Det værste ved Galileo-affæren var måske, at den siden er blevet brugt til at udbrede den misforståelse, at religion og videnskab er modsætninger – og endnu værre: at religion som udgangspunkt er videnskabsundertrykkende eller -afvisende.
Religion og videnskab har altid været tæt forbundne: Siden den tvivlende Thomas i Johannesevangeliet insisterede på beviser, har kristne stillet spørgsmålstegn ved alt og undersøgt det gudskabte med stor iver.
Men allerede før det, fra de tidligste naturvidenskabelige opdagelser i det gamle Egypten og Mesopotamien, hen over grækerne og de afgørende islamiske opdagelser indenfor især matematik, astronomi og fysik, og videre til Galileos opdagelser, har det været religiøse ledere og trossamfundene, som har stået for forskning og undervisning.
Det gælder i høj grad stadig: Den katolske Kirke alene driver cirka 1800 universiteter i over 100 lande og er dermed den største ikke-statslige udbyder af højere uddannelse i verden.
ANLEDNINGEN til denne klumme er, at i dag, for godt 400 år siden, den 26. februar 1616, fik Galileo at vide af den romerske inkvisition, at han skulle stikke piben ind og droppe sine teorier.
[restrict paid=true message="Du skal oprette abonnement for at læse videre det tager kun 2 minutter og kan gøres for 20 kr. - KLIK HER"]
Galileo var uddannet på kirkens universiteter og blandt andet Pave Urban VIII var Galileos støtte, indtil der opstod uenighed om astronomi-teorier. Galileos følgere talte mange af kirkens folk, blandt andet matematikeren og benediktinermunken Benedetto Castelli.
Uanset hvad, så var det ikke et stolt øjeblik i kirkens historie, og det værste ved Galileo-affæren var måske, at den siden er blevet brugt til at udbrede den misforståelse, at religion og videnskab er modsætninger – og endnu værre: at religion som udgangspunkt er videnskabsundertrykkende eller -afvisende.
Enhver der har været i de gamle europæiske universitetsbyer – for eksempel Oxford, Louvain, Heidelberg, Cambridge – kan med egne øjne se, hvordan byerne og universiteterne er bygget af kirken for kirken.
Det gælder også Københavns Universitet, som blev grundlagt i 1479 af Christian I, med tilladelse fra Pave Sixtus IV, og som i øvrigt stadig under et ørnemotiv har mottoet ”Coelestem adspicit lucem”, den øjner det himmelske lys.
Knap 200 år efter grundlæggelsen begyndte Niels Steensen på universitetet. Han kom senere til at stå for afgørende videnskabelige gennembrud inden for især anatomi og geologi, inden han definitivt vendte sig mod teologien og blev præst og senere biskop. Han udtrykte smukt forholdet mellem videnskab og tro i sætningen ”Skønt er det vi ser; skønnere det vi forstår, men skønnest er det, vi ikke fatter.”
Når man taler kristendom og forskning, kan man ikke undgå jesuitterne: Ifølge Jonathan Wrights bog ”God’s Soldiers” bidrog jesuitterne i det attende århundrede ”til udviklingen af pendulure, pantografer, barometre, reflekterende teleskoper og mikroskoper, til videnskabelige felter så forskellige som magnetisme, optik og elektricitet. De observerede, i nogle tilfælde før alle andre, de farvede bånd på Jupiters overflade, Andromeda-tågen og Saturns ringe. De teoretiserede om blodets cirkulation, den teoretiske mulighed for flyvning, den måde, Månen påvirkede tidevandet og lysets bølgelignende natur.”
Og det var bare det attende århundrede. Jesuitterne giver den stadig gas med banebrydende forskning i en række discipliner, og der er nærmest ikke det krater på månen, som ikke er opkaldt efter en jesuit.
MEN JESUITTERNE er på ingen måde alene på banen: Augustinermunken Gregor Johann Mendel er i dag anerkendt som genetikkens fader og teorien om Big Bang, universets opståen, blev formuleret af præsten Georges Lemaître, for blot at nævne nogle få eksempler.
Også paverne har været i gang, for eksempel Pave Sylvester II, som støttede og fremmede studier af arabisk og græsk-romersk aritmetik, matematik og astronomi. Han siges at være den første, der i Europa introducerede decimaltalsystemet ved hjælp af det hindu-arabiske talsystem, og han er krediteret for opfindelsen af det første mekaniske ur i 996.
Pave Johannes Paul II formulerede i 1996 meget klart, i en tale til det pavelige videnskabsakademi, at tro og videnskab aldrig bør være i konflikt, for ”Sandhed kan ikke modsige sandhed”. I rundskrivelsen ”Fides et Ratio” (Tro og Fornuft) fra 1998 skrev han, at ”tro og fornuft er som to vinger, hvorpå den menneskelige ånd hæver sig til at betragte sandheden; og Gud har placeret i menneskets hjerte et ønske om at kende sandheden.”
Albert Einstein skrev engang, at de velkendte konflikter mellem religion og videnskab, må tilskrives en misforståelse af den situation i fortiden, som er blevet beskrevet. Måske var det Galileo-miseren han tænkte på.
Som Guy Consolmagno, leder af Vatikanets astronomiske observatorier, siger: Man kan ikke bevise Gud med videnskab, for Gud er større end videnskab. Men Gud beviser videnskaben, og mit videnskabelige arbejde har vist mig glæden ved at nærme mig Gud.
Artilken bringes med tilladelse fra Kristeligt Dagblad og Maria Hammershøy
Kristeligt Dagblad 26.02.2022
Illustration: Søren Mosdal
[/restrict]
