Hvordan skal Kirken i dag begynde at fungere efter århundreders fejludvikling? Svaret må være, mener artiklens forfatter, at det skal altid være Jesus / Helligånden, der har det sidste ord, når Kirken på alle niveauer skal træffe beslutninger, og hele Kirken skal på en eller anden måde medvirke i processen.
Tekst: Pastor Lars Messerschmidt
STRØTANKER ’Kirken skal reformeres’ er ikke en overskrift men et oldkirkeligt teologisk udtryk. Det hedder på latin ’Ecclesia semper reformanda est’, dvs. ’Kirken skal altid reformeres’. I oldkirken var man sig bevidst, at det at være kirke var noget overnaturligt, som ikke uden videre kan sammenlignes med et menneskeligt samfund. Vi kristne skulle altså konstant være opmærksomme på, at vi ikke måtte tilpasse Kirkens guddommelige natur til en menneskelig religiøs organisation.
Ser vi kirkehistorisk på Kirkens situation kan ingen benægte, at den har tilpasset sig det omliggende samfund og afspejler det. Alene det faktum, at biskopperne i løbet af middelalderen overtog et væsentligt politisk ansvar for civilsamfundet, er et tegn på det. Således blev efterhånden alle de katolske biskopper i middelalderen fødte medlemmer af rigsrådet i Danmark, landets øverste civile myndighed. Hvis ikke det havde været tilfældet, ville den evangeliske reformation nok ikke have fundet sted i Danmark (og Norden). Kirken blev en statskirke. Biskopperne var ganske enkelt ikke i stand til at varetage den nødvendige reform. Vidne om dette problem var datidens måske største danskekatolske teolog, Poul Helgesen, som voldsomt anklagede både kongemagten og biskopperne for det store forfald, Den katolske Kirke var i.
På denne baggrund må vi derfor også i 2023 spørge os selv, om den vestlige kirkes opbygning, som vi kender den, svarer til Kirkens inderste væsen. Man kunne beskrive dens opbygning, sådan som den kommer til udtryk i den seneste kirkeret (1983), som en centraliseret og topstyret organisation. Det er den ikke blot i kirkerettens, men også både i gejstlighedens og kirkefolkets opfattelse. Ikke mange ved eller tænker over, at der findes de østkirkelige traditioner, som meget mere afspejler Oldkirkens organisationsform, som er mere bibelsk. De enkelte lokalkirker er selvstændige, men solidarisk forbundet fx i kirkeprovinser. Patriarkatsystemet er ikkesammenligneligt med pavens centrale funktion og i virkeligheden ikke grundlæggendeoldkirkeligt dvs. er først blevet udviklet i den nuværende form fra 400-tallet.
Vi befinder os nu i det 3. årtusind. Ingen ringere end pave Johannes Paul II, der var pave før og efter år 2000, har entydigt erklæret, at pavedømmet er den største anstødssten for Kirkens genforening. Men han gør udtrykkeligt opmærksom på, at udøvelsen af pavens overordnede hyrdeembede var helt anderledes i det første årtusind end i det andet årtusind, og kan også være anderledes i det tredje årtusind, og han indbød alle kristne, ortodokse, evangeliske og katolske kristne til sammen med ham at definere detteembedes konkrete form. Når paven bruger udtrykket, at paveembedet kan fungere helt anderledes, underforstår han, at det skal fungere anderledes i vor tid. Men det er ikke sket, tværtimod.
Jeg vil i det følgende pege på fire elementer til en reform af Kirken.
Fire reformpunkter
1. Pave Johannes XXIII , der indkaldte til koncilet, satte som overskrift: En ny pinse, og formulerede en særlig bøn til Helligånden, alle katolikker skulle bede (”Guddommelige Ånd, forny i vor tid dine undere som i en ny pinse…”). Meningen med denne bøn og selve koncilet var at give plads for Helligånden, Kirkens Ånd. Pavens forståelse har altså været, at Helligånden netop ikke længere (i vor tid) havde den førsteplads, Han skulle have. Den perfekte organisation havde taget over.
2. Den føromtalte pave Johannes Paul lavede også en pastoral overskrift for Kirken: Den har brug for en ’ny evangelisering’. Jeg undrede mig virkelig over, hvad paven mente. Jeg tvivler på, at ret mange af mine kolleger og medkristne overhovedet lagde mærke til denne overskrift. Hvis vi har brug for en ’ny evangelisering’ (jf ny pinse), må vi altså mangle noget alvorligt. Det problem, paven pegede på, kan formuleres således: medlemmerne af Kirken (globalt set) har, når det kommer til stykket, ikke en rigtig tro, dvs. et personligt forhold til Gud. De tror, at de tror. Hvordan bliver man så rigtig troende? Ved at blive evangeliseret. Kirken i sit nye ritual for voksendåb og dåb af skolebørn (som jo finder sted oftere og oftere), taler direkte om en evangeliseringsproces og definerer denne proces som en proces, hvor det enkelte menneske får et personligt trosforhold til Gud. Det er primært Helligånden, der gennem denne proces fremkalder troen i den enkelte. I strengeste forstand kan vi altså ikke lave et ”evangeliseringskursus”. Processen, siger ritualet, er helt subjektiv. Den anden koncilspave, Paul VI, skriver udtrykkeligt i et dokument (Evangelii nuntiandi, Evangeliets forkyndelse, 1975), at det er forældrene, der er deres børns første evangelister. Det betyder, at Gud primært, men ikke eksklusivt, bruger de kristne forældre til at føre deres børn til personlig tro på Gud. Det er Jesus, der sender evangelisterne, som han bruger for at skabe tro. Jesus ønsker altså at bruge børnenes forældre til denne funktion. Det er åbenbart ikke lykkedes, mener pave Johannes Paul II. Alle, der har undervisning af børn til 1. kommunion og til firmelse, kan nikke genkendende til dette. Det er et generelt problem, som ikke kan løses ved en bedre undervisning og bedre pædagogisk materiale (og hvor er vi eksperter i det!). Helligånden får tilsyneladende ikke lov til rigtig at påvirke vore børn og unge. Hvor ligger fejlen?
3. I 2010 udsendte pave Benedikt XVI en såkaldt postsynodal skrivelse, Verbum Domini, der med megen autoritet slår fast, at Kirkens dogmatiske grundlag er Bibelen og kun den. Og han forklarer de teologiske grunde til det og giver os også helt konkret en metode til at læse Bibelen med de rigtige øjne, for det er just problemet. Han slår fast, at fordi Bibelen, Guds Ord, er vor åndelige føde, skal den have førstepladsen i præstestudiet, i menighedernes liv og i den enkeltes personlige trosliv. Med andre ord, det er læsningen af Bibelen, der både nærer og uddyber vor tro. Bibellæsning er altså nødvendig for at troen kan uddybes, vedligeholdes, vokse og bære frugt i form af evangelisering.
4. I 2021 åbnede pave Frans den synodale vandring, og i den forbindelse udtalte han, at Kirkens væsen er synodal. Det havde jeg aldrig hørt før, men gik straks i gang med teologisk at undersøge det. Jo, paven havde ret. Synoder har spillet en afgørende rolle i hele Kirkens historie. Den fungerede på alle niveauer synodalt. Jeg har i reolen en stor samling af stort set alle synoder indtil Tridentinerkoncilet, som jeg bare kan slå op i og sætte mig ind i disse synoder. Også i den nye kirkeret af 1983 omtales synoder, som en funktion på bispedømmeplan. Men hvor praktiseres de i dag? Vi havde en sådan synode i Danmark 1967-69, som efter min mening har haft en afgørende indflydelse på den måde, vi i dag er Kirke på i Danmark. Men det stiller så det næste spørgsmål: hvad er en synode, teologisk og historisk?
Svaret finder vi fx i Apostlenes Gerninger, hvor der er flere eksempler på synodale processer. Kort fortalt er en synode en sammenkomst (selve det græske ord indikerer det), hvor en bestemt lokal forsamling drøfter et dogmatisk eller pastoralt problem og under bøn lytter til Helligånden for at få hans svar på spørgsmålet. Det er en kollektiv proces, hvor man i fællesskab er åben for Helligåndens vejledning. Kristus/Helligånden er lederen, der skal fortælle den lokale forsamling, hvad der er Guds vilje.
Det bedste og smukkeste eksempel er valget af Judas’ efterfølger, så apostelkollegiet på tolv kan genoprettes (ApG 1,15-26). Peter organiserer en høring blandt de ca. 120 disciple om, hvem der opfylder kriterierne for at tilhøre de tolv: Det skal være én, der har kendt og fulgt Jesus fra begyndelsen til Himmelfarten. Kun to opfylder dette kriterium: Josef Barabbas og Matthias. Hvem skal så afgøre, hvem af de to, der skal indgå i apostelkollegiet? De andre apostle? De 120 disciple? Peter? Nej! Det er Kristus, der skal gøre det. Ved lodtrækning (original jødisk måde at kende Guds vilje på) afgør Kristus, at det er Mattias, han har udvalgt. Jeg kalder denne meget konkret beskrevne proces for Den synodale Urmodel. Pointen er, at det altid skal være Jesus/ Helligånden, der har det sidste ord, når Kirken på alle niveauer skal træffe beslutninger, og hele Kirken skal på en eller anden måde medvirke i processen. Er det det, der vil ske i den aktuelle synodale vandring?
Konklusion
De fire emner, jeg har taget op i dette oplæg, peger på, hvordan Kirken i dag skal begynde at fungere efter århundreders fejludvikling. Kristus har på disse fire nævnte områder anvist vejen til en grundlæggende reform af Kirken: Helligånden, ny evangelisering, Bibelen og synoden. Jeg offentliggjorde sidste år i Katolsk Orientering en ny oversættelse med kommentarer af de breve, Kristus dikterede Johannes til de syv kirker i Lilleasien, som symbolsk repræsenterer Kirken til alle tider og overalt. Jesus afslutter alle brevene med: ”Den, som har ører, skal høre, hvad Ånden siger til kirkerne” (Åb 2,7 m.fl.). Mere direkte kan det ikke siges, hvad vi som Kirke i dag skal gøre for at komme videre: Lytte til Kristi Ånd, så kommer resten af sig selv. Det er altså Jesu direkte befaling til kirkerne, men også til enhver af os!
