Af Torben Riis
Kan vi gøre det igen?
I denne feriemåned, hvor de fleste af os har bedre tid til at læse, vil jeg især anbefale én bog, som set med mine øjne hører til blandt de vigtigste udgivelser i de seneste år.
”How Christianity Saved Civilization … And Must Do So Again”, hedder bogen. Den er skrevet af Mike Aquilina og James L. Papandrea, to amerikanske historikere, begge professorer, på et lettilgængeligt engelsk, som ikke burde afskrække de fleste danske læsere.
Men hvorfor netop denne bog? Først og fremmest fordi den siger os noget helt afgørende om den situation, vi som katolikker for tiden befinder os i – en situation præget af usikkerhed og forvirring, hvor vi trænger til at blive mindet om, hvor privilegerede vi i grunden er ved at kunne leve i et samfund, som endnu i et vist omfang er præget af kristne værdier.
Det skal på den anden side ikke få os til at lukke øjnene for, at de kristne værdier er under pres. Men så meget desto vigtigere er det, at vi bliver bevidst om, hvad det er for kræfter vi er oppe imod, og hvad det helt konkret er for værdier, vi skal være taknemmelige for og derfor også være villige til at forsvare.
De to forfattere tager fat på denne problematik ved at føre os tilbage til den tid, hvor Romerriget var den altdominerende supermagt, og hvor kristendommen var en ubetydelig religiøs minoritet, som tilmed i perioder blev udsat for blodige forfølgelser.
Men hvordan gik det så til, at kristendommen i 300-tallet under kejser Konstantin den Store (312-337) oplevede en nærmest eksplosiv vækst – fra ca. 100.000 i år 200 e.Kr. til ca. 5 millioner i år 300 e.Kr. – for senere under kejser Theodosius (379-395) at blive ophøjet til statsreligion? Med andre ord: Hvordan lykkedes det datidens kristne at omvende romerne til en religion, som i den grad var fremmed for deres kultur?
Skabt i Guds billede
Det er der flere svar på, men, understreger forfatterne, det skyldtes især, at det kristne budskab åbnede en helt ny verden for romerne. Først og fremmest erkendelsen af, at Gud er kærlighed, og at alle mennesker er skabt i Guds billede og derfor villet og elsket af Gud – og at alle derfor også er ligeværdige og forpligtet til at respektere hinanden. Hermed var grundlaget lagt for et helt nyt menneskesyn og dermed også for vor tids menneskerettigheder.
Forfatterne beskriver denne omvendelse af romerne som en ”revolution”, en fuldstændig omvæltning af så godt som alle gængse værdier i det hedenske Romerrige. F.eks. var slaverne, som udgjorde ca. en tredjedel af befolkningen, uden nogen form for rettigheder. Det samme gjaldt kvinder og børn. Familiefaderen havde magt til at henrette sine børn, hvis de var ulydige. Tilsvarende havde han ret til at dræbe sine nyfødte børn. Det gik især ud over pigerne, som ikke blev betragtet som nyttige og under alle omstændigheder udgjorde en økonomisk byrde for familien. Hvad ægteskaberne angår, kan man ikke udelukke, at der i visse tilfælde har været ægte kærlighed mellem ægtefællerne, men det var ikke noget, man talte højt om. Det blev betragtet som ”pinligt”, det vil sige som et tegn på, at manden havde mistet kontrollen over sin hustru.
Kort sagt: Med kristendommen introduceres et - set med samtidens øjne - revolutionerende syn på religion, menneske og samfund, som efter Romerrigets kollaps i begyndelsen af 400-tallet breder sig til hele det europæiske kontinent og i århundrederne derefter til andre kontinenter.
Et modsigelsens tegn
Og hermed er vi nået frem til spørgsmålet: Kan vi gøre det samme igen? Er det muligt at evangelisere den moderne verden? Kun, mener forfatterne, hvis vi som kristne igen bliver et ”modsigelsens tegn” og har modet til at træde op mod den post-kristne verdens falske værdier. Hvad dette angår, peger forfatterne på en række karakteristiske lighedspunkter mellem det romerske hedenskab og det moderne samfunds ny- hedenskab: accept af fri abort og aktiv dødshjælp, forståelsen af ægteskabet som et rent borgerligt arrangement, som til enhver tid kan opløses, accept af prostitution og homoseksuelle forhold, hvortil kommer kristenforfølgelserne, som overalt ligesom dengang har nået et bekymrende omfang.
Let bliver det ikke, hvis vi ikke i højere grad bestræber os på at videregive den katolske tro til hver ny generation og forsvare den over for de kræfter, der truer Kirkens eksistens. Evangeliseringen af Europa og senere af resten af verden kostede blod. Vi har nu som dengang valget mellem at tilpasse os kulturen i det omgivende samfund og dermed gå på kompromis med vores tro - eller at tage kampen op mod nutidens hedenskab.
”Dengang,” siger forfatterne, ”var det en forfulgt Kirke, der forandrede verden, og det vil højst sandsynligt blive en forfulgt Kirke, som forandrer verden igen ved blandt andet at beskytte de uskyldige og genindføre religionsfrihed. De tidlige kristne forandrede verden, netop fordi så mange af dem var villige til at blive fjernet fra den snarere end at tilpasse sig til den. Deres fredelige modstand var deres trofaste vidnesbyrd om kærlighedens evangelium, som omvendte deres naboer, deres samfund, deres verden.”
Så ja, det kan gøres igen, og jeg skal tilføje, at bogen indeholder meget mere inspiration, end jeg har haft plads til at komme ind på i disse spalter.
Du kan læse mere i de to artikler, jeg har skrevet i KATOLSK MAGASIN:
