1. Til himlene rækker din miskundhed, Gud,
din trofasthed når dine skyer;
din retfærdshånd over bjergene ud
er strakt over dale og byer.
2. Som himlenes favn er din kærlighed, Gud,
som havenes dyb dine domme.
Til frelsen fører du sjælene ud,
vil skabningens suk ihukomme.
3. Hvor dyrebar er dog din miskundhed, Gud,
hvor menneskebørnene bygge.
I mulm er kærlighedsvingen bredt ud,
Vi skjuler os under dens skygge.
4. Du kvæger i ørken den tørstende sjæl,
du bjærger den bævende due.
Hos dig er livets det evige væld,
og lys i dit lys skal vi skue.
Tekst: B.S. Ingemann
Melodi: J.P.E. Hartmann
SYNG MED
Fast skal min dåbspagt evig stå 1. Fast skal min dåbspagt evig stå, og Kirken vil jeg ære, dens klippegrund jeg bygger på, jeg følge vil dens lære. Tak have Gud, som nåderig til Sandheds Kirke kaldte mig; jeg aldrig den vil svigte. |
|
Lover den Herre 1. Lover den Herre, den mægtige Konge med ære! Lov ham, min sjæl, og lad det din forlystelse være! Mød ham med sang, psalter og harpe giv klang! Åndelig leg vil jeg lære. |
|
Jeg tror, o Gud, på hvert et ord 1. Jeg tror, o Gud, på hvert et ord, som du har åbenbaret; urokkelig og fast jeg tror, hvad Kirken har bevaret. Hvor verdens visdom ej slår til, er troen kun fornøden: i denne tro jeg leve vil og gå med den i døden. |
|
Gør døren høj, gør porten vid 1. Gør døren høj, gør porten vid! Den ærens konge kommer hid; han hersker over alle land og er al verdens frelsermand. |
|
Til himlene rækker din miskundhed, Gud 1. Til himlene rækker din miskundhed, Gud, din trofasthed når dine skyer; din retfærdshånd over bjergene ud er strakt over dale og byer. |
|
Nu takker alle Gud 1. Nu takker alle Gud med hjerte, mund og hænder, som overflødig godt os uforskyldt tilsender, som os fra moders liv og første bamdomsstund i alt vor levneds tid velsigned mangelund. |
|
Store Gud vi love dig 1. Store Gud, vi love dig, jordens børn for dig sig bøje, Himlens engle fryde sig, synge for dig i det høje! Hellig evighedens drot! Alt er dit, Gud Sabaoth! |
|
Blomstre som en rosengård 1. Blomstre som en rosengård skal de øde vange, blomstre i et gyldenår under fuglesange, mødes skal i stråledans Libanons og Karmels glans, Sarons yndigheder. |
|