Det teologiske grundlag
Jesus har lært os i Fadervorbønnen (Matthæus’ udgave) at bede: Forlad os vores skyld (i flertal), som også vi forlader vore skyldnere (se 16).
Ordet skyld betyder ordret gæld. Der er altså tale om, at vi skylder Gud noget, ligesom vor næste kan skylde os noget. Lukas skriver forlad os vore synder, ligesom også vi forlader enhver, der skylder (er i gæld til) os noget (Luk 11,4). Lukas har gengivet ordet ’skyld’ / ’gæld’ med ’synder’.
Konklusion: Vi står altså i gæld til Gud, forstået således, at vi skylder ham at gøre hans vilje, men vi står også i gæld til hinanden. Gud er altid parat til at eftergive os vores gæld i forhold til ham, derfor skal vi også have den samme vilje til at eftergive andres gæld til os (’forlade’ dem).
Baggrunden for denne tankegang er de to kærlighedsbud, som definerer vores relation til Gud og til hinanden, altså det, vi skylder Gud og hinanden. Jesus svarer farisæerne, der spørger ham, om hvad der er det største bud: Du skal elske Herren, din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Dette er det største og det første bud. Men der er et andet, der er lig dette: Du skal elske din næste som dig selv (Mat. 22,37-40).
Jesus sammenfatter således Guds lov med buddet om næstekærlighed: Du skal elske din næste som dig selv (Matth 22,39), som er et citat fra 3. Mos 19.18). Men hvad betyder det i praksis? Man kunne omskrive dette bud således: Dit medmenneske har ret til din respekt og omsorg. Du skylder din næste respekt og omsorg, ligesom som også du har ret til respekt og omsorg. Gud har altså givet alle mennesker grundlæggende rettigheder. Det er faktisk det, der kommer frem i de såkaldte menneskerettigheder, der i virkeligheden afspejler buddet om næstekærlighed. Hvis ikke vi respekterer vore medmenneskers ret ved enten at forsømme det, vi skylder dem, eller krænker deres ret, kommer vi i en menneskelig gæld til dem. Bemærk, at her bruges ordet ’skylder dem’ og ’gæld’ det samme. De to ord komplementerer hinanden, ja er på græsk (og delvis på hebræisk) det samme.
Nu har denne krænkelsesproblematik to sider: jeg krænker andres rettigheder, og de krænker mine rettigheder. Vores relationer med hinanden er bygget på dette grundlag, om vi er os det bevidste eller ej. Problemet er i praksis, at vi ikke tænker dybere over vores relationer, men vores følelser reagerer på denne problemstilling: Hvis jeg er offer for andres uretfærdige behandling bliver jeg ked af det og måske også vred (”retfærdig harme”). Hvis jeg har krænket andres rettigheder, vil jeg, hvis jeg er et sundt menneske, føle skyld, dvs. min samvittighed vil anklage mig.
Skyld er som ovenfor sagt det samme som gæld. Jesus bruger flere gange billedet med mennesker, der er i gæld til andre. En gæld (skyld) skal betales, hvis et forhold til et andet menneske skal genoprettes (= forsoning). Men hvordan betaler man en sådan gæld? Det er problemet. Hvis jeg er offeret, hvordan får jeg så den gæld, andre har til mig, betalt? Og hvis jeg er den skyldige, hvordan betaler jeg så min gæld? Det er nogle gange muligt, direkte at bede den anden om tilgivelse og få den af den anden. Men enhver ved, at det ikke er så nemt i virkeligheden. Og hvad nu, hvis man aldrig mere ser den anden? Og det går i begge retninger, hvis jeg er offeret?
Her ligger den dybe årsag til den ofte grænseløse uforsonlige holdning mellem mennesker og mellem grupper osv. Regnskabet synes umuligt at gøre op. Den klassiske løsning er at tage hævn: Øje for øje og tand for tand (jfr. 2. Mos,21,24). Straffeloven i Det Gamle Testamente var baseret på dette retsprincip, som kan formuleres således: Gælden skal betales tilbage! Denne løsning på uret kendetegner stort set alle kulturer; men erfaringerne viser, at denne løsning kun øger uretten, og at hævnen går ud over uskyldige, hvis ikke der er en neutral retsinstans, der kan administrere retfærdigheden. Jeg tror, at dette beskriver reelt både vore medmenneskelige relationer og etniske og nationale problemstillinger. Man kunne på baggrund af det ovenfor anførte sige: for at løse spørgsmålet om retfærdighed i forholdet mellem mennesker og grupper rent praktisk, tager man sig selv til rette.
Kristendommen har et svar og det eneste svar på problemet: hvordan bliver vi effektivt forsonet? Hvordan sker retfærdigheden fyldest? Jesus hentede næstekærlighedsbuddet fra Det gamle Testamente, fordi Gud allerede den gang havde løsningen og underviste sit folk i den. Kort fortalt havde han udvalgt sig et folk, som han ville gøre til det, vi i dag kalder et velfærdssamfund og et retssamfund. Det betyder helt konkret, at ingen ’må tage sig selv til rette’, at der er en objektiv retsinstans, der skal sikre borgernes rettigheder. Derfor byggede Gud et retssystem op, hvor han selv var højesteret og dommer. Denne forståelse fortsætter i Det nye Testamente. Den, der skal sikre, at retten sker fyldest, er Guds Søn, Jesus. Hans frivillige død på korset kan forstås på følgende måde: Ved sin uskyldige død betalte han al gæld fra fortiden og al gæld, der senere vil dukke op: ”Vi er blevet helliget ved at Jesu Kristi legeme én gang for alle er blevet ofret” (Hebr. 10,10). ’Helliget’ kan i dette sammenhæng forstås som ’befriet for al skyld/gæld’.
I den katolske Kirke har vi tre sakramenter, der handler om forsoningsproblematikken: Dåben – her fjernes al skyld på én gang; Skriftemålet – her fjernes al den skyld, man har pådraget sig siden dåben, og som man anklager sig for; og Messeofferet – her fjernes alle synder af mindre alvorlig karakter, som man begår hver dag, men også de afdødes, hvis man beder for dem. Således kan jeg blive forsonet med Gud. Men hvordan bliver jeg forsonet med mit medmenneske?
Vi mangler en klar og enkel vejledning til, hvordan vi bliver forsonet med hinanden. Og uden en sådan forsoning menneske og menneske imellem, vil forsoningen med Gud mangle noget vigtigt. Hvis jeg er offer for andres uretfærdig behandling, skal jeg tilgive dem, siger Jesus, men hvordan gør jeg det? Er det nok at sige: Jeg tilgiver vedkommende? I nogle tilfælde ja, men i de fleste tilfælde nej. Hvordan bliver ordet ’tilgivelse’ til virkelighed? Og hvis det er mig, der har brug for andres tilgivelse, hvordan bærer jeg mig ad? Især hvis jeg ikke har kontakt med dem længere, eller de er døde?
Her er en model, der kan hjælpe dig i de fleste tilfælde. Det teologiske grundlag er det ovenfor anførte om skyld – gæld – og ”betaling” af gæld.
I Skriftemålet anklager vi os selv overfor Gud og præsten. Skriftemålet er faktisk en domstolsproces. Præsten pålægger på Guds vegne en (symbolsk) bod, som skal være et udtryk for ens oprigtige vilje til at betale gælden, gøre tingene godt igen. Bod betyder at betale gælden. Nu er det umuligt fuldt ud at gøre tingene godt igen, altså blive helt forsonet, betale hele gælden. Men viser man sit ønske om fuldstændig forsoning ved at gøre bod, betaler Jesus resten af gælden. Med sin kærlighed helbreder han de sår i den anden, jeg har forårsaget. Det samme er tilfældet ved dåben, hvis jeg bliver døbt som stort barn eller voksen. Så både skriftemål og dåb indebærer fuldstændig forsoning takket være Jesu sonoffer og kærlighed.
Men noget tilsvarende kan også ske, hvis det er mig, der er blevet såret på grund af andres opførsel og handlinger. Vi bruger den samme fremgangsmåde som i skriftemålet: Vi går frem for Guds domstol og anklager dem, der har gjort os skade. Lad os definere begrebet tilgivelse som overgivelse af den andens skyld / gæld til mig til den retfærdige og barmhjertige dommer. Det er ikke længere mig, der skal ordne forholdet til den anden, det er Gud selv ved sin Søn. Gøres det på den rigtige måde, opleves en stor befrielse og helbredelse: Gud bringer forsoning og helbredelse.
I messen kan vi efter en urgammel tradition blive forsonet med de afdøde og de med os. I enhver messe bedes der eksplicit for alle afdøde i den intention, at vi og de må blive forsonet i kraft af Jesu offer, som frembæres igen og igen i enhver messe (gøres nærværende). Således er enhver messe en forsoningsmesse både med de levende og de døde. Der er nemlig et enormt regnskab, der skal gøres op for de fleste mennesker efter deres død, idet vi alle efterlader en større eller mindre gæld til vore omgivelser, som for det meste ikke er bragt ud af verden, når vi dør. Også i denne forbindelse skal regnskabet gøres op. Det kan kun Jesus, men vi skal for vort eget vedkommende fremlægge regnskabet, så han kan forsone os helt igennem med vore afdøde i kraft af sit sonoffer, der er nærværende i hver eneste messe. En forsoning med de afdøde er både vigtig for dem og for os. De kan ikke forsone sig med os, men vi kan forsone dem med os i kraft af Jesu sonoffer. Finder en sådan forsoning sted bliver det til fred og forløsning for os og for dem.
Her er fremgangsmåden for forsoning med mennesker, der har gjort os ondt:
1. Da det kun er Gud og Jesus, der effektivt kan sætte os fri og helbrede os i vores inderste væsen, skal man altid begynde med at bede Jesus være til stede og lede processen.
2. Normalt kan man ikke gøre det alene. Der skal være en person (en præst eller en troende kristen), der hjælper en, en slags åndelig advokat (på dansk: bisidder). Processen skal have en slags offentlig karakter (ligesom skriftemålet). Hvis det drejer sig om en mindre alvorlig uret, man har lidt, kan man prøve at gennemføre processen alene for Guds øjne.
3. Man skal visualisere (forestille) sig en domstol, den himmelske, hvor Gud Fader er dommer. Det kan hjælpe at bruge et bord, hvor man placerer Jesu kors.
4. Vi skal minde os om, at det er en retsproces, der skal finde sted, fordi Gud, da han skabte os, har givet os en umistelig RET til hans og vore medmenneskers kærlighed, respekt og omsorg.
5. Når mennesker krænker andres ret til kærlighed, respekt og omsorg, skader de dem alvorligt. De får dybe sår i sjælen, som skal helbredes. De sår kan ingen menneskelig terapi helbrede definitivt, kun Jesus.
6. Man begynder med sammen med sin ”advokat” at sætte ord på de ting, man har været ude for. Man laver et symbolsk anklageskrift med kontante punkter, ikke lange beretninger.
7. Når man har fundet ud af, hvilken uret man har lidt af en bestemt person og sat ord på den, går man ind i domstolen for Guds ansigt og siger:
”Gud Far jeg anklager NN for at have gjort det og det (her nævnes konkret, hvilken uret, det handler om). Man forestiller sig, at anklagen står på et anklageskrift, som man læser op. Dette papir lægger man symbolsk ved foden af Jesu kors med sin hånd og fjerner derefter hånden: Nu ligger anklageskriftet ved Jesu kors og findes ikke længere inde i ens hjerte! Man har overgivet den uret, man har lidt, til Jesus, der nu forpligter sig til at betale den andens gæld. Pas på ikke at ”tage” anklageskriftet, der ligger ved foden af Jesu kors, tilbage i hjertet! Det skal blive effektivt liggende ved korsets fod.
8. Derefter er man stille. Hvis processen er forløbet korrekt dvs. at alt er fremlagt for Gud med præcise ord, skulle man føle en virkelig befrielse.
9. Man tager så korset og ser på Kristus, stille og roligt. I denne tilstand vil man opleve, at Jesus helbreder en med sin guddommelige kærlighed. Faderen har overgivet til Sønnen at forsone os med hinanden.
10. I nogle tilfælde er det formålstjenligt at spørge sig selv, eller ”advokaten” kan spørge personen, om Gud Far har taget imod anklagen. Hvis svaret er klart ja, betyder det pr. definition, at anklagen er retfærdig, og at Gud har givet En ret. Alene det kan være enormt befriende. Hvis man ikke føler, at Gud har taget imod den, kan det være enten, fordi anklagen var falsk, eller fordi den ikke var præcis nok (ofte tør man ikke kalde en spade for en spade). Så gentager man anklagen på en anden måde. Jesus siger: Sandheden skal gøre jer fri (jfr. Joh 8,32). Man skal være overbevist om sandheden i sin anklage, og Gud skal bekræfte det.
11. Det er helt naturligt og rigtigt at føle vrede før og under processen, hvis man selv eller andre har været udsat for uret. Det føler Gud også på vore vegne. Hvorledes skulle Gud andet end blive vred, hvis han er kærlighed, når han er vidne til, at nogen gør os ondt? Gud har udstyret selv de små børn med evnen til at føle retfærdig harme, som er udtryk for et kategorisk nej til det onde. Mange mennesker går rundt med en kronisk vrede, fordi de har haft en smertefuld barndom og opvækst. Jesus alene kan befri os fra en sådan ødelæggende, men retfærdig vrede. Hvis ikke vores retfærdige harme bliver rettet mod den, der er skyldig, vil vi stort set altid i løbet af vores liv rette den mod de forkerte og således gøre dem uret. Det sker naturligvis mere eller mindre ubevidst, men på den måde fortsætter det onde i vores og andres liv.
12. Denne proces er i virkeligheden det samme som at tilgive sin fjende, idet man overgiver et andet menneskets skyld overfor En til Gud og lader Jesus betale hans gæld. Først når Jesus har betalt den konkrete gæld, opstår der ægte forsoning og helbredelse.
13. Et bevis på, at der har fundet en ægte forsoning sted er, at hvis man tænker på denne person efter anklageprocessen er afsluttet, vil man ofte opfatte personen radikalt anderledes, måske ligefrem have medlidenhed med vedkommende. I stedet for harme kommer medfølelse.
14. Det sker en gang imellem, at personer ikke har lyst til eller tør anklage andre, fordi de tror, at det vil skade dem, de anklager, eller de finder på undskyldninger for det, andre har gjort mod dem. Denne holdning er i virkeligheden at overtage den retfærdige og barmhjertige Guds rolle. Dette problem skal man i så fald have frem i lyset, så folk forstår, at det er en forkert måde at forholde sig til problemet på. Det er at ville løse det selv, og ikke lade Gud og hans Søn løse det. Det er at indtage Guds rolle som dommer, hvis man ”undskylder” dem. Alene Gud kender sandheden om den andens skyld, vi kender kun den handling, der rammer os, og som gør os til offer for uret. Derfor siger Jesus: Gør jer ikke til dommere over andre. At anklage dem er ikke at dømme dem!
15. Aflad skal forstås i dette sammenhæng. Man kan diskutere, om den klassiske katolske talemåde om syndestraf fremstiller problemstillingen til bunds. Hvis man identificerer ’straf’ med ’gæld’, kan den ovenfor anførte teologiske forklaring også gælde afladsproblematikken. I den klassiske fremstilling (se Den katolske Kirkes katekismus 1471-1473) taler man først og fremmest om forholdet til Gud, men behandler ikke tilfredsstillende forholdet til næsten. Aflad betyder på denne baggrund at eftergive / få eftergivet en gæld. Syndsforladelse er forsoning med Gud, men ikke eftergivelse af gælden. Aflad indebærer, at en synd ikke kun betyder at forholdet til Gud belastes eller ødelægges. Det indebærer, at der også opstår en gæld, noget der skal gøres godt igen. Hvis ikke det var tilfældet, ville man ikke kunne tale om aflad. Tilgivelsen af synden ville indebærer, at alt var på plads, at gælden fuld og helt var eftergivet. Denne problematik skilte reformatorerne og katolikkerne. Problemet opstår helt konkret, når gælden angår forholdet til næsten: Hvordan eftergiver jeg konkret en andens gæld, og hvordan eftergiver den anden min gæld? Er det nok blot at sige: ”Jeg tilgiver”, eller: ”tilgiv mig (=”undskyld mig”)? Bemærk udtrykket ’undskylde’!
16. I Fadervor i Matthæus’ udgave (6,12) står der: ”Eftergiv os vor gæld (skyld), som også vi eftergiver dem, der er i gæld til os”. (Lukas skriver (11,4): ”Eftergiv os vore synder, thi også vi eftergiver enhver, der skylder os noget”). Ordet gæld er først og fremmest et juridisk og økonomisk udtryk på hebraisk. Men det er et billede på vores relation til Gud og hinanden. Derfor underbygger det den ovenfor anførte teologi: gælden skal betales / eftergives. Men hvordan?
Lars Messerschmidt
23 07 2023
