Indledning
Den katolske tradition er stor både i tid og rum. Det vil alle sikkert indrømme. Den var i Danmark før reformationen, den har fortsat mange andre steder siden. Den omfatter en overvældende rigdom af liturgi og kirkeliv, af klosterliv og sociale institutioner, af teologi og filosofi, af kunst og videnskab, af diplomati og kultur. Det er betagende, og hvem har ikke været betaget af den ene eller anden dimension i denne overvældende rigdom.
Men der er også begrænsninger, som nødvendigvis gælder for alt menneskeligt og alle forhold, hvori mennesker er engagerede. Der er også forfaldsperioder, og der har været kritiske faser. De sidste århundreder har bragt meget positivt, og med det andet Vatikanerkoncil er Den katolske Kirke fremtrådt som en kirke, der er villig til fornyelse og reform for verdens skyld. Få havde tænkt sig, at en så stor organisme formåede et sådant opbrud. Og dog skete det, og det er fortsat i fuld gang.
Men hvad er det alt sammen egentlig for noget, hvad er kernen i det? Svaret må blive, at det et helheden, katoliciteten. Enhver, der vil prøve at rumme alt, vil bryde sammen på det. Enhver, der vil prøve at plukke noget ud til sit særlige brug, vil gå forkert af den katolske tradition. For den er helheden. Det betyder ikke, at der ikke kan være perioder, der bedre udtrykker det væsentlige end andre; det betyder ikke, at der ikke hele tiden er noget at gøre for alle i Den katolske Kirke. Men det betyder, at helheden uafbrudt er der, og at det er helheden, der er det karakteristiske i den katolske tradition.
Men det er også muligt at møde den katolske Tradition konkret og personligt. For den konkretiserer sig, når den fejrer messe; når den tager skikkelse i liturgi, fællesskab, hjælpearbejde..., og den repræsenteres i sin helhed og personligt af biskoppen i lokalkirken. For i lokalkirken er den nærværende på et bestemt sted. På verdensplan repræsenteres den af paven.
Kirken er først og fremmest budbringer for Kristus. Det er dens eksistensbegrundelse og eksistensberettigelse. Heri krænker den ingen, for der er ingen anden, der har den opgave, og derfor går den ingen for nær ved at udføre den. Vi holder her åbent for alle de grader og nuanceringer, som mangelfuldt fællesskab mellem visse lokalkirker og mellem kristne gør nødvendige. Her er det Kirkens væsen, vi taler om. Kristi Kirke.
Når dette så er sagt, kan vi gå det næste skridt. For hvad vil så alt dette igen sige? Det vil sige, at det er troen på Kristus, det hele drejer sig om. "Men I, hvem siger I, at jeg er?" spørger Jesus, og Simon Peter og hans efterfølgere svarer: "Du er Kristus, den levende Guds Søn". Det er denne trosbekendelse, der er nøglen til den katolske Kirke og dens mysterium.
Men, vil man sige, alt det "ydre", hører det virkelig med, er det virkelig nødvendigt? Ja. Her kommer den katolske bekræftelse af hele den skabte, også synlige verden ind i billedet. Den ved godt, at også meget forkert og ufuldkomment kan knytte sig til det ydre. Men principielt er det ikke det ydre, der er galt. Er der noget i vejen, ligger det i det indre: Det er det, der udgår fra mennesket, der gør mennesket urent (jfr. Matt.15,11). Det er livsbekræftende i katolsk tradition, at den går ind i livets opgaver på jorden, er positiv over for kunst og videnskab, levende optaget af menneskers liv og vilkår, folkeslagenes udvikling og retfærdighed og fred i verden. Den katolske tradition er gennemtrængt af en positiv skabelsestro, der ser verden - også den "ydre", legemlige, jordiske verden - som Guds storslåede skaberværk, som han har betroet mennesket til forvaltning. Derfor er der i Kirken en levende sammenhæng og en vekselvirkning mellem det "indre" og det "ydre". Kilden ligger i det indre; det ydre vidner herom.
Men heller ikke dette er det dybeste; for Kirkens egentlige og dybeste liv springer af dens samfund med Kristus. Det er ham, den tilhører, det er ham, den skal tjene, og enhver i Kirken, lige meget på hvilken plads, har den opgave at forkynde Kristus som menneskets Forløser: "Kristus er lyset for alle folk, og dette hellige kirkemøde, samlet i Den hellige Ånd, nærer derfor et brændende ønske om at oplyse alle mennesker med hans herligheds glans, således som den genspejler sig på Kirkens åsyn, ved at forkynde evangeliet for al skabningen", siger koncilet i indledningen til den dogmatiske konstitution om Kirken.
Kirken er et tegn på Kristus. Et tegn har både en ydre og en indre side. Hvis man kun ser det ydre, opdager man ikke, hvad det betyder. Hvis man afviser det ydre, får man ikke øje på det indre. Tegnet forsvinder. Her er præcis den balance mellem det indre og det ydre, som mange af vore ikke-katolske medkristne - især i vort eget land - synes at have så svært ved at forstå. Begge sider skal med i den orden, der nu engang ligger i sammenhængen mellem tegnets indre og ydre karakter. Det er ikke noget "bagvedliggende", der skal søges. Tegnkarakteren betyder, at det er i og med tegnet, at betydningen træder frem, ganske som det er i og med vort legeme, vi træder frem. Men tegnet skal tydes med troens blik. Kirken er i sit væsen en levende "ikon", et billede på Kristus.
Det kommer ganske særligt frem i ord og sakramenter, der er det konstituerende for Kirken, bestemmer dens struktur. I dem er den opstandne Kristus virksomt nærværende, for sammen med sit ord har han betroet sakramenterne til Kirken, for at den skal bringe ham ud til alle mennesker. Her konkretiseres hans nærvær og fortsatte frelsergerning, således at ethvert menneske kan møde ham umiddelbart og aktuelt i ord og sakramenter. Således fungerer Kirken som redskab for det personlige møde mellem det jordiske menneske og den himmelske Gud.
Kirken skal tjene menneskene og folkeslagene. For som Det andet Vatikanerkoncil siger i samme konstitution: "Kirken er selv i Kristus som et sakramente, det vil sige både et tegn på og et redskab for den nære forening med Gud og hele menneskeslægtens indbyrdes enhed". Det er det, Kirken ønsker at være for verden i dag. For nok er verden gammel, siger Augustin, men i denne tid, under nåden, har vi modtaget et "fornyelsens sakramente" (sacramentum renovationis). Det er Kirken.
1. Menneskesønnen
Maleriet repræsenterer Jesu Kristi ansigt, der ser op til himlen - © Marius Eduard Canura
Den katolske helhed kan man gå ind i og møde på mange måder. Når blot det er helheden, man søger. Men da den dybe sammenhæng ligger i Kristi Person, må retningen på den ene eller anden måde være bestemt af ham og hans livsværk, hans død og hans opstandelse.
Når vi taler om forholdet mellem det at være menneske og det at være kristen, som vi har gjort det her, er det ganske særlig nærliggende at tage sit udgangspunkt i det navn, som Jesus fortrinsvis brugte om sig selv: Menneskesønnen.
Ca. 70 gange anføres det, at Jesus har betegnet sig selv som "Menneskesønnen". Umiddelbart synes der ikke at ligge noget særligt deri, for "menneskesønnen" var en dagligdags betegnelse på aramaisk, og det er derfor ikke middelbart til at se, om Jesus mener noget særligt med det. Umiddelbart betyder det blot, at han ikke skiller sig ud fra det almindeligt menneskelige, fra det at være et almindeligt menneske. Hans brug af betegnelsen er imidlertid dobbelttydig. Det bliver klart i hans svar til Kaifas. For da ypperstepræsten besværger Jesus: "Sig os, om du er Kristus, Guds Søn", svarer han: "Du har selv sagt det. Men jeg siger jer: herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himmelens skyer" (Matt. 26,64). Dermed henviser Jesus til den ophøjede menneskesøn i Daniels bog. Ypperstepræsten forstår hentydningen; han sønderriver sine klæder: "Han har spottet Gud!" Hvad skal de med flere vidner. Den, der spotter Gud, har forbrudt sit liv. Mellem disse to tydninger af navnet menneskesønnen: det almindelige menneske, dvs. enhver, og den dybe betydning i Daniels bog: den ophøjede menneskesøn, er der et bredt spektrum, der nu efter det natlige møde hos Kaifas kommer ind i billedet. Jesus åbenbarer sig lidt efter lidt; skridt for skridt åbnes disciplenes øjne; der falder skel på skel; og denne proces fortsætter for dem - også efter Jesu død. Ja, ganske særligt da, for da kommer der et gennembrud i deres erkendelse, et gennembrud, der når nye horisonter på Pinsedagen. Helligånden vejleder dem til hele sandheden.
Den almindelige aramaiske brug af betegnelsen menneskesønnen har selv en lang historie i jødisk tradition, og når vi ser på den, er den måske ikke så selvfølgelig og dagligdags endda, i alt fald ikke for os. At det kan være en betegnelse for mennesket slet og ret, kan vi se af Salmens ord: "Hvad er da et menneske, at du kommer ham i hu, en menneskesøn, at du tager dig af ham" (Sl.8,5). Udtrykket kan også oversættes "Adams søn", for Adam er mennesket, og menneskesønnen bærer hele arven fra stamfaderen i sig. Men dermed er der i den bibelske livsforståelse også ofte en klang af menneskelig skrøbelighed og ringhed over for Gud, som når Herren skuer ned fra sin hellige hal og "ransager menneskesønnerne" (Sl.11,4). Da Herren rejser Ezekiel op, siger han til ham: "Menneskesøn, stå op på dine fødder, så jeg kan tale med dig!" (Ez. 2,1), For trods den umådelige afstand vil Gud have med det oprejste menneske at gøre. Det er bibelsk menneskesyn. Det skal medhøres i Jesu brug af betegnelsen "Menneskesønnen".
Men i den apokalyptiske, jødiske tradition voksede der også en dybere betydning frem. Daniels bog bringer den kanoniserede gengivelse heraf. I kapitel 7 ser Daniel i et drømmesyn fire store dyr stige op af havet; de føres frem for "den gamle af dage" og fratages deres magt. Men "med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå" (Dan.7,l3-14). Hvorfra denne tanke om Menneskesønnen nærmere stammer, om der oprindeligt har været tale om et "Ur-menneske" i orientalske traditioner, er vel ikke afklaret. Men meningen i Daniels bog er klar: "Menneskesønnen får overdraget det universelle herredømme over de store verdensriger. Det er hertil, Jesus hentyder, da han åbenbarer Messias-hemmeligheden: Hans død vil føre ham til den universelle kongetrone.
Pointen er imidlertid sammenhængen: Det er mennesker, sønnen af den skrøbelige menneskeslægt, der skal ophøjes af Gud og modtage det universelle herredømme i Jesus. Han er en af vore, han er vor repræsentant, et menneskebarn af Adams slægt. Det er ham, der skal ophøjes gennem Jesu lidelse og død og modtage en evig magt, der aldrig skal gå til grunde.
Det er tydeligt nok, at Jesus gennem det meste af sin offentlige virksomhed var tilbageholdende med Messias-hemmeligheden. Han var Messias, og han vidste det. Men efter Peters bekendelse, der netop bruger Messias-betegnelsen, "forbød han sine disciple strengt at sige til nogen, at han var Messias" (Matt.16,20). Messias-titlen var for belastet af det gamle Israels politiske ambitioner, til at det var let at få den forstået rigtigt. Jesus foretrækker derfor betegnelsen "Menneskesønnen"; den er det ydre tegn på hans mysterium; den skal tydes hen ad vejen, efterhånden som hans disciple bliver modne til det. Og det skal åbenbares for verden i tidens fylde, når han er opstanden fra de døde,
"Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom" (Joh. 5, 27-29).
Denne dom holdes, når Menneskesønnen går ind til sin herlighed, og det sker, hedder det hos Johannes, når "Menneskesønnen" ophøjes "for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham" (Joh,5,14). Denne ophøjelse sker - på korset. Og "når I får ophøjet Menneskesønnen, så skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg ikke gør noget af mig selv; men som Faderen har lært mig, således taler jeg" (Joh.8,28). "Så skal I forstå, at JEG ER", siger Jesus med den betegnelse, som Jahve brugte, da Moses spurgte efter hans navn: "Således skal du sige til israelitterne: JEG ER har sendt mig til jer" (2 Mos.3,14). Det er ingenlunde sikkert, at denne forbindelse straks gik op for tilhørerne, men senere blev disciplene klar over den: Det var Jahve selv, Jesus åbenbarede for dem. "Den, der har set mig, har set Faderen" (Joh.14,9).
Men det er netop som menneskesønnen, at han går ind i denne ophøjelse og forherligelse. Det drejer sig om mennesket, og det er mennesket, som Jesus vil føre ind i sin herlighed. "Ved verdensgenfødelsen, når Menneskesønnen sidder på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer". De tolv repræsenterer først det gamle Israel, så Kirken, det nye Guds folk. Det er for at føre hele Guds folk ind i sin herlighed, at Jesus udvælger sig tolv apostle til sit frelsesværk.
2. Apostlene
Ifølge katolsk opfattelse bygger den kristne tro på Guds Åbenbaring, sådan som den er bevidnet i Tradition og Skrift. Den kan derfor ikke gøre folkelighed, hverken i Norden eller andetsteds, til kriterium for kristendommen, og den vil ikke kunne acceptere, at nordisk eller dansk folkelighed gøres til kriterium for andre folkeslags folkelighed og kristelighed. Det ligger i dens katolicitet. For katolsk opfattelse er kristendom et budskab om, "hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte" (jfr.1 Kor. 2,9). Derfor er den også et budskab, der hverken vokser frem gennem folkeligheden eller folkeånden, den nordiske eller den danske, og heller ikke gennem det inderliggjorte menneske i dets lønkammer.
Det er et budskab, der har den historiske Jesus af Nazareth som sin oprindelse og sit centrum; og det er derfor et budskab, der skal forstås ud fra Jesu egen historie og tradition i det jødiske folk som Guds udvalgte ejendomsfolk. Var der noget folk, der på forhånd skulle have en særlig plads i den kristne livsforståelse, så måtte det være det jødiske! Men Gud har i sin nåde villet åbne adgang til sit Rige for alle folkeslag og lade sit oprindelige ejendomsfolk tjene dette mål. Derfor bliver Kirken det nye Guds folk. Den fremstår af mennesker fra alle jordens folkeslag, og den samler deres mangfoldighed til ét hjerte og én sjæl i Kristus (jfr. Ap.G/1,32).
Det er dannelsen af det nye Guds folk, der bliver afgørende for kirkesynet og kristendomsforståelsen. Når Jesus udvælger sig tolv apostle, er der helt tydeligt for at gøre dem til stamfædre i det nye Guds folk i lighed med det gamle tolvstamme-folk. Det hænger nøje sammen med det bibelske menneskesyn: stamfaderen bærer hele stammen i sig, både dens oprindelse og dens konkrete virkeliggørelse. Hele stammen er allerede potentielt nærværende i stamfaderen og vokser ud af ham som grene på det fælles træ. Det er den opfattelse, det er blevet kaldt det korporative menneskesyn. Vi har allerede mødt det i betegnelsen "Menneskesønnen" som korporativ person for hele menneskeslægten.
Derfor er Kristi menneskeliv efter katolsk opfattelse heller ikke kun hans individuelle menneskeliv, det er også en åbenbaring af, hvad Gud gennem ham vil med ethvert menneske. Men ikke blot det: fordi Kristus realiserer det at være menneske på hele menneskeslægtens vegne, gør han det muligt også for alle andre mennesker igen at blive sande mennesker. Sendt og udrustet af Gud til denne frelsergerning kalder han ethvert menneske til sig, for at det kan blive sig selv efter Guds tanke.
Jesus har gennemlevet vort liv i fuldkommen kærlighed til Gud og mennesker. Det har han gjort, ikke i stedet for os, men i vort sted - i dit sted, som Kierkegaard så rigtigt siger - for at vi, helt ufortjent, kan blive i stand til det samme: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, som tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja, han skal gøre endnu større gerninger, thi jeg går til Faderen" (Joh.14,12).
Her er vi inde i Efterfølgelsen; Jesus træder ind i vort sted for at bane vejen for os. Han er "troens banebryder". Han er selv gået den vanskelige vej. Det kunne han gøre som benådet menneskesøn, som den Gud havde udvalgt til at være verdens Frelser. Han viser, at det at være menneske alene virkeliggøres i et barneforhold til Gud. Og så mange, som tager imod ham, har han givet magt til at blive Guds børn (jfr. Joh.1,12). Kristus er menneskets Forløser.
Denne genrejsning af mennesket er bestemt for ethvert menneske i ethvert folk til enhver tid. Derfor ligger det Kristus på sinde at drage omsorg for, hvorledes den vundne frelse kan nå ud til alle og komme alle til gavn. Det er derfor, han udvælger bestemte mænd og giver dem missionsbefalingen at gå ud i alverden på hans vegne: "Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende" (Matt.28,18-20).
"Apostel" betyder sendebud. Nyere studier over ordet apostolos i NT har kunnet vise en forbindelse til gammel semitisk budsret, og der er derfor al grund til at tro, at det har været afgørende for Jesu sendelse af sine apostle, og at det er rigtigt, når Lukas siger, at Jesus selv kaldte dem apostle (Luk.6,13). I den semitiske budsret er det for det første karakteristisk, at sendebuddet har en særlig autorisation, og for det andet, at sendebuddet repræsenterer den, der har sendt det. Sendebuddet er senderens bemyndigede repræsentant og forpligtet af det mandat, han har fået overdraget. Det er også klart, at den udsendte repræsentant har beføjelser til at træffe afgørelser, der bliver aktuelle undervejs i forbindelse med hans sendelse, så at budskabet kan overbringes og mandatet opfyldes. Det ligger i den semitiske budsrets tankegang, at den bemyndigede repræsentant gør senderen nærværende. Vi kender denne opfattelse, gengivet i rabbinsk litteratur, hvor det har fået det markante udtryk, at "et menneskes sendebud er som dette menneske selv". (En gennemgang af disse spørgsmål om den semitiske budsret er givet af J. Roloff i: Theologische Realenzyklopaedie (TRE) 3,430ff.). Alt dette indebærer, at den, der har sendt, bliver nærværende i sendebuddets person. Jævnfør hertil Pauli ord til galaterne: "I tog imod mig som sendebud fra Gud, ja, som Kristus Jesus".
Dette svarer nøje til, hvad Jesus siger: "Den, som tager imod jer, tager imod mig, og den, som tager imod mig, tager imod ham, som udsendte mig" (Matt.10,40). Tilsvarende hedder det hos Lukas: "Den, som hører jer, hører mig, og den, som ringeagter jer, ringeagter mig" (Luk.10,16). Og ifølge Johannes tager Jesus dette op, også i sine afskedstaler ved den sidste nadver: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, som tager imod, hvem jeg sender, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som sendte mig" (Joh.13,20). Hvorvidt sendebuddet kan overdrage budskabet og den givne beføjelse til en anden, beror på hans afgørelse, der har bemyndiget sendebuddet. At apostlene har opfattet deres bemyndigelse som en fuldmagt til at træffe beslutninger også om udvælgelse af andre bærere af budskabet, det fremgår af deres valg af Matthias, der træder i Judas' sted (Ap.G.1,21,26), og i næste generation af deres indsættelse af efterfølgere (2 Tim.1,6; Tit.1,5).
Det fremgår også af det første "koncil", apostelmødet i Jerusalem i året 49 (Ap.G.15). Her træffes de første store beslutninger om Kirkens liv og disciplin, og apostlene skønner i Helligånden om Herrens vilje, dvs. med guddommelig autoritet: "Helligånden og vi har besluttet...", og de sender et brev, hvis officielle status ikke er til at tage fejl af: "Apostlene og de ældste, jeres brødre, sender hilsen...".
Kirken er gået i arbejde; den samles; den rådslår; den træffer beslutninger; den styrer lokalkirkerne ud fra moderkirken i Jerusalem.
Udvælgelsen af de tolv apostle er af afgørende betydning. Jesus forbereder den gennem en hel nats bøn (Luk.6,12). Det er dem, han har samlet om sig i sin undervisning og sine kraftige gerninger; det er dem, han indtager det sidste påskemåltid med, og som han alene har om sig, da han indstifter nadveren til ihukommelse af ham; og det er dem, han overdrager at fejre denne ihukommelse. Det er også de elleve, han efter opstandelsen giver missionsbefalingen. Der tegner sig klart konturerne af et mandat til at drage ud til alle folk og indtil verdens ende. Budbringerne skal forkynde Evangeliet og følge forkyndelsen op med undervisning og apostolske forordninger, der skal samle de troende om apostlenes lære, fællesskabet, brødsbrydelsen og bønnerne (jfr.Ap.G.2,42). Således begynder Kirken at tage form på apostlenes grundlag og under deres ledelse. "Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere og Guds husfæller, opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnestenem (Ef.2,19-20).
3. Autoritet og tro
Herefter skulle det være muligt at tale om autoritet og tro i kristen sammenhæng. Det har blandt protestanter været en udbredt opfattelse, at Den katolske Kirke praktiserede åndelig tvang, og at en katolik ved at underkaste sig en ydre autoritet gav afkald på at tænke selv. I Danmark har ikke mindst Grundtvig, i forlængelse af Luther, befæstet denne opfattelse; og Grundtvigs stadige tendens til at skildre Den katolske Kirke i sammenhæng med, hvad han i sit historiesyn anser for "romerånden", har været med til at gentage og udbygge opfattelsen. Nordisk frihedstradition er lige siden ofte blevet stillet op imod katolsk autoritetsdyrkelse og underkastelse.
Nu er det et spørgsmål, om det historisk, menneskeligt og folkeligt er muligt at leve uden "autoriteter". Luther og Grundtvig og andre har vel for den sags skyld også været autoriteter for mange. Men ikke mindst de alvorlige misbrug af autoritetsforholdet, som vi har set i vor tid, har gjort os følsomme for hele denne problematik og mulige afsporinger i autoritetsspørgsmål. Det gælder både i samfundet og i familien, og det gælder naturligvis også i Kirken.
Tro beror generelt på tillid til den, man tror på, og det indebærer et moment af ægte autoritet. Det er dette moment, der er kernen i katolsk autoritetsopfattelse. Troen er et forhold person-til-person, og den betyder derfor nødvendigvis tillid. Det er ikke en argumentationsrække med logiske slutninger, der fører frem til troen på Kristus, men et intuitivt helhedsindtryk af hans person: "Vil I også gå bort?" og Simon Peter svarede ham: "Herre! til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord. Og vi er kommet til den tro og erkendelse, at du er Guds Hellige" (Joh.6,68-69). Og eftersom kristendommen er et budskab om Kristus og fra Kristus, overbragt af hans sendebud, Kirken, så må dette budskab indbyde til tro på ham og tillid til hans sendebuds troværdighed. Hvis ikke dette fastholdes, og hvis der ikke indgår dette moment af ægte autoritet i troen, er der ikke længere tale om tro, men om menneskers følelser og meninger om troen og kristendommen; og bliver mennesket stående der, da erstattes tro af sværmeri eller rationalisme. I troen derimod er der en dimension af det, som Kierkegaard kalder de 70.000 favnes dyb, dvs. at træde ud på vandet og gribe Jesu udstrakte hånd (jfr. Matt.14,31). Det budskab, det drejer sig om i kristendommen, stammer ikke fra noget menneskes hjerte. Det kommer fra Gud. Det er, fordi Gud er blevet menneske, at budskabet og virkeligheden nu videregives gennem historien af mennesker fra slægt til slægt. Også i almindelighed mellem os mennesker må der være tillid til dem, der bringer os et budskab, ja, hele samfundet ville bryde sammen, hvis vi ikke troede på hinanden, siger Augustin. Derfor er autoritet i denne sammenhæng ikke noget negativt, og det er tillidsforholdet mellem mennesker heller ikke.
En falsk autoritet derimod forlanger en blind accept af det, den siger, og forhindrer eller overtager således den andens erkendelse og valg. At fæste lid til en, der bringer bud om Kristus, sker ikke fuldstændigt i blinde, for der er så mange vidnesbyrd i historien og i vor egen erfaringsverden, der gør det rimeligt at lytte nærmere efter, hvad der fortælles om ham. Men det er budskabet selv og Den, hvorfra det kommer, der indgyder troen. Det gælder ganske særligt, når der i den kristne tro er tale om mysterier, som "ikke er opkommet i noget menneskes hjerte" (1.Kor.2,9), og som vi derfor ikke selv på nogen måde har kunnet tænke os til eller finde frem til gennem egne iagttagelser og erfaringer.
Troen i kristen betydning er derfor ikke en simpel menneskelig egenskab eller et væsentligt psykologisk fænomen. Troen er en gave, der skænkes i tilknytning til forkyndelsen. Mennesket kan ikke selv tage den, lige så lidt som det selv kan gøre sig til herre over den. Den kommer, som Paulus siger, af Guds Ord: "Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte, nemlig det troens ord, som vi prædiker" (Rom.10,8). Det er katolsk opfattelse, at Gud er den, der bevirker troen i tilknytning til forkyndelsen af hans ord. Det er på Guds autoritet, vi tror, i tillid til sendebuddets, dvs. Kirkens troværdighed: "Den, der tager imod, hvem jeg sender, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som sendte mig", siger Jesus til de tolv (Joh.13,20).
Men det er også mennesket, der tror: "Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse" (Rom.10,10). Det er det, vi gør i trosbekendelsen: Credo - jeg tror! Der er således i selve trosakten ikke blot ét subjekt, men to: Gud, som indgyder troen, og mennesket, som tager den til sig og bekender den til frelse.
Teksten er venligst stillet til rådighed af KATOLSK FORLAG
Dansk kristendom og katolsk tradition
150 sider, pris 45 kr
Bent Dalsgaard Larsen
(1931-2009)
Universitetslektor / docent,
dr. phil. et theol
