Den nye vin

Åndens frugt er kærlighed,
glæde, fred, tålmodighed,
venlighed, godhed, trofasthed,
mildhed og selvbeherskelse
(Paulus brev til Galaterne 3,22)

Selvudvikling er et af modeordene i vores individualistiske samfund. Men for en kristen er målet ikke at blive et fint, dygtigt og vellykket menneske – det er at blive åben og disponibel for Gud.

Denne bog beskriver, hvordan livet kan se ud, når Ånden får frihed til at blæse, hvorhen den vil.

Vi vender tingene på hovedet, hvis vi hele tiden fokuserer på, hvad vi skal gøre, men glemmer at tænke på, hvad vi har fået. Det kristne liv er ikke så meget en opgave, der skal udføres, som en gave, der skal modtages.

Vi har fået et nyt liv at leve, en ny vin at drikke: I stedet for at jeg skal arbejde for Gud, lader jeg ham arbejde i og gennem mig. Jeg åbner mig for ham, så han selv bliver min hellighed. På den måde kan Åndens frugter modnes i mit liv, men hvordan kommer man ind i Åndens - Helligåndens - magnetfelt?

KATOLSK LIV har efter aftale med Forlaget Boedal lånt det sidste afsnit i den katolske munk Wilfrid Stinissens bog: Den nye vin

Hvordan kommer du ind i Åndens magnetfelt?

En af mine gode venner plejer, når jeg taler om tillid eller glæde eller andre kristne grundholdninger at reagere med et: "Men hvordan? Hvordan gør man?" Selv om spørgsmålet nogle gange godt kan være irriterende, gør det mig som regel glad. Det viser jo, at min ven tager sagen alvorligt og ønsker at omsætte den til praksis. Og samtidigt tvinger han mig til at udtrykke mig klarere.

Jeg plejer at svare på spørgsmålet ved at pege på tre skridt, som alle fører os dybere og dybere ind i Helligåndens magnetfelt, samtidig med at de ofte flyder mere eller mindre sammen.

1. Bed om hjælp!

Den grundlæggende forudsætning for at nå dit mål er, at du virkelig har forstået, at hele din åndelige vandring stiler imod, at Jesus og hans Ånd skal leve i og igennem dig, ja, at de skal "leve dig". Den største forhindring på denne vej er din hårdnakkede trang til at leve uafhængigt, autonomt og selvrådigt. Så længe du vil klare dig selv, får Gud ikke en chance. Du bliver nødt til at erkende din afhængighed og lære at bede om hjælp. Dette vidste de gamle ørkenfædre. Bestandigt gentog de: "Gud, min Gud, send mig din hjælp til ret at bede! Herre, il mig til hjælp i bønnen!" (Jf. Sl 70,2). Og kirken ved det stadigvæk - den indleder hvert led af tidebønnen med den samme bøn om hjælp. Ved at bede om hjælp igen og igen, indøver du afhængighed af Gud. Enhver bøn om hjælp er en tilkendegivelse af - både overfor Gud og overfor dig selv - at du er bevidst om, at uden ham kan du slet intet gøre (Joh 15,5). Derved vænner du dig til ikke at gå igennem livet alene, men sammen med ham, som er din styrke og som vil klare dine problemer. Dette er det første skridt.

Men Gud vil mere end det. Han vil ikke bare give dig en hjælpende hånd, han vil være selve dit liv.

2. Giv ham plads!

Tøm dig selv, så han kan fylde dig! Måske er det dine bekymringer, der fylder mest hos dig. Ofte skyldes de frygt. Du er bange for at mislykkes, for ikke at slå til, ikke at blive accepteret, ikke at blive elsket. Dit ego lever af denne frygt. Den kan overvindes med tillid, fortrøstning og overgivelse. Hver gang du siger: ”Jeg stoler på dig!" til Jesus og Helligånden, løsner du dine bekymringers lammende jerngreb.

Kroppen kan, som vi har set, være en vej til Gud. Når Gud selv kom til os i en menneskekrop, og i sakramentet vil nå os igennem sit legeme og blod, kan det ikke være forkert, at vi fra vores side prøver at søge forbindelse med Gud igennem vores krop. Ved at slappe af i kroppen, kan vi så at sige tømme den og dermed os selv. Derved bliver der mere plads til Gud. Jo mindre vi selv fylder, des mere disponible er vi for Gud.

Hvis du opmærksomt gennemgår din krop, opdager du dine spændinger i de forskellige legemsdele. Ofte er det nok at registrere disse spændinger, for at de løsner sig. De dybeste af dem bliver du måske ikke så let kvit, men enhver spænding, som løses op, vil gøre dig mere åben og rummelig. Og Gud venter ikke med at træde indenfor, indtil du er helt tømt for dit ego. Han indtager øjeblikkeligt ethvert frirum.

3. Lad Gud tage over!

Når du er blevet vant til at give Gud dine bekymringer og bede ham om hjælp, vil du stadig tydeligere erfare hans nyskabende kraft. Din længsel efter, at han skal tage dig fuldt ud i besiddelse, vil vokse. Det bliver selvfølgeligt for dig at henvende dig direkte til ham og bede ham tage helt over, så han virkelig bliver din Livgiver. Dine ord er ikke længere tomme, de bæres af en afgrundsdyb længsel. Du beder med Kirken: "Kom, Helligånd, opfyld mit hjerte og antænd i mig din kærligheds ild". Eller du siger med den salige Elisabeth af Treenigheden: ”O fortærende ild, kærlighedens Ånd, kom og tag mig i besiddelse, så Ordet ligesom bliver kød endnu engang i min sjæl." Du har lært at stole på Gud, og du ved nu, at sådan en bøn ikke kan undgå at blive bønhørt. Hans længsel efter dig er jo uendelig meget større end din længsel efter ham.

Faktisk kan alt sammenfattes i disse ord fra Paulus: "Bed uophørligt” (1 Thess 5,17). Det er i og med din bøn, du bliver bevidst om Treenighedens tilstedeværelse i dig, og at "disse guddommelige tre" ønsker at indtage dig fuldstændigt. Så længe du beder og holder fast i Gud, går alt godt. Så snart du slipper Gud, går alting galt. "O Herre," skriver Teresa af Avila, "alt, hvad der skader os, kommer sig af, at vi ikke har blikket fæstnet på dig."

Vores svenske mystiker, Hjalmar Ekström, skriver i samme ånd, at vi ikke skal se på vores eget mørke, men på Jesu herlighed. "Således er det Herrens herlighed, der tilintetgør menneskets syndige krop."

Men du bliver aldrig helt færdig. Han vil altid tage dig endnu mere i besiddelse. Du er jo ikke et livløst kar af sten eller træ, men en levende kalk, som vokser, når den fyldes. Varsomt hælder Jesus den nye vin op i din kalk, og din kapacitet bliver større og større.

Du behøver ikke at vide, om dit mål er fyldt eller ej. At ville vide er et tegn på, at dit ego ikke har sluppet sine sidste bekymringer. Gud ved det. Det er nok.

Dominikanerpræsten Ambroise-Marie Carré, som jeg allerede har citeret, og som har holdt mange fasteprædikener i Notre-Dame i Paris, fortæller, hvordan han som ung ordensbror og præst var fast besluttet på at blive helgen. "Hvis ikke jeg bliver hellig, bliver jeg en forræder," noterede han i sin dagbog. Som 96-årig skrev han: "Den febrilske længsel har i dag veget pladsen for håbets fortryllelse. Hellig eller ikke? Spørgsmålet er ikke længere aktuelt. Jeg tænker nu kun på Guds ømhed."

Således skriver også Hjalmar Ekström, at der findes en "hellig ligegyldighed", som Gud fremkalder i os under vandringen, en "ligegyldighed" i forhold til, om vi selv når frem til den mystiske død eller ikke.

En god ven skrev til mig efter at have læst mit manuskript: "Jeg har længe følt mig opfordret til at slippe min selvkontrol. Det er, som om Jesus har kaldet mig til at træde ud på vandet, og til at gøre det i fuldstændig tillid til ham. Endog min refleks med at klamre mig til ham, har jeg måttet opgive. Det eneste, der kan holde mig oppe, er at fæstne mit blik på hans... Skridt for skridt går jeg hen over kaosset og min intetheds afgrund. Jeg kan ikke se tilbage, kun se på ham. Slipper jeg hans blik, vil jeg synke ned i dette hav af mørke. Men så længe jeg ser på ham, er alt forbavsende stille. Da jeg er helt henne ved ham, står jeg bare der på bølgerne, fuldstændig stille med mit blik i hans, uden at røre mig, uden at strække mine hænder frem... Selv vovede jeg aldrig at slippe kontrollen, men hans blik har gjort det muligt. Hans usvigelige kærlighed har, forenet med min tillid, skabt en bæredygtig stribe af lys."

Vov at træde ud på vandet med dit blik fæstnet på Jesu blik og hvert af dine skridt båret af ordene: "Jesus, jeg stoler på dig!".

Læs 1. del af "Epilog" HER

Bogen "Den nye vin" er udkommet på Forlaget Boedal - HER

 

---

Wilfrid Stinissen blev født i Belgien, men boede fra 1967 til sin død i 2014 i Sverige. Han var dr.phil., katolsk præst og karmeliterbror.

Han skrev adskillige bøger, heriblandt Mit liv i dine hænder og Sandt menneske samt den meget udbredte andagtsbog I dag er Guds dag.