De nordiske biskopper, som har været samlet til plenarforsamling i Tromsø, har den 9. marts 2022 sendt et brev til den tyske bispekonferences formand Biskop Bätzing og udtrykt deres bekymring om den synodale vej og dens konsekvenser for Den katolske Kirke i Tyskland og verden over.
Oversat fra tysk af Birgit Bidstrup Jørgensen
Deres excellence, kære medbroder
Ligesom den tyske bispekonference mødes også den nordiske bispekonference i denne uge til forårets plenarmøde. Vi sender hjertelige hilsener fra Tromsø. Vi ledsager Dem og alle tyske medbrødre med vor forbøn for mødet i Vierzehnheiligen, og for den i denne tid stadigt vanskeligere sociale og pastorale hverdag.
Meget forbinder katolikkerne i vore lande med den tyske katolske Kirke. Den efterreformatoriske genoprettelse af det katolske trosliv hos os kan vi for størstedelen takke katolikker i Tyskland for. Adskillige biskopper, mange præster og utallige ordenssøstre har storsindet viet deres liv til missionen i Norden. Ved deres vidnesbyrd for Kristus og deres kærlighed til Kirken har de skabt det grundlag, vi bygger videre på i dag. Dertil kommer den finansielle hjælp, som stadig den dag i dag er grundlaget for kirkelivet i de nordiske lande. Må Gud belønne jer for alt!
Kirkens udfordringer i hele verden er overvældende. Som biskopper må vi nødvendigvis overveje, hvordan vi bedst kan gribe dem an for at forblive tro mod Kristus, imødekomme behov fra vor tids mennesker og formidle troens sandhed.
Ikke desto mindre ser vi med bekymring på retningen, metoden og indholdet i den synodale vej, som Kirken i Tyskland følger.
Vi forstår, at det oplevede behov for forandringer må ses på baggrund af den konkrete situation i Tyskland. Samtidig er hverken de temaer, der indgår, eller de håb, som nogle nærer om udfaldet af drøftelserne, et rent tysk anliggende. Alle må og vil vi hele de forfærdelige sår efter misbruget. Ofrenes lidelser må afgjort anerkendes. Alt må gøres for at forhindre misbrug i fremtiden. Det gælder retfærdighed: et kristent imperativ. Det gælder også Kirkens troværdighed.
Den hellige Fader appellerer til hele Kirken om i fællesskab at søge livgivende potentiale i Kirkens liv og virke i dag. Denne proces kræver en radikal omvendelse. Frem for alt må vi på ny opdage Jesu løfter og formidle dem som kilde til glæde, frihed og trivsel. Kirken formidler troens skat. Vi må med taknemmelighed og ærefrygt gøre den til vor egen uden at svække den. Det er vor opgave. Mange troende over hele verden gør sig tanker om præsters livsform og uddannelse, om kvinders stilling i Kirken, om bredden i opfattelserne af seksualitet osv. I vor legitime søgen efter svar på disse spørgsmål, må vi standse op over for de emner, som omfatter uforanderlige dele af Kirkens lære.
Sande reformer i Kirken er altid udsprunget af at forsvare den katolske lære, som er funderet i guddommelig åbenbaring og autentisk tradition, at forklare den og omsætte den i en troværdig praksis – og ikke i at give efter for tidsånden. Dagligt kan vi erkende, hvor flygtig tidsånden er.
Den verdensomspændende synodale proces har vakt store forventninger. Vi håber alle på en fornyelse af det kirkelige liv og af den kirkelige mission. Der består imidlertid en risiko for, at vi gennem procestænkning og strukturelle ændringer gør Kirken selv til et projekt, til et objekt for vore handlinger. Den synodale proces forudsætter billedet af Kirken som Guds folk på pilgrimsvandring. Et sådant folk må naturligvis organisere sig fornuftigt. Men ”Guds folk” er kun ét af de billeder, som traditionen anvender for at beskrive Kirkens væsen. Hvis vor synodale skelnen skal bære frugt, må den beriges lade sig orientere af disse andre dimensioner.
Netop på dette tidspunkt finder vi det tvingende nødvendigt at bringe Kirkens sakramentale mysterium i centrum. Hvordan kan vi i dag med undren betragte – og opleve – at Kirken også er corpus mysticum, Kristi brud og nådens formidler? Kirken lader sig ikke kun definere som et synligt samfund. Kirken er fællesskabets mysterium: menneskehedens fællesskab med den treenige Gud, de troendes indbyrdes fællesskab, fællesskabet mellem Peters efterfølger og lokale kirker over hele verden.
Det er vor erfaring, at de katolikker, som danner og bærer livet oppe i vore sogne og fællesskaber, intuitivt er bevidst om dette sakramentale mysterium, selvom de ikke altid har lyst til at udfylde spørgeskemaer eller deltage i debatrunder. Lad os ikke glemme også at lytte opmærksomt til deres vidnesbyrd inden for rammerne af den synodale proces.
Netop i en tid, hvor Europa trues af spaltning fra dybe sprækker, står det fast, at vi har brug for et højere kriterium for enhed. Vort håb står til Kristus alene! I hans navn er Kirken kaldet til at være ”den sikreste kim til enhed, håb og frelse for hele menneskeslægten” (Lumen Gentium, 9). Kun hvis vort kirkelige liv ad intra er grundlagt i Kristus og lever af hans åbenbarings fylde, kan vi opfylde dette kald.
Det er vel næppe sådan, at en forarmelse af vor tros indhold kan føre til en ny fylde af vitalitet i Kirken.
Vi er overbevist om, at Kirken i Tyskland midt i den nuværende krise stadig har potentialet til at forny sig. Ligesom på evangeliets første dag lyder kaldet til radikal omvendelse og til hellighed til os alle. Med taknemmelighed tænker vi på de store tyske helgener, på teologer som har beriget os på en vidunderlig måde, ligesom vi tænker på skaren af de tyske missionærer som blev udsendt over hele verden for at virke i ydmyghed og ubemærkethed. Vi er inderligt taknemmelige for de tyske katolikkers gavmildhed, der har afhjulpet nød og fremmet udvikling. Fra denne arv vil der også i dag spire ny velsignelse frem.
Vi håber og beder derfor om, at troen, som er overleveret til os, nu og fremover nådigt vil sikre os forvandlende liv i Kristus gennem Kirken, også i et samfund i voldsom forandring.
Vi ønsker Deres Excellence og alle medbrødre i den tyske bispekonference modet og håbet til at bevare enheden. Vi forbliver medbroderligt forbundet med Dem i denne store opgave. Fulde af tillid anbefaler vi Kirken i Tyskland til Marias, Kirkens Moders, forbøn.
Med de bedste ønsker for en velsignet fastetid
Tromsø, den 9. Marts 2022
Biskop Czeslaw Kozon, København, Formand
Anders Kardinal Arborelius OCD, Stockholm, Viceformand
Biskop Bernt Eidsvig Can.Reg, Oslo
Biskop David Tencer OFMCap, Reykjavik
Biskop Prelate Berislav Grgic, Tromsø
Biskop Prelate Erik Varden OCSO, Trondheim
P. Marco Pasinato, Administrator for bispedømmet Helsinki
Biskop Peter Bürcher, Biskop emeritus af Reykjavik
Biskop Teemu Sippo SCI, Biskop emeritus af Helsinki
Sr. Anna Mirijam Kaschner CPS, generalsekretær
Foto: 1. række: Biskop Bernt Eidsvig Can.Reg, Oslo, Apost. Nuntius Ærkebiskop James Patrick Green, Kardinal Anders Arborlius OCD, Stockholm, Biskop Czeslaw Kozon, København, Biskop Berislav Grgic, Tromsø, 2. række: P. Marco Pasinato (Adminstrator Helsinki), Sr. Anna Mirijam Kaschner cps (generalsekretær), Biskop Erik Varden O.C.S.O., Trondheim, Biskop David Tencer OFMCap, Reykjavik, Biskop em. Peter Bürcher, Biskop em. Teemu Sippo, Biskop William Kenney CP (Birmingham)
