Af Janne Haaland Matlary
Professor i international politik ved universitetet i Oslo.
Fra USA kommer tankegods som nu er blevet "mainstream" med krav om "de-kolonisering" af pensum og af historien, "strukturel racisme" som diagnose på vore samfund, politisk korrekthed eller professionel død ved at professorer, journalister og virksomhedsledere, som ikke følger de nye dogmer, bliver jaget fra jobbet, ofte af chefer, som ikke tør lægge sig ud med den nye intolerance fra dem som mener sig krænket. Forfatteren J.K. Rowling blev boykottet da hun påpegede at der findes mænd og kvinder. Statuer nedrives af en fanatisk pøbel - selv Churchill står for skud.
Er køn en konstruktion?
Sider ved den kollektive anti-racisme har lighedspunkter med en anden farlig ideologi som har stor indflydelse, ligeledes med ideer fra USA og som spredes over hele den vestlige verden: Påstanden om at køn er konstrueret. Således at det biologiske køn ikke længere betyder noget. Vi ser det i "transaktivisternes" krav om at "han" og "hun" ikke længere skal anvendes, bare "hen". Feminister som kræver kvindekvoter angribes for a krænke dem som fremmer selvkonstruede køn. Disse ideer som man skulle tro var en "rand-ideologi" for de virkelig få, er nu så vigtig, også i Norge, at man kan skifte køn på grund af subjektiv opfattelse af en selv. Implikationerne af dette er enorme for et barns ret til at have en mor og far, for uden mand og kvinde, to køn som får børn sammen, er mor og far afviklet som begreber.
At jeg som kvinde er biologisk og på mange andre måder forskellig fra en mand, bliver nu fornægtet i vort lands lovgivning. At et barn har behov for både en mor og far, og at de komplementerer hinanden, er solid katolsk lære og i pagt med naturretten, som bygger på tusinder af års erfaring.
At værne om den naturlige familie er også et anliggende for FN's Menneskerettigheds-erklærings artikel 16, som kalder den for samfundets grundcelle og Barnekonventionen, som værner om barnets ret til at vokse op med og få omsorg fra sine forældre hvor det er muligt (artikel 7,6).
Uansvarlig lovændringer
Men hvis biologi ikke betyder noget, så betyder gener heller ikke noget, heller ikke at ens mor og far er ens forældre. Så kan enhver være "omsorgsperson" og få børn, som det nu er tilladt i Norge efter sommerens hurtige og uansvarlige ændringer i Bio-teknologiloven. Nu kan en kvinde kræve statens hjælp til ægdonation, sæddonation og tidlig ultralyd som giver anledning til at abortere fostre med sygdom. Et barn kan fødes uden at kende sin far og sin mor, og kan først få at vide hvem forældrene er ved 15 års alderen. Hvilken grusom skæbne norske lovgivere giver disse børn, kun for at tilfredsstille voksnes ønsker.
Relativismens diktatur
For her er vi ved kardinalpunktet i de "kulturkrige" som nu truer med at ødelægge demokratiet, og den katolske kardinal som diagnostiserede dette for mange år siden er Josef Ratzinger. Han kalder det "relativismens diktatur" og definerede det dagen før han blev valgt til pave: "the dictatorship of relativism that does not recognize anything as definitive and whose ultimate goal consists solely of one's own ego and desire" (relativismens diktatur anerkender ingen objektiv standard for noget, dens mål er at tilfredsstille ens egne ønsker og ens eget ego).
Kravet om at "skaffe sig børn" er netop et sådant eksempel: Hvem taler om barnets ret til forældre, til at have en mor og far, i skindebatten om bio-teknologi den 16. juni i Stortinget? Muligvis en enlig svale fra Kristeligt Folkeparti, men ellers handlede det om kvinders "ret" til at få børn. Barnets rettigheder - og det er barnet som har ret til forældre, ikke omvendt - blev totalt ignoreret. Selv Barnekonventionernes artikel om dette blev negligeret og det af et Norge, som mener at det går forrest i kampen for menneskerettigheder.
Relativismens diktatur er ganske enkelt, at kvinder tildeler sig ret til at få børn og ret til at få abort hvis fosteret er sygt. Relativismens diktatur ser vi også hos dem som siger, at subjektiv oplevelse af køn, eller at være krænket som minoritet, eller at føle sig diskrimineret, er nok til at lovgivningen skal ramme dem som man anklager. Der er altså ikke længere nogen objektiv standard at holde anklagen op imod. I en retssag skal man vurdere fakta, men under en retsproces ser vi i sag efter sag, at en subjektivt baseret anklage er nok til, at de fleste mennesker bliver så skræmte, at de trækker sig tilbage. Den anklagede bliver stående helt alene. Den offentlige debat bliver stum.
Kirkens svar: Naturretten
Ratzinger påpeger, at der findes et svar om en objektiv standard til sandt og usandt, for rigtigt og forkert. Det er det som vi kalder naturretten, og som vi ser påvist i Platons dialoger med Sokrates som lærer, at selv den uden uddannelse kan ræsonnere om rigtigt og forkert. Naturretten er ikke kristen, men blev udviklet i græsk og romersk filosofi før kristendommen prægedede den. Men Kirken har bevaret naturretten i århundreder; den er forankret i katolsk tænkning hos store filosofer som Sankt Thomas (Thomas Aquinas), hvis berømte udsagn gratia non tollit naturam sed perficit - "troen ændrer ikke naturen, men fuldkommengør den" - er nøglen. Den kristne tro bygger på al den indsigt i videnskab og menneskenatur som forskningen kan frembringe. Uden rationel erkendelse, så langt den kan bringe os, er det blot overtro vi knytter os til. Vi skal bruge hjernen og videnskaben, rationalitet og logik så langt vi kan. Er der to køn i naturen? Ser vi på dyrene, er svaret et ja, i det mindste som hovedkonklusion. Er familien enhed i dyre- og menneskeverdenen? Ja, al erfaring fortæller os dette. Mennesket er et rationelt og socialt dyr, siger antikkens filosofer, og den menneskelige erfaring og observation er det vi kan kalde "sunt bondevett' på norsk. Naturretten kan vi alle resonnere til, mennesket er født med etisk og rationel evne, siger Platon. Kirken, med Sankt Thomas som det største eksempel, står i denne vestlige rationelle tradition.
Ratzingers mange publikationer om relativismens diktatur og hvordan mennesket er født med rationel evne, er det mest værdifulde tankegods vi kan trække på i denne tid med "kulturkrige" som synes at ødelægge den demokratiske og meritokratiske lighed.
Mangel på saglig debat
Demokratiet er truet af disse indre kræfter som er tydeligst i USA, men deres indflydelse er særlig stor i Storbritanien og her i Norden. Her er det ikke "de-kolonisering" og "strukturel racisme" som står forrest, dertil er kolonifortid og multietnicitet for mager. Her er det relativismen om familie og barnets rolle som fænger. Der findes næsten ingen respektfuld og saglig debat om familie, om abort og om forældrenes rolle og autoritet i Norden. Mænd er helt borte fra denne debat. Det har stået på længe; specielt abort er et totalt tabuemne. Men i USA er abortdebatten meget vigtig og en stor sag i enhver valgkamp.
I en tid hvor demokratiet trues både af totalitære stater og indefra af kræfter som går mod det frie menneske og menneskeværdet som selve grudlaget for demokratiet, er det magtpåliggende at paven - og vi andre - bærer det menneskesyn frem, som er det kristne og det naturrettslige, som Sankt Johannes Paul II og pave Benedikt gjorde med fuld kraft. Kirken har en unik indsigt at tilbyde mennesker i en forvirret tid. Pave Frans har vært meget klar med hensyn til disse spørsmål og Vatikanet publiserede for nyligt et dokument med titlen "Som mand og kvinde skapte Han dem". Han har imidlertid ikke kritiseret Kinas totalitære politik, noget som vækker opsigt og undren. Vatikanets oprettelse af diplomatiske forbindelser med Kina må ikke betyde, at fundamentale brud på menneskerettighederne ikke påtales af paven. Demokratiet trues som sagt også af "gammeldags" kommunisme så vel som af postmoderne konstruktivisme.
Artiklen er offentliggjort i det norske magasin St. Olav (04/2020) og gengivet i dansk oversættelse på KATOLSK LIV efter aftale med forfatteren. FOTO: Institutt for statsvitenskap
Janne Haaland Matlary
Janne Haaland Matlary er professor i international politik, Institut for Statskundskab, Universitetet i Oslo og ved Norwegian National Defense University College (Forsvarshøjskolen). Hun var statssekretær for Norges udenrigsanliggender og repræsenterede det kristelig-demokratiske parti i Bondeviks regering fra 1997-2000.
Hun er medlem af det pavelige råd for retfærdighed og fred og konsulent for det pavelige råd for familien i Vatikanet og har fungeret som leder af Holy See-delegationer til internationale konferencer.
Hun er medlem af Oslo Militære Samfund (The Oslo Military Society) og Agder Vitenskapsakademi (Agder Academy of Science). Hun modtog St. Benedict-prisen for 2007, der blev tildelt af Benedictine Community, hvis Subiaco, Italien, for sit arbejde med europæisk kultur og politik.
I 2009 udpegede pave Benedikt XIV hende til et livslangt medlem af det videnskabelige videnskabsakademi (Social Science Branch).
Læs mere om Janne Haaland Matlary - HER
