APOSTOLSK BREV
ADMIRABILE SIGNUM
AF DEN HELLIGE FADER
FRANS
OM JULEKRYBBENS
MENING OG BETYDNING
1. Det forunderlige tegn, den kristne julekrybbe, som de kristne holder så meget af, vækker stadig ny forundring og eftertanke. Skildringen af Jesu fødsel er i sig selv en enkel og glædelig forkyndelse af mysteriet om Guds Søns menneskevordelse. Julekrybben er som et levende evangelium, der træder frem fra siderne i Den Hellige Skrift. Mens vi betragter fortællingen om julen, inviteres vi til at begive os ud på en åndelig rejse, draget af ydmygheden hos den Gud, der selv blev menneske for at kunne møde hvert eneste menneske. Vi indser, at hans kærlighed til os er så stor, at han blev én af os, så vi til gengæld kan blive ét med ham.
Med dette brev ønsker jeg at opmuntre den smukke familietradition med at forberede julekrybben i dagene før jul, men også skikken med at sætte den op på arbejdspladser, i skoler, på hospitaler, i fængsler og på torve. Der udvises altid stor fantasi og kreativitet i at bruge de mest forskelligartede materialer til at skabe små mesterværker af skønhed. Allerede som børn lærer vi af vore forældre og bedsteforældre at videreføre denne glædelige tradition, som øser af et rigt væld af folkelig fromhed. Det er mit håb, at denne skik aldrig vil gå tabt, og at den, hvor den er gået af brug, må blive genopdaget og genoplivet.
2. Oprindelsen til julekrybben findes frem for alt i evangeliernes beretninger om visse detaljer omkring Jesu fødsel i Betlehem. Evangelisten Lukas siger ganske enkelt, at Maria "fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget" (2,7). Fordi Jesus blev lagt i en krybbe, er fødselsscenen på italiensk kendt som en presepe, fra det latinske ord praesepium, der betyder "krybbe".
Da Guds Søn kom til denne verden, blev han lagt dér, hvor dyrene får deres foder. For ham, der åbenbarede sig selv som "det brød, som er kommet ned fra himlen" (Joh 6,41), blev høet hans første leje. Foruden på andre kirkefædre gjorde denne symbolik indtryk på den hellige Augustin, der skrev: "Han, der lå i en krybbe, blev føde for os" (Sermon 189, 4). Julekrybben vækker virkelig mindet om en række af mysterierne i Jesu liv og bringer dem tæt på vort eget daglige liv.
Men lad os gå tilbage til oprindelsen til den julekrybbe, vi kender så godt. Vi skal forestille os at være i den lille italienske by Greccio i Rieti-dalen. Der gjorde den hellige Frans ophold, højst sandsynligt på sin vej tilbage fra Rom hvor han den 29. november 1223 havde modtaget godkendelsen af sin regel fra pave Honorius III. Frans havde tidligere besøgt Det Hellige Land, og klippehulerne i Greccio mindede ham om landskabet ved Betlehem. Det er også muligt, at mosaikkerne i den romerske basilika Santa Maria Maggiore, der skildrer Jesu fødsel tæt på det sted, hvor krybbens træpaneler ifølge en gammel tradition opbevares, havde gjort indtryk på den "fattige mand fra Assisi”.
Franciskanske kilder beskriver i detaljer, hvad der fandt sted i Greccio dengang. Femten dage før jul bad Frans en lokal mand ved navn Johannes om at hjælpe sig med at virkeliggøre et ønske: ” Jeg vil gerne mindes det barn, der blev født i Betlehem, og jeg ønsker at mindes den bitre nød, han måtte lide allerede som lille barn, hvordan han blev lagt i en krybbe med oksen og æslet ved sin side, og hvordan han blev lagt på hø. Jeg ønsker, at man skal kunne se det så håndgribeligt som muligt med sine egne øjne.” [1] Da han hørte det, gik den trofaste ven straks afsted for at forberede alt, hvad helgenen havde bedt om. Den 25. december kom brødre til Greccio fra forskellige egne sammen med folk fra gårdene i området, der medbragte blomster og fakler til at oplyse den hellige nat. Da Frans ankom, fandt han en krybbe fuld af hø, en okse og et æsel. Ved synet af hele dette sceneri blev alle de fremmødte opfyldt af en ny og ubeskrivelig glæde. Derpå fejrede præsten højtideligt eukaristien over krybben og gjorde således forbindelsen mellem Guds Søns menneskevordelse og eukaristien synlig. I Greccio anvendte man ikke figurer; julekrybben blev opført og oplevet af alle de tilstedeværende selv. [2]
Sådan opstod vor tradition, da alle, fyldt af glæde, var forsamlet omkring klippehulen, uden afstand mellem den oprindelige begivenhed og dem, der blev deltagere i dens mysterium.
Thomas af Celano, som skrev den første biograf om den hellige Frans, mindes, at denne enkle og bevægende scene blev ledsaget af en gave i form af et vidunderligt syn: En af de tilstedeværende så Jesusbarnet selv ligge i krybben. Fra denne julefest i 1223 vendte alle hjem "opfyldt af salig glæde”. [3]
3. Enkelheden i dette tegn lod den hellige Frans udføre et storværk af evangelisering. Hans lære berørte de kristnes hjerter og er den dag i dag en enkel, men autentisk måde at skildre skønheden i vor tro. Stedet, hvor denne første julekrybbe blev opført, fremkalder selv disse følelser og bringer dem til udtryk. Greccio er blevet et tilflugtssted for sjælen, der i skjul bag bjerget hyller sig i stilhed.
Hvorfor vækker julekrybben så stor undren i os og bevæger os så dybt? Frem for alt fordi den åbenbarer Guds ømhed: Han, universets skaber, begav sig ned til os i vores lidenhed. Livets gave, der i sig selv er et mysterium for os, bliver så meget desto mere underfuld, når vi ser, at han, der blev født af Maria, er kilden til alt liv og dets opretholdelse. I Jesus har Faderen givet os en broder, som kommer for at opsøge os, hver gang vi er fortabte og mister orienteringen, en trofast ven, der altid er os nær. Han skænkede os sin Søn, som tilgiver os og løser os fra vore synder.
At sætte julekrybben op i vore hjem hjælper os med at genopleve historien om, hvad der fandt sted i Betlehem. Naturligvis forbliver evangelierne vor kilde til at forstå og reflektere over denne begivenhed. Samtidig hjælper julekrybbens skildring til at forestille os begivenhederne. De rører vore hjerter og indbyder os til at føle os inddraget i frelseshistorien som samtidige til en begivenhed, der er levende og aktuel i en bred vifte af historiske og kulturelle sammenhænge.
På en særlig måde har julekrybben med sin franciskanske oprindelse indbudt os til at "føle" og "røre" den fattigdom, som Guds søn valgte at påtage sig i sin menneskevordelse. Implicit opfordrer den os til at følge ham ad den vej af ydmyghed, fattigdom og selvfornægtelse, der fører fra Betlehems krybbe til korset. Den opfordrer os til at møde ham i vore brødre og søstre, og tjene ham ved at vise barmhjertighed over for dem, der behøver den mest (jf. Mt 25,31-46).
4. Nu vil jeg reflektere over julekrybbens forskellige tegn for at fremhæve deres dybere mening. Vi begynder med at opbygge baggrunden, en stjernehimmel i nattens mørke og stilhed. Vi gør det ikke kun af troskab mod evangeliets beretninger, men også for dens iboende betydning. Vi kan tænke på alle de gange, hvor nattemørke har omsluttet vort liv. Men selv da forlader Gud os ikke, han kommer til os for at besvare vore brændende spørgsmål om meningen med livet. Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvorfor blev jeg født på dette tidspunkt i historien? Hvorfor elsker jeg? Hvorfor lider jeg? Hvorfor skal jeg dø? For at besvare disse spørgsmål blev Gud menneske. Hans nærhed bringer lys, hvor der er mørke, og viser vej for alle, der går igennem lidelsens mørke (jf. Luk 1,79).
Også de landskaber, der er en del af julekrybben, fortjener omtale. De omfatter ofte ruiner af gamle huse eller bygninger, som i nogle tilfælde erstatter klippehulen i Betlehem og bliver et hjem for den hellige familie. Disse ruiner synes inspireret af Legenda aurea, den gyldne legende, skrevet af dominikaneren Jacobus de Voragine i det trettende århundrede. Den beretter en hedensk legende om, at Fredens Tempel i Rom ville styrte sammen, når en jomfru fødte et barn. Men mere end noget andet er ruinerne det synlige tegn på den faldne menneskehed, på alt det der går til grunde, fordærves og visner. Dette sceneri fortæller os også, at Jesus er det nye midt i en aldrende verden, at han er kommet for at helbrede og genopbygge, for at genoprette verden og vore liv til deres oprindelige glans.
5. Med hvor stor glæde bør vi anbringe bjergene, vandløbene, fårene og hyrderne i julekrybben! Mens vi gør det, bliver vi mindet om – som profeterne forudsagde – at hele skabningen fryder sig over Messias' komme. Englene og ledestjernen er tegn på, at også vi er kaldet til at tage af sted til klippehulen for at tilbede Herren.
"Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os" (Luk 2,15), siger hyrderne efter englenes forkyndelse. I sin enkelhed indeholder denne skildring et meget smukt budskab til os. Til forskel fra så mange mennesker, der har travlt med tusind ting, bliver hyrderne de første vidner til det vigtigste af alt: frelsens gave. De ydmygeste og de fattigste tager imod menneskevordelsens begivenhed. Hyrderne svarer Gud, som kommer for at møde os i Jesusbarnet, ved at begive sig på vej for at møde ham med kærlighed og taknemmelig undren og ærefrygt. Netop dette møde mellem Gud og hans børn, der opstår i mødet med Jesus, giver liv til vor religion og udgør dens enestående skønhed, der på særlig måde lyser i julekrybben.
6. Sædvanligvis tilføjer vi mange symbolske figurer til julekrybben. Frem for alt tiggere og mennesker, som kun kender hjertets rigdom. De har også al ret til at nærme sig Jesusbarnet uden at skille sig ud eller blive sendt væk fra krybben. Den er nemlig sådan, at de fattige omkring den slet ikke generer. Tværtimod er de fattige særlig tæt på dette mysterium og er ofte bedst i stand til at erkende Guds tilstedeværelse i vor midte.
De fattige og de ringe i julekrybben minder os om, at Gud blev menneske for dem, der føler mest behov for hans kærlighed, og som beder om hans nærhed. Jesus, "sagtmodig og ydmyg af hjertet" (Matt 11,29), blev født fattig og førte et enkelt liv for at lære os at erkende, hvad der er væsentligt, og at leve derefter. Fra julekrybben udgår det klare budskab, at vi ikke må lade os bedrage af rigdom og af flygtige løfter om lykke. Herodes' palads står i baggrunden, lukket og døvt for det glade budskab. Ved at lade sig føde i krybben begynder Gud selv den eneste sande revolution, der giver håb og værdighed til de arveløse og udstødte: kærlighedens revolution, ømhedens revolution. Fra krybben forkynder Jesus på en blid, men kraftfuld måde kaldet til at dele med de ringeste som vejen til en mere menneskelig og solidarisk verden, hvor ingen er udelukket eller marginaliseret.
Ofte elsker børn, men også voksne, at føje andre figurer til julekrybben, som tilsyneladende intet har at gøre med evangeliernes beretninger. Men på hver sin måde udtrykker disse fantasifulde tilføjelser, at der i denne verden, som Jesus har fornyet, er plads til alt menneskeligt og til alle Guds skabninger. Fra hyrden til smeden, fra bageren til musikerne, fra kvinderne, der bærer kander med vand, til børnene, der leger - alt dette står for hverdagens hellighed, glæden ved at gøre hverdagens ting på en ekstraordinær måde, når Jesus deler sit guddommelige liv med os.
7. Efterhånden kommer vi til klippehulen, hvor vi finder figurerne af Maria og Josef. Maria er en mor, der betragter sit barn og viser ham til dem, der kommer for at besøge ham. Hendes figur får os til at tænke på det store mysterium, som denne unge kvinde blev inddraget i, da Gud bankede på døren til hendes uplettede hjerte. På englens budskab, der bad hende om at blive Guds Moder, svarede Maria med fuld og betingelsesløs lydighed. Hendes ord, "Se, jeg er Herrens tjenerinde; Lad det ske mig efter dit ord!" (Luk 1,38), vidner for os alle om, hvordan vi i troen kan overgive os til Guds vilje. Gennem dette "ja" blev Maria mor til Guds søn. Hendes jomfruelighed gik ikke tabt, men blev helliget takket være Sønnen. I hende ser vi Guds Moder, som ikke beholder sin Søn for sig selv, men opfordrer alle til at følge hans ord og omsætte det i handling (jf. Joh 2,5).
Ved siden af Maria står den hellige Josef og beskytter barnet og dets mor. Ofte afbildes han med en stav i hånden; nogle gange holder han også en lanterne. Den hellige Josef spiller en meget vigtig rolle i Jesu og Marias liv. Han er beskytteren, der aldrig bliver træt af at beskytte sin familie. Da Gud advarer ham om Herodes’ trussel, tøver han ikke med at bryde op og flygte til Egypten (jf. Matt 2,13-15). Og da faren er forbi, bringer han familien tilbage til Nazaret, hvor han bliver den første opdrager for Jesus som barn og ung mand. Josef bar i sit hjerte det store mysterium, der omgav Jesus og Maria, hans forlovede, og som en retfærdig mand betroede han sig altid til Guds vilje og omsatte den i handling.
8. Når vi lægger Jesusfiguren på plads til jul, kommer julekrybben så at sige til live. Gud viser sig i et barn, for at vi kan tage ham i vore arme. I svagheden og skrøbeligheden skjuler han sin kraft, der skaber og forvandler alle ting. Det synes umuligt, men det er sandt: I Jesus var Gud et barn, og i denne skikkelse ville han åbenbare storheden i sin kærlighed, der viser sig i barnets smil, og når det rækker hænderne ud imod alle.
Et barns fødsel vækker glæde og undren, for det konfronterer os med livets store mysterium. Når vi ser, hvordan et ungt ægtepars øjne lyser ved synet af deres nyfødte barn, forstår vi Marias og Josefs følelse af Guds nærvær i deres liv, mens de så på Jesusbarnet.
"Livet blev åbenbaret" (1 Joh 1,2): Sådan sammenfatter apostlen Johannes menneskevordelsens mysterium. Julekrybben giver os mulighed for at se og røre ved denne enestående begivenhed, der ændrede historiens gang og blev udgangspunkt for vor tidsregning som år før og efter Kristi fødsel.
Guds handlinger forvirrer os, fordi det virker umuligt, at han ville give afkald på sin herlighed for at blive menneske som os. Til vor overraskelse ser vi, hvordan Gud antager vor adfærd: Han sover, drikker sin mors mælk, græder og leger som alle børn! Som altid er Gud forbløffende, han er uforudsigelig og gør konstant, hvad vi mindst forventer. Julekrybben viser os Gud, da han kom til verden, og udfordrer os til at tænke over, hvordan vort liv har del i Guds liv; den indbyder os til at blive hans disciple, hvis vi vil nå frem til livets dybeste mening.
9. Som festen for Herrens Åbenbarelse nærmer sig, anbringes figurerne af de vise mænd i nærheden af krybben. Da disse kloge og rige herrer fra Østen så stjernen stige op, drog de til Betlehem for at møde Jesus og bringe ham gaver af guld, røgelse og myrra. Disse kostbare gaver har også en allegorisk betydning: med guldet ærer de Jesu kongedømme; med røgelsen hans guddommelighed; med myrra hans hellige menneskelighed, som skulle opleve død og begravelse.
Når vi betragter dette aspekt af fødselsscenen, er vi kaldet til at tænke over det ansvar, enhver kristen har for at udbrede evangeliet. Hver af os bliver bærer af det glade budskab til alle, vi møder, når vi gennem konkrete barmhjertighedsgerninger vidner om glæden ved at kende Jesus og hans kærlighed.
De vise mænd lærer os, at man kan komme langvejs fra for at nå frem til Kristus. De er rige mænd, kloge fremmede, der tørster efter evigheden. De begiver sig ud på en lang og farlig rejse, som fører dem til Betlehem (jf. Matt 2,1-12). En stor glæde fylder dem ved synet af det kongelige barn. De forarges ikke over de fattige omgivelser; de tøver ikke med at bøje deres knæ og tilbede ham. Da de knæler foran ham, forstår de, at Gud, som i sin uindskrænkede visdom styrer stjernernes bevægelser på himlen, også styrer historiens gang ved at styrte de mægtige fra deres troner og ophøje de ringe. Efter at de vendte tilbage til deres land, fortalte de helt sikkert andre om deres overraskende møde med Messias. Sådan begyndte evangeliet sin rejse ud til alle folkeslag.
10. Foran julekrybben mindes vi, hvordan vi i vor barndom utålmodigt ventede på tidspunktet for at sætte julekrybben frem. Disse minder gør os igen og igen opmærksomme på den store gave, vi modtog fra dem, der videregav troen til os. Samtidig minder de os om den glædelige pligt at lade vore børn og børnebørn få del i den samme erfaring. Det er ikke vigtigt, hvordan man sætter julekrybben op; den kan hver gang være ens eller være forskellig hvert år – det afgørende er, at den taler til vore liv. Hvor og i hvilken som helst form fortæller julekrybben om Guds kærlighed, den Gud, der blev et barn for at fortælle os, hvor nær han er ethvert menneske, uanset hvilken situation det befinder sig i.
Kære brødre og søstre, julekrybben er en del af den smukke og krævende proces med at give troen videre. Fra barndommen opdrager den os i alle aldre til at betragte Jesus, til at føle Guds kærlighed til os; til at føle og tro, at Gud er med os, og vi er med ham, og at vi alle er børn og brødre og søstre takket være dette barn, Guds og Jomfru Marias søn. Og til at forstå, at deri finder vi lykken. Lad os ligesom den hellige Frans åbne vore hjerter for denne enkle nåde, så der ud af vor undren vokser en ydmyg bøn: Vor "tak" til Gud, der ville dele alt med os og aldrig lade os være alene.
FRANCISCUS
Givet I Greccio ved Helligdommen for Julekrybben, den 1. december i året 2019, det syvende i mit pontifikat.
Imprimatur generalvikar Niels Engelbrecht
Oversættelse Birgit Bidstrup Jørgensen
[1] Jf. Thomas of Celano, First Life, 84; Franciscan Sources, 469.
[2] Ibid., 85; Franciscan Sources, 469.
[3] Ibid., 86: Franciscan Sources, 470.
