Det Første Vatikankoncil 1869-1870

Biskopper fra hele verden samlet i Peterskirken til 1. Vatikankoncil - 1869-1870

KATOLSK TEKST: Et økumenisk koncil er, et kirkemøde, hvor paven og biskopperne fra hele verden mødes for at nå til klarhed over spørgsmål om tro og moral, som det er vigtigt for alle kristne at få svar på.

Det Første Vatikankoncil blev indkaldt af pave Plus 9. i 1869. Her beskæftigede man sig med emner som Skabelsen, Åbenbaringen og forholdet mellem tro og fornuft og fordømte endvidere en række af de ideologier, som var blevet udbredt i 1700-tallet: panteisme (troen på, at Gud er i alt og egentlig blot er identisk med naturens kræfter og love), deisme (troen på, at Gud eksisterer og har skabt verden, men ikke griber ind i verdens gang og ateisme og materialisme, begge udtryk for troen på, at Gud ikke eksisterer, og at verden styres af fysiske processer.

Hvad betyder ufejlbarhed?

Det, man især husker dette koncil for, er, at det var her, man endegyldigt bekræftede dogmet om pavens og Kirkens ufejlbarhed - altså troen på, at Jesus ikke svigter sin Kirke, men bevarer den i sandheden.

Denne lære bygger eksempelvis på det løfte, som Jesus gav disciplene inden sin død og opstandelse: "Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden [Helligånden] ikke komme til jer, men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer ... Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, Sandhedens Ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden (Joh 16,7-13) - og selvfølgelig også på Jesus' løfte til Peter om, at han vil beskytte Kirken mod "dødsrigets porte” (Matt 16,18) og være med os "alle dage indtil verdens ende” (Matt 28,20).

Konkret betyder ufejlbarhed, at det, der siges, ikke kan være forkert, fordi Helligånden vejleder paven. Men det betyder ikke, at det, paven siger om et givet emne, er alt, hvad der er at sige om det, og udelukker derfor heller ikke, at man på et senere tidspunkt kan nå frem til en dybere forståelse af det - men vel at mærke ikke til noget, der modsiger det.

Det betyder heller ikke, at alt, hvad paven siger på et hvilket som helst tidspunkt om et hvilket som helst emne behøver at være rigtigt. Før man kan tale om ufejlbarhed, skal nogle særlige forudsætninger være opfyldt.

For det første, at det, paven udtaler sig om, drejer sig om enten tro eller moral.

For det andet, at paven taler ex cathedra (fra lærestolen) det vil sige klart tilkendegiver, at det, han siger, er forpligtende lære for alle katolikker *.

Og for det tredje, at det, paven siger, ikke er noget nyt, som han selv eller andre har fundet pà. Paven kan kun bekræfte, eventuelt uddybe det, som til enhver tid har været troet i Kirken, og som er blevet overleveret til os siden apostlenes dage - med andre ord Kirkens Tradition.

Når Pius 9. allerede i 1854 kunne erklære Jomfru Marias uplettede undfangelse for forpligtende lære (se fodnoten) skyldtes det, at denne erklæring opfyldte disse tre betingelser. Det er også forklaringen på, at man på koncilerne i hele Kirkens historie har kunnet fastslå, hvad der er eller ikke er katolsk tro.

Pavens opgave består derfor til enhver tid i at forsvare troen (sandheden), således at man kan bevare Kirkens enhed. Hvis der ikke var en myndighed, der var i stand til at træffe en endelig afgørelse, ville Kirken snart blive splittet op i alle mulige fraktioner, sådan som det skete for protestanterne efter Reformationen eller stivne i en bestemt form som de ortodokse kirker.

Det ville samtidig føre til, at ingen af os nogen sinde kunne være sikre på, at den tro, som vi bygger vores liv og håbet om vores frelse på, stemmer overens med den sandhed, som Jesus talte om, da han sagde: "Jeg er vejen og sandheden og livet" (Joh 14,6).

* Det er kun sket to gange: i 1854, da pave Pius 9. den 8. december 1854 højtideligt erklærede, at Jomfru Maria fra det første øjeblik af sin eksistens (undfangelsen ved Helligånden) var fritaget for arvesynden og i 1950, da pave Pius 12. endegyldigt bekræftede, at Jomfru Maria efter sin død blev optaget med legeme og sjæl i Himlen.

Pave Pius 9. født 1792: pave 1846-1878

FAKTABOKS

Det 1.Vatikankoncil fandt sted i en tid, som var præget af politisk uro i store dele af Europa -ikke mindst i Italien.

Her var der fra flere sider bestræbelser på at samle landet, som efter Wienerkongressen var delt i 8 stater. Det førte til, at Kirkestaten i 1860 mistede 2/3 af sit område.

I 1870 blev man nødt til at aflbryde koncilet, fordi de franske tropper, som hidtil havde beskyttet paven, blev trukket tilbage for at deltage i den fransk-tyske krig (1870-71).

Den situation benyttede italienske tropper sig af til at besætte Rom med det resultat, at Pius 9. mistede sin magt som statsoverhoved. Til gengæld er der bred enighed om, at han styrkede sin åndelige og moralske autoritet.

Først i 1919 indgik Kirken en aftale med Italien. Området omkring Peterskirken og Peterspladsen blev anerkendt som Vatikanstaten (verdens mindste stat med sine kun 0,44 km'). Aftalen blev revideret i 1984, således at Vatikanstaten í dag er et monarki (altså ikke et demokrati), som ledes af paven, der har uindskrænket lovgivende, udøvende og dømmende myndighed.

 

Kilde: "Den katolske Kirke i 2000 år - din kirkehistorie"
Katolsk Forlag 2019