vurderingen af tekniske fremskridt og menneskelig autonomi skal tro og fornuft altid danne par og ikke konkurrere, ligesom teologi og filosofi heller aldrig har stået i et grundlæggende modsætningsforhold til hinanden. Fornuften er ikke en egenskab, som skal tøjles af troen men en væsentlig drivkraft, som skal hjælpe os hen imod den. Når man i sin fornuftsbetonede søgen når frem til troen, bliver fornuften ikke parkeret, men fortsætter med at lade os spørge for gennem troen at få de svar, den selv må opgive at finde.

I slutningen af citatet kommer kardinal Newman med en slags konklusion eller rettere understregning af, hvad det hele drejer sig om i vort forhold til Gud. Ikke nok med at man skal ”komme frem med, hvad man føler, og hvad man mener,” man skal også ”føle og mene det.”

Også dette er lidt provokerende. Det kan være en stor overvindelse at formulere og bekende, hvad man føler og mener i troslivet; men når denne overvindelse er gennemført, kan både formulering og bekendelse nogle gange være overfladisk, traditionsbestemt, polemisk og instrumentaliseret. Kardinal Newman siger, at vi skal bringes til virkelig at føle og mene det, vi bekender. ”Føle” betyder her ikke at lade sig styre af følelser, hvilket kan gøre os både ustabile og selektive. ”Føle” betyder her snarere, men også i nær tilknytning til det at mene, at man har taget noget helt til sig.

For troslivets vedkommende er det af afgørende betydning. Mange mennesker har været ledsaget af en religiøs praksis, sakramentsmodtagelse m.m., uden at de har følt andet end at skulle gennemføre noget, der hørte med eller var forventet. Både for selv at overleve og for at virke som redskab for Gudsrigets forkyndelse er det vigtig at mene, hvad man står for. Selv om kardinal Newman også appellerer til vilje og bevidsthed, er forudsætningen, at menneskets eget initiativ bliver båret af troens nådegave. Denne nådegave er ikke én, man kan tage selv; men har man taget imod den, vil selv den svageste gnist kunne tænde både accept og vilje til følge op på den i form at engagement og omsætning deraf i både vidnesbyrd og forkyndelse.

Alt det, kardinal Newman gerne vil fremelske hos mennesket, er ikke noget specifikt laikalt (kun hos lægmænd - red.), men grundlaget for alle menneskers trosvandring og evne til at gøre en forskel på Gudsrigets vegne over for omverdenen. Kardinal Newman spiller ikke gejstlighed og lægfolk ud mod hinanden. De skal begge i fællesskab synliggøre Kirken, bekende, leve, fejre og udbrede troen. I lægfolket så kardinal Newman et uudnyttet potentiale. Endnu er hele dette potentiale ikke fuldt udnyttet, enten ved at lægfolket endnu ikke alle steder i verden har fået muligheden for at gøre en forskel, eller ved at lægfolket ikke selv har taget imod de muligheder, der tilbydes og appelleres om at bruge.

Når det lykkes, vil en øget bevidsthed og virkning af Kirken som ”communio,” fællesskab, komme til udtryk; men der vil også være åbnet veje, som kun lægfolk kan bruge som adgang til at nå ud til mennesker, fordi lægfolk i kraft af deres placering i familie, arbejde, politik, medier og samfundsinstitutioner samt egen dannelse besidder en uvurderlig kompetence.

Lægfolks indsats og mobilisering er ikke en erstatning for manglende præster. Det kan godt være, at denne mangel på det sidste har været set som en anledning til at få lægfolk på banen. Skulle der dog komme flere præster, vil lægfolkets rolle stadig være ikke blot aktuel, men uundværlig, ikke kun for at få nogle ting gjort, men først og fremmest for at få opbygget Kirken til et fællesskab, hvor alle tjenester, karismer og talenter fremmes og udnyttes.

 

Czeslaw Kozon har siden 1995 været den katolske biskop i Danmark.
Indlæg i e-festskrift
Erling Tiedemann 80 år - 2012
(s. 46-52)

Redigeret af Kuno Arnkilde

%d bloggers like this: