21. november 2024

Når køn bliver til følelse

SR. ANNE BENTE HADLAND O.P. er priorinde ved Katarinahjemmet i Oslo. Hun er uddannet lærer, tidligere leder av Informasjonstjenesten i Oslo katolske bispedømme og af Søsterrådet.


Oversat af Margot Johansen fra TEAM Katolsk Liv


Det var i 1990’erne i USA, at jeg første gang stødte på begrebet gender; idéen om at køn ikke kan begrænses til det biologiske køn, men en mangfoldighed af kønsidentiteter. Jeg deltog i en kvindesession i FN og fik en brochure i hånden af en af de mange lobbyister, som gik rundt. ”Dette vil blive meget aktuelt”, sagde han, ”du bør læse det”. Det gjorde jeg så, og min umiddelbare reaktion var, at dette var et ekstremt amerikansk kulturelt betinget anliggende, som ville falde på sin egen urimelighed og aldrig få nogen betydning, i strid med – som det var – både sund fornuft og grundlæggende biologi.

Hvor tog jeg dog fejl. I Norge i dag skal børnene i børnehaver og skoler nu lære, at du kan være født i en forkert krop, og at piger kan have en penis. Og ifølge Bufdir (Børne, ungdoms- og familiedirektoratet), har alle ret til at definere sit eget køn; kønsmangfoldighed er ægte, og barnet ved bedst selv. Som 14-årig kan du få bortopereret dine bryster, drenge kan blive kemisk kastreret. Køn er noget som tildeles ved fødslen, ikke noget du er. Der er set en stigning på 1400% i antallet af piger, som vil have en kønskorrigerende behandling, eller en kønsbekræftende behandling, som det kaldes nu. Mange af disse unge mennesker har i tillæg andre diagnoser.

Vores forrige sundhedsminister gennemførte en lov om selvidentitet uden nævneværdig diskussion og helt uden tanke på (utilsigtede?) konsekvenser. Fra 2016 har det været muligt at få ændret sit juridiske køn uden diagnose, kun baseret på sin egen oplevelse af sit køn. Juridisk kan jeg i dag blive en mand, hvis jeg føler for det. Og vores nuværende ligestillingsminister berigtiger i disse dage et tredje køn. Hvilket problem, det er beregnet på at kunne løse, er jeg ikke helt sikker på. Mangfoldigheden er jo stor. Ifølge sexolog Espen Ester Pirellie Benestad eksisterer der hele 7 køn.

I Nordnorge var der fornylig et forældrepar, som reagerede på, at de gratis skoleposer til børnene i førsteklasserne er udstyret med regnbueflag, som efterhånden er blevet symbol på homoseksualitet og kønsideologi. De ønskede ikke, at deres børn skulle reklamere for en ideologi, som de ikke selv står inde for. Amtsborgmesteren havde ingen forståelse for dette. Han synes, at mangfoldighed og ligeværd er udmærket. Det er ikke så vanskeligt at være enig i, men når køn bliver en følelse, har mangfoldighed altså sine begrænsninger. Den rummer ikke dem, der mener, at der kun findes to køn. Det er en ideologi, som ophæver ikke bare køn, men også anlæg.

Hvis du mener, at der kun findes to køn, afskrives du som transfob. Fronterne i ”debatten” er hårde. Da en ny højesteretsdommer fornylig skulle indsættes i USA, blev hun spurgt, om hun kunne definere, hvad en kvinde er. Det kunne hun ikke, ”jeg er ikke biolog”, sagde hun. Det slog mig, at selv om hun kun er jurist, ville jeg mene, at hun alligevel ved, hvad tyngdekraft er, og jeg vil i hvert fald mene, at hun inderst inde også ved, hvad en kvinde er; men hun ved sikkert også, at andre har risikeret deres job ved at hævde det. Og ved ikke at anvende det foretrukne stedord.

Det er også sin sag. At sætte et stedord bag sit navn, et stedord der ikke fortæller, hvem du er biologisk set, men hvad du identificerer sig som. Hun/han/hen/de/dem – alt efter som. Hun sukker lidt, moderen jeg har talt med, da hun fortalte om sommerens bryllup, når ”hen” skal giftes med ”dem”. Hendes barn – biologisk mand, som identificerer sig som kvinde – skal giftes med en biologisk kvinde, som på sin side identificerer sig som ikke-binær – hverken/eller.

Skulle Anette Trettebergstuens forslag om et tredje køn slå igennem, vil det ikke ændre på realiteterne; der findes kun to køn. Biologisk set kan 99,98% af alle nyfødte defineres som dreng eller pige ud fra de ydre kønsorganer. I 0,02% af tilfældene kan kønnet ikke defineres. Men det er ikke denne gruppe, den radikale kønsideologi drejer sig om. Den drejer sig ikke længere primært om at værne om sårbare seksuelle minoriteter, men om identitetspolitik og magt.

Lige nu, mens jeg sætter punktum, bliver et website lanceret: foreldrenettverket.no, som udspringer af forældrereaktionen tidligere i vinter. Det ønsker at bidrage til en mere videnskabelig og mindre ideologisk undervisning om køn og seksualitet. I rette tid, hvis du spørger mig. Det anbefales hermed!

Anne Bente Hadland

Magasinet St. Olav: Dette er en kommentar. Standpunkterne i artiklen står for artikelforfatterens egen regning.


Gengivet med tilladelse til KATOLSK LIV