21. november 2024

Kardinal Pell opfordrer til irettesættelse af biskopper for at forkaste Kirkens seksualmoral

Den australske kardinal George Pell, præfekt emeritus for Sekretariatet for Økonomi

Kardinal Hollerich SJ af Luxembourg og biskop Bätzing af Limburg har begge i nylige interview efterlyst ændringer i Kirkens lære om homoseksualitet.

Af Edward Pentin  15. marts 2022
Oversat af Birgit Bidstrup Jørgensen

VATIKANET – Kardinal George Pell har opfordret Troslærekongregationen til offentligt at irettesætte to af Europas højest rangerende biskopper for, hvad han kaldte deres ”omfattende og eksplicitte afvisning” af Kirkens lære om seksualmoral.

I en udtalelse den 15. marts bad Kardinal Pell Vatikanets kongregation for Troslæreren om at ”gribe ind og give udtryk for sin bedømmelse” af udsagn fra Kardinal Jean-Claude Hollerich, som er generalrelator* for Vatikanets synodale om synodalitet, og biskop Georg Bätzing, formand for den tyske bispekonference.

Kardinal Pell havde allerede anmodet om dette den 11. marts i et interview med den tyske katolske tv-station K-TV.

Kardinal Hollerich SJ af Luxembourg og biskop Bätzing af Limburg har begge i nylige interview efterlyst ændringer i Kirkens lære om homoseksualitet.

Kardinal Hollerich, som fører forsædet ved store dele af den synode om synodalitet, som løber indtil oktober 2023, hævdede i sidste måned, at den nuværende lære var ”forkert”, og at det sociologisk-videnskabelige grundlag for læren om, hvad man ”tidligere fordømte som sodomi”, ”ikke længere var korrekt”.

Biskop Bätzing argumenterede i et interview den 4. marts for at forhold mellem samme køn burde være tilladt og ikke en synd, og at dele af Den Katolske Kirkes Katekismus burde ændres for at afspejle dette.

De to prælater lovede også, at de ikke ville afskedige nogen homoseksuelle præster eller læg-medarbejdere fra deres bispedømmer. ”Ingen må være bange for at miste sit job” på grund af homoseksualitet, sagde biskop Bätzing. ”Hvordan andre lever deres intime personlige liv angår ikke mig”.

Kardinal Pell sagde, at en sådan lære var ”fejlagtig”, da den ”ikke blot forkaster de gamle jødisk-kristne doktriner imod homoseksuel aktivitet, men undergraver og forkaster læren om det monogame ægteskab, den eksklusive forening mellem en mand og en kvinde”.

Den australske kardinal sagde, at han anerkender de udfordringer, som det faldende antal troende i de tysktalende lande og andre steder står over for, men han tilføjede, at det eneste mulige svar burde være at ”genopdage Jesu løfter” og holde godt fast i ”troens uformindskede skat”.

Han understregede, at løsningen er ”ikke er at følge de skiftende diktater fra nutidens sekulære kultur”, idet han tilføjede, at ”som pave Paul VI påviste for mange år siden, vil det føre Kirken til sin egen undergang”.

Synodalt brud

Kardinalen, der tjente som den første præfekt for Sekretariatet for Økonomi fra 2014-2017, kritiserede også den tyske Kirkes ”Synodale vej”, hvor valgte deltagere stemmer for den slags kontroversielle ændringer.

Et åbent brev fornylig fra den nordiske bispekonference til biskop Bätzing, som udtrykte dyb bekymring for processen i denne ”Synodale vej”, var ”excellent”, sagde kardinal Pell, idet han tilføjede, at det var ”et eksempel på den næsten enstemmige afvisning af disse fornyelser fra biskopper over hele verden”. Se dansk udgave HER

Den katolske Kirke er ”ikke en løs sammenslutning, hvor forskellige nationale synoder eller samlinger og prominente ledere uden konsekvenser har lov til at afvise grundlæggende elementer af den apostolske tradition”, sagde han.

“Dette må ikke blive en normal situation, der tolereres”, fortsatte han. ”Katolsk enhed om Kristus og hans lære fordrer enighed om hovedelementerne i hierarkiet af sandheder”.

“Denne afvisning er et brud, som ikke er foreneligt med traditionens lære om Skriften og Kirkens læreembede. Uforenelig med nogen legitim doktrinær udvikling”, sagde han.

Kardinal Hollerich, som også er formand for sammenslutningen af bispekonferencer i EU (COMECE), udtrykte sidste år åbenhed over for en form for velsignelse af forhold mellem to af samme køn, idet han dog udelukkede en ægteskabslignende velsignelse, dette til trods for, at Troslærekongregationen for blot et år siden definitivt udelukkede ceremonier af denne slags.

På Vatikanets topmøde i 2019 om seksuelle overgreb forsvarede kardinalen også homoseksuelle præster, idet han afviste enhver antagelse om, at homoseksualitet skulle være årsag til overgreb, selvom det store flertal af sagerne omhandler mænd og drenge.

Kardinal Pells opfordring følger også efter en messe celebreret af kardinal Reinhard Marx af München til markering af ”20 år med homoseksuel gudsdyrkelse og pastoral omsorg”. I sin prædiken sagde den tidligere formand for den tyske bispekonference, at han ønskede ”en inkluderende Kirke”, en Kirke, som ”inkluderer alle, der ønsker at følge efter Jesus”.

Kardinal Marx “chokeret”

En synodal Kirke, sagde han, handler om at stille spørgsmål til, ”hvad vi siger om seksualitet, og hvad vi siger om menneskers relationer”. Han sagde også, at han var ”chokeret” over, at kristne fortsat diskriminerer homoseksuelle.

Kardinal Pell sagde i sin udtalelse, at ”man ikke kan fravælge nogen af de ti bud”; ”de skal alle følges, også af syndere”, og ”vi kan ikke have en speciel australsk eller tysk version af de ti bud”.

”Vi kan heller ikke følge Bertrand Russell, den ateistiske engelske filosof, som foreslog, at de ti bud kunne opfattes som en slags eksamen – hvor man kun behøvede at svare på seks ud af ti spørgsmål”.

“Kristus var gerne sammen med syndere, men han kaldte os til anger og bod”, sagde kardinal Pell, ”så en messe for specielle grupper kan være en god ting, forudsat at Kristi lære fremlægges rigtigt, at nødvendigheden af anger og omvendelse bliver understreget, og at Forsoningens sakramente er tilgængeligt”.

Kardinalen afsluttede med at gentage sin opfordring til Vatikanet om at gribe ind.

National Catholic Register har kontaktede præfekten for Troslærekongregationen, kardinal Luis Ladaria, for at høre, om han ville svare på kardinal Pells opfordring, men har endnu ikke svaret. Avisen har også kontaktet en anden overordnet embedsmand i Troslære kongregationen, men han afslog at kommentere.

*****

Kilde: National Catholic RegisterOversat af Birgit Bidstrup Jørgensen

Foto: Daniel Ibanez CNA/EWTN

*En relator er en person som aflægger embedsberetning. I denne sammenhæng forestår generalrelatoren udarbejdelsen af det endelige dokument, der skal forelægges til synodalfædrenes godkendelse, og fremlægger det derefter i den almindelige menighed.