21. november 2024

Katolsk privatskole i samarbejde med skole på Fejø

Beboere og forældre på Fejø kan ånde lettet op, og lærere og elever på Stenoskolen får noget at glæde sig til – Det er udgangspunktet for et nyt samarbejde om fortsat skolegang på Fejø.

TV2 ØST har givet KATOLSK LIV lov til at anvende videoindslag

De mange fine faciliteter i og omkring Fejø skole skal i fuldt spil, når fremtidens skolegang på øen skal planlægges. Samarbejdet skal nemlig ikke kun blive til gavn for øens beboere, men også for elever, lærere og pædagoger på Stenoskolen. Mens Fejø skole ser frem til at få struktureret skoledriften med udgangspunkt i en veletableret og professionel skole i Nakskov, så glæder man sig på Stenoskolen til at integrere faciliteterne på Fejø i årets skolegang. ”Her er virkelig potentiale til at give Stenoskolen en ekstra dimension ved at udnytte mulighederne på Fejø. Fra temadage i skoven lige uden for faglokalet, lejrskoleophold og SFO-udflugter, til sportsarrangementer med fri adgang til øens sportshal og boldbaner, eller måske iværksætter-projekter sammen med Fejøs lokale ildsjæle – Kun fantasien sætter grænser.” fortæller Rasmus Hansen, Skoleleder på Stenoskolen.

Aftalen om at Stenoskolen vil fortsætte driften af Fejø skole, er kommet i stand efter mange ugers tæt dialog mellem Stenoskolen og Fejø Børne- og Kulturhus, som ejer og driver bygninger og udendørsfaciliteter omkring skolen. Der har fra start af været talt åbent og ærligt om aktuelle udfordringer og hvordan de løses. Gennem hele forløbet har det nemlig været afgørende for begge parter, at der laves en realistisk aftale med fælles fordele, hvor ingen kommer til at lægge den anden part til last. ”Fejø skole må aldrig blive en byrde for Stenoskolen eller en investering der først giver udbytte i fremtiden, der skal være gensidige fordele nu såvel som fremadrettet, alt andet er uholdbart for alle parter. Derfor er det afgørende, at begge skoler føler, at de får noget meningsfyldt ud af forholdet fra dag et.” siger Niels Sloth Larsen, Formand for Fejø Børne- og Kulturhus.

I skrivende stund er der 9 børn fra 0. - 3. klasse på Fejø skole, som siden lukning har fungeret under hjemmeskoleordning med ansat lærer. Næste forår står 5 nye førskolebørn klar til at komme i skole, og at dømme ud fra børnetallet i øens Børnehus, så er der også gode prognoser langt ud i fremtiden. De fremadrettede planer for hvordan samarbejdet skal udmøntes i praksis står nu for døren. Her skal både lærere og forældrerepræsentanter inddrages, så det sikres, at forholdet bliver grundigt funderet hos alle involverede.

I det kommende års tid er der økonomiske forhold som ikke balancerer pt., men her har Fejø vist sammenhold og viljestyrke. På øen har de ved fælles indsats gennemført indsamlinger, lavet fondsøgninger m.m., der sikrer den nødvendige finansiering, som forsat gør det muligt at have skolegang på Fejø. Der er også nogle juridiske forhold som skal på plads. Det gælder bl.a. oprettelse af ny satellit-afdeling, som normalt skal anmeldes et år før skolestart. Det har af gode grunde ikke har været fysisk muligt i dette tilfælde, idet skolegang på Fejø blev lukket ned i januar 2022. Derfor arbejdes der intensivt på, at der med politisk velvilje kan gives dispensation, så samarbejdet hurtigst muligt kan effektueres.

Drømmescenariet er, at når sommerferien er ovre, så er to skoler blevet til en, alt imens elever og personale på begge sider af vandet venter i spænding på at komme i gang med et nyt skoleår fyldt med masser af muligheder, nye bekendtskaber og begivenhedsrige oplevelser.

Pressemeddelse dateret 31. marts 2022


Inden sommerferien vil KATOLSK LIV, sammen med bestyrelsesformand David Noval fra Stenoskolen i Nakskov, besøge Fejø skole.

Hvad er det for nogle værdier som forældre efterspørger og som katolske skoler tilsyneladende kan indfri?